Vi må gerne være forelskede. Vi må være lykkelige, succesfulde, kede af det og sørge. Men vi må ikke være aggressive. »Aggressive følelser er simpelthen blevet moralsk forkerte,« konstaterer Jesper Juul, der som Danmarks bedst kendte familieterapeut igennem de seneste 15 år har set det rynkefrie Botox-ideal brede sig til følelseslivet: Et ideal, hvor vi er begyndt at skelne mellem positive og negative følelser og er begyndt at føre krig mod de såkaldt negative.
»Aggressive følelser er blevet moralsk forkerte, præcis som seksualitet var det for 50 år siden,« skriver Jesper Juul, der netop er blevet opereret på stemmebåndene og ikke kan tale. Derfor foregår interviewet pr. e-mail, men det er tilsyneladende ligegyldigt: For Jesper Juul, der har arbejdet med familiers grundfølelser i årtier og slog igennem med 90’er-bogen Dit kompetente barn, er problemet påtrængende. Det er et samfundsproblem og et samfundsanliggende, at vores forhold til de menneskelige grundfølelser, som ellers var på vej til at udvikle sig i konstruktiv retning fra 1960-90 er gået i hårdknude. Noget, Jesper Juul første gang bemærkede, da han hørte sætninger som: ’Han har et aggressionsproblem,’ da han i 90’erne besøgte en familieinstitution.
Siden har han hørt den hundredvis af gange. Men den slags beskrivelser af børn, som på helt almindelig vis giver udtryk for helt naturlige følelser, kommer ifølge Jesper Juul til at anrette mindst lige så stor skade, som da seksualiteten blev udelukket fra menneskers liv og forhindrede os i at føle lyst, glæde og nærhed.
»Det nye tabu sætter børns mentale sundhed og deres selvfølelse og selvtillid på spil,« skriver han i sin nye bog Aggression – en naturlig del af livet og fortsætter tankerækken i sin mail:
»Gennem mange år har jeg oplevet, at de såkaldt aggressive følelser som vrede, irritation, frustration, raseri og had i stigende grad bliver problematiseret og mistænkeliggjort. Det betyder selvfølgelig, at den vrede mor, den højtråbende far og den bidende toårige bliver sygeliggjort og i stigende omfang henvises til behandling eller bare ekskluderes fra det gode selskab.«
En ny dansk undersøgelse viser da også, at pædagogerne rapporterer, at 22 procent af børnene i børnehaven er problembørn, fordi de vil have afløb for deres irritation og frustration, mens 24 procent af drengene siger, at de ikke trives i børnehaven. Hvert fjerde barn i alderen tre til seks bliver karakteriseret som problembarn. Men at ekskludere dem fra samfundet løser ikke problemet. Tværtimod.
»I mange sammenhænge over hele Europa har jeg oplevet, at denne moralsk fordømmende holdning både har taget helt over i børneinstitutioner og samtidig savner ethvert fagligt grundlag. Der findes helt enkelt ikke forskning nogen steder i verden som anbefaler denne ekskluderende holdning,« konstaterer han og forklarer, at den udviklingspsykologiske kendsgerning er, at det tager et menneske godt og vel en barndom at lære sin egen aggression at kende.
»At lære at skelne mellem konstruktiv aggression som ambition og destruktiv aggression.«
Ethvert forsøg på at speede denne proces op fører uundgåeligt til det modsatte.
»Aggressive følelser og aggressiv adfærd udspringer fra den samme kilde, nemlig af en dyb oplevelse af ikke at have værdi som menneske. Det gælder både børn, unge, voksne og gamle.«
Den følelse bliver ikke løst af, at man siger, at den ikke må være der.
Et nyromantisk ideal
I virkeligheden er det et både smukt og velment rationale, der ligger bag ved den nye aggressionsmarginalisering. Men desværre er rationalet ifølge Jesper Juul helt forkert. Det begynder med fysisk og verbal vold, som vi gerne vil opleve mindre af på alle niveauer i samfundet. Derefter følger et forbud mod aggressive følelser, fordi vi tænker, at aggression fører til vold, som igen fører til krig.
»Sådan hænger verden ikke sammen. Aggression fører kun til vold, hvis den, der har disse følelser, bliver ignoreret, skældt ud, straffet eller bare ikke bliver hørt og taget alvorligt.«
Det »neoromantiske ideal« kalder Jesper Juul det ideal, der har afløst det gamle, autoritære system, hvor aggression blev mødt med fysisk og verbal afstraffelse. Nu prøver man i stedet at få søde, veltilpassede, lydige børn, bare ved hjælp af en blidere facon, nemlig ved hjælp af en blid og fintfølende uophørlig strøm af forklaringer. Ud over at ville det umulige, nemlig børn, der aldrig reagerer aggressivt, har den nyromantiske kultur også formået at pålægge voksne den byrde, at de altid skal være flinke, venlige, forstående, blide og kærlige – en umulig opgave for mennesker, mener Jesper Juul, der konstaterer, at det fjerner mennesket fra sig selv. Resultatet er, at mennesket bliver uautentisk, og et uægte menneske er et ensomt menneske.
»Muligheden for at opleve, eksperimentere med, lære om og integrere sin egen aggression er absolut nødvendig for at få et liv med meningsfulde relationer – sociale såvel som personlige – til andre mennesker,« fortæller han og uddyber, at historien er ved at gentage sig selv.
»For 100 år siden blev et stort antal danske kvinder mishandlet af psykiatrien, fordi de var ’hysteriske’. Ingen så sammenhængen mellem disse kvinders uværdige liv og deres aggressive adfærd. Som altid vendte cirka halvdelen af disse kvinder aggressionen indad og blev deprimerede og selvdestruktive. Det er fortvivlende at være vidne til, at det nu er disse kvinders efterkommere på spindesiden, der nu dyrker det selvdestruktive og tvinger deres børn ind i samme livsfjendtlige skabelon.«
Bedst som kvinder var godt på vej til at anerkende og sætte pris på afgrænsede sider af deres egen aggressivitet, sætte personlige grænser, ikke finde sig i verbale og fysiske overgreb, er de nu på vej til at nægte sig selv denne mulighed, og så mister deres børn og elever den samtidig.
»Igen er det bare en pinlig gentagelse af det, det maskulint dominerede samfund gjorde mod kvinder for hundrede og for halvtreds år siden, når de ikke var lykkelige over det liv, de havde.«
I den sammenhæng mener han ikke, at der gør nogen stor forskel, at barnet ikke bliver fysisk eller verbalt straffet, men henvist til psykolog og terapi i stedet.
De voksnes magtesløshed
Aggression er først og fremmest en social reaktion. Den opstår som konsekvens af mellemmenneskelige relationer nøjagtig på samme måde som forelskelse. De aggressive følelser som eksempelvis irritabilitet, frustration, vrede, raseri og had opstår, når mindst den ene af parterne ikke oplever at have den værdi for den anden, som hun eller han ønsker at have.
»Det er også derfor, forældres favoritforklaring på deres verbale og fysiske overgreb mod børn ofte er en følelse af magtesløshed og hjælpeløshed.«
I generationer var det både ok og godt, når forældre blev aggressive over for deres børn. Det betød, at man opdragede på barnet. Først så sent som sidst i 90’erne blev forældres vold mod børn uacceptabel, da revselsesretten blev afskaffet ved lov.
»Nu lever vi i en tid, hvor befolkningen er delt. En stor del af de voksne tager moralsk afstand fra vold mod børn, og mange andre sanktionerer i al hemmelighed både verbale og fysiske overgreb. Lovgivning er selvfølgelig bare et kulturelt signal og tilbyder ingen udvej for de mange voksne, som faktisk føler sig hjælpeløse og ikke gode nok som forældre,« forklarer han og uddyber, at en af de allervigtigste forskelle på børn og voksne er, at når de voksne ikke føler sig tilstrækkelige, så er det altid, fordi de ikke er så kompetente, som de ville ønske, de kunne være. Når børn oplever at miste deres værdi for forældrene, er det altid, uden undtagelse, de voksnes ansvar og aldrig børnenes skyld.
»Det er et vanskeligt fænomen at se i øjnene som voksen, fordi børn og unge i generationer har fået skylden for de voksnes utilstrækkelighed,« siger han.
Selv nutidens reflekterede forældre siger: »Undskyld, at jeg slog dig, skældte ud og råbte, men når du er sådan, ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre.« Disse voksne er på mange måder ofre for deres egen erfaring med aggression i løbet af deres opvækst og har egentlig ikke gjort andet med dette end at antage politisk korrekte holdninger.
»Der er nemlig ingen idé i at finde en politisk korrekt måde at håndtere sin egen aggression på. Det sikrer os højest et alibi for vores indirekte og passive aggression.«
Frygten for det ’negative’
Politisk set var der god mening i, at samfundets herskere ikke tålte undersåtternes aggression, og det samme gælder forældre helt op til midten af 70’erne. De politiske magthavere så borgernes vrede som kritik og dermed som en trussel mod dem selv, og forældre betragtede børns aggression på stort set samme måde – som udtryk for kritik og manglende opdragelse.
»Begge dele blev mødt med ’konsekvens’, læs: straf. Hvis du bider din lillesøster i fingeren, bider jeg dig. Hvis du ikke vil høre, må du føle, og det er din egen skyld,« siger Jesper Juul og nævner forlængelsen af tankegangen i det terapeutiske system.
»Det seneste 10-år har en bestemt ideologi bredt sig til psykoterapi og coaching. Den kalder sig selv ’positiv psykologi’ og handler altså igen om at bortdømme de ’negative’ følelser fra menneskenes liv, og hvis deres kunder ikke kan leve op til dette, er det deres egen skyld.«
Jesper Juul er enig i, at vi burde satse på at forebygge fysisk og verbal vold. Men vi gør det ikke ved at forbyde vrede, fortvivlelse og fysiske konfrontationer mellem børn og voksne. Man gør det ikke ved at skamme børns aggressioner væk, men ved at anerkende dem.
»De seneste 10-15 år er aggressive konfrontationer mellem børn i institutionerne taget til,« forklarer han og nævner, at det samme er ekstremt selvdestruktiv adfærd blandt unge, specielt kvinder, i form af spiseforstyrrelser, misbrug, depressioner, selvmordstanker og cutting. Drengene er stadig i front, når det gælder udadrettet aggressiv adfærd, men pigerne er godt på vej, og dette er et direkte produkt af konstante møder med voksne, som udelukkende forholder sig moralsk og moraliserende til de ’negative’ følelser.
»Det er et meget tydeligt og eksplicit budskab til børnene om, at de er en belastning for deres voksne. Det tapper dem for selvfølelse.«
Det må være slut, mener Jesper Juul. Vi har penduleret mellem laizess faire og autoritet længe nok til at vide, at ingen af disse modeller tilbyder løsninger. Vi trænger ikke til at søge blandt modsætninger mere. Vi trænger til at formulere alternativer.
Jesper Juul: Aggression – en naturlig del af livet, Lindhardt og Ringhof, udkommer 29. august
Jeg beundrer Jesper Juul høyt og hadde stor nytte av hans bok "dit kompetente børn", da min datter var liten. Men han burde lære seg litt om biologi.
Dessuten er det da vel også innen psykologisk forskning vist at når man er aggressiv mot noen og gjør noe negativt mot dem, rettferdiggjør man det man gjorde overfor seg selv. Derimot om man tvinger seg selv til å være høflig og hyggelig mot en person, vil man føle seg mer vennlig innstilt mot dem.
En lettlest oversikt
http://www.teenlinkusa.com/anger.html
Kan det være en sammenheng mellom aggresjon og brusdrikking?
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22025524
ADHD og mat. Både tilsetningsstoffer og ren mat kan gi problemer. Det gjelder å finne ut hva akkurat den personen reagerer på, noe som kan ta litt tid.
http://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(11)60133-5/fulltext
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/8179235
Transfett kan gjøre folk mer aggressive.
http://www.sciencedaily.com/releases/2012/03/120313122504.htm
Det som gjør det vanskelig å finne ut av er at det er individuelt hva personen reagerer på, og vitaminmangel spiller også inn. http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/17433442
For enkelte kan det være et glukoseproblem, og det må testes ut på helt spesielle måter. http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/3053477
Diagnosen bipolar betyr jo faktisk sterke humørsvingninger. Her er det jo gråsoner om du faktisk har det eller er helt på grensen. Kan det bli bedre ved unngå sukker, sørge for jevnlige måltider og godt vitamininntak?
http://www.medicalnewstoday.com/articles/224447.php
Mennesker med bipolar diagnose har høyere nivå av antistoffer mot gluten enn friske kontrollpersoner. Man kan reagere på mat på forskjellige vis, og disse personene ble også testet med flere metoder for å plukke opp de ulike antistoffene.
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/j.1399-5618.2011.00894.x/full
Også melk kan være et problem, kanskje særlig for de som er maniske. Her ble folk testet for intoleranse mot kasein, proteinet i melk. Selv om noen fikk lithium, gjorde det ingen forskjell. http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21176030
osv osv
Øjeblik! "Vi må være lykkelige, succesfulde, kede af det og sørge" ?
Jeg véd ikke rigtig med de to første, men det er da bestemt ikke legitimt at være ked af det eller at sørge. Og da slet ikke på vores egen personlige, naturlige måde eller alt for længe, før også dén tilstand skal under 'behandling'.
Vi bliver konstant målt og vejet i alt hvad vi foretager os og ve dem der bliver fundet adfærdsvanskelige og eller ukontrollerbare, afviger du (?) mister du langsomt alle dine rettigheder, er det frihed? at vide(?) at alt hvad vi tænker og gør, bliver 'overvåget' af "specialister" og "eksperter"?
Vores børn vokser op i kontrol og overvågning, medicinerede og autoritetstro.
Uha - nej da ! Agression må da endelig ikke "hæmmes" hos de stakkels børn. Agression er da virkelig noget verden skriger på, det kan vi da aldrig få nok af.
Hvor tit oplever man ikke at børn bliver forhindret i at få deres vilje i en supermarkedskø, når mor og barn er nået hen til slikhylden i børnehøjde.
Utallige gange har jeg oplevet skånselsløse mødre begå overgreb mod deres forsvarsløse børn og forhindre dem i at rydde slikhylden på mors regning.
Historien har jo vist os hvor vigtigt det er at agressionerne får frit løb - ikke sandt ?
Det værste er, når man ikke må blive vred, når man bliver behandlet dårligt, men i stedet forventes at skulle være pædagogisk og forklare den anden, hvad han/hun har gjort forkert!
Og orker man ikke dette, så er problemet ikke længere den anden persons adfærd, men dig. Pludselig går du fra at være offeret i mangel af et bedre ord, til at være problemskaberen!
Alt dette fordi andre ikke kan opføre sig ordentligt og tage ansvar for sine handlinger, og den hæslige bagvendte positive psykologi med at du aldrig må udtrykke vrede eller frustrationer!
Tak til Jesper Juul for at han går til angreb på "neoromantikken" og slår til lyd for at aggression er en naturlig følelse. Men jeg er dog ikke enig i at "Agressive følelser og agressiv adfærd udspringer af den samme kilde, nemlig af dyb oplevelse af ikke at have værdi som menneske." Oplevelsen af at blive nedvurderet eller overset kan rigtignok udløse aggressive følelse og agression, men det er kun én af de ting der kan udløse aggressive følelser.
I stedet for at tage udgangspunkt i en anerkendelsesfilosofi (Axel Honnet), vil jeg foreslå at man tager udfgangspunkt i begrebet magt (Friedrich Nietzsche). Aggressive følelser er følelser man mobiliserer når man vil opnå noget. Disse følelser forstærkes naturligvis når man oplever at stå i en situation hvor ens handlinger ikke nytter noget. I modsætning til hvad der ofte hævdes, så nytter det faktisk ofte at blive aggressiv - eller rettere det nyttede. Når børn i gamle dage fik en på skrinet for at gøre noget forkert - så holdt de sig fra det. Det gjalt i øvrigt ikke kun børn. Hele befolkninger er blevet holdt i kort snor vha. vold - eksempelvis under nazismen. I dag er aggressionen blevet gjort illegitim som opdragelsesmiddel. Agression regnes ikke længere til de legitime værktøj når man vil have noget gennemført.
Problemet er at dette værktøj stadig ligger i værktøjskassen - og det bliver det ved med, for aggression er et beredskab vi har fra naturens side til at få gennemført det der er vigtigt for vores liv.
Jeg er selv typen der (næsten) aldrig skælder på mennesker. Derimod har jeg ret kort lunte når det gælder "tings tyrani". Lysten til at smide computeren ud gennem vinduet - uden at åbne det først - melder sig ikke sjældent når den ikke vil makke ret. Det skyldes ikke en følelse af ikke at have værdi. Det skyldes en naturlig vrede over at den ikke gør som jeg forventer - at jeg med andre ord ikke har magt over den.
I stedet for - som Jesper Juul - at frygte at vi tager skade af at undertrykke vores aggressive følelser, må vi lære at leve med dilemmaet mellem vores medfødte aggressive potentiale på den ene side, og på den anden side at vores moderne liv ikke længere er foreneligt med agressiv adfærd. Vi må lære at blive aggressive på en acceptabel måde - og så i øvrigt lære at anvende de andre værktøj vi har i værktøjskassen for at få omgivelserne til at makke ret.
Jeg er enig med Juul. Man må ikke være helt menneske i Danmark. Det skal ændres.
Jesper Frandsen ..det her handler om aggression som en basal følelse, som skal have lov at udvikle sig lige så vel som glæde, hjertelighed, angst osv. ..så den ikke gemmes væk og bryder ud på et senere tidspunkt i form af skyderi eller andet.
Ingen følelse er bedre eller værre end den anden.
I aggressionen ligger drivkraften til mange gode ting, hvis den bliver rummet.
Jo man kan da godt være aggressiv og negativ både i børne - ungdoms - og voksenalderen, men man får bare igen med samme mønt, og det må man ligesom være klar over. Så nytter det ikke noget bagefter at gå og klynke over at i
ingen kan lide en, at folk er utroligt nærtagende og ikke kan tåle at høre sandheden, og at man kalder en spade for en spade o.s.v. og alle de andre klicheer som ubeherskede mennesker ynder at dække sig ind under.
Det er altid interessant hvad Jesper Juul har at sige.
En forælder skal kunne rumme alle barnets følelser.
Men det kan være svært hvis man selv er vokset op med at ens egne forældre ikke ville se når man var vred og trist. Så kan det være en ubearbejdet følelse i forælderen selv.
Man kan føle sig uelsket som barn, når forældrene signalerer at de kun vil se én når man er sød og smilende.
Så kan barnet undertrykke sin vrede side og tilpasse sig, for at få forældrenes påskønnelse og kærlighed,og så ende op med at blive deprimeret senere hen i livet.
Fint med nuancer!
Der findes inden for kunsten fire grundfølelser, der nærer kreativiteten - ikke mindst da de er så stærke, at de totalt kan overtage vores liv:
Depression, vrede, eufori og forelskelse/begær.
Man skal ikke høre meget Nine Inch Nails - eller for den sags skyld andet energisk musik - før man erfarer, at vrede (eller aggression) er en stor kreativ kraft.
Den skal håndteres og kultiveres (på samme måde som de andre grundfølelser) - men der er tale om voldsomt kulturtab, hvis man undertrykker aggressionen.
Hold da op, alle ved godt hvad aggression er, og alle ved godt, at i en "flok" må aggression holdes nede, ellers kan vi ikke alle være her. Det gælder i abeflokken såvel som i menneskeflokken, eller skulle vi sige familien og samfundet.
Aggression er i øvrigt ikke det samme som vrede. Aggression er en første umiddelbar reaktion på en hændelse, et angreb eller en trussel. Vrede derimod er en mentalt bearbejdet vedvarende følelse af modstand. Aggressionen har man normalt ikke lyst eller behov for at hænge fast i, mens vreden kan være en positiv og brugbar drivkraft.
Mette Hansen @ vær sød at læse mit indlæg igen. Jeg argumenterer, på ingen måde, for at følelser skal "gemmes væk". Jeg mener derimod at din holdning om at "Ingen følelse er bedre eller værre end den anden" er rablende vanvid.
Hvorledes vil du bekæmpe vold, had og krig - hvis ikke vi må modstå agressionen eller ligestiller had og kærlighed.
Det er en del af at blive voksen, at man lærer at opføre sig ordentligt over andre, inklusive kammerater, forældre osv. og ikke lade sit eventuelle dårlige humør gå ud over andre på må og få. Man skal med andre ord lære at beherske sig. Det kaldes også med nogle godt nok lidt umoderne ord "opdragelse", "kultur" og "hensyntagen". Men selvfølgelig skal man tage hånd om tilløb til agression på en psykologisk hensigtsmæssig og herunder selv gå forrest med et godt eksempel.
... hensigtsmæssig måde ... naturligvis
I øvrigt finder jeg artiklen intet mindre end horribel. Hvis det er oprigtighed det gælder, må det naturligvis være i orden fra de voksnes side ikke at akceptere, at børn giver deres eventuelle agressive følelser frit afløb. Det kan da fakisk godt være udtryk for både kærlighed og respekt, at at man ikke - i stedet for naturlig bestemthed og vrede -reagerer med opgivende hovedrysten og/elller vattet trækken-på-skuldrene-laissez-faire.
Jesper Frandsen
25. august, 2013 - 14:54 #
Der er da en himmelvid forskel på at forhindre junior i at rydde hylden med slik. Til at undertrykke og præge junior igennem hele sin barndom til at en bestemt del af en selv er uha og et grimt tabu der skal for alt i verden undertrykkes.
Ved det sidste, lære vi aldrig de sider af en selv at kende og reagere på dem, før de tager overhånd.
Jeg så hvordan min søster tog en laaang snak med sin ene søn, da han havde været rigtig styg over for en af sine bedste venner.
Jeg tror han lærte mere af den snak med sin mor, end den svada jeg fik af min far. Der tager jeg sku hatten af for de forældre der tør tage tyrene ved hornene og får ens egne børn til at tage et kik på de sider af dem selv.
Jesper Juul !
Gad vide, hvor du har følgende påstand fra?
»Aggressive følelser og aggressiv adfærd udspringer fra den samme kilde, nemlig af en dyb oplevelse af ikke at have værdi som menneske. Det gælder både børn, unge, voksne og gamle.«
Aggressionernes kilde er ikke manglende selvværd. Aggression er derimod en medfødt forsvarsreaktion, som vi biologisk deler med mange andre pattedyr - og næppe nogen af disse ses at døje med deres selvværd, når de bliver aggressive.
Kunne du ikke være god at oplyse, hvilken lærebog i psykologi, du har konsulteret?
Det handler først og fremmest om frihed... I det øjeblik vi anvender begreber som aggression, vrede, sorg, angst etc. om vore følelser adskiller vi os fra dem - Jeget forsøger så at sige at kontrollere det ukendte ved at påhæfte det en kendt betegnelse.
Naturligvis må man bruge disse begreber i kommunikation med andre. Men indadtil tjener de kun til at øge konflikten mellem det vi er og de forestillinger/idealer vi har om os selv.
Derfor må der være frihed til at opleve følelser uden at begreberne med deres følge af fordømmelse eller accept træder ind. Denne frihed begynder med indsigten i at begreberne blot er ord. Følelserne derimod er indgangen til det ukendte liv!
Alle følelser er gode, vi har dem for at give hos et helt liv. Positiv psykologi siger da heller ikke noget om at undertrykke "uønskede" følelser. Undersøgelser viser at "negative" følelser er nødvendige. Det er ikke følelsen som er problemet, men vores erkendelse af den i tide til at bruge den hvor den er berettiget. Hvis vi undertrykker vore følelser risikerer vi at vise uforholdsmæssig adfærd på uberettigede tidspunkter. Det er bedre at lære vore følelser at kende og bruge dem hvor de kommer i det rigtige forhold.
Aggression er ikke kun vrede, det er drivkraften til at agere, at gøre noget for at opnå noget. Uden aggressivitet ville vi ikke foretage os noget.
Selvfølgelig skal agression læres at beherskes, jeg læser ingen steder Jesper Juul skrive at vi bare skal give los, men uden agression hvordan skal vi så forsvare
os mod overgreb?
Derudover har han en god pointe, som fortjener at blive gentaget:
"en af de allervigtigste forskelle på børn og voksne er, at når de voksne ikke føler sig tilstrækkelige, så er det altid, fordi de ikke er så kompetente, som de ville ønske, de kunne være. Når børn oplever at miste deres værdi for forældrene, er det altid, uden undtagelse, de voksnes ansvar og aldrig børnenes skyld.
»Det er et vanskeligt fænomen at se i øjnene som voksen, fordi børn og unge i generationer har fået skylden for de voksnes utilstrækkelighed,«"
Enig med Simon. Der står ingen steder, at vi bare skal "lade stå til", eller at børn skal have lov til at udleve deres agressioner. At anerkende en følelse er ikke det samme som at godkende den (elller den adfærd, der følger). Vi kan selvfølgelig også gå denneher vej - det skal nok komme:
http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article2075608.ece
Mvh.
Problemet med alle følelser er, at de kan hobe sig op og skabe frustration- det gælder den uigengældte kærlighed, og det gælder den vrede, der ikke fører til forandring.
Aggressionens mere eller mindre naturlige årsager.
Hvis der er et omfattende sort marked for ADHD medicin f.eks. så ved man at der kan være en forhøjet risiko for at en del mennesker enten frivilligt eller ufrivilligt kommer i kontakt med medicinen, man ved også at denne medicin under forkerte omstændigheder kan gøre folk ekstremt aggressive, derfor bliver jeg selv ekstremt mistænksom når jeg ser en meget kraftig aggression hos folk jeg kender godt, men som ellers ikke reagerer sådan normalt.
Man er opmærksom på, hos politiet, at der kan være et problem hvis folk får medicin de ikke har indtaget frivilligt, hvad der kan forekomme i voldtægtssager f.eks.
Politiet har i dag ikke mulighed for at undersøge om folk har det ene eller det andet i blodet når de anmelder en forbrydelse.
Det kan være et problem også hvis folk ufrivilligt har fået ADHD medicin f.eks. fordi det kan gøre folk ekstremt aggressive og dermed bringe folk i en væsentligt højere risiko for at blive involveret i problemer i nattelivet f.eks.
Det er også et problem hvis folk udelukkende bedømmes på aggressioner som ikke er affødt af naturlige årsager, men fremprovokeret ved frivillig eller ufrivillig brug af f.eks. ADHD medicin.
Juul stille skarp på et meget vigtigt emne, undertrygt aggression er både skadelig og ganske farligt.
Alle kender issylen fra kontoret, hende den giftige hvor vær eneste ord er som en issyl i hjertet, hun bære rundt på enorme mængder af indestængt og undertrygt aggressionen.
Eller X Jugoslavien hvor Tito hold alle uoverensstemmelser nede med hård hånd, det blev bestialsk da låget endeligt fløj af trykkogeren og alt den indestængte og undertrykte aggression endelig væltede ud.
Aggressionshåndtering er nøgleordet og det skal læres, hvilket børn jo helt naturlig gør alle mulige forsøg på og som oftest bliver bremset af aggressions forskrækkede mødre, pædagoger m.fl. fordi de selv er bange for deres egen aggression, fordi de heller aldrig fik lov til at lære at håndterer den.
Men det bliver ikke nemt at komme forbi overjegets aggressions forbud.
Det er jo om noget også en klassedeler - for i modsætning til, hvad Juul synes at mene, er det jo netop at sætte ord på det, der fremmer aggressionen, i stedet for. Det er jo ikke ukendt, at forvirring og mangel på overblik er det, der fremmer aggressionen, og derfor hæmmes aggressive impulser ved at mægtiggøre folk igennem sproglig kompetence.
Det "neoromantiske ideal" uden aggressioner er opfundet af neofeminister som bare ét af deres utallige projekter, hvor der til enhver tid stiles efter slutproduktet - "Den dresserede Mand" - for når mænd taler med store bogstaver bliver man først "bange" - senere "bløde" i knæene - og dét går jo ikke an ... :-)
Særdeles interessant artikel- men som lægmand forstår jeg nok ikke den faglige psykologiske definition af ordet "agression".
Hvis ens sans for retfærdighed og fair play krænkes groft - f eks anvendelse af giftgas., voldtægter , undertrykkelse af mennesker , korruption o s v - så bliver man da "lidt aggressiv" i sine (naturlige) reaktioner ????
Aggression er (for en lægmand uden fagpsykologisk indsigt) ikke et bare spørgsmål om manglende "selvværd" - når en politibetjent griber ind mod et overgreb, så er det en aggressiv handling, men ikke noget med manglende selvværd ??
Gennem mange år har jeg oplevet, at de såkaldt aggressive følelser som vrede, irritation, frustration, raseri og had i stigende grad bliver problematiseret og mistænkeliggjort.
Ja men, det tager jo tid at blive "voksen" - lidt vejledning fra de der elsker én, kan gøre at man hurtigere får disse følelser kanaliseret over i den bevidste del af hjerne - til stor fornøjelse og glæde for især én selv.
begyndt at føre krig mod de såkaldt negative, er vel i sig selv aggression.
Det at deltage i en debat, for eksempel denne, er vel også aggression af en slags, det er altså nødvendigt hvis man ikke bare vil sige ja til hvad som helst.
Kunsten består i at kunne styre sin egen aggression, i det mindste bare nogenlunde, det sagtens kan være svært for nogle, herunder også mig selv.
Kørekort - eller en Mercedes Benz med sikkerhedsudstyr for ikke at dræbe legende børn -
https://www.youtube.com/watch?v=5nBJ2RIW-G0
Følelser, såvel de positive som de negative, hverken kan eller skal man undertrykke eller fremelske. Man skal herunder slet slet ikke gøre det til til noget der er forbundet med skam og skyld at nære negative følelser, ligesom man heller ikke skal idealisere positive følelser forresten, for det fremmer man kun uægthed og hyklerisk øjentjeneri ved.
Noget helt andet er så, at man (børn) ikke desto mindre skal (lære at) opføre sig ordentligt overfor hinanden og ikke ty til voldsomheder, hånlige skældsord o.l., der som bekendt har en indbygget tendens til at eskalere og sprede missteningen som ringe i vandet (for ikke at sige udløse en formelig lavine af aggression og gensidige beskyldninger)..
For øvrigt må man ikke være blind for aggressonernes mulige årsager i vantrivsel, der fortjener at blive taget hånd om, f.eks. i form af selvhad, misundelse og følelse af at være uelsket, uønsket og ikke slå til.
øh ... aggressionernes ... naturligvis
Lige for en klarheds skyld: Det er dårligt sprogbrug at kalde aggrression en "følelse". Det rigtige ord for en eventuelt "aggressiv" følelse er HAD evt. kombineret med FRYGT. Aggression har derimod noget at gøre med en hadefuld/ondskabsfuld HANDLING, hvis mening er at skade og/eller gøre ondt på andre - og altså dermed noget - i mine øjne i det mindste - absolut forkasteligt.
jeg har lyst til at introducere forfatteren for aggresion, vær sammen med nogle paragraf 20 stk 20 unge mennesker...og så se hva og hvem der har godt af det... ..
jeg vil vove den påstand at forfatteren ik aner hva han snakker om og er helt enig med Kongsta og Bro.d
Jan Weis-flot spot du henviser til der,flotte sort hvide toner rent filmisk som minder om filmen-Det Hvide Bånd,brudt op med lille Adolf som bliver kørt ned i Braunau am Inn.
Lidt mere af den indre drengerøv som element i opdragelse og samfund så skal aggressive tendenser nok finde et naturligt leje.
Per Torbensen - filmen er lavet på en sydtysk filmskole af en ungdommelig filmemager - en ironisk kommentar til, at Mercedes skåner de andre børn, men ikke den unge Hitler i hans fødeby - det kunne jo have ændret historien radikalt - bl.a. en krig, hvor Mercedes Werke stort set producerede alle militære køretøjer til hans krig samt hans private pansrede automobiler - derfor den store opstandelse i Tyskland - men det er godt nok lidt overdrevet, at alle drengerøve bare skal køres ned for at komme aggressive tendenser til livs - i bogstaveligste forstand ... :-)
En anbefalelsesværdig artikel. Jeg kunne ønske den blev taget seriøst og diskuteret på de pædagogiske seminarer, men tvivler kynisk på det. Lær et barn skam, og du behøver knap at opdrage på det. Det undertrykker helt sig selv AF sig selv. Og når jeg siger opdrage, så mener jeg holder sin kæft og sidder stille i et hjørne som et godt, lille pisket barn.
Og fra et samfundsmæssigt perspektivt, har vi da også i den grad endnu mere brug for ukritiske, underdanige børn, der affinder sig i alt dem med magt udsætter dem for.
Kære kommentatorer:
Ved indenadslæsning lærer man at skelne mellem aggressivitet og aggression ...
Dana..... ja... jeg fejlfortolkede...... men kan ik slette mit indlæg..gg
Jeg har indtryk af, at drenge ikke længere må slås i børnehaven og skolen. Det er fatalt. Det er et værre overgreb mod dem, end hvis de fik en lussing af en voksen engang imellem. En sådan lussing er også et overgreb, men det er et større overgreb at forbyde dem at slås for sjov.
Piger må heller ikke slås.
Hold nu op med "det er så synd for drengene" - begge køn har aggressiviteten, og begge køn mister et væsentligt aspekt af det at være menneske, hvis de ikke får lært at kanalisere aggressiviteten over i noget brugbart.
Et menneske kan fint vise vrede uden at være aggressiv eller krigerisk.
Et menneske kan også vise kærlighed uden at det er forelsket.
Et menneske kan godt vise glæde uden at det behøver at grine.
Der er intet i vejen med aggression så længe, at der er også er bevidsthed til stede hos det enkelte individ, for bevidsthed omkring en hvilken som helst (grund-) følelse tillader os selv at VÆLGE, om vi ønsker at reagere på vores følelser eller ej.
Man skal huske på, at vores natur ikke er en facitliste, det meste af vores hjerne har vi arvet fra aberne og resten fra krybdyrene, så vores natur er ikke en facitliste vi skal løfte os til et højere niveau. Vi kan selvfølgelig kun løfte os selv, hvis vi lære os selv, at kende og man kan i den sammenhæng gå en tur i zoo og kigge lidt på aberne og krybdyrene og man vil hurtigt konstatere, at der er foruroligende lidt forskel.... vi mennesker har ikke helt spildt tiden, fordi vi har et retssystem og en skole , hvor vi sender vores børn hen for, at lære, hvordan de bliver klogere og det skal vi meget stolte af... men den arv, hvor vi mister overblikket og i følge buddhistisk psykologi kun nære yderligere frustrationer, den bør vi lære, at tøjle og håndtere, så det ikke kommer i vejen for alt det vi gerne vil.... aberne har sandsynligvis ikke udviklet sig, fordi de er fyldt abekattestreger og der er ingen ide i at udvikle sig, hvis det hele går op i fis og ballade og det skal vi selvfølgelig lære vores børn.... det er vigtigt, at alle børn kan tage sig selv alvorligt på en god måde både i skolen og i hjemmet.
Jeg tror faktisk at jeg vil bestille bogen, når den kommer. Den lyder som om der er gode ting i den, der kan bruges.
Jeg tror også, at man kan nå langt ved at lære at anerkende sit medmenneskes følelser - at anerkende at ens medmenneske har disse følelser og har ret til at have dem.
Dette er faktisk grundstenen i den anerkendende tilgang, som IKKE handler om at rose og være positiv, men i stedet om at se sit medmenneskes ret til at have andre følelser og andre tanker end een selv, og så tage udgangspunkt i gennem dialog at udarbejde fælles forståelse og løsning.
Jeg mener det vil være meget vigtigt for kommende generationer, at de får undervisning i konfliktløsning og i det at kunne anerkende andres ret til at have en anden følelse og andre tanker end een selv og derfra tage udgangspunkt i at finde løsninger.
Der er naturligvis en balance her i forhold til decideret skadevoldende adfærd over for andre individer, hvor det kan være nødvendigt at inddrage eksperter....
Måske bør vi sætte etik på skoleskemaet som selvstændigt fag, hvor børn kan lære at forholde sig til problemstillinger på etisk måde.
Det skal naturligvis være frakoblet ethvert religionsfag, så der ikke sker indoktrinering, men i stedet opmuntres til at barnet selvstændigt tænker problemstillinger igennem.
Overordnet set synes jeg, at Jesper Juul er en meget fornuftig person med mange gode pointer, og at den anerkendende tilgang er henad noget rigtigt. Men det skal gøres på en ordentlig måde - der er f.ex. ikke noget, der kan gøre mig så aggressiv som sætninger a la "jeg anerkender at du har brug for at være vred over..." Den slags sætninger anerkender ikke noget som helst, men adskiller så at sige følelsen fra kroppen, fordi den bare bliver gjort til en eller anden museumsgenstand. Hvordan det så lige præcis skal gøres, det savnede jeg faktisk nogle konkrete bud på. Men det står der måske mere om i bogen.