Læsetid: 1 min.

Ellegaard: Krasniks fikse idé

Efter at have set Deadline-indslaget er også jeg skuffet over Krasniks tilgang
3. august 2013

I Beirut klikker jeg jævnligt ind på Facebook for at tjekke passionerne i den hjemlige debat. Jeg faldt over en reaktion på Deadlines interview med Ahmed Akkari onsdag aften, hvor en FB-ven, Jacob Groes, skriver, at ’Martin Krasnik på mange måder (har) skuffet efter sin genkomst på Deadline’.

Anledningen er Krasniks afhøring af Ahmed Akkari, som i 2006 var ’talsmand’ for vrede muslimer under karikaturkrisen, og som har fortrudt sin islamistiske aktivisme fra dengang. Det er faktisk interessant også uden for den lokale danske islam-andedam, der handler om medisterpølse og leverpostej på børnehave- og hospitals-menuer.

Akkaris ’omvendelse’ spejler nemlig det opgør mellem moderne og konservative muslimer om islam som adfærdsreligion, der lige nu udarter sig i gadekampe i Tunesien og Egypten. Moderne muslimer vil ikke finde sig i den kulturelle ensretning, de nye islamistiske magthavere dikterede efter at have kapret det arabiske forårs revolter. Leden ved dogmernes diktatur er bagtæppet for den folkelige opbakning til protesterne i Tunesien og militærkuppet i Egypten, om end det havde været kønnere at smide islamisterne ud ved næste demokratiske valg.

Og efter at have set Deadline-indslaget er også jeg skuffet over Krasniks tilgang: Hans ærinde var ikke at høre Akkari forklare sin fortrydelse over medansvar for angreb på danske ambassader, men at presse ham til at undsige sin tro. Krasnik skelner ikke mellem islam og islamisme, hvilket undrer især i betragtning af, at han har rejst Mellemøsten tynd og talt med mange muslimer.

Og dog. I Kristeligt Dagblads Jerusalem-korrespondent Allan Sørensens bog Pundik & Krasnik afviser han al religion som en form for mental demens. Og til Krasniks fortrydelse er Akkari fremdeles muslim. Seerne var overladt til en studievært, der forfulgte sin fikse idé frem for at forfølge den gode historie. Som jo er, at Ahmed Akkari har tænkt sig om. Og tør sige sit tankegods højt med den betydelige (helbreds)risiko, det også indebærer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Laust Persson
  • Carsten Hansen
  • Torben Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Steen Sohn
  • Per Holm Knudsen
  • Niels P Sønderskov
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Erik Jensen
Laust Persson, Carsten Hansen, Torben Nielsen, Steffen Gliese, Steen Sohn, Per Holm Knudsen, Niels P Sønderskov, Maj-Britt Kent Hansen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Man må gerne kritisere den for tiden bedste interviewer i TV (Krasnik), men L.E. gør ham uret her, synes jeg. Akkari havde meget svært ved at formulere sig, vævede frem og tilbage og først til sidst blev han nogenlunde klar i spyttet. Meget forståeligt, for han lever livet farligt nu. Der er ikke ytringsfrihed i Danmark. Man skal hele tiden være på vagt.

Janus hovederne? Krasnik eller Akkari? Hvem er på hælene?

I filosofiens verden vender betydningen aldrig kun èn vej. Fordi entydighed betegner afviklingen af filosofi og overgangen til at opgive at tænke yderligere eller videre overfor afgørelsens utålmodighed. Juraens mærkværdige indtog som f.eks. retsfilosofi. Men de stærkeste former for retsfilosofisk omtanke er tænkt udenfor juraen (Schopenhauer, Hegel m.fl.) Derfor vender anliggender gentagent tilbage efter overvejelse. Verden èr flertydig. Det er én af dens usvigelige romancer med omtanken og erfaringen. Magt begynder ved afgørelsen, men Ellegaard vil så lige tage fornøielsen fra os andre herude i offentligheden. Og så begynder det at ligne journalistikkenm som er kommet op at skændes med sig selv. Hvor interessant er det egentligt for offentlighedens perspektiv? Udspiller det sig ikke på hovedkanalerne hver og eneste dag? Måske Information ikke behøver at deltage, Lasse?...

Med venlig hilsen