Læsetid: 5 min.

Enspænderen er blevet en latterlig figur

Mediernes flertalstyranni og en selvforelsket civilisation gør det nødvendigt for den intellektuelle at trække sig tilbage til rollen som idiot, skriver den berygtede radikalkonservative tyske forfatter Botho Strauss i nyt essay
Offensiv. Dramatikeren Botho Strauss har nok en gang forfattet et kontroversielt essay, der blandt andet retter et angreb mod internettets horisontale, hierarkiløse univers.

Paul Swiridoff

10. august 2013

Dette er en pessimistisk dom:

»I begyndelsen af det 21. århundrede er outsideren som type så godt som forsvundet fra både litteratur og samfund. Enspænderen, der holdt sig langt væk fra nye fora, har ingen prestige i dag, men forekommer for de fleste at være en latterlig figur.«

Den fældes af den berygtede tyske forfatter Botho Strauss, der i et nyt essay med titlen Plurimi-faktoren. Bemærkninger om outsideren lancerer et sortrandet og lyrisk frontalangreb på det sociale netværk og massekulturens tyranni. Selv kunsten, der før i tiden kunne yde aristokratisk modstand mod kravet om tilgængelighed er uhjælpeligt fanget i en nedadgående spiral, hvor synlighed i medierne, kvoter, underholdningsværdi og udbredelse er afgørende.

»Den æstetiske urfejl hidrører fra plurimi-faktoren,« skriver Strauss med henvisning til det latinske ord for ’flertallet’ eller ’majoriteten’. Denne fundamentale fejl er klart defineret:

»At gøre de fleste til den øverste interessesfære. At erklære, at bredden er toppen.«

Idioten og outsideren

Plurimi-faktoren veksler mellem at være et forsvarsskrift for outsideren som en artstruet, men sandhedssigende gevækst i skyggen af en selvforelsket og kun tilsyneladende oplyst civilisation. På den anden side anråber Strauss netop den aktuelle civilisations teknikfetichisme, demokratidyrkelse, forskelsløse massekultur og forlystelsessyge. Intetsteds ser Strauss denne nivelleringstendens tydeligere virkeliggjort end i internettets horisontale, hierarkiløse univers, der trods forjættende løfter om et herredømmefrit rum sander til i meningsløs kakofoni.

»I frie! I er jo mere tilknappede end hvilken som helst muslim i burka. Jeres burka er et fast hylster af sproglige gevandter, af ikke-tilsynekomst, af ikke-kunnen-se. I ser ikke hinanden, og det I siger, forbliver usagt,« siger Botho Strauss til internettets oplysnings-utopister.

I stedet må idioten og outsideren opdyrke nye modstandsfelter.

»Vi andre må bygge nye utilgængelige haver: Tilbage til avantgarden! Det gælder om at indsnævre kunstbegrebet til brændpunktstørrelse,« skriver Strauss med en sjælden brug af et kollektivt subjekt.

»Mens intelligens blev til massebegavelse, uddøde kløgt og enfoldighed. Derfor findes idioterne i mangfoldige symbolske gestalter, også som janushoved: Fremadskuende som en parodi på den informerede, den info-demente. Tilbage skuer den uberørtes munterhed. At være den muntre idiot i den informeredes verden vil sige at leve uden et anstrøg af fremtidsuro, at leve uden angst. At meddele sig på en for den informerede ugyldig talemåde, som dog uformildet og uforvrænget gengiver vibrationerne fra en rumlende undergrund.«

En grædende klovn

Offentliggørelsen af Plurimi-faktoren, der går forud for udgivelsen af bogen Lichter des Toren senere på året, er indtil videre overvejende blevet modtaget med drilske bemærkninger og i bedste fald høflig interesse af tyske litterater. I den toneangivende Frankfurter Allgemeine Zeitung spekulerer Felicitas von Lovenfeld slet og ret over, hvorvidt Strauss’ frygt for altings forsvinden er samtidsdiagnose eller symptom på et skrantende forfatterskab.

»I sin aktuelle artikel synes den tidligere ’nutidsnar’ at være blevet en grædende klovn. For intet er blevet bedre for Strauss i de seneste 20 år. Det gælder – uden at det bliver sagt – også hans egen position. Tidens mest omtalte digter i 1993 er i dag en dramatiker, der stort set ikke opføres, og også som prosaist har han i årevis oplevet faldende oplag og mindsket omdømme. Botho Strauss er ikke mere blot observatør af angsten for, ’at alt forsvinder’. Han er selv ramt af den«.

Når Strauss’ delvist resignerede løsning i teori som i praksis bliver tilbagetrækningen, det selvvalgte eksil og i en vis forstand dyrkelsen af ensomheden, uforståeligheden og eksklusionen, risikerer han at bekræfte det omgivende, vurderer en kritiker.

»Er dette ikke netop ord fra den gnavne eremit, der kun påskønner – hvis han ikke ligefrem hemmeligt morer sig over den – kulturfeltet, fordi han selv er fredet«, skriver Andreas Rosenfelder i avisen Die Welt og tilføjer, at Plurimi-faktoren med sin kritik af sociale mediers forlorne offentlighed »vel [er] en af den slags sjældne tekster, som man allermindst yder retfærdighed, hvis man erklærer sig enig i den«.

Tilbage til bukkesangen

Det var ikke enighed og overbærende attituder, der strømmede Strauss i møde, da han i 1993 for en stund forlod dramatikken og prosaen og sprang ud som radikalkonservativ kulturkritiker med det nu klassiske essay Tiltagende bukkesang.

Blot fire år efter den tyske genforening fremstod Strauss’ essay – der uden forbehold eller anstrøg af ironi besvor kontroversielle begreber som mesterskab og autoritet – som særdeles hård kost i et Tyskland, der som genforenet nation nervøst stod over for opgaven med at redefinere sin selvforståelse og sin rolle i Europa. At Strauss dengang advarede det liberale demokrati mod blindt at forkaste den nyopdagede nationalisme i det postsovjetiske Østeuropa som falsk og samtidig opridsede konturerne af en kommende krig mellem »det overleverede og den evige fremdrift«, gjorde ham hverken mindre ugleset eller omtalt i intellektuelle kredse i Tyskland, der reagerede med en blanding af fordømmelse og måben.

I Plurimi-faktoren plæderer Strauss atter engang for elitære sammenslutninger og udvalgte kredse. Ikke en elite, der er fjende af demokratiet, forsikrer Strauss, men fjende af »demokratiseringen af samtlige livssfærer, fjende af den demokratiske integralisme«. At autoritet og elitær tankegang hos Strauss ikke partout skal tænkes om snævre politiske kategorier, tydeliggør han i sit nye essay.

»Mester- eller førertypen lader sig lige så lidt genoplive som det paternalistiske familieoverhoved eller den ridende general. Føreren findes kun som skæv figur – i en perverteret stat eller en paranoid religiøs sekt.«

Bakteriesværme

Som i Tiltagende bukkesang svælger Strauss således stadig i vitalistisk metaforik: Sociale medier er befængte af »bakteriesværme«, mens den privilegerede enspænder bliver strømførende for historiens, myternes og livets »undergrund«. Det er den mytiske sandhed, isolationens erkendelsespotentiale, autoritetens produktivitet og den hviskende dialog om sandheden med de få udvalgte, der interesserer ham. Derfor er han heller ikke konservativ, men reaktionær.

»Den reaktionære er fantast, opfinder (den konservative er det angiveligt bevaredes kræmmer). Netop fordi intet er, som han ser det, endsige udvikler sig efter hans smag, intensiverer han sin anskuelses fiktive kraft og fordeler åndens og gemyttets mest bæredygtige goder«, skriver Strauss.

»Den reaktionære lader det, der aldrig var, være sket. Som den ægte epiker forklarer han det skete for at gøre det aktuelt til enhver tid.«

Måske er det derfor, at man i Plurimi-faktoren heller ikke støder på omtale af den europæiske krise, den amerikanske efterretningstjeneste NSA’s overvågning af tyske borgeres telekommunikation eller andre dagsaktuelle begivenheder. Det er historiens og sandhedens dybder, der interesserer Strauss.

Selv undergangsscenarierne var ifølge Strauss bedre før i tiden. Dengang forfattere som Hugo von Hoffmansthal før Første Verdenskrig kun anede katastrofens konturer og netop derfor kunne digte sandere og større end vore dages apokalyptikere. Strauss ser derfor »hellere en åndens berusende balnat end endnu en klimakonference«.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ulf Timmermann
  • Christian Harder
  • Benny Jensen
  • Rasmus Kongshøj
  • kim jensen
  • Rasmus Knus
  • Tom Paamand
Ulf Timmermann, Christian Harder, Benny Jensen, Rasmus Kongshøj, kim jensen, Rasmus Knus og Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Krig og kærlighed er blevet separeret, selvom det høre sammen, det er blevet erstattet med sociale mediers overfladiske fred - og den isnende, kalkulerende, rationalitet blæser også i bedste velgående, som f.eks en religionsforskers nylig udgivelse med tesen om, at gud eksistere ikke, og herefter havner på bestsellerlisten og kommer i alle medier, alt er som det skal være, mens enspænderen drukner i folkelig passiv dynamik.