Interview
Læsetid: 5 min.

Den første til alting

Annemette Ruth blev for 37 år siden optaget i Søværnet, men måtte ikke komme ud at sejle. Hun var kvinde i et mandefag, og på hendes skulderstropper var der ikke plads til, at hun kunne stige i graderne. I dag er hun én af Danmarks højest placerede kvinder i forsvaret
Toppost. Annemette Ruth kunne være blevet Danmarks første kvindelige admiral, men hun søgte ikke stillingen, da hun ikke mener, at arbejdsmiljøet i Forsvarets topledelse er noget for hende.
Moderne Tider
3. august 2013

Enten er du lesbisk, eller også lider du af mangel på kønsidentifikation, sagde psykologen til Annemette Ruth, som ikke vidste, hvad kønsidentifikation var, men til gengæld vidste, at hun ikke var lesbisk.

Året var 1976, og Annemette Ruth var til optagelsesprøve i Søværnet. Siden hun var lille, havde hun ved middagsselskaber smuglyttet til sin far og hans kollegers fortællinger om livet til søs. Hun ville være søofficer som sin far, men der havde altid været et men: Kvinder havde ikke noget at gøre i Forsvaret. Det var et mandefag – på papiret indtil midten af 1970’erne, hvor ligestillingsloven ændrede det hele. Kulturelt tog det meget længere tid at implementere kvinderne i Forsvaret.

»Det ved jeg alt om nu,« siger Annemette Ruth, der i dag har 37 år i Forsvaret bag sig og er én af de tre højest placerede kvinder.

For trods psykologernes skepsis bestod hun optagelsesprøverne og blev i 1976 optaget som den første kvinde på A-linjen på Søværnets Officersskole.

Men flåden havde fået kompensation for ligestillingsloven, så kvinder måtte ikke sejle. Der stod den unge Annemette Ruth. Optaget i søværnet, men uden at måtte sejle. Da hendes holdkammerater skulle til søs, blev hun sendt videre til sergentskolen, hvor hun så kunne få lov til at gå to gange.

»Det var klart en anbringelse, fordi man ikke anede, hvad man ellers skulle stille op med mig. Det var dengang meget tydeligt, at Forsvaret ikke var gearet til at uddanne kvinder,« siger hun.

Annemette Ruth mærkede en stærk kulturel modvilje mod hendes tilstedeværelse.

»Hvad jeg oplevede som ’anbringelser’, oplevede nogle af mændene som, at jeg fik en fordel. Jeg vil ikke kalde det mobning, men der var klart nogle, som prøvede at få mig ned med nakken. Nogle syntes, at det var helt legalt at stoppe mig for at fortælle, hvad de syntes om kvinder i uniform,« fortæller Annemette Ruth, som konstant blev mindet om, at hun var et fremmedelement i en mandeverden. Var det ikke gennem hånlige bemærkninger, skete det gennem sin uniform, som halvt bestod af herremodeller og halvt af ubrugelige kvindemodeller. I bedste mening havde en skrædder nok tænkt, at kvinder skulle have deres egne bukser og syede derfor slacks. Men uden lommer, for det brugte kvinder jo ikke.

»Selv om uniformsområdet er blevet bedre, halter det stadig langt bagud. I dag – 37 år senere – går jeg stadig med herreskjorter. For jo, vi har da skjorter til kvinder, men de er med så små skulderstropper, at der ikke er plads til distinktioner,« siger Annemette Ruth om mærkerne, hvormed man kan skelne en persons grad.

»Kvindeskjorten skriger jo, at det aldrig har været meningen, at en kvinde skal kunne blive officer, når der helt lavpraktisk ikke er plads til titlen på skjorten.«

Og Annemette Ruth kan mange flere; bukser, hvori kvinder ikke kan sidde på hug, spejle, der sidder for højt på væggene. Da hun blev udnævnt fik alle en sabel, undtagen hende. Hun fik en dolk.

Sexchikane

– Hvordan reagerede du på modstanden mod din tilstedeværelse?

»Jeg gik slet ikke ind i en debat omkring ligestilling, da jeg var ung. Jeg gled af og vendte ryggen til. Det handlede om at overleve det. Det var skik følge eller land fly. Derfor var min strategi at assimilere mig med mandeverdenen,« siger hun og uddyber:

»Jeg havde en oplevelse af, at jeg skulle være taknemmelig for at være der, og at jeg skulle bevise mit værd. Så jeg blev udnævnt som nummer ét på mit hold med et meget højt gennemsnit. De skulle ikke kunne sætte en finger på mig.«

Men den holdning har siden ændret sig. Særligt da Annemette Ruth steg i graderne og omkring 1999 blev chef for personalepolitikken, hvor ligestilling var ét af arbejdsområderne. Her tog hun og nogle kolleger fat på den kønsmobning, som hun selv havde oplevet, og som hun vidste stadig foregik. Hun manglede dog dokumentationen og igangsatte en stor undersøgelse.

»Jeg var forberedt på, at resultatet ikke ville være kønt,« siger hun.

Og Annemette Ruth fik ret. Sexchikane var udbredt i Forsvaret. Omkring en tredjedel af de militært ansatte kvinder fortalte, at de havde oplevet situationer med kønskrænkende adfærd. Det var alt fra kommentarer omkring udseende til voldtægt.

Resultaterne viste, at 90 procent af de militært ansatte var vidende om kønsmobning, og Annemette Ruth husker det, som om »en kollektiv skam ramte Forsvaret, da de resultater kom frem«. I dag betragter hun undersøgelsen som en milepæl i Forsvarets historie.

Kvinder i topposter

– Du har oplevet Forsvaret indefra i 37 år. Er det stadig en mandeverden?

»Der er stadig flest normer i Forsvaret, som er maskuline, og det tror jeg også, de er nødt til at være,« siger Annemette Ruth og fortsætter:

»Der er nødt til at være en vis aggression indbygget i Forsvarets kultur, for man kan ikke have en kultur, når man er hjemme, der er vidt forskellig fra, når man er udsendt i kamp. Forsvaret vil aldrig ændre sig fra at være en mandeverden, og efter min opfattelse vil det være ødelæggende, hvis ikke kulturen forsætter med at være sådan.«

– Hvorfor vil man så gerne have flere kvinder?

»Man vil have de bedste, og de bedste er ikke altid mænd. Hvis man kun ser efter de bedste i halvdelen af befolkningen, giver man afkald på en masse dygtige folk«.

– Hvis kvinderne kan klare sig lige så godt i en mandeverden, hvorfor er der så ikke flere kvinder som dig på topposter i Forsvaret?

»I Forsvaret havner man ikke direkte i en toppost. Der er et avancement, hvor man stiger i graderne i takt med alderen, og i princippet er vi meget få, der er gamle nok til at have topposter,« siger Annemette Ruth, som tror, at der helt naturligt vil blive flere kvindelige chefer i Forsvaret med tiden.

Selv kunne hun være blevet Danmarks første og eneste kvindelige admiral, men hun søgte ikke den admiralstilling, som hun ellers havde de faglige forudsætninger til at kunne bestride.

»Arbejdsmiljøet i Forsvarets topledelse er ikke noget for mig,« siger hun. »Men der er garanteret mange kvinder, der vil hade mig for, at jeg ikke engang prøvede at blive den første kvindelige admiral, men ved du hvad?« siger hun og holder en kort pause:

»Jeg har sgu været først til alting som kvinde i det her system, og det er ikke i sig selv en gulerod.«

Serie

Forsvarets kvinder

Seneste artikler

  • ’Nogle vil måske kalde mig fanatisk’

    9. august 2013
    Ingen skal kalde Anne-Sophie Eriksen andenrangssoldat, fordi hun er kvinde. Så hun løber 100 kilometer hver uge, fordi hendes krop skal kunne yde nøjagtig det samme som en mands. Krigens kugler kender ikke forskel på mænd og kvinder, i kamp findes kun et køn: soldat
  • De hemmeligt feminine

    31. juli 2013
    Sprogofficeren Anne-Cathrine Riebnitzsky og de afghanske kvinder har en ting fælles: De pynter sig, selv om ingen ser det. For hverken under burkaen eller uniformen kan kønnet lægges til side. End ikke i mandsdominerede verdener, hvor det som udgangspunkt er en ulempe at være kvinde
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Endnu en Readers Digest lign artikel i Infomation.

Hvorfor?

Vibeke Rasmussen

Efter 37 år i Forsvaret i dag én af de tre højest placerede kvinder.

1976 optaget som den første kvinde på A-linjen på Søværnets Officersskole.

Har modstået at blive betragtet og behandlet som et – uønsket – fremmedelement i en mandeverden.

Nummer et på sit hold med et meget højt gennemsnit.

Har medvirket til en undersøgelse, der har påvist udbredt grad af sexchikane og mobning grundet (kvinde)køn inden for militæret.

Har i dag en højere stilling end nogen anden kvinde i forsvaret.

Det er for mig at se rigeligt til at gøre artiklen relevant. Og Annemette Ruth skal ikke høre et ondt ord fra mig over ikke at have søgt videre op i systemet og gået efter en udnævnelse til admiral.

Hvis man virkelig vil beskæftige sig seriøst med emnet køn og ligestilling i forsvaret, kan man ikke komme uden om at inddrage det, uden sammenligning, allermest diskriminerende element. Og det er selvfølgelig værnepligten. Hvis Information vil bringe flere artikler om emnet, bør de have dette med.

ja det er selvfølgelig fremragende at kvinder nu osse har lov til at deltage i krigsmaskineriet. det er da den slags ligestilling der varmer om hjertet.

Annemette Ruth: »Der er nødt til at være en vis aggression indbygget i Forsvarets kultur, for man kan ikke have en kultur, når man er hjemme, der er vidt forskellig fra, når man er udsendt i kamp. Forsvaret vil aldrig ændre sig fra at være en mandeverden, og efter min opfattelse vil det være ødelæggende, hvis ikke kulturen forsætter med at være sådan.«

Det er faktisk første gang jeg hører en militærperson vedkende, at jobbet som morder selvfølgelig giver en særlig aggresiv mentalitet, også uden for slagmarken. Tværtimod fremhæves det ofte at det blot er et job de har - det med at dræbe andre mennesker bliver omtalt med en vis intellektuel distance. Der bliver gjort meget ud af at skabe en brandmur mellem det officielle billede af hæren, og så hvad det faktisk reelt er.

De fleste har nok hørt historien om de amerikanske Scout Snipers der poserede foran et SS flag. Da sagen var varm, kunne man i kommentarfelterne høre at det var vidt udbredt for Scout Snipers at besmykke sig med SS-symbolet.

Naturligvis er højrekestremisme vidt udbredt i militæret. Dette kan muligvis være noget af forklaringen. Men jeg tror også at den mentalitet som Annemette omtaler spiller ind: Nazisme passer ret godt til det militære sindelag.

Den officielle forklaring fra militæret var, at soldaterne ikke anede hvad SS var - på trods af at flaget var købt på en nazistisk hjemmeside. Det er bemærkelsesværdigt at den foretrækker en direkte pinlig løgn frem for at erkende offentligt hvad den faktisk er.

Hvis jeg hører ord som "Hells Angels", "Black Cobra" eller "pigebander" får jeg et bestemt billede på nethinden. Vi har en billede af civile voldsmænd som ganske vist er stereotypt, men som indeholder et gran af sandhed. Men hvad angår "militærfolk" er der en form for splittelse, hvor det at de slår andre mennesker ihjæl er hermetisk adskilt fra vores billede af dem.

Georg Christensen

Jeg havde ønsket, at I havde sendt et billede af hende, med et "smil", ikke overdrevet og fraværende, bare et lille smil, som også sagde: Selv hos militæret, har vi lov til at "smile". Nå ja, hvad gør vi så hvis en dårlig (amatør) fotograf er tilstede, vi sender billedet alligevel, også selv om det måske ikke passer til historien.