Fremtidens taber har de fineste papirer

Uddannelse er ikke længere nogen garanti for at komme på samfundets vinderhold. Og det er ikke et konjunkturfænomen, men tegn på en mere grundlæggende forandring. Så hvorfor gøre sin uddannelse færdig. Simon Fancony, 26, har undersøgt sagen

	De siger, jeg aldrig vil kunne klare mig med bare min bachelor. Men jeg klarer mig allerede. Jeg har et arbejde og kan allerede nu leve det liv, som ellers skulle være belønningen for at gøre min uddannelse færdig, skriver Simon Fancony.

De siger, jeg aldrig vil kunne klare mig med bare min bachelor. Men jeg klarer mig allerede. Jeg har et arbejde og kan allerede nu leve det liv, som ellers skulle være belønningen for at gøre min uddannelse færdig, skriver Simon Fancony.

Sigrid Nygaard
31. august 2013

En gang i mellem strejfer tanken mig. Eller det vil sige ret ofte faktisk. Skulle jeg ikke se at få gjort min uddannelse færdig? Jeg mangler jo kun et år eller to. Men straks efter det spørgsmål, trænger et nyt sig på: Hvorfor skulle jeg? Hvad ændrer det?

Efter en del år på universitetet fik jeg mit første job på Information for to år siden uden at have gjort mine kandidatstudier færdige. I lang tid var jeg fast besluttet på at blive kandidat, mens jeg arbejdede. Men stille og roligt ændrede jeg holdning, og lysten til at vende tilbage til universitetet er forsvundet. For hvorfor er det lige jeg skulle? Størstedelen af de studerende fra min årgang røg bagerst i arbejdsløshedskøen, og få – hvis nogen overhovedet – fik det drømmejob, de havde slidt og slæbt i minimum fem år for. Jeg, derimod, har et godt job med fast indkomst og alt det, der skal til for at starte livet efter studierne. Og det er ikke kun, fordi jeg er humanist, og dimittendledighedenø er historisk høj, at jeg priser mig lykkelig over at have et job. De seneste tal fra Akademikernes Centralorganisation viser, at selv hver fjerde djøf’er og hver sjette ingeniør kan se frem til arbejdsløshed efter endt studie. Hvordan fremtiden ser ud for det rekordstore antal af nye studerende, der startede på universiteterne tidligere på ugen, tør jeg slet ikke tænke på. Slet ikke, de af dem, der ligesom jeg valgte noget så lidt erhvervsrettet som litteraturvidenskab og engelsk.

Men min beslutning mødes ofte med undren, hovedrysten og de sædvanlige spørgsmål fra både gamle medstuderende og nye bekendtskaber:

»Jamen, du har jo ikke noget at falde tilbage på?«, og »uddannelse er vigtigere end nogensinde«, og »du kan ikke bruge din bachelor til noget som helst«. Når jeg påpeger, at jeg har jo faktisk et arbejde, ændres udsagnet som oftest til: Jamen, hvad så, når du ikke skal være der længere?

For hvem ansætter en bachelor, når de kan få en kandidat? Spørgsmålet er relevant. For kandidater er der nok af og måske endda for mange. Faktisk så mange, at en kandidatuddannelse ikke er nogen sikkerhed for et job efter end uddannelse. Og selv de, som vælger den ’sikre’ vej og tager sig en af de anbefalede naturvidenskabelige uddannelser, kan ikke vide sig sikre.

Ny teknologi

En ny rapport fra McKinsey Global Research Institute samt nyere forskning fra det amerikanske universitet, Massachusetts Institute of Technology peger nemlig på, at fremtiden for de mange universitetsuddannede ikke nødvendigvis bliver let.

McKinsey-rapporten identificerer 12 nye teknologier, som kan være ’forstyrrende’ for det traditionelle arbejdsmarked, og som kan være den ny ’dampmaskine’. Kigger man nærmere på listen, står det hurtigt klart, at det ikke er teknologier, der truer den faglærte eller ufaglærtes job, men derimod den højtuddannede kandidat. Det er områder som robotvidenskab, energiforvaltning, biomedicin osv., der dominerer listen. Den potentielle produktivitetsstigning som følge af de nye teknologiske fremskridt kan ifølge rapporten nå op på 30 procent inden for visse sektorer. Teorien bag rapporten er hentet fra den østrigske økonom, Joseph Schumpeter, som i det forrige århundrede beskrev teknologiens indvirkning på arbejdsmarkedet. Store teknologiske fremskridt kunne medføre, hvad Schumpeter kaldte »kreativ destruktion« – en proces, hvor gamle mønstre på arbejdsmarkedet ødelægges, og nye fødes. Dog ikke uden en – for mange – smertefuld omstillingsperiode.

Rapporten fik den nobelprisvindende økonom og skribent ved New York Times Paul Krugman til at spørge sig selv, om vi må gentænke den konventionelle visdom om, at teknologiske spring udgør større trusler mod lavtuddannede sektorer på arbejdsmarkedet. De næste maskinstormere bliver måske ikke de lavtuddannede, som man så det i det 19. århundredes England, hvor væverne stormede fabrikkerne og ødelagde den automatiserede væv, der havde gjort deres manuelle arbejdskraft overflødig. Nej, den næste maskinstormer kan meget vel blive den højtuddannede vesterlænding, hvis job netop er blevet automatiseret af en maskine eller en anden slags ny teknologi. Krugman slutter med at stille spørgsmålet: »de moderne modstykker til disse vævere kan meget vel gå hen og spørge; hvad skal der ske med os, hvis vi ligesom så mange andre studerende, gældsætter os for at få færdigheder, ingen længere efterspørger?«

Jeg ringer derfor til vicedirektør, Bjarne Lundager Jensen, i den uafhængige tænketank for uddannelse og forskning, DEA, for at høre, om jeg, der ikke har en kandidatuddannelse automatisk kommer til at stå på tabernes side, og hvordan de mange nye universitetsstuderende står rustet til fremtidens kamp. Ifølge ham er der klart en risiko for, at vi på længere sigt vil se teknologiske fremskridt, der kommer til at udfordre både arbejdstagere og arbejdsgivere. Og når det kommer til spørgsmålet om værdien af en kandidatuddannelse, er han slet ikke i tvivl: Det er ikke længere nogen garanti for succes og vil i endnu mindre grad være det i fremtiden, forklarer han. Jeg er altså ikke mere taber end så mange andre, der rent faktisk har gjort deres uddannelse færdig. Hvis det så er noget at råbe hurra for.

Det lyder endog på Bjarne Lundager Jensen, som om han synes, det er lille smule naivt at tro, at mantraet om uddannelse, uddannelse og atter uddannelse er svaret på fremtidens problemstillinger. Kampen om tabere og vindere er ikke en kamp, vi kan uddanne os ud af. I dag har ca. syv procent af den danske befolkning en universitetsuddannelse. Regeringens mål er, at i 2020 skal hver fjerde på en ungdomsårgang have en lang videregående uddannelse. Men hver fjerde kan ikke gå hen og blive en ’vinder,’ forklarer Bjarne Lundager Jensen.

»Der vil være nogle rigtig dygtige, som nok skal klare sig, og som har fået en masse ud af studierne, så de står godt rustet. Men der vil også være mange, for hvem en universitetsuddannelse ikke nødvendigvis er nogen sikkerhed for noget som helst,« siger han, og forklarer, at vi nok bliver nødt til at se i øjnene, at der kommer til at ske en ’proletarisering’ af mange universitetsuddannede. Med 25 procent af en årgang, der ender som akademikere, kan det ikke undgås, mener han.

»Hvis alle disse nyuddannede skal have job, skal der skabes 6.000 job i det private hvert år. Det er vi ikke i nærheden af at gøre lige nu,« siger han. Det offentlige kan heller ikke trække et meget større læs, end det gør i dag, påpeger Bjarne Lundager Jensen.

»Lige nu ser vi nedskæringer mange steder i det offentlige, hvor mange akademikere ellers ville have fundet arbejde.«

Han mener ligefrem, der er gået inflation i uddannelse, forklarer han og peger på en løsning, der i mange øjnes er kontroversiel: Det skal i højere grad kun være eliten, der tager en kandidat end det er i dag, hvor langt størstedelen fortsætter efter bacheloren.

Overkvalificeret arbejdskraft

Allerede nu har mange akademikere svært ved at finde job, som matcher deres uddannelsesniveau. Sidste år offentliggjorde tænketanken Kraka en undersøgelse, der viste, at hver femte akademiker er overkvalificeret til sit job. Når man kigger på forskerne, tegner der sig et mere forstemmende billede. En tredjedel af alle ph.d.’er har aldrig brugt deres forskning til noget efter at have afleveret deres disputats, viser et notat fra Uddannelsesministeriet.

Problemet er altså ikke kun, hvorvidt vi uddanner os rigtigt, men også, om vi overuddanner os og derfor slet ikke har brug for så mange kandidater og ph.d.’ere. Spørgsmålet er prekært.

Tidligere videnskabsminister, Helge Sander sagde i 2009, at vi måske burde kigge på, hvor mange kandidater, vi uddannede i forhold til, hvilke job de endte med at bestride. Sanders pointe var, at mange kunne nøjes med en bachelor og stadig være fuldt ud kvalificeret til deres job. Allerede dengang gjorde synspunktet indtryk på mig, for i så fald var der jo ingen grund til at blive hængende på det universitet, som selv samme Sander for år forinden havde reformeret med universitetsreformen fra 2003 under den noget slidte – og i nogle kredse forhadte – overskrift: Fra forskning til faktura. Men synspunktet var bestemt ikke populært andre steder, og Sander måtte føle både oppositionens og fagforeningernes vrede. For sådan vinder man jo ikke over kineserne i det globale videnskapløb.

Men i virkeligheden var tanken slet ikke så dum, mener Bjarne Lundager Jensen. Han mener i lighed med en af konklusionerne fra McKinsey-rapporten, at vinderne bliver de, som formår at omstille sig hurtigst. Og i den henseende har vi i Danmark måske ikke indrettet uddannelsessystemet på den mest hensigtsmæssige måde. Derfor kan Helge Sanders budskab være værd at skrive sig bag øret, siger Bjarne Lundager Jensen.

»Jeg er stor tilhænger af, at vi får skabt et bachelorarbejdsmarked, hvor man med grunduddannelsen kan få beskæftigelse bagefter. Jeg forstår ikke, hvorfor vi i modsætning til de lande, vi normalt sammenligner os med, ikke har job til de bacheloruddannede,« siger Bjarne Lundager Jensen. En ny undersøgelse fra tænketanken viser, at mange af de personer, som ’kun’ gennemfører bachelordelen af deres uddannelse, rent faktisk får arbejde. Ledigheden blandt disse er kun en lille smule højere, end den er for kandidater, og ca. en tredjedel af alle bachelorerne er beskæftiget i job, »der forudsætter viden på højeste niveau.« Undersøgelsen får tænketanken til at efterlyse en ny debat om efterspørgslen efter kandidater og bachelorer på det danske arbejdsmarked. Han tilføjer, at et arbejdsmarked med flere bachelorer automatisk vil skabe en større markedsgørelse af uddannelsessystemet. For både de ansatte bachelorer og deres arbejdsgivere vil have en interesse i at investere i videreuddannelse i form af masteruddannelser m.m., som er mere relevant for deres arbejde, end en toårig bred kandidatuddannelse ville have været. På den måde ville en større del af arbejdsstyrken faktisk tilpasse sig markedets specifikke efterspørgsel. En anden af fordelene er også, at det ville få de unge tidligere ud på arbejdsmarkedet, samt at der ville være færre forsinkelser, da studier har vist, at det som regel er på kandidatdelen af uddannelsesforløbet, at folk bliver forsinket. Lundager vil dog stadig ikke anbefale kommende studerende ikke at tage en kandidat.

»Det vil nok være det klogeste nu, men man kan jo håbe på, at nogle af deres små søskende kan nøjes med en bachelor.«

Det kan i hvert fald være svært at gætte sig til, hvad der sikrer beskæftigelse i fremtiden. For ligesom det var tilfældet med de engelske vævere (der var ingen der havde fortalt dem, at væveri var en usikker beskæftigelse), så ved ingen, hvor det næste teknologiske fremskridt sker, og derfor heller ikke hvem det rammer. Og dermed heller ikke hvis arbejdskraft der bliver overflødig. Det eneste, vi ved, er, at udviklingen sker, og at den kommer til at gå hurtigt. Det er en af konklusionerne i et forskningsprojekt fra Massachusetts Institute of Technology. I en artikel i bladet MIT Technology Review forklarer de to forskere bag projektet, hvordan teknologiens relative arbitrære fremskridt fremover vil have stor indflydelse på, hvem der bliver vindere i den globale kamp om arbejdspladser, og hvem der kommer til at stå tilbage som taberne. For teknologiske fremskridt har det med at gøre netop dét; skabe vindere og tabere og gøre kløften mellem de to endnu større.

»Midten synes at forsvinde. Toppen og bunden driver stadig længere fra hinanden,« siger Andrew McAfee, en af forskerne bag projektet. Han forklarer, at mens teknologien måske kun er én faktor i udviklingen af fremtidens arbejdsmarked, har det længe været en overset faktor i meget af den sidste del af det 20. århundrede.

Hvis teknologien som udgangspunkt skaber større ulighed og skiller top fra bund i endnu højere grad end tidligere, hvor skal vi så som samfund sætte ind for at imødegå denne udvikling? Hvis det overhovedet er det, vi vil. Niels Rosendahl Jensen er lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet og har længe advaret mod en skævvridning i uddannelsessystemet. Da jeg får fat i ham for at høre mere om denne skævvridning, forklarer han mig om det, han kalder ’gøgeungeeffekten’, hvor personer med lange uddannelser skubber folk med kortere uddannelse ud af beskæftigelse. Selv om dem med de kortere uddannelser egentligt er fuldt ud kvalificeret til jobbet. Udover at skubbe de mindre ’unger’ ud af reden skaber de med den lange uddannelse et opadgående pres på hele uddannelsessystemet, fordi ingen vil være den mindste unge og risikere at blive smidt ud af reden. Den udvikling er langtfra hensigtsmæssig, for alle er måske ikke lige kvalificeret til at tage de ekstra år på universitet. Derudover kan der være en stor samfundsmæssig gevinst ved at uddanne mindre eller i det mindste uddanne efter behov. En opgørelse fra AE-Rådet offentliggjort i ugebrevet Mandag Morgen i august viste, at det koster den danske statskasse 8,5 mia. kroner over de kommende 10 år at uddanne kandidater direkte til køen på jobformidlingen. Penge som kunne have gået til andre uddannelser, der var mere brug for i fremtiden.

Tanken om et bachelorarbejdsmarked falder derfor også i god hos jord hos Niels Rosendahl Jensen. Han nævner selv Tyskland som et eksempel. Her er det kun en fjerdedel af de universitetsstuderende, der får lov at tage en kandidat, fordi man sagtens kan finde et arbejde som bachelor. Mest af alt er han dog optaget af det, han selv kalder en ulige social omfordeling af ressourcer i uddannelsessystemet. For det koster penge at uddanne folk, når vi – måske – alligevel ikke har brug for dem. Og da det er et faktum, at dimittendledigheden er den højeste i 30 år, så kunne pengene meget vel bruges bedre andre steder i uddannelsessystemet. Uddannelse er blevet et mål i sig selv, uden at der tages hensyn til den værdi, den skaber, mener han.

Skævvridning

Igen trænger diskussionen om vindere og tabere sig på. For skal de universitetsstuderende have mere end dem uden de fine papirer, og grøften graves dybere mellem de papirtunge og de papirløse? Niels Rosendahl mener, at vi må overveje om prisen på viden kan blive for høj, og om vi i virkeligheden kan komme til at skabe et samfund i ubalance.

»Hvis vi udelukkende kigger på det ud fra en arbejdsmarkedsvinkel – altså om der er plads til og brug for så mange universitetsuddannede – så er svaret formentligt nej. Vi overuddanner altså. Det betyder jo i virkeligheden, at vi flytter ressourcer fra faglærte og ufaglærte til dem, der i forvejen har mest. Er det fair i forhold til de mange problemer som de erhvervsfaglige uddannelser står overfor?« spørger han. Han svarer ikke selv. I hvert fald kun indirekte »Vi står allerede nu i en situation, hvor vi har problemer med at få bygget store offentlige projekter som Femern-broen og supersygehusene, fordi der ikke er nogle til at bygge dem.«

Hvis vi i højere grad burde satse på, at flere kun tager en akademisk grunduddannelse og altså ikke tager en kandidatuddannelse, kræver det, at arbejdsmarkedet er villig til at omstille sig og i højere grad satse på bachelorer og satse på fagspecifik efteruddannelse. Nogle brancher kræver logisk nok en færdiggjort uddannelse. Hvem ville gå til en læge eller tandlæge, der som jeg selv kun er en halvstuderet røver? Andre brancher er lige så strikse, når det kommer til uddannelse, uden at samme logik gør sig gældende. Det er f.eks. det offentlige, hvor man godt kan skyde en hvis pil efter et job i statsadministrationen, hvis man ikke har en kandidatuddannelse, selv om det er en af de største arbejdsgivere for akademikere.

»Jeg mener ikke, man kan ikke blive embedsmand i et ministerium uden af have færdiggjort sin kandidat,« forklarer Christian Kurt Nielsen, administrerende direktør i det internationale rekrutteringsselskab, Mercuri Urval, der ansætter mange højtuddannede i både det offentlige og private. Han mener dog ikke, at vi her i landet er overfikseret på uddannelse i forhold til andre lande. Han har selv taget deltidsuddannelsen HD og oplevede det som værdifuldt at kombinere teori og praksis i stedet for at starte med teorien. For ham var processen det vigtigste, og det han fik mest ud af. Derfor ser han også med lidt undren på mange af de efteruddannelsestilbud, der er på markedet. Han ser nemlig en klar tendens: Det skal gå hurtigt.

»Nu kan man jo tage mini-MBA’er på få uger og kurser, der strækker over fire weekender og meget mere. Der tror jeg, man taber lidt af det vigtige aspekt ved efteruddannelse, nemlig at man lærer at kombinere det faglige med det man sidder med hver dag,« siger han og tilføjer så: »Med sådanne kurser kan det godt virke som om, at formålet med dem er at få et stykke papir og ikke meget mere.«

De papirløse innovatører

Han forklarer, at mange virksomheder i dag efterspørger omstillingsparathed og innovation som noget af det vigtigste. Uddannelse er selvfølgelig vigtig, men hvis man skal være sikker på et job, kræver det ofte andet end fine papirer.

Innovation er dog ikke altid noget, man kan lære sig til, forklarer en anden papirløs eksistens mig. Iværksætteren Martin Thorborg droppede ud af gymnasiet og tog senere en kort kontoruddannelse. Den fik han aldrig rigtig brug for. De sidste 25 år har han stiftet ca. lige så mange virksomheder. Nogle gik det godt for. Andre knap så godt, som han selv formulerer det. Selv om han aldrig har taget en lang uddannelse, ville de færreste kalde ham en af de globale tabere. Han startede og solgte senere hjemmesiden jubii.dk for en mindre formue og har siden haft gang i en række andre projekter. Han er en af de tech-savy-folk, som forskerne fra MIT taler meget og længe om i artiklen fra MIT Technology Review, og som i deres øjne står med glimrende chancer for aldrig at skulle bekymre sig om beskæftigelse. Endnu mere ironisk er det måske, at ifølge McKinsey-rapporten er det netop er iværksættere som Martin Thorborg og andre innovatører, som i fremtiden vil udløse Schumpeters ’kreative destruktion’. Mange iværksættere er autodidakte, forklarer han og fortæller, hvordan han aldrig har følt det som en hæmsko ikke at have en uddannelse. Det handler om den gode idé. Og den kan man ikke uddanne sig til. Han understreger, at han ikke har noget mod uddannelse.

»Men man kan godt mærke, at uddannelsen ofte ensretter tankegangen hos folk,« siger han.

Han har tit overvejet, om han skulle tilbage på skolebænken på et tidspunkt, for som han siger kan »det godt give et lille stik i hjertet at se de unge mennesker køre rundt med studenterhuen hvert år.« Til gengæld ville han aldrig vælge at læse noget, der havde med iværksætteri at gøre. Nej, han ville nok læse filosofi, fordi han mener, det er spændende.

Selv tager jeg nok chancen og bliver hængende her på avisen lidt endnu uden at gøre min uddannelse færdig. Bøger kan jeg jo altid læse, når jeg har fri. Det får jeg bare ingen fine papirer ud af.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Flemming Østergaard. Født 1943, tidligere bestyrselsformand for Parken, Sport & Entertainment. Har aldrig taget en studentereksamen eller anden videregående uddannelse.

Foto: 
Lars Bech

Mark Zuckerberg. Født 1984, stifter af Facebook og i dag bestyrselsformand i virksomheden. Droppede ud af Harvard. Vurderes at være være god for lige under 17 mia dollar.

Foto: 
Krasilnikov Stanislav

Johanne Schmidt-Nielsen. Født 1984, MF, politisk ordfører for Enhedslisten. Uddannet bachelor i socialvidenskab fra RUC, men har aldrig gjort sin kandidatuddannelse færdig.

Foto: 
Sofie Amalie Klougart

Lars Larsen. Kendt som Dyne-Larsen, født 1948, direktør i JYSK. Ifølge Forbes verdens 304. rigeste mand. Har aldrig taget en studentereksamen eller anden videregående uddannelse.

Foto: 
Martin Dam Kristensen

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Inger Sundsvald

»Hvis vi udelukkende kigger på det ud fra en arbejdsmarkedsvinkel – altså om der er plads til og brug for så mange universitetsuddannede – så er svaret formentligt nej. Vi overuddanner altså. Det betyder jo i virkeligheden, at vi flytter ressourcer fra faglærte og ufaglærte til dem, der i forvejen har mest. Er det fair i forhold til de mange problemer som de erhvervsfaglige uddannelser står overfor?« spørger han. Han svarer ikke selv. I hvert fald kun indirekte »Vi står allerede nu i en situation, hvor vi har problemer med at få bygget store offentlige projekter som Femern-broen og supersygehusene, fordi der ikke er nogle til at bygge dem.«

Ikke engang en lærling til en cykelhandler formår vi at uddanne – fordi der er så meget papirarbejde og krav til arbejdsgiveren, at de færreste orker at sætte sig ind i hvad der forlanges af uddannelsen. Efter hvad jeg erfarer fra pålidelig kilde, så viger selv kommunerne tilbage fra at tage en håndværksfaglig lærling i praktik i de forskellige forsyninger, som man ellers nok kunne formode kunne uddanne en elektrikerlærling eller to.

Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Alene tankegangen er så underlig, den antyder noget af forklaringen på nogle af samfundets svagheder.

"Skulle jeg ikke se at få gjort min uddannelse færdig? Jeg mangler jo kun et år eller to. Men straks efter det spørgsmål, trænger et nyt sig på: Hvorfor skulle jeg? Hvad ændrer det?"

Om ikke andet ændrer det uddannelsens status fra igangværende til afsluttet. En mulig grund til at gøre uddannelsen færdig kunne være et ønske om ikke fortsat at have den lurende i baghovedet som en slags hængeparti. Det er ikke godt, hvis det kræver en langvarige akademiske overvejelser at beslutte sig til, om noget, der er påbegyndt, skal afsluttes. Det efterlader med stor sandsynlighed en masse løse tråde, som bare ligger og flyder uden at blive samlet op. Den danske klimadebat er et godt eksempel, hvor visioner, som kan føres mindst 40 år tilbage, aldrig føres ud i livet.
--------------------
Inger Sundsvald,

"Hvad med at uddanne nogle akademikere, der kan være behjælpelig i virksomhederne med at finde ud af reglerne, så de unge mennesker kan få afsluttet deres håndværksmæssige uddannelser,"

Det ville være endnu et godt eksempel på solidaritet blandt akademikere: Akademikere ansat i staten udformer cirkulærer og vejledninger, som kræver, den private sektor ansætter samme typer akademikere til groft skrevet at fungere som tolke el. mellemled mellem erhvervsledere og statens administration ved dels at fortolke tekster fra staten og dels udfylde formularer el. formulere ansøgninger til staten.

Tidligere var det ikke kun et problem i forhold til erhvervsuddannelser. Det var også et problem for de kommunale jobcentres opgaver med aktivering af arbejdsledige og arbejdsprøvning af mennesker, der skulle i revalidering. Private virksomheder var modvillige mod de betingelser, der fulgte med ulønnet praktik.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Ligesom der står hyldemeter efter hyldemeter af mapper med regler og særlige forskrifter for hvordan behandlinger på plejehjemmene af den enkelte beboer skal foregå – regler som ingen har tid til at læse og overholde – er der sikkert også regler om hvad og hvordan lærlinge skal uddannes i ude på værkstederne.

Jeg læste om en cykelsmed for nylig, som en medarbejder ved kommunen ikke måtte hjælpe længere. Altså kommer der ikke flere uddannede cykelsmede med særlige problemer ud af dét.

Man kunne jo også foreslå at forenkle reglerne…
Hahahahahaha…

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

Der er i hvert fald ikke noget, der længere tyder på, at kandidatuddannelser er en garanti for et "passende" job. Og hvad er også et passende job? En stilling som underviser i gymnasiet eller på universitetet? Et job i statsadministrationen som generalist?

Cand.scient.pol'er og andre med kandidatgrader arbejder som sekretærer - benævnt "personal assistant". Ja, det gør det jo sådan lidt uklart og obskurt, hvad jobbet egentlig drejer sig om, når der tages engelske titler til hjælps af hensyn til kamuflagen, men mange af de kontoruddannede, der tidligere varetog den slags opgaver, har for længst oplevet gøgeungeeffekten.

Så Simon Fancony - jeg tror bare, at du skal fortsætte, hvor du er. En avis er ikke det værste sted at eksponere sit navn. Siden kan der komme ansættelser på andre aviser. Og med litteraturvidenskab og engelsk i bagagen så er mulighederne ikke så dårlige endda.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Måske er det facebook-bacillen, der får journalisterne og deres redaktører til at tro, at delagtiggørelse af læserne i journalisternes private verden og personlige situation omkring bl.a. uddannelse er noget der skaber venner og hits, men da ikke alle læsere kan forventes af være medlemmer af "Informations Venner" eller på anden måde abonnere på et inderligt personfikseret kendskab til medarbejdernes ve og vel, så er trenden måske lidt fejlkastet.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Der har da aldrig været garanti for, at en kandidatuddannelse fører til job! Tværtimod har den dog i det mindste det formål, at den ikke-beskæftigede altid kan finde på noget fagligt at fordybe sig i, akademiske uddannelser giver et fagligt perspektiv, en identitet og et livsindhold, der stikker dybere end en plads på arbejdsmarkedet. Eller burde.
Når Simon Fancony ganske klogt konstarer, at han jo faktisk har en karriere på baggrund af noget så eksotisk som erhvervede færdigheder og erfaring i et job, er tiderne godt nok af lave! Lad os huske, at computeren blev indført i de mange små danske hjem med hjælp fra drenge og unge mænd, der var helt og aldeles selvlærte, og som åbenbart bare skulle påfyldes cola for at få rigtig mange timer på literen. Senere gik de videre og gentog kunststykket i dansk erhvervsliv og blev også ganske godt betalt, selvom colaen åbenbart fortsat var et nødvendigt drivmiddel.
Masser af de bedste skribenter i dansk dagspresse har været uden formel uddannelse, og sådan er det da heldigvis: mennesket betyder mere end bare den faglighed, man påtager sig.
Man forsøger at objektivisere det allermest følsomme og subjektive: menneskers relationer, med ansættelsesprocedurer og tests. Sagen er dog den, at man i stedet for at kassere den, der synes at falde udenfor det, en virksomhed søger, burde tage det som en udfordring, hvis ellers den pågældende er tilstrækkelig autonom i sin tilgang til arbejdet.
Problemet med akademia er ikke nødvendigvis for mange studerende, men et spørgsmål om formål med studiet. Her skal Simon Fancony måske også lige være opmærksom på, at små fag som f.eks. litteraturvidenskab sjældent i antal har mange arbejdsløse - der er ikke mange uddannede litterater - selvom procenten kan se høj ud, men der opstår ganske ofte huller, der passer til dem, med lidt tålmodighed.
Hvad engelsk angår, er der en evig afsætning til allehånde ungdomsuddannelser. Snart går de første virkelig store generationer af lektorer på pension, og der er ikke blevet færre på ungdomsuddannelserne i mellemtiden.

Brugerbillede for Kristoffer Larsen

Selv indenfor naturvidenskab der i høj grad er rettet mod erhvervslivet, er der formodentligt uddannet for mange ph.d'er.

https://www.djoef-forlag.dk/services/samf/samfdocs/2012/2012_3/samf_2012...

Omvendt står Danmark overfor akut mangel på ingeniører.

http://ing.dk/artikel/mangel-pa-ingeniorer-kan-koste-job-133339

Når det gælder uddannelser rettet mod det offentlige, virker det logisk, at de kommende effektiviseringer rettes mod mellemlaget af DJØF folk som sidder som mellemledere eller måske endda bestrider mere eller mindre ordinære jobs som tidligere var besat af HK'ere, men nu giver disse mening igennem New Public Management til markant højere lønninger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for n n

"Tidligere videnskabsminister, Helge Sander sagde i 2009, at vi måske burde kigge på, hvor mange kandidater, vi uddannede i forhold til, hvilke job de endte med at bestride."

Det var jo samme Sander der messede "VIDENSSAMFUND"

Det der er problemet er taksameterordningen:

"Straks pengene i kassen klinger, eleverne ind i klassen springer"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Blaabjerg

Et indlysende columbusæg i forbindelse med beskæftigelse af ellers ledige akademiske kandidater synes at være produktion af endnu flere hyldemeter af legler, forordninger, vanskeligt forståelige udredninger, vanskeligt forståelige formularer, der skal udfyldes korrekt, derefter kontrolleres og indkodes, gøres til genstand for sagsbehandlinger, analyser og digre rapporter osv. osv. For at alt dette kan fungere, kræves der jo hærskarer af dygtige kandidater, både til at producere materialet og sidenhen til at hitte rede i det og fordøje det på forskriftsmæssig vis, lave kurser i forståelsen for "almindelige mennesker" og så fremdeles.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Olesen

De smarte arbejdsgivere laver naturligvis en "blind-test" af deres ansøgere. Bed rekrutteringsbureauet udvælge fx. fem personer til et intro-forløb, uden at hverken ansøgerne eller bureauet afslører disses baggrund. Lad dem løse nogle kerneopgaver i X antal uger, evaluér og ansæt den bedst egnede.

PS: Visse fag som fx. hjernekirurg og flyveleder, bør nok holde sig til den traditionelle udvælgelsesprocedure.

Er det mig der ikke har læst grundigt nok, eller nævner artiklen intet om betydningen af networking (organiseret nepotisme) som en vigtig faktor for at skaffe sig arbejde?

Brugerbillede for Hugo Pieterse

Som ikke-akademiker morer jeg mig altid lidt over forskellige aspekter ved den akademiske (selv)forståelse.

F.eks. læser jeg at den eller den er "phd-studerende", uden videre forklaring. Ja jeg ved godt at det staves anderledes, men alene stavemåden af denne titel kræver nærmest akademiske kompetencer som jeg ikke har. Jeg kunne selvfølgelig slå op, men det er jeg for doven til, hvilket måske igen forklarer hvorfor jeg ikke er akademiker. Jeg troede nemlig, at det krævede rigtigt meget hårdt og kedeligt arbejde. Og det gjorde det vel også den gang, hvad jeg ikke har indtrykket af at det gør i samme grad i dag.

Tilbage til "phd-studerende". Når man snakker om folks studier, så tænker et simpelt fjols som mig først og fremmest på studieretningen, ikke på hvilket trin på den akademiske og samfundsmæssige hierarki og løntrin en person har ambitioner om at nå.

"Hvad laver du? Jeg skriver på min phd. Ok, jeg foretrækker at skrive på min en ipod, men så er vi så forskellige. Må jeg se den?"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jens peter hansen

Ja der er mange der har drevet det vidt uden universitetsuddannelse. Som, tror jeg, Møllehave skrev: Tænk hvis H.C. Andersen havde fået en uddannelse på universitetet, hvad ville vi da ikke have mistet. Imidlertid er det mildest talt en falliterklæring at kandidatuddannelserne ikke fører til noget for mange. Måske er det fordi universitetet når det kommer til stykket uddannelse for skolen og ikke for livet. Der findes efter min mening næppe en institution der er mere styret, reguleret, formel og dræbende for selvstændig tænkning og derfor skaber en klasse af mennesker, som bliver nødt til at opfatte sig selv som enestående lærde, for at de kan bevare deres selvværd. Historiefaget er et godt eksempel på dette. De historikere, der er i stand til at skrive så læserne, almindelige mennesker, er i stand til at forstå det, er ikke i høj kurs på bjerget. Hvis man derimod er laver en afhandling, som kun læses og bedømmes af 4 andre specialister, så har man nået den højeste anerkendelse. At være populær er det samme som at være plebejer.
Når informations medarbejder ikke synes at universitetet ikke trækker, så kunne det måske skyldes at universitetet simpelthen på grund af iltmangel og initiativ virker kvælende for den som er sluppet ud.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Jensen

Nå ja - jeg har i årevis undret mig over den måde, vi har skruet uddannelsessystemet sammen på.

Det er klart, at dem, som klarer sig bedst er de pæne piger fra middelklassen. De føler sig godt tilpas i skolen, de føler sig godt tilpas på gymnasiet - og nu er universitetsuddannelserne også ved at være domineret af dem.

Fint og godt. Men de vilde, de skæve, dem der spørger ud i lokalet om en diskosprolaps monstro kan skyldes en bums eller siger til en alkoholiker, at han hellere må få røget sig nogle fede i stedet for - de bliver skubbet ud i det uddannelsessystem, vi har opbygget.

I dag ville ingen naturvidenskabsmand være sluppet afsted med at have billeder af Penthouse-modeller på sit institut.. Stephen Hawking ville have haft en sag på halsen fra de kronisk fornærmede.

Helt ærligt: Vi kan ikke, og har aldrig, kunnet bruge de pæne og de tilpassede til ret meget. Og vi kan heller ikke bruge et skolesystem, der ikke har plads til en ny Bohr eller en ny Holger Bech Nielsen til ret meget,...

Det har altid være de skæve

Brugerbillede for Phaolo Nguyen

"hver sjette ingeniør kan se frem til arbejdsløshed efter endt studie. "
Hvor i alverden får du de tal fra??.. Jeg er simpelthen blevet nysgerrig, for hvad jeg hører fra mit studie på DTU er der netop mangel på ingenører. cand. scient fra 2012 har den højeste ledighedsprocents på 8,6% blandt andre ingeniørretninger, så du mener altså, at ledigheden ligefrem skal fordobles i de næste kommende år?... og en tre-/firdobbelt udvikling på arbejdsløshed for andre ingeniørretninger, som har langt lavere ledighedsprocenter?
http://ing.dk/artikel/ledigheden-blandt-ingeniorer-falder-fortsat-130673

Derudover skrives der, at nyt teknologi skaber dybere kløft mellem tabere og vindere. Det er fuldkommen rigtigt, at hver gang, der bliver bragt ny teknologi på banen mistes der arbejdspladser, men man glemmer at nævne de nye arbejdspladser, som teknologien også skaber. Der ligger problemet i, at man glemmer at efteruddanne sig til nogle mere krævende jobs, som maskiner endnu ikke kan overtage...
Men hvis vi lige tænker os om, er det så ikke netop nyt teknologi, der løfter samfundets livskvalitet op på et andet niveau?
Jeg vil da langt hellere som 50-årig ufaglært vælge et mindre fysisk krævende arbejde i et eller andet supermarked, end at gå rundt med hjulploven dagen lang på en mark hver dag. Længe leve teknologien!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Nielsen

Carsten Halvorsen

Hvad er en ordentlig uddannelse ???

Det er muligt, du ikke bryder dig om Dyne Larsen, men manden har immervæk skabt et imperium og beskæftiger mange tusinde mennesker.

Og det er netop beskæftigelse vi har brug for

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Blaabjerg

Der må naturligvis korrekt skelnes mellem "bureaukrati-kandidater" og så den slags kandidater (f.eks. medicinere), der faktisk har erhvervet sig viden på højt plan om noget i egentligste forstand ubetvivleligt "nyttigt". Problemet i den forbindelse er bare, at de akademikere, der har relativt svært ved at finde jobs vel typisk er netop de, der har valgt studium ud fra deres interesse snarere end ud fra den praktiske anvendelighed,og som derfor har størst chance for at finde arbejde af bureaukratisk (eller alternativt "intellektuel") natur snarere end arbejde af strengt taget "praktisk" natur.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Roald Andersen

Da jeg i 60'erne gik i folkeskolen ville jeg være ingeniør, indtil vi i nogle uger fik en arbejdsløs ingeniør som vikar. Hun gik sammen med hundredvis af andre ingeniører arbejdsløs uden udsigt til et snarligt ingeniørjob og måtte (sikkert nogle år) arbejde som vikar.

Da jeg sammen med knapt 100 andre startede på Historiestudiet i Odense i 1977 sagde Søren Mørch til os ved rusintroduktionen: "Hvad vil I dog her? Der er ingen arbejde til jer!"
Og han havde ret.

Alligevel vil jeg anbefale alle at gøre deres studie færdigt. Hvis man forlader Danmark er det guld værd med et afsluttende papir eller en afsluttet faglig uddannelse – også langt uden for fagområdet.
Halvstuderede røvere som mig kommer altid bagest i køen, bag alle dem med gode papirer, og man må tage hvad man kan få af arbejde.

Uden papirer kan man stadig have en god (omend mere beskeden) karriere som min, men det er min erfaring at der er mange, rigtigt mange, lukkede døre, hvor man nok har den nødvendige viden, men mangler det nødvendige type eksamenspapir og derfor slet ikke kommer i betragtning.

Brugerbillede for n n

Roald Andersen

Søren Mørch var dog ærlig.

Mange uddannelsesinstitutioner fylder bare "ordrebogen" op.

Da jeg var færdiguddannet i 1983, var der 42.5% uden arbejde inden for mit fagområde.

Alligevel fik man bevillinger og lavede ekstra optag.

Mange videregående uddannelser fungerer som beskæftigelsesprojekter for professorer og lektorer - bare på første klasse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Artikler af denne type har været skrevet før - både inden for og uden for Danmarks grænser.

Den primære type artikel går i almindelighed ud på at definere, hvad der er "brødløse uddannelser", og hvad der er "fremtid i".

For et par år siden havde jeg under en rejse i Rusland en tolk ( russisk-tysk) , som var uddannet meteorolog - og dem var der for mange af, så han havde måtte finde anden beskæftigelse - herunder at tolke for udlændinge.

Jeg har i USA oplevet en ferskvandsbiolog, der solgte tøj i en herrebutik - der var bare ikke arbejde inden for hans felt i den pågældende delstat.

Det er vel heller ikke ukendt i Danmark , at der allerede i en del år har været fine og komplicerede uddannelser (både akademiske og ikke-akademiske), som ikke giver garanti for et levebrød inden for det pågældende fagområde ?

Men hvem bør først og fremmest bære risikoen for et "forkert " uddannelsesvalg ?

Det er vel mest rimeligt, at den der vælger uddannelsen, bærer risikoen ?

Hvis en hel masse vælger at blive f eks meteorologer - skal samfundet så sikre beskæftigelse inden for dette fag og oprette en masse skatteyderbetalte stillinger til dem ???

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Søren Blaabjerg, forskellen går imellem den faglige optagethed på højt niveau, som i et klassisk humanistisk, teologisk, naturvidenskabeligt, samfundsfagligt eller juridisk studium overfor, typisk rettet mod nogle af de mange gøremål til opretholdelse af vores samfund på et højt kulturelt og demokratisk stade, og så generaliserende uddannelser, der er kendetegnet ved en moderne ideologisk pseudoviden, typisk DØFferne.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Kan det tænkes en af de væsentligste problemstillinger i fremtiden for danske akademikere er, at man med fordel, kan udlicitere mange opgaver for, at spare penge. I forhold til lande som fx. Polen, Bulgarien og Rumænien er der tale om en faktor 5 til 11 i lønforskel, så lønninger på under det halve af de overenskomstmæssige danske minimumslønninger er attraktive.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Blaabjerg

@Peter Hansen

Jeg tror det stikker lidt dybere og har en kulturel sammenhæng. Man må nemlig skelne mellem boglig viden og ikke-boglig viden, som ikke opsamles og udvikles bedst alene via boglige studier. Det bedste er naturligvis, når begge slags viden er samlet i en og samme person. Imidlertid ser man af samme grund tit det tilsyneladende paradoksale, at folk med korte skoleuddannelser samt, dropouts fra gymnasier og højere læreanstalter faktisk .klarer sig udmærket i samfundet, ganske tit som iværksættere. De er bestemt ikke dummere eller har lært mindre end jævnaldrende boglærde. De har bare lært det, de kan, primært ved at tumle med det praktiske i stedet for at læse tykke bøger om det samme, eventuelt forfattet på svære fremmede sprog og med brug af en vanskeligt tilgængelig fagspecifik jargon. En stor del at de fine fremmedord, man må kunne for at begå sig i den akademiske verden vil sikkert være det rene volapyk for disse mennesker, men det gør dem ikke mindre succesrige eller samfundsnyttige af den grund sammenlignet med deres jævnaldrende cand. et eller andet, der muligvis har svært ved efter studiet af de mange bøger at finde et job, der matcher deres flotte eksamenspapirer.

Kender du forresten Storm P's vits, hvor en af hans rødnæsede vagabonder forklarer en kammerat, hvad en akademiker er: - Jo, det er såan en, der har læst sig til det, vi andre ved!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Apropos H. C. Andersen så lad os huske historien om de to brødre, hvoraf den ene kunne "hele det latinske leksikon og byens avis for tre år, og det både forfra og bagfra; den anden havde gjort sig bekendt med alle laugsartiklerne og hvad hver oldermand måtte vide, så han kunne tale med om staten,...", men den tredje, som ingen regnede med, og kun havde en gedebuk og en død krage, han kunne tale for sig. "Duer ikke - væk", sagde kongedatteren om de kloge brødre, mens Klods-Hans red gedebukken helt ind i stuen og fik kongedatteren snoet til sin kone, og dertil en krone og en trone.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Søren Blaabjerg, det er, som du er inde på, netop to forskellige tilgange. Den ene er forståelsen og den større sammenhæng, den anden praksis, men i visse fag hviler praksis på teorien, dog ikke nødvendigvis så mange.
Universitetet er ikke interessant for det store flertal, sådan er det, og det er fint, at folk ikke hænger fast i noget, de ikke brænder for. Universitetets produktion er egentlig ret nem at opliste: bøger baseret på eksisterende forskning kontrasteret med ny, begrebslighed, analytiske redskaber. Universiteter producerer viden, og på samme måde, som man kun går op i køkkenborde, hvis man skal bruge dem, er den tanke, at folk partout skal gå op i universiteternes vidensproduktion - endsige umiddelbart kunne forstå den - en forfejlet opfattelse. Som Storm P. også sagde, så er det eneste, der kommer af intet, lommeuld. Og på samme måde med kunst - der eksisterer en fejlagtig opfattelse af, at tingene skal imødekomme publikum; men snarere skal det altså udfordre og igangsætte mentale processer for at opfylde sin funktion som stimulator og erkende-teknik.
Det kan virke super uvigtigt for dem, der ikke interesserer sig for det; men vi kender prisen for at skulke: alle de sprogløse, kopierende århundreder, om hvilke vi ved næsten intet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ann-Mette Mikkelsen

Det er muligt, at jeg har misforstået hele problemstillingen. Men for mig lyder det som om en uddannelse kun kan være akademisk. Og et eller andet sted ser jeg det som lidt af et luksusproblem, at så mange akademikerer er arbejdsløse. ( selvfølgelig Ikke for Akademikeren ) . Men problemet er jo kommet af, at det altid har været finere at tage en "højere" uddannelse, end at uddanne sig til håndværker elle plejeassistent. I dag ser det nu ud som om, at denne holdning gør, at der om få år vil mangle håndværkere. Men det anses stadigvæk for finere at komme på "uni". Og et eller andet sted synes jeg der ville være mere fornuft i at gøre det ligeværdigt. Og samtidig har jeg den opfattelse, at det koster mindre at uddanne en håndværker end en akademiker. Og hvis akademikeren alligevel skal omskoles efter endt uddannelse. Så må det da være en (god) ide at lægge vor holdninger om. (og jeg ved godt, at der også går rigtig mange håndværksuddannede rundt. Men der er vel bedre samfundsfornuft i at uddanne håndværkere. Når nu der takes så meget om, at de vil blive en mangel"vare" i løbet af få år. Og samfundet kan jo hverken undvære direktøren eller rengøringsassistenten. Men med en samfundsudvikling vi har haft de seneste årtier, så kan vi godt undvære snobberiet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Problemet med Klodshans, Michael Kongstad, er, at det nok er et dansk ideal, mens andre lande mere er oldermandens side.
Der er en bemærkelsesværdi angst for viden, som om man dels kan få for meget af den, dels at den står i vejen for den fri udfoldelse - og det er da rigtigt, at det altid er trist at blive bremset i sine forestillinger af noget, der er mere underbygget. Det ændrer bare på, at de forkerte påstande stadig er forkerte og står i vejen for en mere realitetsbaseret refleksion.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Jo Peter Hansen, Klods-Hans er sjov og opmuntrende fordi den giver håb for dem, der ikke kan huske bibelen udenad. Det friske og frejdige åbner mange døre, og dum behøver man jo ikke at være, fordi man ikke har studeret. Men samtidig slutter eventyret (nu fik jeg lige nærlæst det igen) finurligt på en måde, jeg ikke kunne huske. Det slutter med et dementi af sig selv. Sidste sætning lyder: "..., og det har vi lige ud af oldermandens avis - og den er ikke til at stole på!".
Så hele historien er altså ikke til at stole på.

anbefalede denne kommentar

Sider