Læsetid: 14 min.

Fremtidens taber har de fineste papirer

Uddannelse er ikke længere nogen garanti for at komme på samfundets vinderhold. Og det er ikke et konjunkturfænomen, men tegn på en mere grundlæggende forandring. Så hvorfor gøre sin uddannelse færdig. Simon Fancony, 26, har undersøgt sagen
De siger, jeg aldrig vil kunne klare mig med bare min bachelor. Men jeg klarer mig allerede. Jeg har et arbejde og kan allerede nu leve det liv, som ellers skulle være belønningen for at gøre min uddannelse færdig, skriver Simon Fancony.

De siger, jeg aldrig vil kunne klare mig med bare min bachelor. Men jeg klarer mig allerede. Jeg har et arbejde og kan allerede nu leve det liv, som ellers skulle være belønningen for at gøre min uddannelse færdig, skriver Simon Fancony.

31. august 2013

En gang i mellem strejfer tanken mig. Eller det vil sige ret ofte faktisk. Skulle jeg ikke se at få gjort min uddannelse færdig? Jeg mangler jo kun et år eller to. Men straks efter det spørgsmål, trænger et nyt sig på: Hvorfor skulle jeg? Hvad ændrer det?

Efter en del år på universitetet fik jeg mit første job på Information for to år siden uden at have gjort mine kandidatstudier færdige. I lang tid var jeg fast besluttet på at blive kandidat, mens jeg arbejdede. Men stille og roligt ændrede jeg holdning, og lysten til at vende tilbage til universitetet er forsvundet. For hvorfor er det lige jeg skulle? Størstedelen af de studerende fra min årgang røg bagerst i arbejdsløshedskøen, og få – hvis nogen overhovedet – fik det drømmejob, de havde slidt og slæbt i minimum fem år for. Jeg, derimod, har et godt job med fast indkomst og alt det, der skal til for at starte livet efter studierne. Og det er ikke kun, fordi jeg er humanist, og dimittendledighedenø er historisk høj, at jeg priser mig lykkelig over at have et job. De seneste tal fra Akademikernes Centralorganisation viser, at selv hver fjerde djøf’er og hver sjette ingeniør kan se frem til arbejdsløshed efter endt studie. Hvordan fremtiden ser ud for det rekordstore antal af nye studerende, der startede på universiteterne tidligere på ugen, tør jeg slet ikke tænke på. Slet ikke, de af dem, der ligesom jeg valgte noget så lidt erhvervsrettet som litteraturvidenskab og engelsk.

Men min beslutning mødes ofte med undren, hovedrysten og de sædvanlige spørgsmål fra både gamle medstuderende og nye bekendtskaber:

»Jamen, du har jo ikke noget at falde tilbage på?«, og »uddannelse er vigtigere end nogensinde«, og »du kan ikke bruge din bachelor til noget som helst«. Når jeg påpeger, at jeg har jo faktisk et arbejde, ændres udsagnet som oftest til: Jamen, hvad så, når du ikke skal være der længere?

For hvem ansætter en bachelor, når de kan få en kandidat? Spørgsmålet er relevant. For kandidater er der nok af og måske endda for mange. Faktisk så mange, at en kandidatuddannelse ikke er nogen sikkerhed for et job efter end uddannelse. Og selv de, som vælger den ’sikre’ vej og tager sig en af de anbefalede naturvidenskabelige uddannelser, kan ikke vide sig sikre.

Ny teknologi

En ny rapport fra McKinsey Global Research Institute samt nyere forskning fra det amerikanske universitet, Massachusetts Institute of Technology peger nemlig på, at fremtiden for de mange universitetsuddannede ikke nødvendigvis bliver let.

McKinsey-rapporten identificerer 12 nye teknologier, som kan være ’forstyrrende’ for det traditionelle arbejdsmarked, og som kan være den ny ’dampmaskine’. Kigger man nærmere på listen, står det hurtigt klart, at det ikke er teknologier, der truer den faglærte eller ufaglærtes job, men derimod den højtuddannede kandidat. Det er områder som robotvidenskab, energiforvaltning, biomedicin osv., der dominerer listen. Den potentielle produktivitetsstigning som følge af de nye teknologiske fremskridt kan ifølge rapporten nå op på 30 procent inden for visse sektorer. Teorien bag rapporten er hentet fra den østrigske økonom, Joseph Schumpeter, som i det forrige århundrede beskrev teknologiens indvirkning på arbejdsmarkedet. Store teknologiske fremskridt kunne medføre, hvad Schumpeter kaldte »kreativ destruktion« – en proces, hvor gamle mønstre på arbejdsmarkedet ødelægges, og nye fødes. Dog ikke uden en – for mange – smertefuld omstillingsperiode.

Rapporten fik den nobelprisvindende økonom og skribent ved New York Times Paul Krugman til at spørge sig selv, om vi må gentænke den konventionelle visdom om, at teknologiske spring udgør større trusler mod lavtuddannede sektorer på arbejdsmarkedet. De næste maskinstormere bliver måske ikke de lavtuddannede, som man så det i det 19. århundredes England, hvor væverne stormede fabrikkerne og ødelagde den automatiserede væv, der havde gjort deres manuelle arbejdskraft overflødig. Nej, den næste maskinstormer kan meget vel blive den højtuddannede vesterlænding, hvis job netop er blevet automatiseret af en maskine eller en anden slags ny teknologi. Krugman slutter med at stille spørgsmålet: »de moderne modstykker til disse vævere kan meget vel gå hen og spørge; hvad skal der ske med os, hvis vi ligesom så mange andre studerende, gældsætter os for at få færdigheder, ingen længere efterspørger?«

Jeg ringer derfor til vicedirektør, Bjarne Lundager Jensen, i den uafhængige tænketank for uddannelse og forskning, DEA, for at høre, om jeg, der ikke har en kandidatuddannelse automatisk kommer til at stå på tabernes side, og hvordan de mange nye universitetsstuderende står rustet til fremtidens kamp. Ifølge ham er der klart en risiko for, at vi på længere sigt vil se teknologiske fremskridt, der kommer til at udfordre både arbejdstagere og arbejdsgivere. Og når det kommer til spørgsmålet om værdien af en kandidatuddannelse, er han slet ikke i tvivl: Det er ikke længere nogen garanti for succes og vil i endnu mindre grad være det i fremtiden, forklarer han. Jeg er altså ikke mere taber end så mange andre, der rent faktisk har gjort deres uddannelse færdig. Hvis det så er noget at råbe hurra for.

Det lyder endog på Bjarne Lundager Jensen, som om han synes, det er lille smule naivt at tro, at mantraet om uddannelse, uddannelse og atter uddannelse er svaret på fremtidens problemstillinger. Kampen om tabere og vindere er ikke en kamp, vi kan uddanne os ud af. I dag har ca. syv procent af den danske befolkning en universitetsuddannelse. Regeringens mål er, at i 2020 skal hver fjerde på en ungdomsårgang have en lang videregående uddannelse. Men hver fjerde kan ikke gå hen og blive en ’vinder,’ forklarer Bjarne Lundager Jensen.

»Der vil være nogle rigtig dygtige, som nok skal klare sig, og som har fået en masse ud af studierne, så de står godt rustet. Men der vil også være mange, for hvem en universitetsuddannelse ikke nødvendigvis er nogen sikkerhed for noget som helst,« siger han, og forklarer, at vi nok bliver nødt til at se i øjnene, at der kommer til at ske en ’proletarisering’ af mange universitetsuddannede. Med 25 procent af en årgang, der ender som akademikere, kan det ikke undgås, mener han.

»Hvis alle disse nyuddannede skal have job, skal der skabes 6.000 job i det private hvert år. Det er vi ikke i nærheden af at gøre lige nu,« siger han. Det offentlige kan heller ikke trække et meget større læs, end det gør i dag, påpeger Bjarne Lundager Jensen.

»Lige nu ser vi nedskæringer mange steder i det offentlige, hvor mange akademikere ellers ville have fundet arbejde.«

Han mener ligefrem, der er gået inflation i uddannelse, forklarer han og peger på en løsning, der i mange øjnes er kontroversiel: Det skal i højere grad kun være eliten, der tager en kandidat end det er i dag, hvor langt størstedelen fortsætter efter bacheloren.

Overkvalificeret arbejdskraft

Allerede nu har mange akademikere svært ved at finde job, som matcher deres uddannelsesniveau. Sidste år offentliggjorde tænketanken Kraka en undersøgelse, der viste, at hver femte akademiker er overkvalificeret til sit job. Når man kigger på forskerne, tegner der sig et mere forstemmende billede. En tredjedel af alle ph.d.’er har aldrig brugt deres forskning til noget efter at have afleveret deres disputats, viser et notat fra Uddannelsesministeriet.

Problemet er altså ikke kun, hvorvidt vi uddanner os rigtigt, men også, om vi overuddanner os og derfor slet ikke har brug for så mange kandidater og ph.d.’ere. Spørgsmålet er prekært.

Tidligere videnskabsminister, Helge Sander sagde i 2009, at vi måske burde kigge på, hvor mange kandidater, vi uddannede i forhold til, hvilke job de endte med at bestride. Sanders pointe var, at mange kunne nøjes med en bachelor og stadig være fuldt ud kvalificeret til deres job. Allerede dengang gjorde synspunktet indtryk på mig, for i så fald var der jo ingen grund til at blive hængende på det universitet, som selv samme Sander for år forinden havde reformeret med universitetsreformen fra 2003 under den noget slidte – og i nogle kredse forhadte – overskrift: Fra forskning til faktura. Men synspunktet var bestemt ikke populært andre steder, og Sander måtte føle både oppositionens og fagforeningernes vrede. For sådan vinder man jo ikke over kineserne i det globale videnskapløb.

Men i virkeligheden var tanken slet ikke så dum, mener Bjarne Lundager Jensen. Han mener i lighed med en af konklusionerne fra McKinsey-rapporten, at vinderne bliver de, som formår at omstille sig hurtigst. Og i den henseende har vi i Danmark måske ikke indrettet uddannelsessystemet på den mest hensigtsmæssige måde. Derfor kan Helge Sanders budskab være værd at skrive sig bag øret, siger Bjarne Lundager Jensen.

»Jeg er stor tilhænger af, at vi får skabt et bachelorarbejdsmarked, hvor man med grunduddannelsen kan få beskæftigelse bagefter. Jeg forstår ikke, hvorfor vi i modsætning til de lande, vi normalt sammenligner os med, ikke har job til de bacheloruddannede,« siger Bjarne Lundager Jensen. En ny undersøgelse fra tænketanken viser, at mange af de personer, som ’kun’ gennemfører bachelordelen af deres uddannelse, rent faktisk får arbejde. Ledigheden blandt disse er kun en lille smule højere, end den er for kandidater, og ca. en tredjedel af alle bachelorerne er beskæftiget i job, »der forudsætter viden på højeste niveau.« Undersøgelsen får tænketanken til at efterlyse en ny debat om efterspørgslen efter kandidater og bachelorer på det danske arbejdsmarked. Han tilføjer, at et arbejdsmarked med flere bachelorer automatisk vil skabe en større markedsgørelse af uddannelsessystemet. For både de ansatte bachelorer og deres arbejdsgivere vil have en interesse i at investere i videreuddannelse i form af masteruddannelser m.m., som er mere relevant for deres arbejde, end en toårig bred kandidatuddannelse ville have været. På den måde ville en større del af arbejdsstyrken faktisk tilpasse sig markedets specifikke efterspørgsel. En anden af fordelene er også, at det ville få de unge tidligere ud på arbejdsmarkedet, samt at der ville være færre forsinkelser, da studier har vist, at det som regel er på kandidatdelen af uddannelsesforløbet, at folk bliver forsinket. Lundager vil dog stadig ikke anbefale kommende studerende ikke at tage en kandidat.

»Det vil nok være det klogeste nu, men man kan jo håbe på, at nogle af deres små søskende kan nøjes med en bachelor.«

Det kan i hvert fald være svært at gætte sig til, hvad der sikrer beskæftigelse i fremtiden. For ligesom det var tilfældet med de engelske vævere (der var ingen der havde fortalt dem, at væveri var en usikker beskæftigelse), så ved ingen, hvor det næste teknologiske fremskridt sker, og derfor heller ikke hvem det rammer. Og dermed heller ikke hvis arbejdskraft der bliver overflødig. Det eneste, vi ved, er, at udviklingen sker, og at den kommer til at gå hurtigt. Det er en af konklusionerne i et forskningsprojekt fra Massachusetts Institute of Technology. I en artikel i bladet MIT Technology Review forklarer de to forskere bag projektet, hvordan teknologiens relative arbitrære fremskridt fremover vil have stor indflydelse på, hvem der bliver vindere i den globale kamp om arbejdspladser, og hvem der kommer til at stå tilbage som taberne. For teknologiske fremskridt har det med at gøre netop dét; skabe vindere og tabere og gøre kløften mellem de to endnu større.

»Midten synes at forsvinde. Toppen og bunden driver stadig længere fra hinanden,« siger Andrew McAfee, en af forskerne bag projektet. Han forklarer, at mens teknologien måske kun er én faktor i udviklingen af fremtidens arbejdsmarked, har det længe været en overset faktor i meget af den sidste del af det 20. århundrede.

Hvis teknologien som udgangspunkt skaber større ulighed og skiller top fra bund i endnu højere grad end tidligere, hvor skal vi så som samfund sætte ind for at imødegå denne udvikling? Hvis det overhovedet er det, vi vil. Niels Rosendahl Jensen er lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet og har længe advaret mod en skævvridning i uddannelsessystemet. Da jeg får fat i ham for at høre mere om denne skævvridning, forklarer han mig om det, han kalder ’gøgeungeeffekten’, hvor personer med lange uddannelser skubber folk med kortere uddannelse ud af beskæftigelse. Selv om dem med de kortere uddannelser egentligt er fuldt ud kvalificeret til jobbet. Udover at skubbe de mindre ’unger’ ud af reden skaber de med den lange uddannelse et opadgående pres på hele uddannelsessystemet, fordi ingen vil være den mindste unge og risikere at blive smidt ud af reden. Den udvikling er langtfra hensigtsmæssig, for alle er måske ikke lige kvalificeret til at tage de ekstra år på universitet. Derudover kan der være en stor samfundsmæssig gevinst ved at uddanne mindre eller i det mindste uddanne efter behov. En opgørelse fra AE-Rådet offentliggjort i ugebrevet Mandag Morgen i august viste, at det koster den danske statskasse 8,5 mia. kroner over de kommende 10 år at uddanne kandidater direkte til køen på jobformidlingen. Penge som kunne have gået til andre uddannelser, der var mere brug for i fremtiden.

Tanken om et bachelorarbejdsmarked falder derfor også i god hos jord hos Niels Rosendahl Jensen. Han nævner selv Tyskland som et eksempel. Her er det kun en fjerdedel af de universitetsstuderende, der får lov at tage en kandidat, fordi man sagtens kan finde et arbejde som bachelor. Mest af alt er han dog optaget af det, han selv kalder en ulige social omfordeling af ressourcer i uddannelsessystemet. For det koster penge at uddanne folk, når vi – måske – alligevel ikke har brug for dem. Og da det er et faktum, at dimittendledigheden er den højeste i 30 år, så kunne pengene meget vel bruges bedre andre steder i uddannelsessystemet. Uddannelse er blevet et mål i sig selv, uden at der tages hensyn til den værdi, den skaber, mener han.

Skævvridning

Igen trænger diskussionen om vindere og tabere sig på. For skal de universitetsstuderende have mere end dem uden de fine papirer, og grøften graves dybere mellem de papirtunge og de papirløse? Niels Rosendahl mener, at vi må overveje om prisen på viden kan blive for høj, og om vi i virkeligheden kan komme til at skabe et samfund i ubalance.

»Hvis vi udelukkende kigger på det ud fra en arbejdsmarkedsvinkel – altså om der er plads til og brug for så mange universitetsuddannede – så er svaret formentligt nej. Vi overuddanner altså. Det betyder jo i virkeligheden, at vi flytter ressourcer fra faglærte og ufaglærte til dem, der i forvejen har mest. Er det fair i forhold til de mange problemer som de erhvervsfaglige uddannelser står overfor?« spørger han. Han svarer ikke selv. I hvert fald kun indirekte »Vi står allerede nu i en situation, hvor vi har problemer med at få bygget store offentlige projekter som Femern-broen og supersygehusene, fordi der ikke er nogle til at bygge dem.«

Hvis vi i højere grad burde satse på, at flere kun tager en akademisk grunduddannelse og altså ikke tager en kandidatuddannelse, kræver det, at arbejdsmarkedet er villig til at omstille sig og i højere grad satse på bachelorer og satse på fagspecifik efteruddannelse. Nogle brancher kræver logisk nok en færdiggjort uddannelse. Hvem ville gå til en læge eller tandlæge, der som jeg selv kun er en halvstuderet røver? Andre brancher er lige så strikse, når det kommer til uddannelse, uden at samme logik gør sig gældende. Det er f.eks. det offentlige, hvor man godt kan skyde en hvis pil efter et job i statsadministrationen, hvis man ikke har en kandidatuddannelse, selv om det er en af de største arbejdsgivere for akademikere.

»Jeg mener ikke, man kan ikke blive embedsmand i et ministerium uden af have færdiggjort sin kandidat,« forklarer Christian Kurt Nielsen, administrerende direktør i det internationale rekrutteringsselskab, Mercuri Urval, der ansætter mange højtuddannede i både det offentlige og private. Han mener dog ikke, at vi her i landet er overfikseret på uddannelse i forhold til andre lande. Han har selv taget deltidsuddannelsen HD og oplevede det som værdifuldt at kombinere teori og praksis i stedet for at starte med teorien. For ham var processen det vigtigste, og det han fik mest ud af. Derfor ser han også med lidt undren på mange af de efteruddannelsestilbud, der er på markedet. Han ser nemlig en klar tendens: Det skal gå hurtigt.

»Nu kan man jo tage mini-MBA’er på få uger og kurser, der strækker over fire weekender og meget mere. Der tror jeg, man taber lidt af det vigtige aspekt ved efteruddannelse, nemlig at man lærer at kombinere det faglige med det man sidder med hver dag,« siger han og tilføjer så: »Med sådanne kurser kan det godt virke som om, at formålet med dem er at få et stykke papir og ikke meget mere.«

De papirløse innovatører

Han forklarer, at mange virksomheder i dag efterspørger omstillingsparathed og innovation som noget af det vigtigste. Uddannelse er selvfølgelig vigtig, men hvis man skal være sikker på et job, kræver det ofte andet end fine papirer.

Innovation er dog ikke altid noget, man kan lære sig til, forklarer en anden papirløs eksistens mig. Iværksætteren Martin Thorborg droppede ud af gymnasiet og tog senere en kort kontoruddannelse. Den fik han aldrig rigtig brug for. De sidste 25 år har han stiftet ca. lige så mange virksomheder. Nogle gik det godt for. Andre knap så godt, som han selv formulerer det. Selv om han aldrig har taget en lang uddannelse, ville de færreste kalde ham en af de globale tabere. Han startede og solgte senere hjemmesiden jubii.dk for en mindre formue og har siden haft gang i en række andre projekter. Han er en af de tech-savy-folk, som forskerne fra MIT taler meget og længe om i artiklen fra MIT Technology Review, og som i deres øjne står med glimrende chancer for aldrig at skulle bekymre sig om beskæftigelse. Endnu mere ironisk er det måske, at ifølge McKinsey-rapporten er det netop er iværksættere som Martin Thorborg og andre innovatører, som i fremtiden vil udløse Schumpeters ’kreative destruktion’. Mange iværksættere er autodidakte, forklarer han og fortæller, hvordan han aldrig har følt det som en hæmsko ikke at have en uddannelse. Det handler om den gode idé. Og den kan man ikke uddanne sig til. Han understreger, at han ikke har noget mod uddannelse.

»Men man kan godt mærke, at uddannelsen ofte ensretter tankegangen hos folk,« siger han.

Han har tit overvejet, om han skulle tilbage på skolebænken på et tidspunkt, for som han siger kan »det godt give et lille stik i hjertet at se de unge mennesker køre rundt med studenterhuen hvert år.« Til gengæld ville han aldrig vælge at læse noget, der havde med iværksætteri at gøre. Nej, han ville nok læse filosofi, fordi han mener, det er spændende.

Selv tager jeg nok chancen og bliver hængende her på avisen lidt endnu uden at gøre min uddannelse færdig. Bøger kan jeg jo altid læse, når jeg har fri. Det får jeg bare ingen fine papirer ud af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • June Beltoft
  • Oliver Riel
  • Jarl Artild
  • Alan Strandbygaard
  • Jan Nygaard
  • Torben K L Jensen
  • Ervin Lazar
  • Ib Christensen
  • lars abildgaard
  • Steffen Gliese
  • Jens Christoffersen
  • Inger Sundsvald
  • Martin Åberg
June Beltoft, Oliver Riel, Jarl Artild, Alan Strandbygaard, Jan Nygaard, Torben K L Jensen, Ervin Lazar, Ib Christensen, lars abildgaard, Steffen Gliese, Jens Christoffersen, Inger Sundsvald og Martin Åberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bestemt, Michael Kongstad Nielsen, men nok flest for den 20-25-årige, og knap så mange for den 45-55-årige, hvor mange vil tænke, at han godt nok kunne have brugt tiden mere fornuftigt.
Når det er sagt, så er det da et psykologisk stort problem, at det med uddannelse med den måde, vi tænker og taler om det på, ligesom befinder sig i en venteposition på vej til at leve livet. For mange opdager for sent, at de også under deres uddannelse er i fuld gang med at leve, og at den akademiske tilgang ligesom mere er en modus vivendi end et stadium på livets vej.
Det er helt sikkert ikke en god idé, at 60% af en årgang bruger 10-15 år på at få læst færdig; men hvis ikke en pæn del af dem, der bliver sluppet ind på universiteterne gør det, opnår man ikke den helt nødvendige integration mellem individ og faglighed. Hvor mange ønsker en sådan tilværelse, hvor man måske er nødt til at klare sig - efter SU'en er udløbet - som undervisningsassistent? Næppe mange, men man kan jo selvfølgelig også være uheldig og dumdristig nok til at tage arbejde væk fra faget - hvorved man bringer sig i større fare for ikke at finde tilbage.
Men når alt kommer til alt er den eneste virkelige fare, at man afleverer sit årskort uden at have erhvervet en grad. Sålænge man bare har orlov, kan man jo altid tage sig sammen, når formålet står mere klart.
Og der er fordele ved at have papir på sine intellektuelle færdigheder: man bliver taget alvorligt, når man søger legater og forskningsmidler, f.eks. Der tages faglige hensyn til én, og man kan faktisk relativt meget lettere få løst arbejde indenfor faget. Større er mængden af akademikere stadigvæk ikke.

Jens Thaarup Nyberg

Peter Hansen
01. september, 2013 - 19:11 #
"...
Det kan virke super uvigtigt for dem, der ikke interesserer sig for det; men vi kender prisen for at skulke: alle de sprogløse, kopierende århundreder, om hvilke vi ved næsten intet."

Hvilke århundreder er der her tale om ?

Det er bestemt en tanke vækkende artikkel. Antallet kommentarar understreger vel dette.
Jeg er sikker på at forfatteren har valgt ret. Det er måske lidt komiskt at han behøver en serie experter og højt uddandede at støtte sig til i sit valg?
Det som overrasker mig er at nytteværien af våre livs valg, ja ikke bare for den enkelte, men samfundsnytten af den enkeltes livsvalg synes være så vigtig. Er våre liv blevet merkantilisered? Som børsen; vi nu høre hver dag om vindere og tabere.
Er livets mål at vinde noget? Er et godt levet liv ikke defineret som et liv hvor dagene har været lykkelige?. Om dagens glæde for den enkelte så er at reparerer cykler, blive kolgere eller at kæmpe for at få et eksamens papir er vel ligegyldigt? Og om man er overkvalificeret eller underkvalificeret til sit arbejde – spiller det en rolle? Om man trives? Vi har jo også en Piet Hein:
En mængde folk har misforstået
pointen ud i livets spil:
hvis noget ikke er til noget,
så er det ikke noget til

Det er et vildskud af forstanden
at ingenting har eget værd,
at alt er midler til hinanden,
og målet aldrig nu og her

John Christensen, Steffen Gliese og Katrine Visby anbefalede denne kommentar
John Christensen

Dygtig ung mand søges. Ikke for ung og ikke for dygtig.

Endelig finder man en ordentlig mand, og så viser det sig - at han står i fagforening!

Det arbejdsmarked som udvikler sig netop nu, er i højere og højere grad, baseret på ansættelsesaftaler hvor den enkelte ikke er lovet hverken beskæftigelse eller løn, men alligevel er bundet af såvel opsigesesvarsel, loyalitet og kundeklausuler mv.

Besynderligt at de veluddannede er tilfredse med det, jeg mener de burde da vide bedre?

Uddannelse er ikke svaret på alt.

Carsten Halvorsen

Per Nielsen
Så først din replik nu.

Med en ordentlig uddannelse, mener jeg en uddannelse, der fører til en eksamen.

Hvad Dyne-Larsen angår, så mener jeg ikke, at vi har brug for mere materiel vækst. Vi har ting nok. Hvad vi trænger til er åndelig vækst.

n n, Steffen Gliese og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

Super interessant artikel.

Det ville være et kick at læse samme fortælling, fra en med en lang uddannelse som har lidt mere substans, fremfor kage og kreativitet. Beklager, men det er ikke nogen hemmelighed at filosofi gerne læses bare for at gøre det, så for at være behjælpelig, så nej - Det kan nok ikke svarer sig med to af mere.

En interessant undersøgelse blev offentliggjort tidligere på året, som forsøger at belyse hvad henholdsvis mænd og kvinder benytter deres lange uddannelser til. Der er et sammendrag her : https://www.mm.dk/kvinder-er-en-underskudsforretning

Den rejser et spørgsmålet om hvorvidt vores samfund hænger i den kulturelle-bremse, fordi kvinderne med de absolut fineste papirer, samtidigt forventes at skulle udfylde den klassiske kvinderolle. En væsentlig pointe, når nu kvinder rent faktisk afslutter deres uddannelser.

Burde debatten ikke afskære spørgsmålet om uddannelse er godt eller ej? Der er skrevet udfra et synspunkt hvor 4 af 6 år er fuldført, som er langt mere end gennemsnittet, så om forfatteren føler at hans nuværende kreativeerhverv er 1:1 målbart med hans uddannelse, så er der meget sandsynligt faldet lidt af gennem de minimum syv år der er læst. Det er direkte læseligt i forfatterskabets kvalitet....

Carsten

Alle uddannelser skulle jo helst føre til en form for eksamen eller ??

Sgu ked at skulle informerer dig om det. Men såkaldt åndelig vækst er for mig noget meget luftigt noget endsige at kunne få nogen til at betale for det i erhvervslivet.

Ved ikke med dig, men jeg skal altså bruge penge for at betale mine regninger og forsørge min familie.

Jeg er glad for at dette emne er kommet på bane. For det er nærmest uhørt at kritisere vores uddannelses system.
Det bliver messet igen og igen når man åbner for de danske TV-kanaler, at uddannelse er vejen frem og vil garantere tryghed.
Man kan ikke få nogen garantier her i livet.

Det er tit de kreative og nytænkende, der dropper ud af uddannelserne, fordi de netop ikke kan tilpasse sig de stive rammer.
Sjovt er dem, der er blevet mange-millionærer sjældent særlig veluddannede. Men de havde andre evner, som man ikke kan lære på skolebænken, som intuition, kreativitet, snuhed, og har gjort det andre på uddannelsen fik at vide ikke kunne lade sig gøre.

Vi skal ensrettes og dysse ned for højre hjernehalvdel, som står for alt det, der ikke er fornuftigt og logisk.
Jeg vil vove den påstand, at uddannelsessystemet holder os nede og sinker hele vores udvikling.
Vi burde gøre det langt mere nuanceret, så man mere individuelt kunne tilrettelægge sit uddannelsesforløb, og dygtiggøre sig med det man kan lide og er god til - kort sagt finde originaliteten frem i os selv.

Skide gode pointer. Jeg tænker ikke kun på kandidatstuderende, men også på alle de ph.d.-studerende, der heller ikke er blevet helt færdig... Den måde der tales om ikke-færdoggørelse på er dræbende og deprimerende. Mens ikke-færdige kandidater/ph.d.'er måske føler sig som tabere i livslangslæringsdiskursen, så ser virkeligheden måske helt anderledes ud, hvis bare flere åbnede øjnene og anerkendte deres succeser på arbejdsmarkedet. Tak fordi, du vender det på hovedet og gør uafsluttede længere uddannelser til opskriften på succes for størstedelen af de berørte:-)

Peter Hansen.

Du kan jo mene, hvad du vil.

Men sådan hænger verden nu en gang sammen, jeg beklager at jeg forholder mig til det. Og ikke rød grønne utopiske dømme om fælleseje

1. Problemet er at selv ordentlige eksamener ikke føre til job og indtægt for mange i disse tider.

2. Markedet er mættet og dermed er mange mennesker i besiddelse af egenskaber der ikke efterspørges længere.

3. Uddannelser kan faktisk i nogle tilfælde være en hæmsko for mennesker idet at de ikke forstå forskellen på teori og aktuel kunnen(eller nægter det).

4. Virksomheder kan se folk med uddannelser som mennesker der kræver en for høj løn i forhold til andre med sammen kundskaber.

5. Uddannelse er blevet en religion man helst ikke må være kritisk overfor.

Michael Kongstad Nielsen

Man kan også bare tage sin gode akademiske uddannelse og pakke den lidt ned i rygsækken, og gå ud og søge sig et job som hvad som helst. Eventuelt mere målrettet som medarbejder i en mindre erhvervsvirksomhed, der mangler noget filosofisk omtanke og videnskabsteoretisk input til at løse nogle praktiske problemer med at få virksomheden op i gear og ud på markeder i Afrika,uden at undertrykke nogen.

"Fremtidens taber har de fineste papirer"

Synes ellers der er meget fokus på ordet "taber" lige for tiden, taber af hvad, hvilket ræs?´. Hvad hvis man aldrig deltog og syntes at stræbere var kedelige typer,.. hvem bringer definitionen af taberen til det ræs vi alle skulle være med i et?, en mere stigmatiserende titel som "dovne Robert" folk nok helst vil undgå at få, derfor uanset hvad er det bare at passe ind i "normen", ikke falde udenfor, ikke blive bemærket for måske at blive kaldt taber eller nasser?

John Christensen

"Besynderligt at de veluddannede er tilfredse med det, jeg mener de burde da vide bedre?"

Det er de heller ikke. Men de har ikke noget valg.

Desværre er det afledt af den egoisme der medførte jobløn og personlige tillæg, fremfor aftaler om løn, arbejdstid, overtid, pension.

Det bedste en arbejdsgiver ved er en kandidat der lige har købt nyt hus, og venter barn nummer to.

Han kan loyalitetsbindes fordi han SKAL skrabe sammen til terminen. Han laver ikke ballade.

John Christensen

Erik Lang.

Akademikerne har et valg, men mange tør bare ikke tage stilling.

Jeg oplever det i den organisation hvor jeg selv arbejder.

Akademikerne tror de kan gå på vandet - og vælger derfor individuelle arbejdstidsaftaler, og individuel løn - og trodser dermed fællesskabet og de kollektive aftaler som velfærdssamfundet er bygget op på.

Når Akademikerne så pludselig ikke længere efterspørges - er vilkårene ødelagt for alle!

Styrkeforholdet under krisen er ikke umiddelbart til at ændre på dette forhold, men akademikerne ligger som de har redt op.

Vi andre har betalt deres fine uddannelser og SU, det er sgu for strengt!

Det er nok 35 år siden jeg hørte om begrebet "proletarisering af mellemlagene" første gang, og det var helt ærligt lidt svært at tro på, dengang i 70´erne.

Nu sker det for øjnene af os.

Dog ikke hurtigere end at et flertal (?) af akademikere formår at holde sig under radaren endnu.

I har bare fornægtet det i en tid, hvor det mere handlede om - at rage til sig i en fart.

Dorthe Klarskov Jørgensen

Du har virkelig en pointe, Simon Fancony. Og jeg synes, at det på mange måder er modigt af dig at gå imod konventionerne og fokusere på dit job fremfor vigtigheden af en kandidatgrad - på nuværende tidspunkt i hvert fald. Jeg selv har gennem hele min skolegang gjort alt det, man skal og bør. Ikke, at jeg fortryder det, men det har betydet, at jeg særligt i mit voksenliv har skullet lære at mærke efter, hvad jeg virkelig gerne VIL og ikke blot følge 'jeg bør' ifølge samfundets, politikernes og ikke mindst omverdenens holdning Når det er sagt, har jeg dog været meget glad for min musikvidenskabelige kandidatuddannelse, som helt sikkert er valgt med hjertet; for da jeg startede, vidste jeg godt, at jobsne ikke ville hænge på træerne.
Tak, fordi du hiver debatten frem i lyset; den er meget relevant i en tid, hvor de studerende presses gennem deres studier. Jeg spørger ofte mig selv, for hvem det er godt for - hvis det er godt for nogen...

Nikolaj Petersen

Carsten Halvorsen
Jeg vil nu til enhver tid anbefale unge mennesker at få sig en ordentlig uddannelse.
Og så synes jeg, at man efterhånden lader dumheden få alt for megen plads. Det kan godt være, at Dyne-Larsen og Flemming Østergård ikke har en eksamen eller en uddannelse, men hos dem er der da heller ikke noget at råbe hurra for.

her exluderer du 60% af den i dine øjne ignorante befokning tillykke!
Voltaire mente, at man skulle have det oplyste monarki, hvor der blev rådgivet af filosoffer som f.eks. Voltaire.
Dyne Larsen tja han har nu gjort mere end du selv nogensinde kommer til i dit liv...
ikke at jeg ophøjer hans bedrifter men resultatet af hans dedikation og arbejde derimod,
Don Dø ja ingen ord herfra han begravede sig selv

Fremragende artikel. Jeg er helt enig med konklusionen. Langt de fleste kan sagtens klare sig med en bachelor og en bachelor burde være en bredere akademisk uddannelse og ikke bare en forberedelse til master. Matematik på bachelor til humaniora og filosofi på bachelor til økonomi, fuldstændig som det er i blandt andet USA og Asien, hvor en bachelor da også er meget mere værd end i Danmark.

Dorthe Klarskov Jørgensen

Peter Hansen, jeg giver dig helt ret. Men vi kan ikke undgå at blive påvirket af vores omgivelser og kan derfor blive revet med og glemme at mærke efter, hvad det egentlig er, man VIL.

Sider