Læsetid: 8 min.

Guide: Sådan infiltrerer man en politisk bevægelse

Det er blevet afsløret, at flere end hundrede britiske politispioner fra 1968 og frem infiltrerede aktivistgrupper. Ved hjælp af veltilrettelagte fortællinger overbeviste betjentene ellers paranoide aktivister om, at de var ægte idealister. Med inspiration fra bogen ’Undercover’ leverer Moderne Tider her en manual til at gøre agenterne kunststykket efter
Moderne Tider
17. august 2013
Det er blevet afsløret, at flere end hundrede britiske politispioner fra 1968 og frem infiltrerede aktivistgrupper. Ved hjælp af veltilrettelagte fortællinger overbeviste betjentene ellers paranoide aktivister om, at de var ægte idealister. Med inspiration fra bogen ’Undercover’ leverer Moderne Tider her en manual til at gøre agenterne kunststykket efter

1. Ny identitet etableres

Som agent, der skal forberede en infiltration, skal du først og fremmest konstruere din nye identitet. Det starter med navnet, og her bliver du nødt til at vælge dit rigtige fornavn. Lige meget hvor god du synes, du er, er det for svært at lære at lystre et helt nyt navn.

Find et barn, som er død i en ung alder – gerne i udlandet, så det er sværere at finde spor – og overtag dets identitet. På den måde får du en fødselsattest og kan derudfra i de offentlige registre konstruere et nyt troværdigt livsforløb. Det er vigtigt, at der er et troværdigt papirspor efter dig i det offentlige, da aktivister kan være paranoide nok til at undersøge den slags via kontakter blandt offentligt ansatte. Navnet skal desuden være så almindeligt, at der er tilstrækkeligt mange, der hedder det, til, at det er svært at spore tilbage til dets oprindelse. Men det må dog ikke være så almindeligt, at det gør folk mistænkelige. Som en af de britiske agenter forklarer det:

»Green og Black er gode navne. Men du vil ikke have sådan et som Smith. Ligegyldigt hvad dit fornavn er, så vil det efternavn altid lyde falsk«.

Tag ud til det sted, hvor din nye identitet angiveligt er vokset op. Studer omgivelser, busruter og villaveje så du, hvis du bliver udspurgt om din opvækst, har en troværdig, detaljeret fortælling. Det er også vigtigt, at din nye identitet giver mulighed for, at du kan have en vis grad af privatliv uden for aktivistkredse. Det kan derfor være en fordel at opfinde f.eks. en dement far i den anden ende af landet, så du kan tage hjem til din kone og børn under påskud af at skulle besøge ham. Ellers kan et job som chauffør, gartner eller andet, hvor det er sandsynligt, at du skal rejse efter arbejde være praktisk. På den måde kan du opretholde dit familieliv nogenlunde parallelt med din undercoverrolle.

2. Første kontakt

En af de største udfordringer er at komme ind i politiske grupper i en relativt sen alder og uden hverken familie eller venner i miljøet til at introducere dig. Det er et ungdommeligt miljø, og det er sjældent, at folk får deres radikale vækkelse i slutningen af 20’erne eller begyndelsen af 30’erne. Et godt sted at starte er derfor til demonstrationer eller halvoffentlige møder. På den måde bliver du et kendt ansigt, og det bliver nemmere at sige hej til de folk, du gerne vil tættere på, når I har set hinanden et par gange. Men grundlæggende har du brug for meget mere for at bryde isen, og her kommer det modsatte køn ind i billedet.

En af de første spioner, der senere blev chef i den britiske spionenhed, indledte sin infiltration ved at chatte en ung kvinde op til en demonstration for dyrerettigheder. Han begyndte at se hende privat og køre hende rundt til demonstrationer, som de begge deltog i. De blev hurtigt kærester, og det blev hans nemme vej ind i de politiske grupper. En mand, der var politisk interesseret, gik til demonstrationer, blev forelsket og nu sammen med hende ville være mere aktiv – et glimrende cover.

Det betød ikke så meget om hendes aktivistgruppe centralt placeret eller ej, for det er nødvendigt for spioner at starte i det små. De fleste aktivistmiljøer er relativt lukkede, og det er selvfølgelig umuligt at komme direkte ind i de mere radikale dele af den politiske bevægelse, da der er for stor mistillid til udefrakommende. Derfor må du starte i ret små perifere miljøer, der aldrig kunne drømme om, at politiet skulle infiltrere dem. Derfra kan du bevæge dig langsomt videre i en proces, som kan tage flere år.

Hvis du forsøger at infiltrere et miljø, der aktivt arbejder på at få flere involveret i de politiske aktiviteter, er det også væsentligt ikke at virke alt for interesseret. Som en spion forklarer det: »Du bliver nødt til at lade dem komme til dig. Hvis du bare kommer og siger: ’Åh, jeg elsker venstrefløjen, jeg synes i alle sammen er vidunderlige’, så kan man lige så godt gå rundt med et skilt om halsen.«

3. Tillid og venskaber

Aktivistmiljøet er et tæt miljø, og derfor er det som udgangspunkt vigtigere, at være en, som de andre godt kan lide, end at udtrykke de helt rigtige ideologiske holdninger. Teknikken er at finde en kerneperson i gruppen, som man kan komme tæt på. Det kan være en, du bliver kæreste med, eller en anden person, som du koncentrerer dig om at opbygge et tæt venskab med. Hvis det ikke lykkedes at indgå venskaber, er missionen at betragte som forfejlet, og du vil blive trukket ud igen.

Det er ofte ikke nok at udtrykke sin radikalitet med ord. Det skal følges op af handlinger. Nogle har haft held til at komme op at slås med politiet til demonstrationer for at vise, at man mener det alvorligt. Men der er også muligheder for at gøre andre ting, der virker radikalt på de andre, men som ikke er særligt risikabelt. En tidligere spion, der var undercover som dyrerettighedsaktivist, havde f.eks. den vane at stille sig op ude foran slagterboder på markeder i London og verbalt chikanere de kunder, der skulle ind og købe kød. Han fortalte også de andre aktivister, at han havde lavede ulovlige aktioner alene ved f.eks. at hælde maling ud over en bil tilhørende direktøren for et laboratorium, som lavede dyreforsøg. En aktion, som de andre ikke kunne tjekke op på, men som fik ham til at virke mere dedikeret. En anden agent, der infiltrerede en antiracistisk bevægelse, var heldig tidligere i processen, hvor han i kantinen på universitetet overværede, at en kvinde blev udsat for racisme, og endte med at slå forulemperen ned. Optrinnet blev overværet af ham, han gerne ville tæt på, og kort efter blev han inviteret med til demonstration mod det britiske højreradikale parti BNP. Den slags muligheder skal opsøges.

Et andet trick, der kan gøre coverhistorien troværdig, er at opfinde hårde oplevelser i barn- og ungdommen og fortælle om dem til dine nye venner i aktivistmiljøet. Det kan for eksempel være en historien om din far, der døde i et biluheld, hvorefter din mor giftede sig igen med en mand, du ikke kunne sammen med. Derfor har du nu overhovedet ingen kontakt til din familie. De hårde historier fra barndommen er gode til at komme ind på folk og giver sympati fra folk på venstrefløjen – og er særligt effektive, hvis du vil forsøge at forføre kvinder. Det er dog væsentligt, at du kan fortælle så troværdigt om de hårde oplevelser, at du kan græde om nødvendigt. Et trick kan være at finde på noget, der minder om dårlige oplevelser fra dit virkelige liv. Hvis din rigtige mor for eksempel havde et alkoholmisbrug, kan du opdigte historier om din voldelige fars alkoholmisbrug. De ægte følelser for din gamle mormor, der var død af kræft, kan bruges til at fortælle troværdigt om din falske mors kræftsygdom. Begge historier kan bruges til at forklare andre elementer af din undercoverrolle: Den voldelige far er grunden til, at du er så god til at slås mod nazister, og morens kræftsygdom forklarer, hvorfor du må trække dig ud af miljøet for en periode.

4. Position i gruppen

Der er forskellige positioner internt i aktivistgrupperne, som er særligt gode at indtage som agent. Tommelfingerreglen er, at du skal være i stand til at have en vigtig funktion i organisationen, men du skal ikke hverken organisere eller lede den. At blive kasserer er en nem måde at få adgang til og overblik over gruppens økonomiske aktiviteter, men også mødereferent eller andet sekretariatsarbejde giver adgang til en omfattende viden om organisationen, uden at du behøver at foretage dig særligt meget. En anden fordel ved de praktiske opgaver er, at mange finder dem kedelige, og derfor får du respekt i gruppen for at tage dem på dig.

Du skal altid have enten en bil eller en varevogn til rådighed, så du kan blive ansvarlig for de mere logistiske opgaver. Biler er ikke noget, der findes i overflod i miljøet, så derfor bliver de hurtigt populære blandt andre aktivister. Bilen sikrer også, at du for det meste bliver informeret om og involveret i ulovlige aktioner som besættelser eller lignende, fordi den bliver brugt til at transportere folk og materialer. Det lykkedes f.eks. en tidligere agent at blive ansvarlig for hele logistikken i forbindelse med opbygningen af den alternative protestlejr til G8-topmødet i Skotland – som var en topprioritet for politiet at få informationer om. Ved at skaffe toiletter, presenninger og andet grej fik han overblik over indretningen af lejren, sad med til de fleste planlægningsmøder og lærte en masse mennesker at kende.

Det smarte ved at løse praktiske opgaver er også, at du slipper for at tale for meget ideologi, men kan påtage dig en identitet som en, der bare fikser ting i stedet for at sidde og snakke om det. Netop de tungere snakke er ofte noget, der volder problemer for de agenter, som infiltrerer de mere teorifokuserede grupper med faste studiekredse i Marx, Lenin og Trotskij. For det første fordi det kan være utroligt kedeligt, og for det andet fordi der er stor risiko for at falde igennem i diskussionerne. En mulighed her er at lyve sig ordblind og dermed slippe for den del.

5. Exit

Uden videre forlade en gruppe mennesker, du er blevet gode venner med, har hængt ud med dagligt og haft sex med, er ikke nemt. Rent personligt har det vist sig svært for tidligere agenter, men også selve forklaringerne kan være problematiske. For det første fordi de pludselige forsvindinger er noget af det, der gør aktivisterne mest mistænksomme. Lige pludselig begynder de at spørge sig selv og hinanden: Var der egentlig nogen, der kendte hans familie? Har han introduceret os for nogen af hans venner uden for det politiske miljø, som vi kan bruge til at komme i kontakt med ham? Særligt hvis du efterlader dig ekskærester eller andre med tætte følelsesmæssige bånd, er der risiko for, at der vil blive investeret ressourcer i at finde frem til dig for at søge efter forklaringer. Kærester eller nogle af aktivisterne, der er dine særligt betroede, spiller en vigtig rolle, fordi der skal være nogen tilbage til at forklare din forsvinding overbevisende over for resten af miljøet.

Hvis det er lykkedes dig at komme langt nok ind i de radikale politiske kampagner til, at du har kunnet tippe om ulovligheder, og det fører til anholdelser, skal du retfærdiggjort, at du er den i gruppen, der slipper væk fra politiet. En tidligere agent fik anholdt to dyrerettighedsaktivister og arrangerede efterfølgende en falsk ransagning hos sig selv og en af de kvinder, han var sammen med. Derefter kunne han forklare sin afrejse: at flygte fra politiet er noget, som de fleste fra aktivistmiljøet forstår.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Det må da komme bag på de fleste?