Den brede offentlighed fik sit første glimt af den mand, der nu sidder på magten i Brøndby IF, Aldo Petersen, i begyndelsen af 1986, da han som handelshøjskolestuderende trådte frem i fjernsynet for at fortælle om det investeringsfirma, han drev med nogle ungdomsvenner. Formueekspressen hed det.
Med sloganet »Hop med på Formueekspressen« opmuntrede det småsparere til at begive sig ud i investeringsverdenen.
Det var i midten af 80’erne, Schlüter var ved magten, yuppierne holdt hof på Café Victor, økonomien buldrede fremad, og selv småkårsfolk omdannede sig til spekulanter og ønskede at få del i de gode tider.
Og det gik da også rigtig godt med Formueekspressen, indtil det ikke gik mere. Firmaet mistede millioner, da markedet vendte i slutningen af 1986. Småsparerne tabte deres indskud. Ekstra Bladet gik på krigsstien. Og i pressen blev Aldo Petersen fremstillet som selve billedet på de brølende 80’ere, på mantraet om hurtige penge, dyre rejser og det sorgløse liv på caféerne i Indre By.
Selv har Aldo Petersen beskrevet det, han betragter som sin brændemærkning i pressen, således:
»Og hvem er der fra 80’erne? Der er Riskær, der er Stiedl (Bjørn Stiedl, dømt selskabstømmer, red.), og der er (Aldo) Petersen. Der er ikke så mange, man kan hænge et helt symbol op på: at 80’erne skulle have været dekadencens og yuppiernes tid. Det skulle dreje sig om, at alle vi, der arbejdede inden for den branche, hang på café og drak champagne og scorede damer hele natten. (…) Sandheden er, at det var der masser af, men sandheden er også, at der var masser, der knoklede deres røv i laser for at prøve at skabe noget nyt og tjene nogle penge. Og vi hørte til de sidste.«
På forkant med en optur
Ordene faldt i bogen Spillet om FCK, som journalisterne Christian Thye-Petersen og Kasper Steenbach udgav for nogle år siden. Aldo Petersen figurerede i den bog, fordi han i midten af 90’erne blev en central spiller på den københavnske fodboldscene. Fra sin udkigspost som lejer af en af virksomhedslogerne i Parken og som fast gæst til FCK’s hjemmekampe begyndte han nemlig at vejre, at der var nye vinde på vej i dansk fodbold. Transfersummer, tv-aftaler og sponsorkontrakter boomede og førte store penge med sig ind i sporten. Aldo Petersens aldrig slumrende forretningsinstinkt fortalte ham, at her var en chance for at tjene penge på et nyt marked.
Han engagerede sig i kampen om magten i FCK, der på det tidspunkt var en sportsvirksomhed i internt kaos, og gennem en serie komplicerede intriger fik han anbragt sin gode ven Flemming Østergaard i klubbens direktørstol.
Hans manøvrer indbragte ham tilnavnet FCK’s kongemager. Og under Don Ø’s ledelse – og med Aldo Petersen som vigtig medspiller i bestyrelsen – løftede FCK sig til positionen som landets stærkeste fodboldklub. Men selv om de sportslige resultater var vigtige, var det primært de forretningsmæssige aspekter, der drev Aldo Petersens engagement i klubben. Som FCKs tidligere direktør Karsten Aabrink siger i Spillet om FCK:
»… det var det, jeg godt kunne lide ved Aldo – at han fra starten sagde: Når jeg lægger de her penge, så er det, fordi mit sigte med FC København er at få dem på Børsen, så jeg kan tjene pengene x antal gange ind igen. Han sagde fra første øjeblik, at han var købmand, og at han gik ind i FC København, fordi han så det som en god forretning.«
Og det er samme forretningsinstinkt, der nu har ført den gamle guldflipper fra Formueekspressen ud på Vestegnen, hvor han er blevet bestyrelsesformand og storaktionær i Brøndby.
Han har forsøgt at vinde magten i klubben før. Tilbage i 2007 var han sammen med erhvervsadvokaten Karoly Németh, Navision-milliardæren Erik Damgaard og serieiværksætteren Peter Forchhammer en del af en gruppe investeringslystne lykkeriddere, der med Peter Schmeichel som galionsfigur prøvede at overtage aktiemajoriteten hos de blå-gule. Brøndbys daværende direktør Per Bjerregaard betragtede (helt korrekt) initiativet som et forsøg på fjendtlig overtagelse og drev anslaget tilbage. Men da Aldo returnerede i foråret i år, havde Bjerregaard ikke længere styrken til at forsvare sig, så den tidligere investor i FCK kunne trumfe sin vilje igennem. I dag er han ubestridt den stærke mand på Vestegnen.
Hans magtovertagelse har skabt nervøse trækninger i Brøndbys fanskare, der til trods for klubbens nedtur stadig skal tælles i hundredetusinder på landsplan, for udover at blive forbundet med sin tid hos rivalerne på Østerbro er Aldo Petersen også kendt for sit medlemskab af den såkaldte milliardærklub, som var en løsere sammenslutning af risikovillige investorer, der under opturen i 00’erne ofte mødtes på golfrejser eller til frokoster i det private restaurationslokale oven på Café Victor, hvor de satte gang i allehånde aktiviteter af mere eller mindre flyvsk karakter.
De fleste af klubbens medlemmer har – med Erik Damgaard i spidsen – efterfølgende tabt store summer under finanskrisen. Men Aldo bevarede skindet på næsen, da milliardærklubbens korthuse styrtede sammen, og det fortæller, at han trods sin guldflipper-fortid og sine relationer til den farverige del af erhvervslivet er en mere konservativ og tilbageholdende investor, end man umiddelbart skulle tro.
Brøndbys potentiale
Aldo Petersen har bygget sin karriere og sin private formue på at skelne gode investeringsobjekter fra dårlige. Og netop heri kan Brøndbys tilhængere finde en vis trøst. For når en mand som ham beslutter sig for at investere sin tid og sine penge på Vestegnen, kan det tages som en indikation af, at klubben – trods krise på grønsværen, slagsmål i kulisserne, ballade på tribunerne og sponsorflugt – stadig rummer potentialet til at blive et af landets bedste hold. Og det er dette potentiale, Aldo Petersen er kommet til Brøndby for at realisere. For ham er fodbold en forretning. Det var det for ham i FCK, og det bliver det i Brøndby. Det handler om, at han skal have forrentet sin investering. Det bliver ikke nødvendigvis kønt.
Offentligheden har allerede fået en forsmag på Brøndbys nye metoder med Aldo Petersens udmelding om, at klubben har finansieret nogle af sine spillerindkøb denne sommer ved hjælp af player-sponsorater – de såkaldte third-party ownerships – som er en måde, hvorpå man skaffer kapital på transfermarkedet ved at etablere en konstruktion, der giver eksterne investorer rettighederne til de indkøbte spillere.
Metoden er omdiskuteret og i visse lande forbudt, fordi den indskrænker klubbernes råderet over spillerne og undergraver deres mulighed for at tjene på videresalg, men det er en hurtig måde at trække aktører til klubber med en svag økonomi.
Og en svag økonomi det har Brøndby. Klubben på Vestegnen mangler en hovedsponsor, tjener for få penge på den daglige drift og har en kæmpe gæld. Desuden fremstår førsteholdstruppen som nærmest ribbet for salgbare emner.
Aldo Petersen har selv sammenlignet situationen med det kaos, han oplevede, da han trådte ind i ledelsen af FCK i midten af 90’erne. Og man må formode, at han vil bruge alle sine kreative forretningstalenter på at trække Brøndby op af sumpen i de kommende år.
Hvis det lykkes for ham, vil han – udover at tjene en masse penge – utvivlsomt modtage de lige nu ganske skeptiske Brøndbytilhængeres uforbeholdne hyldest. Men det må betragtes som skæbnens ironi, at lige netop Brøndby – en klub, der altid har prioriteret kollektivet, sammenholdet og de fællesskabsorienterede værdier højest, og som har været så forankret i Vestegnen, at deres tidligere direktør ved en lejlighed opfordrede klubbens tilhængere til at stemme socialdemokratisk – nu skal reddes af guldflipperen fra Formueekspressen; manden, der i mange år var selve ansigtet på grådighedens og egoismens årti.
Politics make strange bedfellows, lyder en vending fra amerikansk politik.
Det gør fodbold tydeligvis også.
