Læsetid: 7 min.

Kampen mod global opvarmning må vente

I 2050 når verdens befolkningstal over ni milliarder, hvoraf næsten halvdelen vil tilhøre den urbane og kaloriebegejstrede middelklasse. For at mætte alle disse munde skal landbrug og fiskeri fordoble deres fødevareproduktion, og det kan godt lade sig gøre – hvis politikere og medier ophører med at fiksere så meget på klimaforandringerne, siger professor Peter Rogers fra Harvard University
Sult. En ting er, at der frem mod 2050 bliver 2,4 mia. flere munde at mætte på kloden. Et endnu større problem er, at fire mia. mennesker forventes at flytte ind til byerne og indtage kalorierige og ressourcekrævende færdigretter.

Randy Olson

3. august 2013

Klimaforandringerne er skam alvorlige, understreger Peter Rogers, det er slet ikke det. Verden står bare over for et andet problem, som er endnu mere påtrængende: hungersnød i enormt omfang.

»I 2050 vil verdens befolkning været vokset til 9,4 mia. mennesker – fra 7 mia. i dag. Med mindre vi snarest muligt erstatter de små og ineffektive landbrug i udviklingslandene med mekaniserede storbrug, som vi har i USA, Europa og Brasilien, vil det være umuligt at brødføde så mange mennesker,« siger Rogers, Harvard-professor i miljøteknik og ingeniørvidenskab.

Han er født og opvokset i et arbejderhjem i Liverpool i 40’erne og 50’erne. Livslang socialist kalder han sig selv. Samtidig er han overbevist om, at det private initiativ vil komme til at spille en uundværlig rolle for løsningen af vor tids største problem: Hvordan verden skal fremstille nok fødevarer til en hastig stigende befolkning.

»Det kan kun store, privatejede og mekaniserede landbrug gøre,« siger Harvard-professoren.

For den britisk-amerikanske akademiker opstår ideer til løsning af øjensynligt uoverkommelige problemer ved at rejse ud og se for sig selv. Derfor har Rogers tilbragt en del af sine over 40 år på Harvard University på opdagelse i den tredje verden.

»Det har været fundamentalt vigtigt for mig at komme væk fra de akademiske kredse og opleve udfordringerne på nært hold,« fortæller han en sommerdag på sit kontor i Harvards Division of Engineering and Applied Sciences, hvor han også har forsket og undervist i byplanlægning.

Rogers kaster anekdoter af sig om sine mange rejser og ophold i tredjeverdenslande.

I begyndelsen af 1970’erne besøgte han f.eks. fattige risdyrkere i Bangladesh med sin universitetskollega, Roger Revelle, professor i befolkningsstudier på Harvard University.

»I Bangladesh ejer den typiske risdyrker højst en hektar land, ofte meget mindre. Jeg husker en bonde; han var lille, tætbygget og muskuløs og vejede godt og vel 45 kg. Min Harvard-kollega Revelle var en kæmpe. Han var to meter høj og vejede 120 kg,« fortæller Rogers.

Den henholdsvis slanke og korpulente skikkelse var ikke den eneste kontrast mellem bengali-bonden og amerikaneren. Professor Revelle var nemlig indehaver af en kæmpe farm i Imperial Valley – et ørkenområde i det sydøstlige Californien, hvor markerne allerede dengang blev kunstvandet med store overrislingsanlæg.

»Revelle fortalte bengali-farmeren, at hans nettoindtægt fra at opdyrke 800 hektar landbrugsjord i Imperial Valley var 200.000 dollar om året, altså 250 dollar pr. hektar. Så han sagde: Hvis du blot havde den samme teknologi til rådighed, som jeg har i USA, ville du ikke have nogle økonomiske sorger. Du ville kunne bekoste uddannelsen af dine børn.«

Rogers tilføjer:

»Det var en utrolig øjenåbner for mig at opleve dette møde mellem to landbrugere, hvor den ene måtte slide som en slave for at overleve fra dag til dag, mens den anden samtidig kunne være professor på Harvard og øge sin indtægt med 200.000 dollar om året uden at skulle arbejde særligt hårdt.«

Klimaet kan vente

En universel indførelse af storbrug er naturligvis kun et af flere elementer, der skal til for at afværge underernæring og hungersnød i Afrika og Asien i 2050 i et omfang, som mennesket næppe vil have oplevet i sin lange historie på Jorden.

I dag går en mia. mennesker sultne i seng hver aften. Om blot 40 år kan det tal være mangedoblet og skabe uforudset økonomisk og politisk kaos. Set i det perspektiv mener den 75-årige professor emeritus, at vestlige politikere og medier prioriterer galt ved at sætte mere fokus på klimaforandringerne end på den lurende fødevarekrise.

»Klimaforandring er et meget vigtigt emne at håndtere. Men det er ikke nær så akut en udfordring som fødevarekrisen. Alle modeller viser, at konsekvenserne af den globale opvarmning først for alvor dukker op i 2100, mens det andet problem – hungersnød af hidtil ukendte dimensioner – skal løses inden 2050,« siger han.

»Vi har altså mere tid til at udvikle alternative energikilder og afbøde nogle af de værste følger af en opvarmning på mellem to og fire grader celsius. Jeg tror, vi kan tilpasse os. Men det ville være en fatal fejl at satse alle ressourcer på klimaet nu og underprioritere de udfordringer, vi står overfor på fødevarefronten.«

Sagt på en anden måde: Verden går ikke under, hvis politikere og erhvervsliv i de næste 40 år satser flere penge på at udnytte ressourcer som jord, vand og gødning mere intensivt til at fordoble fødevareproduktionen end på at stoppe den globale opvarmning.

»Hvis det lykkes at ernære 9,4 mia. mennesker i 2050, er der nemlig stadig 50 år tilbage til at satse stort på at stoppe den menneskeskabte klimaforandring og tilpasse sig følgerne af opvarmningen,« påpeger professor Rogers.

Umiddelbart lyder professorens profeti som en – ja, hypotese. Men Rogers er langt fra ene om at blæse i hornet og varsle fødevareknaphed, hvis de politiske beslutningstagere, virksomhederne og medierne ser sig blinde på klimaet og undlader at tage udfordringen at brødføde 9,4 mia. mennesker i 2050 op. Det er en problemstilling, som flere og flere forskere inden for miljø, klima og landbrug er blevet opmærksomme på.

Hovedproblemet er egentlig ikke en forventet befolkningstilvækst fra 7 til 9,4 mia. mennesker – altså 2,4 mia. flere munde at mætte på Jorden. Det i sig selv bliver en stor opgave. Endnu mere udfordrende bliver det, at fire ud af planetens i øjeblikket syv mia. mennesker kommer til at indtage dobbelt så mange kalorier i 2050.

»Det vil ske i takt med, at tre mia. flytter fra land til by i Asien og en mia. gør det samme i Afrika og Latinamerika. Deres diæt vil blive drastisk ændret. De vil gå over til forarbejdet mad købt i supermarkeder og fastfood, hvilket kræver dobbelt så meget vand at fremstille som de fødevarer, de fortærede som landboere,« forklarer Harvard-professoren.

Konklusionen ligger lige for: Det vil kræve en fordobling af verdens nuværende fødevareproduktion at brødføde de 2,7 mia. nye munde og mætte de finere ganer blandt den nyopståede middelklasse og de fattige beboere i fremtidens megabyer i Asien, Afrika og i mindre grad i Latinamerika.

Intet mirakel

Hvordan udretter man sådan et mirakel på bare 40 år? Hvordan gør man det, når to uundværlige ingredienser, jord og vand, er konstante størrelser? Udfordringen kompliceres ydermere af, at dyrkningen af flere afgrøder samt grøntsager og frugt vil kræve mere energi og derfor belaste klimaet yderligere.

»Den almene opfattelse er, at landbruget er ansvarlig for mellem 17 og 25 pct. af udledte drivhusgasser. Hvis fødevareproduktionen fordobles, gør det virkeligt ondt på klimaet,« fastslår Peter Rogers.

Den gode nyhed er, at eksisterende teknologi og dyrkningsmetoder kan bruges til at fordoble fremstillingen af levnedsmidler. Det kræver blot politisk vilje, store investeringer og radikale forandringer af landbrugsøkonomien.

»Det første vigtige skridt er at erstatte alle de små brug i udviklingslandene med mekaniserede storbrug. Det er politisk umuligt, medmindre vi finder en måde at beskæftige alle de ledige bønder på,« siger Rogers.

En idé, Rogers og en arbejdsgruppe knokler med, er at få regeringer til at ekspropriere f.eks. 40.000 hektar landbrugsjord. De 30.000 hektar sættes af til store agrovirksomheder, som dyrker traditionelle afgrøder med vandingsanlæg og satellitstyrede traktorer.

De tilbageblivende 10.000 hektar anvendes til at dyrke grøntsager og frugt, hvilket er et langt mere arbejdsintensiv sektor. Det kunne gøres ved at oprette landbrugskooperativer. Ideelt ville det beskæftige de ledige landmænd.

Det næste problem, der skal løses, er transporten af frugt og grøntsager.

»I USA, Europa og store dele af Latinamerika fungerer transport fra marken til markedet helt fantastisk. Man ved, hvordan råvarerne skal nedkøles og lagres og transporteres til forbrugerne via et avanceret transportsystem, inden de går i fordærvelse. I Asien og Afrika er man slet ikke nået så langt,« fortæller professor Rogers.

»Kun når varerne når frem til forbrugeren i tide, virker systemet effektivt uden spild. Derfor skal der satses på at skabe et bedre transportnet i Afrika og Asien,« påpeger Rogers.

Vandknapheden

Den helt store hovedpine bliver knaphed på vand. Sidste år regnede professoren på vandbehovet i 2025 i de ti største megabyer i Asien, hvortil hundrede mio. af mennesker vil vandre og begynde at spise mad med flere kalorier i.

»Byplanlæggere bryder deres hoveder med at finde nok vand til at drikke og til sanitation, men den egentlige udfordring er at finde tilstrækkelig vand i byernes opland til at fremstille de nødvendige fødevarer. Min konklusion er, at efterspørgslen på vand i disse ti megabyer vil blive tidoblet i 2025,« fortæller Peter Rogers.

Igen kommer professoren tilbage til behovet for at satse på store brug med højt udviklede vandingsanlæg og dyrkningsmetoder.

»Hvis man i asiatiske lande brugte vestlig landbrugsteknologi, der bl.a. kræver mindre kunstig gødning end i Kina, ville vi have nok vand.«

En sidste vigtig ingrediens i løsningen af den lurende fødevarekrise vil ifølge professor Rogers blive indførelse af fire fremfor to afgrøder pr. år.

»Det er man allerede begyndt at eksperimentere med i USA. Selv i Indien har jeg mødt driftige landmænd, som skaffer nok energi og vand til fire afgrøder,« siger Rogers.

Men uden politisk vilje og forbrugeres og producenters villighed til at betale for f.eks. vand og elektricitet, der er gratis mange steder i udviklingslandene, vil det hele være omsonst.

»Vi har brug for lederskab på alle niveauer,« konkluderer Harvard-professoren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bo Rosenkilde
  • Niels Bent Johansen
Bo Rosenkilde og Niels Bent Johansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jacob Mathiasen

@Christian Holm: Det er ikke svært at finde dokumenteret erosion og forarmning samt forurening af landbrugsjord.

Søg og du skal finde.

Og jo: Vi nærmer os punktet, hvor udvindingshastigheden for fossile brændstoffer vil være nedadgående.

Konventionelle fossile brændstoffer er allerede nedadgående - faktisk præcist, som beregnet.

Madpriserne er til dels steget fordi man har omlagt landbrug til biofuel produktion - til dels fordi ukonventionelle fossile ressourcer skal være rentable.

Vil du være sød at dokumentere at vi ikke nærmer os toppunktet for fossile brændstoffer? Så skal jeg nok påvise, hvor kæden hopper af for dig.

Vi kan starte med jp.dks. propaganda artikel om "et nyt saudi arabien i usa", hvor de taler om shale-oil og lignende. Saudi Arabien har de eneste ægte super-giant felter i verden, som blev fundet tilbage i 1950erne såvidt jeg husker. De har leveret olie lige siden. P.t. udvindes der 10Mbo per dag - men i stigende grad er det heavy oil og ikke sweet light crude. - Dette er slet ikke samme kvalitet og et krisetegn. Hvis man havde rigeligt af det gode forsatte man med dette. Bla. derfor hænger dit argument ikke sammen med at OPEC har reduceret output.

Og prisen på olie var i 1998 omkring 15$ per tønde. I dag er den cirka 110$. Hvor højt skal prisen presses op tror du?

Sider