Interview
Læsetid: 5 min.

Man kan ikke sige: ’Jeg elsker dig lavt’

Med sin lille bog ’Kostelige kvinder’ søger professor Lars-Henrik Schmidt at skrive filosofisk på en anden måde end den gængse. Og det involverer kvinden
Ligestilling. Ligestillingsproblematikken kan reguleres retsligt. Men den er ikke afviklet på dannelsesniveauet, og det er der, konflikten nu udspiller sig, siger Lars-Henrik Schmidt.

Tine Sletting

Moderne Tider
31. august 2013

Kostelige kvinder handler om de kvinder, Lars-Henrik Schmidt har kendt, farmoren, moren, datteren, søstrene, hans koner, veninder, elskerinder etc. – kort sagt kvinder.

Forlaget betoner den store tragedie, at Lars-Henrik Schmidts første kone døde pludseligt, uden at dødsårsagen kunne fastslås. Det spiller naturligvis en rolle i bogen, kvinderne i hans liv må nødvendigvis inddrage ham selv, men kun selektivt, i glimt, siger han. Først og fremmest har Lars-Henrik Schmidts ærinde været at prøve at skrive filosofisk på en anden måde end den gængse.

»Jeg prøver at forklare, at nogle spørgsmål er større end andre; at spørgsmålet ’Elsker du mig?’ er større end Kants spørgsmål om, hvad mennesket er, eller spørgsmålet om hvad der er sikker viden. Her er spørgsmålet om kærligheden med tiden blevet det vigtigste for os. Vi er, som verden ser ud, usikre. Man er angst, usikker, fortvivlet, hvis man spørger ’Elsker du mig?’, sikkerheden ligger i at kunne sige, at man er eller har været elsket. Tidligere var sikkerheden overladt til religionen eller til spørgsmålet om, hvorvidt subjekt og objekt stemte overens.«

»’Elsker du mig?’ går også forud for næstekærlighedsbuddet, ’Du skal elske din næste som dig selv’. Det er egentlig et narcissistisk bud, det kræver en gensidighed mellem at elske og blive elsket. Det er ikke så radikalt som det åbne spørgsmål, hvor tvivlen bliver anbragt på den plads, der tilkommer den.«

— Du skriver, at filosofiens genstand ganske vist ikke er kvinden, »men straks en genstand træder frem, får den navn af kvinde.« Hvordan hænger det sammen med det, du siger her?

»De kvindelige skikkelser er idehistoriens iscenesættelse af visdom: Hebe, Juventa, Vera, Sophia, Fortuna, det er på den måde sandheden får navn af kvinde. Det er ikke så mærkeligt, at filosofien bruger kræfter på at beskrive kvinden. Jeg tager for gode varer, at det er den måde, man i filosofihistorien priser sandhed og kostbarhed på, og det mener jeg egentlig, at kvinderne burde være glade for!«

Det, kvinden repræsenterer i filosofien er veracitet snarere end sandhed, præciserer Lars-Henrik Schmidt: »enheden af troværdighed, sanddruhed og oprigtighed.«

»Men i dag er veracitet erstattet af sandsynlighed.«

— Historisk set beskriver du kvindens udvikling som en bevægelse fra at være et køn til at være et retssubjekt og til i nutiden mere og mere at tabe interesse for manden. Er kvindeemancipationen en forfaldshistorie, set fra mandens side?

»At blive beskrevet som retssubjekt er en karaktermaske. Man mister noget, som derefter skal genvindes i det personlige, men det er noget, man først kan finde bagefter, først bagefter kommer kampen for at tilegne sig en identitet. Man kan vinde ligestillingen, og det er vi godt på vej til, men der er andre kønsmærkninger, der stadig er krænkelser.«

Kvindens epoke

Det er imidlertid et stadium, vi er på vej ud af, mener Lars-Henrik Schmidt.

Den epoke, vi befinder os i, bliver kvindens epoke, siger han, »men det er døtrene, ikke mødrene, der har førertrøjen på. Og det er ikke forudset i den måde, vi har opfattet ligestilling på.«

— Hvad er forskellen på mødre og døtre?

»Døtrene har ikke sønner! Den klassiske ødipuskonflikt, hvor mor og søn holder sammen mod faren, mister betydning. De, der tidligere har været bestemt ved at være nogens søstre eller døtre, indtager nu selv scenen.«

Lars-Henrik Schmidt illustrerer problematikken med Shakespeares King Lear, hvor Lear abdicerer og overdrager magten til døtrene. »Lear har ikke en kone. Og narrens bemærkning lyder, at han har gjort sine døtre til sine mødre.«

»Jeg kan se en ende på ligestillingsproblematikken, for den kan reguleres retsligt. Men den er ikke afviklet på dannelsesniveauet, og det er der, konflikten nu udspiller sig. Konflikten udspiller sig mellem det kulturelle moderbillede og datterbilledet, men det er sønnerne, det går ud over, fordi der ikke længere er brug for dem.«

Ligestilling og ligeværd

— Når du taler om dannelsesniveau, tænker du så på, at kvinderne i dag bliver bedre uddannet end mændene?

»Det store problem er, at sønnerne på de moderne præmisser vil blive dårligere uddannet end døtrene på grund af deres kulturelle dispositioner. Der er ikke tale om biologi, men om forskellige typer af magtstrategier. Jeg skelner mellem viljen til sejr og viljen til at undgå nederlag, mellem the pursuit of happiness og the protection of property, hvor jeg ser det første som den mandlige, det andet som den kvindelige tendens. Sagt mere psykologisk, så er der nogle, der vælger at tage flere chancer, og andre, der vælger at sikre mulighederne. Det sidste er kvindens vej, og det er den vej, vi går, de kvindelige præferencer vinder frem. Men udviklingen er ikke bundet i biologisk køn, der er tale om en kulturhistorisk tendens.«

»Nogle skævheder i ligestillingen skal selvfølgelig stadig rettes op,« fortsætter Lars-Henrik Schmidt, »men det, der kan bekymre, er, om ligestilling forveksles med ligeværd. Ligeværd eksisterer ikke; det, der findes, er lige rettigheder. Hvis man fortæller børn, at de alle er lige dygtige, snyder man dem ikke engang, børnene finder selv ud af, at det ikke er tilfældet.«

— Du skriver også, at begrebet om køn kan erstattes af noget andet, men så vil vi bare bruge dette andet til at skelne mellem køn, for det er et tegn for forskel, der er vigtigt?

»Ja, det er en del af dannelsesprocessen, at køn er noget, man kan lave om på, hvis man ønsker det. Men jeg er skrækslagen over, at mænd skal have kvindelige træk, bogen er også en rebellion fra min side,« erklærer Lars-Henrik Schmidt.

»I det helt store perspektiv, er vi en art, der er til kønnet formering, og det var det, der tidligere gav sikkerhed for tilstrækkelig diversitet. Men snart får vi en generation, som er født af én! Den teknologiske udvikling har gjort det muligt, og flere og flere kvinder får børn uden en far. Det bliver til, at vi har vores oprindelse i én kilde, og dermed kan vores afstamning i en tokønnet herkomst ende med at blive truet. Det er et problem, vi ikke forsøger at løse, og jeg er jeronimusagtigt bekymret over, at det ikke bekymrer folk. Vi tror så usvigeligt på det teknologiske fremskridt.«

Sikkerheden

»Men først og fremmest søger vi sikkerheden i kærligheden, og kærligheden er ikke i ligevægt, for vi elsker ikke hinanden lige meget. Alligevel kan man kun sige ’jeg elsker dig højt’, man kan ikke sige ’jeg elsker dig lavt’.«

»Vi leder efter punktet, hvor sikkerheden er,« fastslår Lars-Henrik Schmidt og fortæller, at han af den grund har interesseret sig for Marquis de Sade. Marquis’en gik ind for smerten, fordi den var sikker.

»For ham var det vederstyggelige, at man kan simulere lysten. Men det kan man ikke med smerten, den kan man være sikker på. Spørgsmålet er ikke, hvilken sikkerhed, vi kan opnå, men om der er noget, der er sikkert.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Mange mænd er skrækslagne og gør oprør, fordi de tydeligvis har misforstået noget.
Jeg ved faktisk ikke hvad der menes med ”kvindelige træk”. Og jeg tror ikke jeg kender en eneste feminist, der ønsker at mænd skal have kvindelige træk.

Kostelig titel - ”Kostelige kvinder” – tvetydigt adjektiv, kostelig i betydningen koster meget, højt værdsat eller måske ligefrem herlig morsom – for ikke at antyde, at kvinder er nogle man kan koste rundt med – men dét er nok ikke forfatterens dristige mening – flertallet ville nok have en tilbøjelighed til at vælge den førstnævnte – herunder især de lykkelige fraskilte mænd – hvor det sidstnævnte sandsynligvis kun forekommer i sociale ghettoer af forskellig observans …

Interessant er det, at nærværende altid læseværdige mandlige forfatter ikke kan få sig selv til at nævne fru Xantippe Sokrateskone som filosofisk rollemodel – men hvad er manden? …

Manden er et menneske, der arbejder. Med dette arbejde ernærer han sig selv, sin kone og sin kones børn. Alle de egenskaber hos manden, som er til nytte for kvinden, kalder hun mandige og alle, som ikke gavner hende eller nogen anden, kalder hun kvindagtige …

En mands ydre fremtoning vil derfor kun finde anerkendelse hos kvinderne, når den er mandig, dvs. når den passer til mandens eneste eksistensberettigelse, arbejdet, og er således, at han til enhver tid kan opfylde et hvilket som helst krav, der måtte blive stillet til ham – ud over naturligvis de ægteskabelige forpligtelser, hvis dette skulle gå hen at blive aktuelt – af og til …

Mon ikke det meste af de nutidige mandlige skriblerier om liggestilling og liggeværd i bund og grund handler om nogle mandlige intellektuelles latente og psykologisk opdaterede begreb om kastrationsangst – kvinderne kommer! – men det mærker man ikke så meget til uden for elitemiljøerne eller har opdaget endnu – dér er alt som regel endnu ved det gamle – stadig tvekønnet formering via missionæren – men med samfundsudviklingen på vej mod et regimente af kostelige - hermafroditter … :-)

Marianne Mandoe

Øøøøjjjj hvor må jeg være ukvindelig..... :-P
For jeg er da konkurrenceminded så det klasker, og ting er bare ting.
Gad vide om jeg nu vælter hele hans verdensbillede om "køn" eller om jeg kan afskrives som en raritet???
Også selv om de fleste kvinder jeg kender nok er ligesom jeg. :-)

Inger Sundsvald

Næ, nej, Marianne, det betyder bare, at da alle ikke er lige meget værd, er du mere værd end visse chauvinister – mere værd end dem som foretrækker det sikre navlepilleri, frem for det mere usikre, udadvendte og spændende.

Inger Sundsvald

At en lille pige ikke er lige så meget værd som en lille dreng, får ungerne indpodet fra børnehaven, hvor en lille dreng ikke skal opføre sig, så nogen kunne tro at han var en pige, for dét var dog det værste at blive beskyldt for.

Når det går op for pigerne/de unge kvinder, at de ikke regnes for ligeværdige, så kan jeg sådan set godt forstå, hvis de beslutter sig for at køre deres eget løb. Hvorfor træde tilbage, og give plads til de unge mænd, som åbenbart ikke af sig selv kan stå distancen og være ligeså dygtige som pigerne uden at få ekstra hjælp til at kunne magte at indtage deres ”naturlige, kulturelle” overlegne plads i hierarkiet?

Ifølge Lars-Henrik Schmidts logik er alle ikke lige ’dygtige’ = ’lige meget værd’. Men som det ser ud nu, med at kvinderne bliver bedre uddannede end mændene, så ligger de jo som de selv har redt og må indtage den ledige plads for de uligeværdige.

Heinrich R. Jørgensen

De såkaldte 'kønsdebatter' er meningsløst kaudervældsk, så længe ingen gider gøre sig den umage at definerede hvad der menes med 'køn'.

Menes der 'sexus' (den biologiske forskel mellem han og hun, som kendetegner organiske livsformer, for såvel det animerede som det vegeterende)? Eller menes der 'genus', den grammatiske/sproglige kategorisering af hvad som helst, i arbitrære og abstrakte kasser, såsom godt/skidt, statisk/dynamisk o.m.a.)?

For slet ikke at nævne den tredje association som ordet 'køn' ofte har, nemlig som et synonym til skøn og smuk. I øvrige ord, der egentligt ikke angår personers ydre kendetegn, men navnlig personers indre kvaliteter. Selv blandt de mange, der tror at smukke mennesker handler om deres ydre fremtoning, burde de fleste formodentligt kunne fatte den substantielle forskel på udtryk såsom at 'have et smukt ansigt' og at 'være et smukt ansigt'. På den anden -- hvis den slags var alment forstået, må man formode at den parlamentariske sammensætning var meget anderledes...

Heinrich R. Jørgensen

Feminister i de tidligere 1960'er argumenterede for at de sproglige konventioner (sprogets brug) i vid udstrækning stigmatiserer kvinder og 'det kvindelige'. Det var (og er) sandt, men det var jo ikke ord som 'formand' der var repressive. Ordet 'mand' var tidlige en reference til en artsbetegnelse for hvad vi alle er -- uagtet hvilket sæt genitalier hver enkelt måtte være forsynet med.

Det virkeligt kvindefornedrende i sproget handler om at det 'feminine' ofte ikke forstås som værende genus, men fejlagtigt forstås som var det sexus, og de følgevirkninger den kortslutning medfører helt ubevidst. Navnligt når der også huserer en fejlagtig kobling mellem det feminine og det feline, således at det katteagtige forbindes med noget særligt kvindeligt. Når en ubredt jargon for 'kat' er 'mis', bliver galskaben for alvor tydelig. Ordet 'mis' er det præfix der sættes på ord, når det udueligt skal have en betegnelse. Forkert forståelse = misforståelse, dysfunktionelt mod = mismod, upassende tanke = mistanke, osv. osv. ad nauseum.

Den sproglige programmering går under radaren, og er usigeligt effektiv. Budskabet af denne sproglige programmering (inklusive fejlopfattelser) bliver, at kvinder er uduelige. Hvilket de fleste ganske udmærket ved, ikke er sandt, men det ændrer ikke en tøddel ved, at den fejlslutning lurer i baghovedet, hinsides vores bevidsthed.

Ser man nøgternt på feminisme som et politisk projekt, så er det svært at være begejstret for forehavendet. En sproglig kamp, der var dybt forfejlet, da de undertrykkende sproglige strukturer ikke reelt blev adresseret -- til gengæld blev ord som 'mand' og 'han' sexificerede, så de ord kom til at significere forekomsten af en penis. Resultatet var kreering af unødigt splid, hvor han og hun udgjorde to uforsonlige positioner, der uvægerligt må befinde sig i evig konflikt.

Det rene galskab...

Weis, naa! du mener altsaa hvad du siger, fordi Esther Vilar mente det samme for 40aar siden. Til lykke med din trofasthed! Jeg læste selv bogen for 40 aar siden og husker den som en sekunda bog. Du tror vel ikke vi (naa, nu hedder vi saakaldte feminister) kvindelige læsere af litteratur om ligestilling ikke har tænkt en ærlig, selvstændig tanke i de efterfølgende 40 aar. Jeg har personlig kendt Jens Kistrup (da han var teateranmelder ved JP ,de aar jeg var ved Aarhus Teater) Han var da festlig men noget af en sangviniker og ikke helt tilregnelig. Saa hans anmeldese af Vilar giver jeg ikke 5 flade for og heller ikke din henvisning, det er ikke mere et argument i artiklens emne, end min "bare"

ulrik mortensen

"Feminister i de tidligere 1960'er argumenterede for at de sproglige konventioner (sprogets brug) i vid udstrækning stigmatiserer kvinder og 'det kvindelige'."

Ja, et praktisk og pudsigt/morsomt eksempel på dette kunne man se i en DR2 udsendelse fornylig, der handlede om feminister på Femø i 70'erne. De havde besluttet at alle ord indeholdende 'han' skulle udskiftes med 'hun'. F.eks. blev hansker til hunsker og vandhane blev til vandhøne osv. (lol)

Ps. angående Esther Vilar's 'Den Dresserede Mand', så bliver den opført som teaterstykke i næste måned:
http://www.hvidovreteaterforening.dk/den-dresserede-mand.html

Uden at ville blande mig i diskussionen i øvrigt, vil jeg dog betvivle, at du, Hanne Ribens har kendt Jens Kistrup fra dennes tid på JP. Han var vist hele sit liv på Berlingske Tidende/Weekendavisen.
Du tænker muligvis på Jens Kruuse, JP's kulturmedarbejder.

@steen sohn, tak for din rettelse, naturligvis var det Jens Kruuse, og undskyld Jan Weis.
Jeg må være blevet senil, nej, jeg er lettere senil!

@steen sohn, tak for din rettelse, naturligvis var det Jens Kruuse, og undskyld Jan Weis.
Jeg må være blevet senil, nej, jeg er lettere senil!

Her på falderebet - inden hele stuntet og spasen ender ud i det blå – er der forhåbentlig endnu en gang plads til at rekapitulere bortskaffede bemærkninger til nogle af Lars-Henrik Schmidts synspunkter – bl.a. til -

”Nogle skævheder i ligestillingen skal selvfølgelig stadig rettes op,” fortsætter Lars-Henrik Schmidt, ”men det, der kan bekymre, er, om ligestilling forveksles med ligeværd. Ligeværd eksisterer ikke; det, der findes, er lige rettigheder. Hvis man fortæller børn, at de alle er lige dygtige, snyder man dem ikke engang, børnene finder selv ud af, at det ikke er tilfældet.” – og ikke at forglemme –

”Ja, det er en del af dannelsesprocessen, at køn er noget, man kan lave om på, hvis man ønsker det. Men jeg er skrækslagen over, at mænd skal have kvindelige træk, bogen er også en rebellion fra min side,” erklærer Lars-Henrik Schmidt –

enig til bevidstløshed – dog indtil videre fortsat uden lydhørhed – hvorefter man(d) med sindsro kan lade de dresserede mænd være i fred … :-)

Inger Sundsvald

Hvordan var det nu det var med Edens Have?
- Inden man fik set sig om, var manden trængt i defensiven, overhalet og henvist til at spille andenviolin, mens kvinden bare kørte derudad, og i løbet af ganske få tusinde år fik hun stemmeret og alt muligt – en status som allerede fra starten af efterlod manden som historiens største offer … :-)

Der kan ikke advares nok mod kvindernes hærgen. Inden man ser sig om står man(den) med en læbestift i hånden og forsøger at trække læberne op for at gøre indtryk på den herskende kvinde … :-)

"Men jeg er skrækslagen over, at mænd skal have kvindelige træk, "

Hvad er egentlig problemet med det?

Og hvad er det med de der kvindelige træk, der åbenbart er så skrækkelige, at man er nødt til at fælde en regnskov for at få sin skræk for det banket ned på papir.

Michael Kongstad Nielsen

Ligestilling skal nok ikke forveksles med ligeværd, men ligeværd findes skam, - ja, det ikke bare findes, der er ikke andet.

Når Lars-Henrik Schmidt siger, som han gør – at ” ligeværd eksisterer ikke” - rammer han præcist ned i dette samfunds privatkapitalistiske og altødelæggende religion – med et menneskesyn, der til enhver tid ønsker at opretholde forskelle mellem mennesker med det ene mål, at hæve profitraterne og skabe splittelse mellem lønarbejderne – og hvor man i nærværende dagblad med forundring for nyligt har kunnet læse, at - ”Humanister er mere værd end ingeniører” – det seneste toksiske udslip fra djøf’ernes salgsafdeling – endnu en pervertering uden kundskab om mekanismerne og teorierne bag ved produktionens reelle værdiskabelse – en reciprok propaganda, frit efter K. Marx: at ”en ”ting” er ikke mere værd, end man kan få for den”…

http://www.information.dk/464173?page=1

Men heldigvis findes der stadig idealister på venstrefløjen, der næppe helt har forstået virkeligheden og manipulationerne her i denne fordummende neoliberale ammestue og andegård – men måske tænkes der bare på ligeværd mellem lønarbejdere og proletarer? …