Læsetid: 6 min.

Kold krig

Optakten til den engelske sæsonstart har været præget af psykologisk krigsførelse mellem de store klubber
José Mourinho (billedet) har straks efter sin tilbagekomst til Premier League lagt pres på Manchester Uniteds manager, David Moyes ved at byde 215 millioner kroner for stjerneangriberen Wayne Rooney. Imens kæmper Arsenals Arsène Wenger for at undgå en truende fyring og satser på at købe Luis Suárez fri fra Liverpool. Billede: Scanpix

José Mourinho (billedet) har straks efter sin tilbagekomst til Premier League lagt pres på Manchester Uniteds manager, David Moyes ved at byde 215 millioner kroner for stjerneangriberen Wayne Rooney. Imens kæmper Arsenals Arsène Wenger for at undgå en truende fyring og satser på at købe Luis Suárez fri fra Liverpool. Billede: Scanpix

17. august 2013

På mange måder har relationerne mellem storklubberne i Premier League hen over den forgangne sommer mindet om handlingen i en spionroman fra Den Kolde Krig, hvor alting drejer sig om destabilisering af fjenden, opsnapning af fortrolige informationer og udrensning af uønskede personer.

Bestræbelserne på at overgå hinanden i psykologisk krigsførelse har været legio, og mest udtalt har kamphandlingerne været mellem Chelsea og Manchester United. Ikke overraskende er de blevet sat i gang af en af ligaens gamle kendinge, portugisiske José Mourinho, der er vendt tilbage til jobbet som manager for Chelsea efter at have bilagt stridighederne med klubbens ejer, Roman Abramovich.

Mourinho – der i sin netop overståede sæson som træner for Real Madrid gjorde sig bemærket ved at geråde i krig med den lokale sportspresse, bænke holdets anfører, lægge sig ud med halvdelen af spillertruppen og stikke en finger i øjet på Barcelonas hjælpetræner Tito Vilanova – viste straks ved sin ankomst til de engelske kyster, at han ikke havde mistet håndelaget for at så lus i skindpelsen, da han lagde ud med at bedyre, at han af respekt for sine trænerkolleger ikke ville tale om konkrete transferobjekter i de andre engelske topklubber. Han har ikke bestilt andet lige siden.

Især har hans opmærksomhed været fokuseret på Manchester Uniteds frontløber Wayne Rooney, som han ønsker at gøre til det offensive fokuspunkt på sit nye Chelsea-hold. Og af samme grund har London-klubben budt 215 millioner kroner for Rooneys tjenester.

United har øjeblikkelig fejet buddet af bordet, men Mourinho har alligevel kunnet notere sig en ikke uvæsentlig sidegevinst af sine bestræbelser, eftersom Rooney har reageret på Chelseas interesse ved at kræve at blive løst fra sin kontrakt med United, så han kan forfølge muligheden for at lande en lukrativ langtidskontrakt med London-klubben.

Dermed er det med ét slag lykkedes Mourinho at skabe intern splid i Uniteds ellers traditionelt så harmoniske omklædningsrum, hvor Alex Ferguson tidligere slog alle tilløb til spilleroprør ned med hård hånd. Og de røde djævles nye træner, David Moyes, kan konstatere, at han er kastet ud i sin første – men utvivlsomt ikke sidste – konfrontation med den portugisiske uromager fra Stamford Bridge.

Indtil videre har Moyes afvist enhver tanke om at afhænde Rooney, men spørgsmålet er, om han kan fastholde det standpunkt helt frem til nedlukningen af sommerens transfervindue den 2. september.

Sagen er nemlig, at Rooney har været på krigsfod med Uniteds sportslige ledelse, lige siden han blev udeladt af startopstillingen til kvartfinaleopgøret mod Real Madrid på Old Trafford i marts måned.

Dette faktum har Mourinho dygtigt udnyttet til at forsøge at pirke stjerneangriberen løs fra Old Trafford, og han har stillet Uniteds nye manager i et svært dilemma: Hvis Moyes fastholder Rooney i United, risikerer han, at den stridbare frontløber gør sig ud til bens og skaber en fandens ballade i truppen. Men hvis han giver Rooney lov at smutte, vil Moyes i al offentlighed have tabt sin første konfrontation med den tilbagevendte portugiser fra Stamford Bridge.

Hvorom alting er, får David Moyes i disse dage en lektion i psykologisk krigsførelse af sin managerkollega fra London.

Kampen om Suárez

Også to af Englands andre traditionsklubber tester hinanden på nerverne i disse dage. Det drejer sig om Liverpool og Arsenal, der har kastet sig ud i et offentligt slagsmål om Liverpools uruguayanske angriber Luis Suárez, som the Gunners har sat øverst på deres indkøbsliste for denne sommer.

I mange år har Arsenal måttet se deres bedste spillere forlade dem, efterhånden som de har vokset sig for store og stødt hovedet mod lønloftet i London-klubben. Fàbregas, Nasri, Van Persie, Gaël Clichy og Mathieu Flamini er blot nogle af de nøgleaktører, der har vendt ryggen til Emirates Stadium i de senere år, og tabet af dem har været med til at devaluere Arsenals position i engelsk fodbold. Fra at være et mandskab, der spiller med om guldet, må klubben nu kæmpe for bare at holde sig i top-4.

De rød-hvide tilhængere har fulgt udviklingen med stigende desperation. Og især har de beklaget sig over, at holdets træner, Arsène Wenger, ikke har erstattet de afgående profiler med spillere af tilsvarende kaliber.

»Spend some fucking money,« har de sunget ned mod den franske manager, mens hans spillere har leveret den ene skuffende præstation efter den anden på grønsværen.

Og i år vil han altså gøre det.

Tilskyndet af nye sponsorkontrakter, stigende tv-penge og faldende afbetaling på klubbens gæld har Wenger besluttet at foretage det, som englænderne kalder a marquee signing, altså et spektakulært indkøb, der skal sende et signal til resten af fodboldverdenen om, at Arsenal fortfarende skal regnes som en af Premier Leagues stormagter. Og til det formål har han udset sig Luis Suárez, Liverpools giftige frontløber.

Umiddelbart kan det virke sælsomt, at en klub, der er hjemmehørende i den multietniske del af Nordlondon, og som uden for grønsværen er dybt engageret i anti-racistisk arbejde, vil vælge at sprænge banken for at erhverve sig en angriber, der for halvandet år siden fik en racismedom på otte dages karantæne for at kalde Manchester Uniteds venstre back Patrice Evra »negrito«.

Flere fodboldkommentatorer har undret sig, men Arsenal har med åbne øjne valgt at bryde med klubbens værdisæt for at få fat på den rappe landsholdsspiller fra Uruguay i håbet om, at han kan løfte holdet tilbage til toppen af Premier League.

Manøvren emmer af desperation; af et sidste kast med terningerne fra Wenger før den forestående fyring. Hvis ikke den franske mestertræner får revitaliseret sit mandskab, vil han være i overhængende fare for at ryge ud af butikken til næste sommer, og på den baggrund er han altså villig til at se bort fra idealerne og indgå en pagt med den uruguayanske gadekriger med det lange generalieblad og det skarpe målinstinkt.

Men hvis det er vigtigt for Arsenal at få fat på Suárez, er det lige så vigtigt for Liverpool at holde fast på ham. Holdet fra Merseyside er efter nogle magre sæsoner på nippet til at glide ned i den fodboldmæssige underverden, der er midterfeltet i Premier League, og hvorfra vejen tilbage til toppen er nærmest ufremkommelig.

Hvis Liverpool vil undgå den skæbne, må de holde fast på deres sydamerikanske stjernespiller, og derfor har tovtrækkeriet om Suárez udviklet sig til en fodboldmæssig overlevelseskamp for begge parter.

Kampen har haft visse farceagtige elementer, såsom da Arsenal fik nys om en ellers hemmelig passus i Suárez’ kontrakt, der angiveligt skulle tillade ham at skifte til enhver klub, der bød mere end 40 millioner pund for hans tjenester, og derefter prompte telefaxede et bud til Liverpool på 40 millioner og ét pund.

Liverpool modtog buddet som den provokation, der (også) lå i det, og de rødes ellers så tilbagetrukne ejer, den amerikanske talnørd John W. Henry, svarede igen via Twitter:

»Hvad tror I, de ryger derovre på Emirates (Arsenals stadion, red.)?« spurgte han sine følgere.

Ja, de morer sig på direktionsgangene i Liverpool og Arsenal.

De blå favoritter fra Manchester

Og mens rivalerne slås, forsøger at kapre hinandens spillere og gejler stemningen op via de sociale medier, har nyrige Manchester City i al stilfærdighed forstærket sig, så de mere og mere fremstår som sæsonens stilfærdige guldfavoritter.

I de tidligere år har ellers netop City fremstået som ligaens galehus. Men efter at skabagtige typer som Balotelli, Tévez og Mancini er blevet ekspederet ud af vagten, har roen sænket sig over holdet fra den lyseblå del af Manchester. Klubben har hentet Malagas flegmatiske og professoragtige Manuel Pellegrini til at få styr på tropperne, og han har genoprettet harmonien i omklædningsrummet og styrket truppen med fornuftige navne som angriberen Stevan Jovetic, den centrale midtbanemand Fernandinho og højrekanten Jesús Navas.

Så hvis skakspillet mellem topklubberne i Premier League denne sommer har mindet om noget fra Den Kolde Krig, så har City optrådt i rollen som Schweiz: Den velhavende men neutrale nation, der hytter sit, mens resten af verden står i brand omkring den.

For den objektive betragter fremstår Manchester City som titelfavoritter, men som enhver kender af spionromaner ved, kan plottet have mange tvists endnu, før spændingen udløses. En ting er dog helt sikker: Begivenhederne starter på grønsværen i eftermiddag, når Liverpool tager imod tometermændene fra Stoke i den tidlige lørdagskamp.

Let the games begin!

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu