Ahmed Akkari. Den tidligere imam stod for nylig frem og undskyldte for sin medvirken under Muhammed-krisen i 2005. Krisen udløste et massivt efterspil i Mellemøsten og herhjemme, og Akkari stod som en af hovedaktørerne.
Har du overvejet at stille dig frem i arabiske medier, som bl.a. Naser Khader har rådet dig til?
Ja, der er kontakt til flere store tv-stationer bl.a. med Michael Ulveman (tidl. rådgiver for statsministeren) indover. Der vil også komme avisartikler og åbne breve henvendt til den muslimske verden. Jeg er villig til at tage imod ethvert tilbud eller forslag, som kan sætte gang i en bedre forståelse af Danmark ude i verden. Det er det mindste, jeg kan gøre for det land, som jeg indirekte har været med til at sætte på hadekortet derude. Det er dog som bekendt altid nemmere at opildne folk end at kalde dem til besindelse, og derfor bliver min opgave svær, men ikke umulig.
Er det opholdet i Narsaq i Grønland, der har fået dig til at skifte holdning?
Narsaq betød meget. Især at de mødte mig som et menneske i nuet og ikke som den fortid, jeg gik rundt med. Deres forståelse og kollegiale indstilling betød en del, men så var der også god tid til læsning og ny erkendelse i ro og fred. Jeg begyndte at se dybere på mig selv og reflektere over, hvorfor jeg så andre mennesker som værende klassificeret i klare grupper med etiketter som troende, vantro og hyklere – noget som jeg gør op med på min Facebook-profil i »humane principper« og andre indlæg.
Hvad tænker du om måden, hvorpå dine erkendelser er blevet modtaget?
Det har været svært for mig at gå fra et miljø, hvor jeg var agtet og respekteret, og det bliver ikke nemmere, hvis det samfund, som jeg i dag bakker op, møder mig med mottoet »én gang islamist, altid islamist«. Det er nu, at tolerance og rummelighed skal vise sit værd, også fordi det vil betyde meget for unge muslimer, som kan dele min kritik, men ikke tør bryde ud af de islamistiske og kulturelle miljøer af frygt for at blive droppet af samfundet og dermed ende uden venner. Værdisignalet her er så vigtigt. Indtil videre har rigtig mange mennesker turdet støtte mig og stole på mig, og til dem, siger jeg: Jeres tillid skal ikke svigtes. Til de skeptiske vil jeg bare håbe, at de kan lade tvivlen komme mig til gode. Til de, der slet ikke kan stole på mig på grund af min fortid, er der kun at håbe, at de i tolerancens ånd vil undgå at ligne deres ekstreme fæller på den muslimske højrefløj, der heller ikke stoler på nogen uden for deres egne grupper.
Hvornår opdagede du første gang en følelse af tvivl i forhold til den islamistiske tilgang til islam?
Det skete umiddelbart efter, at krisen i 2006 kulminerede ude i verden, og jeg så hvor dybt råddenskaben stak blandt disse religiøse ledere og forbilleder. Så kom min rejse i 2007, hvor jeg opholdt mig i lange perioder i Mellemøsten, kom i kontakt med institutioner, folk på gaden, religiøse figurer og grupper. Jeg så samfundets sammensætning. Det skabte store bølger af chok og kritik i mig, men jeg var for dybt inficeret til at se, at det var islamismens tankesæt, som i sit intolerante og kulturelt bestemte samfundssyn medvirkede til tilstandene. Endelig blev det 2011 og 2012, der afgjorde det for mig. Efter fornyede oplevelser af rådne og onde handlinger, fanatisme og intolerance, blev det bøger skrevet af en kritisk intellektuel samt cafédiskussioner, der fik mig til at indse, at problemerne stikker dybt i kernen af islamistisk tolkning og livssyn.
Hvad laver du lige nu?
Indtil jeg tog på sommerferie i Danmark i juli, arbejdede jeg som koordinator i et firma, som opfører undervisningsprojekter med base i Libanon og Kuwait. Arbejdet har også haft betydning for min dannelse, idet jeg for alvor forstod gaven ved at leve i ’Oasen Danmark’ og være vokset op med dannelsen i folkeskolen, hvor kritisk stillingstagen, nysgerrighed over for verden, medansvar og projekttænkning havde en enorm værdi, som disse firmaer derude sætter højt. Nu skal jeg tilbage til firmaet efter sommerferien, men det er muligt, at jeg må droppe det, så længe mit navn florerer på sociale sider i disse lande. Foreløbig er det hos bestemte grupper i bestemte radikale kredse, men det kan blive svært at gå i fred.
Hvad mener du om dødsstraf og omskæring af såvel drenge som piger?
Dødsstraf er en lov, der grundlæggende tillader, at et menneskeliv tages. Uanset forbrydelsens karakter er der en vigtig pointe i at sige, at man ikke får et menneskeliv tilbage ved at tage et til. Omskæring er et af de emner, som tit ses som et religiøst ritual udøvet af flere religiøse retninger inden for bl.a. jødedom og islam. Der må være en sundhedsrelateret årsag til at gøre det, ellers er det måske meningsløst at udføre handlingen, blot fordi det er et ritual. Det er min erfaring, at mens det for drenges vedkommende åbenbart er mindre skadeligt, så er det alvorligt, at det sker for piger, der samtidig får deres ’seksuallyst’ fjernet. Det er et alvorligt overgreb på en menneskelig følelse.
Hvad er din mening om blasfemiparagraffen?
I Danmark nyder alle borgere en ret udvidet ytringsfrihed i kunst, tale, poetik, satire, teater og på skrift. Det er heldigt, at man har fundet ud af, at verden ikke går under af den grund alene, og den afslappede indstilling har betydet meget for dansk åndsfrihed og det provokerende sindelag. Jeg synes ikke paragraffen skal afskaffes, men blot aldrig bruges, medmindre folkestemningen i Danmark peger på, at den skal træde i kraft. Først da bør der være reel grund for domstolen til at kigge en sag efter i sømmene.
Hvordan adskiller dit hverdagscirkus sig fra leverpostejdanskerens?
Cirkus er sjovt og leverpostej er velsmagende nydelse for mange af mennesker i deres små hjem, der »elsker hverdagen«, som Dan Turèll siger det. Jeg pendler lidt frem og tilbage mellem den offentlige scene og de anonyme glæder, men som Epicur – græsk filosof – har udtrykt det: Lykken i livet er personlig, rolig nydelse, en lille gruppe af nære venner og at leve i anonymitet. Så hvis nogen derude gad være mig, så vær så god.
Har man som muslim ikke noget absolut sandhedskrav? Kan man sige, som jesuitterne inden for kristendommen, at målet helliger midlet? Altså at man for den højere sags tjeneste kan forsvare at lyve over for ikke-troende?
Idealet i islam er sandhedskravet, som du så rigtigt påpeger, men der er også tekster, der hentyder til mulighed for løgn. Disse er så blevet flittigt brugt af fortolkere, og de kan den dag i dag ikke enes om grænserne for denne løgn. De fleste retfærdiggør den i ekstreme situationer. Men det er igen tolkninger, der definerer, hvad der er ekstremt, så det er endt med, at en del såkaldt ’rettroende’ inden for ideologiske, islamistiske partier og grupper netop anvender bortforklaringer, halvløgne, hele løgne og direkte manipulation i den større sags tjeneste. Jeg har selv været påvirket af disse opfordringer og kunne i lang tid ikke skelne, hvor grænsen går. Politisk islamistiske bevægelser, der dominerer sunniretningen er ret large med denne teknik, og især inden for shiitisk politisk islam er der gode anvendelsesmuligheder for den.
