Læsetid: 5 min.

Et liv er forbi. Tove Dybris (1932 - 2013)

Som købmandsdatter og kunstnerkone levede hun en traditionel kvinderolle i et utraditionelt liv, hvor hun blev ved med at genopdage sig selv
Tove Dybris. I 1983 malede Freddie dette portræt af Tove til hendes forældre og gav det titlen ’Pige fra min fritid’. Toves barnebarn Sara Dybris, siger i dag, at hun tror, hun er »den eneste der elsker det billede«.

Tove Dybris. I 1983 malede Freddie dette portræt af Tove til hendes forældre og gav det titlen ’Pige fra min fritid’. Toves barnebarn Sara Dybris, siger i dag, at hun tror, hun er »den eneste der elsker det billede«.

24. august 2013

Når man går på de travle boulevarder i Paris, skal man dreje sine skuldre. Man skal svinge dem i byens rytme, vise at man kan være i en storby og integrere sig helt fysisk. Alt andet er provinsielt, sagde Tove Dybris altid. For hun var kosmopolit og verdensborger, og udtalte aldrig s’et i sit navn – selv om hun var datter af brugsuddeleren i Skjellerup og boede det meste af sit voksne liv i Tvingstrup mellem Horsens og Hovedgård.

Tove Dybris blev født i 1932 og voksede op sammen med to brødre og en søster. Hun lignede ikke helt sine søskende, havde sin morfars træk: Mørk, høj og smuk med høje kindben, en markant næse og nærmest eksotisk at se på. Som en sydamerikansk indianer. Tidligt stod det klart, at hun ikke var, som kvinder var flest, selvstændig og antiautoritær. Og selv om hendes far i sin dagbog skrev, at han var i tvivl om, hvad der var bedst for hende, valgte han lade hende gå uddannelsesvejen på kost-gymnasiet i Silkeborg i stedet for at lade hende komme ud at tjene og lære husholdning.

Kunst og kærlighed

Tove Dybris fortsatte videre på handelsskolen i Aarhus, og få måneder efter traf hun den 10 år ældre Freddie, der boede i samme opgang, og forelskede sig hovedkulds.

Han var kunstmaler og tog navnet Dybris som kunstnernavn. Den blå maler blev han kaldt og sammen blev de en del af den østjyske og internationale kunstscene i 1950’erne. Snart blev hun gravid og droppede sine studier. De blev gift og var siden uadskillelige.

Tove Dybris lærte aldrig at holde hus på den gammedags manér, men levede alligevel i en traditionel kvinderolle i et utraditionelt liv. Hun var altid med sin mand. Han ringede efter hende, hvis han skulle ud i byen med ’gutterne’, hun hjalp med at hænge udstillinger op, hun var den praktiske organisator i hans karriere, tilpassede sin egen og var der i det hele taget mest for ham og børnene. Dog uden nogensinde at slippe sig selv. De to levede det liv, de havde valgt. Kompromisløst. Grundværdierne var ærlighed i liv og kunst parret med kultur og båret af kærlighed og leg. Så måtte penge og prestige tilpasse sig – eller ej.

Freddie Dybris var en dygtig maler og fortalte også mange farverige historier om sig selv – at han havde været kurér under krigen, var med i periferien af kunstnersammenslutningen COBRA , bokser i Peru, cirkusdirektør i Ungarn. Tove var ikke en type, der pillede ham ned. Tværtimod levede hun med i historierne – både de sandfærdige og dem, der kunne være det – om at de havde et fabelagtigt liv, og det var også det indryk, andre fik. Hver gang Freddie solgte et billede rejste de med børnene ud i verden for pengene og så på kunst, og når de kom hjem, levede de af havregrød, hvis det var betingelserne. De bestemte selv over deres liv, og de viste verden, at det kunne lade sig gøre at leve anderledes.

I 70’erne begyndte staten at nedlægge trinbrætstationer rundt omkring i landet, så i forsøget på at få mere plads og et ordentligt atelier, ringede de til DSB og spurgte, om de havde en gammel station, de kunne leje. De valgte stationsbygningen i Tvingstrup, og her flyttede de ind i det mægtige hus og indrettede atelier i pakhuset, systue i signalrummet og modebutik i venteværelset. La Gare, hed butikken, og det var Tove, der stod for den. Hun lod sig inspirere af tidens mode fra Vogue og Paris og kaldte sig selv selvlært designer, hvor hun i systuen lavede sine egne kollektioner. Af og til solgte hun også modeller til et par modeforretninger i Århus, men hovedindtægten kom fra de syopgaver, folk i oplandet selv kom med, selv om hun også her værnede om sin smag. Som hun i ’79 udtalte til en lokal journalist:

»Hvis du kommer med noget ucharmerende ’spinlon’ og holder på at få det syet i en gammeldags facon, så leger jeg ikke med. Arbejdet skal falde inden for den stil, jeg personligt kan lide, og jeg synes ikke, det giver nogen mening at bruge penge på tøj, der ikke gør noget for én.«

Selv gik hun oftest i kjole altid med rank holdning og i høje hæle med ’T-bar’ og mørkerøde læber.

Samle brikkerne på ny

Da Freddie døde 70 år gammel i 1993, blev familien alvorligt bekymret for, om hun ville dø af sorg. Selv forklarede hun det, som om hun pludselig stod og manglede halvdelen af puslespillet, og nu ikke kunne lave et helt billede. Han havde hele sit liv været temmelig fokuseret på sit helbred, familien drillede ham med at han var hypokondrisk, så døden ’havde været nær’ en del gange, men alligevel var det et chok, da han til sidst døde – hårdt ramt af levet liv, cerutter og dampene fra terpentinen.

Kun langsomt rettede Tove sig i årene efter. Fandt nye brikker at lægge billedet med og involverede sig i livet igen. Tog på rejser igen – alene, sammen med sine børn eller børnebørn – læste kunsthistorie på universitetet, så franske nichefilm i Øst for Paradis i Aarhus, blev aktiv i læsekredse, spillede l’hombre i en klub med de andre fra området, og efter nogle år var hun næsten tilbage i sit gamle slagkraftige, nysgerrige og udadvendte humør.

Sammen med Freddie havde hun altid været socialdemokrat, men med tiden blev hun mere og mere venstreorienteret (blev medlem af Enhedslisten), og på mange måder skærpede den bevægelse hendes syn på verden. Hun var åben for de mange nye tendenser og det, der rørte sig, og børnebørnene i København og Holstebro lærte ofte om det nyeste inden for kultur, mode og liv af deres mormor i Tvingstrup. Hun var blandt de første til at abonnere på det litterære avantgarde-tidsskrift Øverste Kirurgiske; blandt de første der fik grønsagskasser fra Aarstiderne, og hun meldte sig ind i netværk, hvor unge mennesker fra hele Europa kunne sove gratis på stationen, når de kom forbi på deres vej rundt i verden.

Til sidst blev hun ligesom Freddie dog også slidt, og hukommelsen led stort. Det gik stærk. Hun kom på plejehjem, mistede grebet og gav slip til sidst.

»Sådan tre flotte damer som os kunne da godt lige stikke af herfra,« sagde hun til sin datter og sit barnebarn én af de sidste dage, efter adskillige uautoriserede udflugter fra plejehjemmet på egen hånd. Stadig antiautoritær. Nu er Tove Dybris for altid stukket af. Født på en søndag. Gået bort på en søndag. Hun døde den 4. august.

 

Tove Dybris

Født den 14. august 1932 i Skjellerup, datter af byens brugsuddeler og en mor, der oplærte piger i husgerning.

Kunstnerkone, designer og syerske i Aarhus og Tvingstrup

Kosmopolit og verdenskvinde

Død den 4. august 2013, bisat den 9. august på Nordre Kirkegaard i Aarhus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu