Læsetid: 14 min.

Når råstofpengene kommer ...

For ét år siden var den 38-årige it-projektleder Jens-Erik Kirkegaard ikke engang medlem af et politisk parti. I dag sidder han på vel nok Grønlands næstvigtigste politiske post efter Selvstyrets formand. Han skal finde svarene på de mest presserende spørgsmål om Grønlands økonomiske fremtid. Lige nu har han dem ikke
Travlt. Råstofminister Jens-Erik Kirkegaard kører sin niårige søn, Nuka-Bjerluk, i skole, inden han fortsætter videre til møde med Grønlands finansminister om mulighederne for at beskatte mineprojekterne i landet.

Tine Sletting

10. august 2013

Jens-Erik Kirkegaards kone får øje på os gennem vinduet, da vi går op ad flisegangen, og vinker os ind. Vi tøver foran hoveddøren. Man åbner da ikke døren ind til mennesker, man aldrig har mødt før, og da slet ikke til en minister, siger jeg prøvende til fotografen. Så kommer konen selv og åbner.

Entreen bugner af sko og jakker og ved bordet i spisekøkkenet sidder den ældste på ni og den yngste på halvandet og spiser havregrød med smør. Ved siden af dem ligger en iPad med et racerspil på pause. Radioen kører højt i baggrunden med en politisk debat på grønlandsk om skydevåben i byerne. Den yngste, Aika, er tilsyneladende mæt og er gået over til at spidde en agurkeskive med fingeren. Den ældste, Nuka-Bjerluk, sidder og kigger forsigtig op på os, mens han spiser. Han har sidste dag i 2. klasse i dag. Konen Eva er i gang med at smøre hans madpakke. Hun er lærer og møder først lidt senere i dag. Kort efter kommer Jens-Erik Kirkegaard selv ned ad trappen i en lilla T-shirt med v-hals, mørke cowboybukser og sorte gummisko.

»Vi går om et lille øjeblik,« siger han og går alligevel i gang med at fortælle om familiebilleder på væggen. Et af billederne er af Jens-Eriks danske far. Han kom til Ilulissat som håndværker i sin tid. Nu er han flyttet med til Nuuk for at være i nærheden af børnebørnene.

Jens-Erik Kirkegaard kaster en mørk habitjakke over T-shirten og hanker op i en tung plasticpose fuld af dokumenter.

»Lidt læsestof til dagens ministermøde,« siger han og griner. »Jeg har også to sager med i dag.«

– Om hvad?

Jens-Erik Kirkegaard tøver og tænker.

»Det ene er fortroligt endnu, og ... det er det andet også,« siger han og smiler undskyldende.

På vej til regeringskontorerne i det nye Nuuk Center kører vi den ældste i skole. Firhjulstrækkeren er Jens-Erik Kirkegaards egen fra tiden før politik, ligesom de hele tiden har boet i det samme rækkehus uden for centrum. På den front er der ikke den store forskel, fra dengang han var it-projektleder i Tele Greenland og kritisk samfundsdebattør i sin fritid. Men Jens-Erik Kirkegaard er Grønlands nye minister for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked. Det er ham, som skal stå i spidsen for realiseringen af det længe ventede råstofeventyr, og det er ham, som omverdenen nu afkræver svar på, hvordan samfundet skal omstille sig til de nye væksterhverv. Det er derfor, vi har bedt om lov til at komme med ham en dag på arbejde for at følge de store forandringer i samfundet, set fra råstofministerens stol.

Vejen ind

Jens-Erik Kirkegaard sidder nu slet ikke ned. Han står altid op ved skrivebordet, nogle gange med det ene knæ hvilende på stolen. Vi tager trappen i stedet for elevatoren.

»Det gør jeg altid,« siger han.

Der er knap tid til motion som minister. Først passerer vi Råstofdirektoratet på anden sal, der bogstaveligt talt er flyttet ind under Erhvervs- og arbejdsmarkedsdepartementet på tredje sal. Jens-Erik Kirkegaards ressortområde fylder som det eneste i Selvstyret to etager i Nuuk Centret.

Der er ikke mange, der er mødt på arbejde endnu, da vi træder ind på etagen klokken 8.05. Ministersekretær Kirsten Enoqsen er her dog og har travlt med at gøre kaffe klar til dagens første møde klokken 8.15 med finansministeren. De skal snakke om beskatningsmodeller for mineprojekterne – uden os på medhør.

Det var netop spørgsmålet om, hvordan Grønland sikrer sig betaling for sine råstoffer, der trak Jens-Erik Kirkegaard ind i politik. Han var stærkt kritisk over for den måde, den gamle regering kørte råstofområdet på. Grønland risikerede at blive snøret af de store selskaber, så de kunne hente mineraler ud af landet nærmest gratis. I stedet for bare at opkræve selskabsskat skal man sætte royaltyafgifter på råstofferne, så selskaberne med det samme betaler for hvert gram, de henter op, argumenterede Jens-Erik Kirkegaard. Han dannede en Facebook-gruppe og optrådte i radioen og avisen med sine argumenter.

»Jeg fik ros for at kunne forklare svære emner på grønlandsk, så de var til at forstå. Folk opfordrede mig til at stille op til parlamentsvalget,« fortæller Jens-Erik Kirkegaard. Han havde aldrig været medlem af et parti, og i starten var han afvisende. Han frygtede at være for meget væk fra familien, mens børnene var små.

»Men efter lange samtaler med konen besluttede jeg at stille op.«

Jens-Erik Kirkegaard kiggede partiprogrammerne igennem, og valget faldt på Siumut, der også har støttet mest op om hans royaltymodel. Han meldte sig ind sidste efterår, i foråret vandt Siumut valget, og han blev udnævnt til råstofminister.

Presset udefra

Mødet med finansministeren trak ud, og Jens-Erik Kirkegaard har kun syv minutter til at gennemgå henvendelserne til departementet med sin ministersekretær inden næste møde. Hans danske departementschef, Jørn Skov Nielsen, har travlt med forhandlinger med London Mining om jernminen og kan ikke deltage i dag. Kirsten Enoqsen remser hurtigt henvendelserne op på grønlandsk. Det handler om beskæftigelsestal, invitationer til konferencer, høfligheder, personlige henvendelser, ting, der skal læses og træffes beslutninger om. Vigtige informationer og datoer er markeret med grønt i de udprintede e-mails.

»Et møde om ungdomsarbejdsløshed 28. august. Vil du medvirke?« spørger Kirsten Enoqsen. Jens-Erik Kirkegaard hiver sin Sony smartphone frem og bladrer i kalenderen.

Kirsten Enoqsen sætter et sidste kryds og pakker papirerne sammen,

»Vi når ikke resten nu,« siger hun og rejser sig for at stille kaffe og småkager frem til næste møde kl. 10. Det er med danske FIH Partners. Kirkegaard er endnu ny på posten her tre måneder efter valget og havde aldrig hørt om finansieringsinstituttet, før de bad om et møde i dag. Han er ikke helt klar over, hvad de vil tale om.

»Det er vist mest et høflighedsvisit,« siger han.

To høje danske mænd træder ind på kontoret, klædt i dyre, mørkeblå jakkesæt og silkeslips i diskrete farver. De står i skærende kontrast til Jens-Erik Kirkegaard, der stadig er i habitjakke, lilla T-shirt og gummisko. Vi bliver venligt, men bestemt vist udenfor, mens de snakker.

Det viser sig, at finansieringsinstituttet sammen med sine kunder, som også tæller danske pensionsselskaber, har aktiver i Royal Greenland, Tele Greenland og flere andre grønlandske offentligt ejede selskaber. Det er også dem, der har medfinansieret søkablet fra Canada, der har givet Grønland bredbåndsinternet.

»De ville lige hilse på og sige, hvordan de synes, det går, og hvilke bekymringer de har,« forklarer Jens-Erik Kirkegaard efter mødet.

»Jeg skal lige slå en streg,« siger han og går mod toiletterne.

En stor del af hans tid går med at mødes med interessenter fra hele verden. I øjeblikket er der også en delegation fra Sydkorea på besøg i Nuuk. Jens-Erik Kirkegaard har et smykkeskrin i grøn jade stående på reolen fra deres officielle møde.

»Det virker til, at koreanerne hamstrer råstoffer i øjeblikket. De har en liste over strategisk vigtige råstoffer, som de skal bruge for at holde væksten i industrien i gang, og der står jern og sjældne jordarter på,« siger han. »Jeg tror, de vil investere.«

Han rejser også selv ud for at mødes med råstofindustrien. Som minimum til de to store årlige mineralkonferencer i Toronto og i Kina. Der får man personlige kontakter til industrien, og især i Kina er det vigtigt at have en minister med som chef for delegationen.

»Vi tror på det asiatiske vækstmarked med Kina i spidsen. De er en stor aftager af råstoffer, og de har risikovillig kapital. Vi er ikke så bekymrede som visse dele af den vestlige verden over at samarbejde med Kina. Canada sælger også uran til Kina,« siger Jens-Erik Kirkegaard og citerer en artikel fra New York Times om, at Kina bare vil tjene penge. »Der er et stort gab mellem efterspørgsel og udbud af uran til atomkraftværker,« siger han.

– Men skal uran ikke højst være et biprodukt fra udvinding af de sjældne jordarter?

»Vi udelukker ingenting på nuværende tidspunkt,« siger Jens-Erik Kirkegaard.

»Nu skal vi jo have borgerhøringer om uranudvinding. Det er svært at vide, om der virkelig er så stor modstand, for det er altid kun kritikerne, der står frem i medierne. Så det er noget af det, vi skal have fundet ud af,« siger han.

Ingen bor oven på råstofferne

To møder senere er Jens-Erik Kirkegaard langt efter tidsplanen. Partiformanden for regeringspartneren Atassut, Gerhardt Petersen, bad lige om et møde for at vende nogle ting, nu han var i byen, så det blev frokost på kontoret i dag.

Ministersekretæren står og tripper nervøst i døren med en stak svar på §37-spørgsmål fra parlamentet, som Jens-Erik Kirkegaard skal læse og underskrive, inden de bliver sendt tilbage. Selv virker han rolig og tager sig sin tid.

Så tager han headset på og gør sig klar til at ringe til Danmark, hvor et nyhedsbrev for erhvervslivet har bedt om et interview om investeringsmulighederne i Grønland for danske virksomheder.

»En del af mit job er også marketing – at sælge Grønland til mulige partnere og investorer,« forklarer Jens-Erik Kirkegaard, mens han taster nummeret ind.

Til tider lyder han også som en sælger. Verdens befolkning vokser, middelklassen vokser, deres levestandard vokser, og derfor vil der være øget behov for Grønlands råstoffer, forklarer han erhvervsjournalisten i telefonen og forbigår i tavshed de faldende priser på råstoffer på verdensmarkedet.

»Grønlands fordel er, at vi er et stabilt demokratisk land, investorvenligt, og at vi har rule of law. Og så bor der ingen mennesker oven på råstofferne, som der gør i Europa,« fortsætter han.

De samme argumenter om fordele har jeg hørt tidligere på dagen. Han snakker aldrig om ulemper eller prisen for at drive miner i et land med høje lønninger, høje miljøkrav, meget begrænset infrastruktur og et udfordrende klima. I det hele taget forsøger han at give et billede af de grønlandske råstoffer som nogle, man bare skal sparke lidt i jorden efter for at hente op. Han sørger også for at nævne den sydkoreanske delegation, der er i byen, og de igangværende forhandlinger med London Mining.

»En mulig investering er også turisme. Det kunne være en zoo med arktiske dyr. Så kunne man se isbjørne og alt det dér,« siger Jens-Erik Kirkegaard pludselig efter at have talt om havne og andre infrastrukturprojekter.

»Vi er interesserede i partnerskaber med firmaer, der vil være med til at bygge og måske låne penge og sådan.«

Ministeren giver sig god tid. Interviewet var berammet til en halv time, men strækker sig til tre kvarter. Han taler uden talepapir og uden at vende spørgsmålene på forhånd med en særlig rådgiver eller presseansvarlig.

Den stående joke

Dagens sidste møde er med uddannelsesministeren, Nick Nielsen, og hans departementschef. Jens-Erik Kirkegaard har læst en artikel i Berlingske om en schweizisk model for erhvervsuddannelser, som han gerne lige vil vende med sin kollega. Det handler om at lade håndværkeruddannelser give adgang til universitetet.

»Mange fra vores ungdom er i dag ufaglærte og arbejder hos Arctic Import og andre steder,« siger Kirkegaard og peger på Nick Nielsen. »Den schweiziske model kan være med til at løfte ungdommen fra middelklassen, så forældrene ikke behøver at presse deres unge til at tage Gymnasiet og HTX,« mener han.

Jens-Erik Kirkegaard spørger, hvor mange der vælger gymnasiet.

»80,« svarer departementschefen for uddannelse.

»80 procent!?« spørger Kirkegaard.

»Nej, 80 personer. Ud af en årgang på 800 skoleelever. Og så er det 50-55 procent, der gennemfører,« svarer departementschefen.

Nick Nielsen er skeptisk over for den schweiziske model. Han vil gerne høre mere om ulemperne. Og der er alligevel ikke plads til flere på erhvervsuddannelserne lige nu.

»Så hvis vi vil have flere ind, så skal vi også have flere pladser og kollegier. Så skal vi bruge flere midler. Men er det i folkeskolen eller gymnasiet eller erhvervsuddannelserne eller et fjerde sted, vi skal bruge midlerne?« spørger uddannelsesministeren åbent ud i lokalet.

I øvrigt har uddannelsesdepartementet lige fundet penge på finansloven til at ansætte nogle psykologer, der kan støtte eleverne under uddannelse. De kan også bruges i det grønlandske VUC, piareersarfik, som ellers hører under Kirkegaard departement.

»Nu har vi selv fundet pengene, men vi håber jo på, at det kan blive noget for noget,« siger uddannelsesministeren.

»Når royaltyafgifterne kommer, skal I nok få penge«, siger Jens-Erik Kirkegaard med et stort smil. Det er den stående joke i departementet.

Reformer uden masterplan

Ministermødet er blevet udskudt til i morgen. Selvstyreformanden Aleqa Hammond er i Nordgrønland og kan alligevel ikke være med over videokonference. I stedet går vi op på hendes etage, den 9. og øverste i Nuuk Centret, og sætter os ved et bord med udsigt over hele byen. På bordet står et frugtfad, som vi nipper lidt af.

»Hey, vi burde tage penge for, at I kan sidde her med så god en udsigt og spise,« siger en embedsmand i departementet, der er ved at vise to sydkoreanere rundt. Han får den også lige: »Vi sender penge op, når vi har fået royalty,« siger Jens-Erik Kirkegaard og griner.

I sin seneste rapport slår Grønlands Økonomiske Råd fast, at selv med det mest optimistiske scenarie kan storskalaprojekterne ikke rette op på landets økonomi alene. Der er brug for reformer af den offentlige sektor, fiskeriet og uddannelsesområdet, så hele samfundet omstiller sig til de nye industrier, anbefaler økonomerne.

– Har du en samlet masterplan for, hvordan den omstilling skal ske?

»Det er råstofstrategien, der er det bærende element,« forklarer Jens-Erik Kirkegaard. Den nuværende udløber i år, og nu er de i gang med at udvikle en ny, der kommer til foråret.

»Deri ligger der også, hvilke muligheder vi har inden for uddannelse og udvikling og kompetenceløft. Vi har for eksempel råstofskolen i Sisimiut, som forbereder den grønlandske arbejdskraft på at tage nogle uddannelser inden for den her branche. Så på den måde er vi også i gang med at forberede arbejdskraften.«

Selv under den stærke økonomiske vækst i Grønland i 2011 steg antallet af ledige, og nu er arbejdsløshedsprocenten på 9,4 pct. Dertil kommer et stort antal reelt arbejdsløse inden for fiskeriet, der har meget lave indkomster. 55 pct. af de unge får aldrig en uddannelse. Samtidig er der stor mangel på grønlandsk arbejdskraft inden for eksempelvis byggeriet og sundhedssektoren, hvor mange danske håndværkere og sygeplejersker bliver hentet til landet.

– Hvordan skal man få de unge til at uddanne sig til de nye erhverv, når man ikke kan få dem til at uddanne sig til de erhverv, der er der i forvejen?

»Det er svært. Vi har forsøgt i mange år på mange forskellige måder. Det har også hjulpet, men vi er langtfra i mål. Der er mange aspekter i det, også socialt og i forhold til hvad der er af erhvervsmuligheder. Så det er et langt sejt træk.«

– Og hvor starter man det træk?

»Det er svært. Man starter nok med det basale. Med folkeskolen og det sociale og forældrene.«

– Og hvad skal man gøre der mere konkret?

»Det ved jeg ikke rigtigt. Folkeskolen er selvfølgelig det grundlæggende. Der var en reform af den for nogle år siden, som vi kaldte den gode skole. Den havde ti-års-jubilæum sidste år, og nu er man i gang med at evaluere på den.«

Jens-Erik Kirkegaard klør sig i håret. Han taler tøvende og napper stadig oftere druer af en klase på frugtfadet, som han spiser, mens vi taler.Et andet problem er, at det nogle gange ikke kan betale sig at arbejde. Landets skattekommission har oplistet flere tilfælde, hvor folk direkte får færre penge til rådighed, hvis de går fra understøttelse til et job på mindstelønnen. Det er en del af forklaringen på, at det også kan være svært at få besat de ufaglærte stillinger på fiskefabrikkerne, i turistbranchen og på restauranterne.

– Uanset om der kommer gang i råstofindustrien eller ej, skal man måske til at stille større krav til de ledige om at tage de job, der er, eller gå i gang med en uddannelse?

»Det ved jeg ikke rigtig. Det må være en diskussion, man skal tage. Overalt i den vestlige verden er der problemer med at finde arbejdskraft til skæve arbejdstider, også i Danmark. Og så har man måske også en relativ sikkerhed i at få boligstøtte og sociale ydelser, der ikke giver så stor motivation for at arbejde. Så der er mange aspekter og årsager til det, og der er ikke én løsning, men mange aspekter som tager tid og en årrække for at rette op på det,« siger Jens-Erik Kirkegaard og ligner en mand, der glæder sig til at komme hjem.

– Og hvad gør regeringen for at finde svar på de spørgsmål?

»Vi vil gerne tage befolkningen med på råd, når vi udvikler landet. Gennem foreninger, arbejdsmarkedets parter, organisationer, og borgermøder, så vi udvikler landet sammen. Så det ikke kun er politikere, der kommer med løsningsforslag.«

– Er der andre reformer på vej på erhvervsområdet end for råstofferne?

»Nej, det er for tidligt at sige noget om. Det er noget, vi skal kigge på. Vi skal have drøftet det dybere i regeringen og i vores parlamentariske grundlag. Vi er på et ret tidligt stadie. Vi har ikke været i regering tre måneder endnu,«

En ting er at være kritiker ...

Der er stille i bilen på vej hjem. Vi kører forbi en lille thaibiks bag Brugsen. Konen har bedt ham tage noget færdigmad med.

»Ekstra sovs,« siger Jens-Erik Kirkegaard. Nogle gange bliver det lidt tørt, hvis man ikke lige siger til.»En ting er at være kritiker og samfundsdebattør,« siger han så, mens vi står og venter på maden. »En anden er at have magten, og hvad der følger med af ministeransvar og at være en del af et parti med nogle politiske mål, hvor man skal være enige om, hvad man gør. Det begrænser, hvad man kan sige og gøre og hvordan. Det var også en overvejelse, jeg gjorde mig, inden jeg stillede op.«

Han siger det ikke direkte, men det virker som om, han er i gang med at undskylde, at han ikke kunne svare på vores spørgsmål før. At han ikke har en plan for, hvordan Grønland kommer videre, uanset om råstofindustrien kommer i gang eller ej.

»Heldigvis har jeg også haft nogle løsninger med ind i departementet for at skabe øget beskæftigelse på andre områder end råstoffer. Jeg kan ikke afsløre endnu, hvad det går ud på, men det giver nye beskæftigelsesmuligheder, som arbejdsmarkedets parter og erhvervslivet har taget meget godt imod,« siger Jens-Erik.

Huset er tomt, da vi kommer hjem. Konen og børnene er i svømmehallen. Vi efterlader Jens-Erik Kirkegaard ved bilen på vej ned for at hente dem.

»Held og lykke med artiklen og det hele,« siger han.

Tak, i lige måde.

Rejsen til Grønland er støttet af Aage V. Jensens Fond.

Serie

Seneste artikler

  • Naturen er noget, vi lever af

    17. august 2013
    I Grønland lever de fleste tæt på naturen. Men med de nye storskalaprojekter bliver kampen for at beskytte miljøet hurtigt en kamp imod arbejdspladser. I Maniitsoq blev modstanderne af den planlagte aluminiumssmelter til sidst nødt til at flytte fra byen, fortæller Mikkel Myrup, en af Grønlands ganske få miljøforkæmpere
  • Nogle tæller oprinde­lighed i procent

    13. august 2013
    Der går en bølge gennem det grønlandske samfund, hvor man forsøger at distancere sig fra det danske og nærme sig noget mere oprindeligt grønlandsk. Men problemet er at finde frem til, hvad det grønlandske er i en moderne verden, og hvordan det kan forenes med et samfund, der gerne skulle bevæge sig fremad
  • Vejen væk

    7. august 2013
    Det er ikke kun de store geografiske afstande, der splitter det grønlandske samfund. Selv i en bygd med 250 mennesker er forskellen enorm på dem, der er med på udviklingen, og dem, der ikke er det. Det samme er forskellen på de unges muligheder for at komme væk
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Helge Rasmussen
  • Jairus Lyberth
  • Anders Feder
Helge Rasmussen, Jairus Lyberth og Anders Feder anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helge Rasmussen

Grønlands råstoffer er meget omtalt i medierne for tiden, uran, sjældne jordarter, jern og den slags.

Det undrer mig at ingen taler om et råstof, som Grøndland har, til overflod og som der er hurtigt voksende efterspørgsel på, rent drikkevand fra indlandsisen må være et oplagt eksportemne.

I masser af lande i hele verden, skal drikkevand købes i dagligvarebutikker, leverandørerne er, for en stor del, multinationale selskaber, som fremstiller vandet ved hjælp af omvendt osmose, en fremstillingsmåde der kræver en hel del energi. Resultatet er rent vand der smager af ingenting.

Her må være et marked hvor Grønland kan konkurrere på både kvalitet og pris.

Jairus Lyberth

Rart for os andre, at vide, hvad en arbejdsdag kan indebære for en grønlandsk "minister". Udover det - Helge Rasmussen -, var der indtil for ca. 1 år siden eller mindre, et projekt som du efterlyser her - 938 - som skulle være fantastisk og hvor man havde planer om, at det skulle sælges som deluxe vand på flaske til rige arabere for eksempel, men af en eller anden grund aldrig blev til noget - desværre. Der var ellers store forventninger til projektet, men det gik ligesom i "vasken". Ærgerligt.