Læsetid: 16 min.

Mit navn er Amerika, og jeg er dataholiker

Verden risikerer en informations­apokalypse, når sko, tandbørster og andre ’smarte’ informationsenheder bliver allestedsnærværende, og person­data handles som enhver anden vare på markedet. Så kan selv ikke de bedste love sikre internettet og beskytte vores privatliv
Samarbejde. Mens Silicon Valley administrerer, opdaterer og tjener penge på den digitale infrastruktur, tapper den amerikanske efterretningstjeneste det for data efter behov, skriver Evgeny Morozov

Samarbejde. Mens Silicon Valley administrerer, opdaterer og tjener penge på den digitale infrastruktur, tapper den amerikanske efterretningstjeneste det for data efter behov, skriver Evgeny Morozov

André Leit/iBureauet

3. august 2013

Problemet med den syge, neurotiske supermagt, som Edward Snowden har synliggjort, er, at den ikke kan udtale den ene replik, den må sige for at komme videre:

»Mit navn er Amerika, og jeg er dataholiker.«

For amerikanske spioner er big data så afhængighedsskabende som crack-kokain og selvforblændelsen lige så åbenlys: Bag illusionen om storhed og narcissistisk almagt – se, vi har forhindret et nyt 11. september! – har realitetssansen lidt skade. Forhindre et nyt 11. september? Når to store drenge med omfattende tilstedeværelse på de sociale medier kunne sprænge en bombe ved Bostons maraton? Hvad nytter så den omfattende dataindsamling? Ingen tvivl om, at Amerikas overvågningsafhængighed er reel og har konsekvenser. Og ingen tvivl om, at alle ville være bedst tjent med, at Amerika blev sendt på big data-afvænning.

Men vi kan lære mere af Snowden-affæren: Den har punkteret en række myter, der kun perifert har med overvågning at gøre.

For det første forstår mange europæere nu omsider, at begrebet ’datasky’ (cloud computing) kun er en eufemisme for ’en eller anden mørk bunker i Idaho eller Utah’. Havde Borges levet i dag, ville han have valgt en serverpark og ikke et bibliotek som ramme for sine surrealistiske historier. En database, der er større end den verden, den skal forestille at repræsentere: en Borges-novelle eller et PowerPoint-slideshow fra National Security Agency (NSA)? Det kan man ikke sige med sikkerhed.

For det andet må vi omvurdere de førhen så latterliggjorte udmeldinger fra iranere, russere og kinesere om at sikre deres ’informationssuverænitet’. Så iranerne ville konstruere et rent nationalt e-mail-system for at mindske deres afhængighed af Silicon Valley? Hvordan skulle et sådant system kunne konkurrere med Gmails videochat og trendy design? Blev europæernes forsøg på at udvikle deres egen søgemaskine måske ikke et flop? At bygge fly, der kan konkurrere med Boeing, er én ting, men et e-mail-system? Nej, den slags ville hverken Europa og da slet ikke Iran kunne præstere!

Hvem griner i dag? Irans nationale e-mail system blev taget i brug for få uger siden. Selvfølgelig med den bagtanke dels at kunne lukke af for det, hvis der skulle opstå en situation med folkelige protester, dels at kunne udspionere egne borgere på andre tidspunkter. Ikke desto mindre har Iran forstået den geopolitiske pointe: Overdreven afhængighed af udenlandsk kommunikationsinfrastruktur styrker ikke suveræniteten.

For det tredje må vi se i øjnene, at den sociale kontrakt mellem Silicon Valley og Washington har skabt et ny slags strømlinet og decentraliseret system: Mens Silicon Valley administrerer, opdaterer og tjener penge på den digitale infrastruktur, tapper NSA det for data efter behov. Alle kan specialisere sig, og alle vinder. Dette er dagens Amerika i sin fulde glans: Hvad der ikke kan opnås gennem kontroversiel lovgivning, kan gennemføres ved privatisering og således med mindre grad af offentligt tilsyn og kontrol.

Fra de privatejede leverandører af sundhedsydelser til privatejede fængsler og de privatejede militser, der indsættes i krigszoner, har denne partnerskabsmodel mellem offentligt og privat nu også infiltreret den amerikanske kommunikations infrastruktur. Decentralisering kan være frigørende, men kun hvis der ikke er nogen stærk aktør, der kan høste fordelene, når netværket er etableret. Men når en sådan aktør eksisterer – som i dette tilfælde NSA – er decentralisering en simpel styringsmekanisme. Magthaverne får mere af det, de ønsker sig, hurtigere, og skal investere færre ressourcer for at opretholde dette privilegium.

For det fjerde er den forestilling, at digitaliseringen skulle bane vej for en ny verden, hvor de gode gamle regler for realpolitik ikke længere tæller, afsløret som humbug. Den digitale magt har ikke udskilt sig som selvstændig politisk sfære. At man ikke kan ’leve online’ på samme måde, som man lever i den fysiske verden, og at den virtuelle politiks logik ikke afviger fra den almindelige politiks, viser det triste tilfælde med Edward Snowdens ’virtuelle asyl’ i Sheremetyevo-lufthavnen i Moskva. At have ’virtuel frihed’ er ikke nok til at ændre på vilkårene for det politiske spil.

For det femte er også den besnærende myte om, at der findes et særskilt, virtuelt rum, hvor man kan have mere privatliv og større uafhængighed af de sociale og politiske institutioner, afgået ved døden. For at indse hvorfor, behøver man blot at kaste et blik på det memo, som Microsoft udsendte som svar på The Guardians historie om, at NSA kan have aflyttet Skype-chats og videoopkald (Skype ejes i dag af Microsoft). Gemt i Microsofts manglende benægtelse at dette forhold var en ejendommelig formulering. For at retfærdiggøre nødvendigheden af at gøre softwaregigantens digitale produkter kompatible med efterretningstjenesternes behov skrev Microsofts chefjurist:

»I takt med at internetbaseret stemme- og videokommunikation bliver mere udbredt, er det indlysende, at statsmagter vil have interesse i at anvende (eller skaffe sig) retlige beføjelser, der kan sikre dem adgang til denne form for indhold med henblik på at efterforske forbrydelser eller bekæmpe terrorisme. Uanset om de sker over internettet eller via fastnet- eller mobiltelefoner, vil vi derfor gå ud fra, at de fremtidige opkaldsforbindelser vil medføre privatlivsbeskyttelse og sikkerhed på lignende niveau.«

Læs det lige igen: Her erklærer en ledende Microsoft-medarbejder det for uundgåeligt, at nye former for kommunikationsforbindelser, der er under udvikling, bliver mindre sikre. Og at dette nok kun er godt det samme.

I 1990’erne tænkte man sig, at digitaliseringen ville styrke privatlivsbeskyttelsen. Ifølge dette ræsonnement ville de gamle kommunikationsformer blive så sikre som krypterede e-mails, når de først var overført til internettet. Reelt har vi bevæget os i modsat retning. Vel har vi fået et og samme netværk, men det har vist sig at være et netværk, hvor sikkerheden og privatlivsbeskyttelsen er vendt tilbage til telefonnettets niveau. Det er telefonen og ikke den krypterede e-mail, der er fællesnævneren for aflytningens potentiale.

Den udvikling har katastrofale konsekvenser for alle, der bor i diktaturer. Når Microsoft og de andre it-giganter udvikler ny software, der fra grunden af designes som ikke-sikker, sætter de turbolader på den allerede omfattende spionage, der bedrives af autoritære regimer. Hverken NSA eller de folkevalgte politikere har forstået, at når vi taler digital infrastruktur, er indenrigspolitik også udenrigspolitik. Vil vi pågribe alle terrorister, før de bliver født? Fint, så kan big data og de store brister i vores software og hardware hjælpe os. Men så kan vi ikke ignorere, at de samme metoder også hjælper regeringerne i Kina og Iran til at udpege og pågribe fremtidige dissidenter. Vi kan ikke bygge usikre kommunikationsinfrastrukturer og så forvente, at kun vestlige regeringer skal drage fordel af dem.

Systemkritikere betaler prisen

Dette fører os frem til den mest problematiske konsekvens af Snowdens afsløringer. Hvor slem situationen end er for europæerne, er det brugerne i autoritære stater, som vil lide mest. Og ikke under den amerikanske overvågning, men under den indenlandske censur. Det allerede nævnte fremstød i retning af ’informationssuverænitet’ i lande som Rusland, Kina eller Iran vil indebære meget mere end at sikre egne borgere beskyttelse mod amerikansk overvågning. Det vil også føre til en aggressiv indsats for at flytte den offentlige kommunikation mellem disse borgere – som i vid udstrækning stadig sker på Facebook og Twitter – over til disse tjenesters indenlandske modstykker.

Autoritære regimer har god grund til at frygte Twitter og Facebook, for her er deres muligheder for at udøve kontrol mindre. Det er næppe et tilfælde, at Zhivoy Zhurnal, Rusland foretrukne sociale netværksplatform, fik vedligeholdelsesproblemer – og blev utilgængelig for almindelig brug – på nøjagtig samme tidspunkt, som en russisk domstol afsagde dom over den populære blogger-aktivist Alexei Navalnij.

Trods alle bekymringer for amerikanisering og overvågning giver amerikansk baserede tjenester som Facebook eller Twitter stadig bedre beskyttelse af ytringsfriheden end deres russiske, kinesiske eller iranske modstykker. Sidstnævnte censurerer mere og, som eksemplet med Zhivoy Zhurnal (der ejes af en russisk oligark) viser, kan de gå offline på politisk fordelagtige tidspunkter. Skal man som politisk dissident vælge mellem at organisere sin protest er Facebook at foretrække frem for det russiske Vkontakte. Men mindre demokratiske regimer vil nu helt sikkert søge at udnytte den antiamerikanske populisme, som Snowdens afsløringer har frempisket, til at efterlade demonstranter med kun den hjemlige kanal som valg.

Det er den virkelige tragedie ved USA’s ’agenda for internetfrihed’: Det bliver systemkritikerne i lande som Kina og Iran, der må betale prisen for det hykleri, den har bygget på fra første færd. USA var længe i stand til at fremme sine kommunikationsinteresser ved at påberåbe sig et højere moralsk stade og bruge tvetydige udtryk som ’internetfrihed’ til at dække over de dybe modsætninger i dets egen politik. USA nød godt af en vis legitimitet, for så vidt at det kunne hævde, at det i al fald ikke gav sig af med overvågning af egne borgere af den slags, som det så ivrigt fordømte i Kina eller Iran. På samme måde kunne det i gå i rette med Kinas cyberspionage og Irans cyberangreb, idet det forsikrede verden om, at det ikke selv deltog i nogen af delene.

Disse påstande lød ikke troværdige, men manglen på konkrete beviser gjorde det muligt for USA at købe sig tid og indflydelse. Den tid er nu endegyldigt ovre. I dag lyder enhver amerikansk retorik om en ’agenda for internetfrihed’ lige så hul, som George W. Bushs ’frihedsdagsorden’ lød efter torturscenerne fra Abu Ghraib. Washington må nu genopbygge sin politik fra bunden. Men i stedet for at hænge Snowden ud som en forræder, bør Washington takke ham. Han har afsløret det skrøbelige fundament for politik, der for længst var blevet uholdbart.

Dilemmaet er ideologisk

Hvad må der gøres? Lad os starte med overvågning. Hidtil har de fleste europæiske politikere knyttet deres forhåbninger til, at kunne man blot regulere de amerikanske virksomheder bedre, f.eks. ved at pålægge dem at offentliggøre, hvor mange data de deler med NSA og hvornår, ville problemet gå væk af sig selv. Men det er en kortsigtet og naiv opfattelse, der reducerer et kæmpe filosofisk problem – fremtidens privatlivsbeskyttelse – til det tilsyneladende håndterbare spørgsmål om datalagringsdirektiver. Vores dilemma begynder imidlertid på det ideologiske niveau og handler ikke om dårlig politik eller dårlig implementering.

Antag, at Europa pålagde amerikanske teknologivirksomheder alle de lovkrav, det måtte ønske. Hvad vil der ske om fem år, når alle enheder og apparater bliver ’smarte’ – dvs. pludselig har en billig, sofistikeret sensor indbygget – og er forbundet til hinanden og til internettet? Sådanne indretninger er allerede kommercielt tilgængelige, og mange flere er på vej: smarte gafler, der overvåger, hvor hurtigt vi spiser, smarte tandbørster, der overvåger, hvor ofte vi børster tænder; smarte sko, der fortæller os, hvornår de er ved at blive slidt; smarte paraplyer, der tjekker vejrudsigten online og minder os om at tage dem med, hvis det tegner til regn. Og så er der den smartphone, der allerede ligger i din lomme, og snart også de Google-briller, der vil pryde dit ansigt.

Alle disse enheder genererer dataspor. Indsamler man oplysninger fra flere af sådanne genstande og kombinerer dem, kan man i teorien generere de samme slutninger og forudsigelser, som NSA når frem til ved at overvåge vores e-mail-kommunikation eller telefondataregistreringer. Med andre ord kan NSA regne ud, hvor du befinder dig ved at overvåge din mobiltelefon eller ved at få data fra dine smarte sko eller din smarte paraply. Ej heller behøver de at installere et overvågningskamera i dit køkken for at få at vide, hvad du har spist. Det er tilstrækkeligt at hacke den smarte enhed i din tandbørste eller den smarte affaldsspand i dit køkken. Inddrager vi ikke disse nye aflytningsmuligheder i vores lovgivningsovervejelser, er der ikke megen pointe i at skabe verdens mest sikre e-mail system eller mobile netværk: NSA vil indsamle data, der gør det muligt for dem at fortsætte deres arbejde med andre, mere kreative midler.

De vil endda kunne købe sådanne oplysninger på det åbne marked. Nogle affejer disse bekymringer under henvisning til, at vores e-mail kommunikation har alt for privat karakter til at kunne sælges som enhver anden vare. Måske. Men allerede i dag ser vi ikke noget galt i at lade en eller anden Google-algoritme ransage vores e-mailboks med henblik på at sende os tilpassede reklamer. Det er denne skræddersyede annoncevisning – baseret på automatiseret analyse og klassifikation – der gør det muligt at holde Googles sofistikerede mailsystem gratis. Google kunne nemt have valgt at kryptere vores kommunikation på en måde, så virksomhedens egne algoritmer ikke var i stand til at dechifrere den, men herved ville de fratage både sig selv og NSA eftertragtede data. Og så ville Google ikke være i stand til at tilbyde os en gratis service.

Efterhånden som vores gadgets og tidligere analoge genstande bliver ’smarte’, vil Gmail-modellen sprede sig overalt. Vi vil få enheder, der enten vil være gratis eller prissat til en brøkdel af deres reelle omkostninger. Med andre ord: Vi får en smart tandbørste gratis, men skal til gengæld tillade, at den indsamler data om, hvordan vi bruger den. For det er disse data, der i sidste ende skal finansiere udgifterne til tandbørsten. Amazon gør allerede det samme med sine Kindle eReaders: Hvis du ønsker en billigere model, skal du blot acceptere at se reklamer på skærmen. Amazons ultimative faustiske handel må blive en gratis e-bogslæser, der giver os gratis og øjeblikkelig adgang til alle verdens bøger på én betingelse: Vi skal acceptere, at den analyserer alt, hvad vi læser og sender os reklamer, der passer til.

I en let modificeret model kan man også tjene penge på disse data ved selv at sælge dem – og ikke kun fra tandbørsten, men fra et hvilket som helst smart objekt, vi interagerer med: vores bil, skrivebord, affaldsspand. Et nyt firma – Miinome – giver os endda mulighed for at tjene penge ved at lægge vores genetiske kode online, så en tredjepart kan få adgang til den, måske for at bruge den i et eller andet big data-eksperiment imod en lille betaling til os.

Ja, den principielle mulighed for at indsætte en sensor og en internetforbindelse i alt, herunder i vores fysiske kroppe, gør det muligt at varegøre alt og sætte en pris på alle de oplysninger, der genereres. Sensorer og allestedsnærværende tilslutningsmuligheder skaber nye, flydende markeder for sådanne oplysninger, der giver borgerne mulighed for at tjene penge på selvovervågning.

Lovgivning er utilstrækkelig

Er vi på vej imod en sådan fremtid, er det indlysende, at lovgivning ikke nytter, hvis borgerne selv går med til disse transaktioner. NSA’s spioner vil have to muligheder: De kan enten efterspørge eller rekvirere data fra de virksomheder, der konstruerer alle disse smarte objekter – fra smarte sko til smarte tandbørster. Eller de kan købe dem på det åbne marked, hvor disse data i sidste ende ville blive handlet af os selv, borgerne. Kort sagt, hvad der nu indsamles gennem særlige beføjelser og retskendelser kan indsamles udelukkende gennem kommercielle og frivillige transaktioner.

Politikere, der mener, at lovgivning kan stoppe denne kommercialisering af alle slags data, narrer sig selv. For markeds- og varegørelsen sker ikke imod de almindelige borgeres ønske, men netop fordi de almindelige borger og forbrugere selv ønsker den. Ingen er tvunget til at bruge Googles e-mail eller Amazons Kindle – det gør folk af egen drift. Glem lovgivningen: Det er kun gennem politisk aktivisme og skarp kritik af selve informationsforbrugerismens ideologi, at vi vil kunne afværge den her beskrevne dystopi.

Hvor kan en sådan kritik begynde? Klimaforandringerne giver os en brugbar parallel. I det meste af det 20. århundrede gik vi ud fra, at vores energiforbrug var prissat korrekt og byggede på et forbrugerparadigme om, at ’jeg kan bruge så meget energi, som jeg kan betale for’. Inden for det paradigme var ikke knyttet nogen etik til vores energiforbrug: Markedslogik erstattede moral, hvilket præcis var det, som muliggjorde hurtig økonomisk vækst og spredningen af de forbrugsenheder, der forvandlede vores hjem til elektroniske paradiser og fritog os for trivielle huslige pligter. Men som vi har måtte sande, byggede denne tankegang på den enorme illusion om, at vores energiforbrug var prissat korrekt, og at vi reelt betalte, hvad vi burde.

Når vi på intet tidspunkt prissatte vores energiforbrug korrekt, var det selvfølgelig, fordi vi undlod at indregne fremtidige omkostninger i form af klimaforstyrrelser og økologiske katastrofer. I dag er vores beslutning om, hvilken bil vi vil køre i, eller hvor meget lys vi vil have i vores stue, ikke længere en beslutning, der kun beror på, hvor stort et energiforbrug, vi har råd til at betale for. Det er også en beslutning, som kalder på en etisk overvejelse.

Pointen er, at takket være miljøbevægelsernes vellykkede kampagner har vi fået anderledes designede biler, lys, der slukker, hvis der ikke er nogen i lokalet osv. Vi har fået borgere, der i al fald i teorien bliver ansporet til at tænke i perspektiver, som rækker langt ud over evnen til at betale deres elregning.

Hvor kommer parallellen til informationsdeling så ind i billedet? Jo, lige nu bliver vores beslutning om at købe en smart tandbørste med indbygget sensor – og derefter sælge de data, den genererer – præsenteret som en rent kommerciel beslutning, der ikke har konsekvenser uden for os selv. Men det er kun, fordi det falder os vanskeligere at forestille os det førnævnte dystopiske informationsscenario end at forestille os miljøkatastrofer. At katastrofen er langsom, snigende og ikke indbyder til levende visualiseringer, gør den imidlertid ikke i mindre grad til en katastrofe!

Hvad vi har brug for, er stærkere billeder af og en klarere fornemmelse for den informationsapokalypse, der venter os i en verden, hvor personoplysninger handles som enhver anden vare. Lad os sige, at du f.eks. installerer en sensor i din bil for at bevise over for dit forsikringsselskab, at du kører sikrere end gennemsnitsbilisten, således at du kan slippe med en billigere forsikringspræmie. Fantastisk: Hvis du er en sikrere bilist end gennemsnittet, slipper du med at betale mindre.

Men problemet med gennemsnitsbetragtninger er, at halvdelen af befolkningen per definition vil placere sig under gennemsnitsværdien. Uanset om de ønsker at lade sig overvåge eller ej, vil denne anden halvdel blive tvunget til at betale mere. Så hvor de af os, som ligger i den øvre halvdel, vil være mere tilbøjelige til at acceptere selvovervågning, vil de fleste virksomheder og institutioner logisk nok antage, at de, som siger nej til selvovervågning, må have noget at skjule.

I dette eksempel har min beslutning om at sælge personlige oplysninger ikke længere kun kommercielle følger, den har også etiske implikationer. Hvis min beslutning om at dele mine personlige data for at tjene ekstra penge stiller andre medborgere værre og indsnævrer deres valgmuligheder, må jeg medtænke denne etiske faktor. Økonomiske hensyn er ikke enerådende.

Et marked uden etiske rammer

At gøre informationsforbrugerismens dystopiske konsekvenser mere anskuelige og levende vil blive en væsentlig udfordring for kritiske intellektuelle og politiske partier. Det handler om at suspendere den tilsyneladende økonomiske normalitet ved informationsudvekslingen. Informationsdeling er på vej til at blive et pulserende marked, men det har ingen etiske rammer. Michel Foucault advarede os for tre årtier siden imod, at neoliberalismen ville forvandle os alle til ’entreprenører for vores eget selv’, men lad os ikke glemme, at iværksætteri kan have ulemper: Som de fleste økonomiske aktiviteter, kan det skabe negative afledte effekter fra forurening til støj. Iværksætteri, der fokuserer på udveksling af oplysninger, er ingen undtagelse.

Europæiske politikere kan forsøge sig med at vedtage alle mulige slags love, men så længe forbrugerismens ånd hersker suverænt, og folk ikke har nogen klar etisk fornemmelse for, hvorfor de ikke bør høste fordele ved at udveksle bestemte data, vil problemet fortsætte.

NSA’s overvågning, Big Brother, Prism er væsentlige problemstillinger. Men nok så vigtigt et det at fokusere på det store billede – og i dette større billede er det, som må underkastes kontrol, informationsforbrugerismen selv og ikke kun de dele af det militærindustrielle kompleks, der står for at overvåge. Så længe vi ikke er stand til at forklare for os selv, hvorfor en given datamængde ikke bør være på markedet, kan vi glemme alt om at beskytte det mod NSA. Selv med strammere lovregulering vil efterretningstjenesterne blot købe de data på det åbne marked, som de i dag anskaffer sig via hemmelige programmer som Prism.

Den ’digitale virkelighed’ har grundlæggende betydning for fremtidens privatlivsbeskyttelse, autonomi, frihed og for selve demokratiet: Det er forhold, som må have væsentlig betydning for ethvert politisk parti. Vi har brug for, at de digitale spørgsmål bliver et tema for mainstreampolitikken, ikke at de ghettoiseres som eksklusive mærkesager for de såkaldte ’piratpartier’.

Piratpartierne forsøgte at gøre for meget: De ville både ændre politikkens proces og dens indhold. Projektet var så ambitiøst, at det i udgangspunkt var dømt til at mislykkes. Uanset hvilke reformer ’piraterne’ har været fremme med, synes de ikke at udspringe af grundige kritiske refleksioner over faldgruberne ved det nuværende politiske system, men snarere af deres tro på, at fordi det politiske system er uforeneligt med de mest succesrige digitale platforme fra Wikipedia til Facebook, må det omskabes i disse platformes billede. Det er og bliver noget vrøvl.

I den udstrækning at Snowden-affæren har tvunget os til at se disse problemer i øjnene, har den været til gavn for demokratiet. Lad os erkende, at de fleste af os nok vil foretrække ikke at tænke for meget på de etiske konsekvenser af smarte tandbørster, på hykleriet i den vestlige retorik mod Iran eller på europæiske lederes knæfald over for Silicon Valley og dets frygtelige, hjerneskadelige sprog, silikonesisk.

Det mindste, vi kan gøre, er at erkende, at krisen stikker dybere, og at den snarere udspringer af bestemte tankemønstre end af utilstrækkelig lovregulering. Informationsforbrugerismen er som sin ældre søster – energiforbrugerismen – en større trussel mod demokratiet end NSA’s dataspionage.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Evgeny Morozov er skribent og forsker, født i Hviderusland i 1984, med speciale inden for teknologiens politiske og sociale konsekvenser

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Benno Hansen
  • Jacob ...
  • Ulla Holger
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Mogens Højgaard Larsen
  • Thomas B
  • Laust Persson
  • Brian Pietersen
  • Rune Biskopstö Christensen
  • Marianne Rasmussen
  • John Vedsegaard
  • Per Jongberg
  • Torben Arendal
  • Morten Lind
  • randi christiansen
  • Vibeke Rasmussen
  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Alan Strandbygaard
  • Kim Øverup
  • Lise Lotte Rahbek
  • Kristen Carsten Munk
  • Lars Dahl
  • Henrik Darlie
  • odd bjertnes
  • Torben K L Jensen
  • Torben Wilhelmsen
  • Erik Pørtner Jensen
Espen Bøgh, Benno Hansen, Jacob ..., Ulla Holger, Heinrich R. Jørgensen, Mogens Højgaard Larsen, Thomas B, Laust Persson, Brian Pietersen, Rune Biskopstö Christensen, Marianne Rasmussen, John Vedsegaard, Per Jongberg, Torben Arendal, Morten Lind, randi christiansen, Vibeke Rasmussen, Søren Peter Langkjær Bojsen, Alan Strandbygaard, Kim Øverup, Lise Lotte Rahbek, Kristen Carsten Munk, Lars Dahl, Henrik Darlie, odd bjertnes, Torben K L Jensen, Torben Wilhelmsen og Erik Pørtner Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

peter fonnesbech

Tak for en interessant artikel.

Big data er enhver kontrolspykotikers store våde drøm, og vi vil forhåbentlig komme til at høre meget til dette fænonem, som er en ny socialvidenskabelig diciplin i hastig udvikling.

Det siger sig selv at denne diagnose, ( kontrolpsykose) altid er at finde i magtens inderste cirkler, ligegyldigt om de er hos kommercielle interesser , statslige eller en blanding af de 2.

Simon Gramstrup, Lise Lotte Rahbek, John Vedsegaard og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Spændende artikel, som indeholder en fascinerende blanding af klarsyn og rablende vanvid.

Vi skal hellere i første omgang se på det "nære miljø" - i Danmark har vi vores personnumre, som på trods af, hvad man sagde da de blev indført, er blevet en nøgle til alle informationer - bankkonti, betalingstransaktioner , sygehusjournaler, forsikringsoplysninger, skatteforhold, kriminalregister, folkeregister og meget, meget andet.

Nogle af os er udsat for identitetstyveri, og man kan åbenbart ikke få et nyt personnummer, hvis kriminelle har stjålet ens identitet. DET ER DATA AFHÆNGIGHED I ET SAMFUND , SÅ DET BASKER - OG DET ER I VORES EGET LAND.

Myndighederne i Danmark får automatisk alle informationer om ens indtægter, så en størstedelen af os behøver ikke at tænke på at skrive selvangivelse - det er super overvågning i det daglige.

Læg dertil alle de love, hvor diverse kontrolmyndigheder har lov til uden retskendelse at "gå ind" i "det private".

Vi har selv på demokratisk vis villet denne overvågnings-udvikling, og den gør mange ting så umådeligt meget lettere - men vi er over tid gradvist blevet villige til at accepterer ting, som man ville have strittet imod for bare en menneskealder siden.

De store hemmelige og / eller kommercielle datasamlinger skal sikres mod misbrug - men man kan næppe nå til en sikring før alle lande er demokratiske og dertil villige til en slags traktat , der lægger overordnede kontrollerede rammer for staternes dataaktiviteter, så ingen snyder.

Der var engang nogen, der ved dampmaskinernes fremkomst mente, at de burde afskaffes - og det kunne man selvfølgelig ikke .

På samme måde kan man ikke skrue data-"artisteriet" tilbage - hvis USA kan finde ud af det, så kan og vil andre lande også gøre det samme. De lande , der er bedst til det vil være fremtidens "vindere".

John Vedsegaard, Vibeke Rasmussen, Alan Strandbygaard, Flemming Scheel Andersen og Lars Dahl anbefalede denne kommentar

Igen. En artikel med pointer som fortjener en dansk bearbejdelse for at trække relevansen for os op i et kendt perspektiv. Jeg synes det er fint, at artiklen er fundet frem. Men det er alligevel min tanke, at 'vi/de' der læser den slags sagtens selv kunne læse den originale udgave. Man kunne da sagtens referere til artiklen i en dansk re-analyse.
Vi mangler netop denne form for perspektiver på privatiseringens konsekvenser for demokratioplevelsen, -forståelsen og virkeligheden i vores eget land. Men her nøjes vi med at henvise til grundloven og selv-prise os, som bedre end alle andre. F.eks.: Vi poster offentlige penge i private sygehuse, der overlader ansvaret for fejloperationer mv. til det offentlige. Vi poster penge i private aktiveringsforanstaltninger, som ikke løser opgaven, men overlader konsekvenserne til det offentlige.
I den politiske debat er deregulering stadig en slagvare, og samtidig ser vi udgifterne til kontrol eksplodere uden at virke. Pengene kanaliseres uden de store sværdslag fra 'varme' til 'kolde' hænder.
Der er meget mere kritisk indsigt at hente i den udmærkede artikel, som tager afsæt i privatiseringen af datahåndtering, men som også peger afslørende ind i alle mulige andre sider af det danske samfunds udvikling pt. Dét kunne Information godt bruge tid på.

Anders Krog, John Vedsegaard, randi christiansen, Vibeke Rasmussen, Alan Strandbygaard, Jesper Wendt, Per Torbensen, Lise Lotte Rahbek og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

... det næste bliver vel at samtlige hustande skal have installeret et kamera som overvåger en i brusekabinen for at se om der er nogle der har Al-Quaj-da tatoveringer på kroppen,.. men det gør jo ikke noget for vi/du har jo ikke noget at skjule?.

John Vedsegaard, randi christiansen og Alan Strandbygaard anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

- Hvordan ligger det med at bruge fornuften og sørge for at indskrænke os. Var det ikke en idé?

- Jo, hvis de andre starter først. Vi kan jo ikke have at de får mere magt end os, vel?

- Kunne det ikke arrangeres ved at gennemføre effektive kontroller?

- Nej, der er jo lande der ikke har styr på noget som helst. Andre igen kan vi slet ikke stole på.

- Jamen, kan vi ikke lave en fælles aftale på verdensplan? Lad os sige at alle lande forpligter sig til at decimere deres befolkniger med 50%?

- Nej, nej, vi stoler ikke på dem. Der er altid nogen der skal rage til sig og som vil bestemme det hele. Hvis nu ikke kineserne følger trop, så varer det jo ikke længe inden de er verdens største magt. Og jeg vil i hvert tilfælde ikke leve under kinesisk herredømme. Det er helt sikkert. De er jo barbarer og korrupte.

- Hvorfor kommer du på den idé, at der altid er nogen der vil dominere og overtage magten? Tænker de alle sådan, eller er det kun fordi du gør det, at de tænker sådan?

- Nej, sådan er vi jo bare. Mennesker er jo grådige og magtbegærlige. En agressiv race, ikke sandt?

- Jamen vi er da intelligente. Vi har da forstand og evner?

- Jo, sandelig da. Vi mennesker er de klogeste og smarteste af alle dyreracerne. Ingen tvivl om det. Vi er næsten guddommelige og perfekte i forhold til alle andre.

- Åbenbart ikke så smarte og intelligente at vi kan stoppe vor egen undergang, ser det ud til?

- Pyt! Vi skal nok overleve. Naturen ordner det hele for os. Det har den altid gjort. Nu skal vi bare nyde vort højt udviklede samfund med alle de goder der er.

- Vil det sige der ikke er noget at gøre?

- Jo, vi kan lave en rask lille verdenskrig. Få tyndet ud i rækkerne. Eller designe et nyt virus der slår halvdelen af os ihjel. Og så skal vi bare være parate til at indtage de lande hvor befolkningerne er uddøde. Smart ikke!?

- Tjah...

Lise Lotte Rahbek og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

… og hvordan får man danskere, der hjernedødt (undskyld, men det mener jeg) fastholder, at overvågning, og stadig mere udvidet overvågning, ikke generer dem, for "jeg har ikke noget at skjule", til at forstå, at det er ikke noget de nødvendigvis selv bestemmer!

Niels Mosbak, Erik Pørtner Jensen , Simon Gramstrup, Lise Lotte Rahbek, John Vedsegaard og Thomas Borghus anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Endnu en vinkel der understreger nødvendigheden af helhedsorienteret, globalt koordineret miljø-og socioøkonomisk bæredygtighed > verdensøkonomiens rubikterning som ingen ved sine fulde fem kunne drømme om at ødelægge, fordi det er den enkle, geniale og eneste løsning på 'Den store Omstilling' på en Plan for Planeten, som er nødvendig, hvis maskineriet ikke skal bryde sammen til mikroniveau og livsprocesserne begynde helt forfra i en ny cyklus.

Iflg nyeste kosmologiske teorier går informationerne ikke tabt ...

Mogens Højgaard Larsen og Simon Gramstrup anbefalede denne kommentar
Georg Christensen

NSA?. Hvem er de mon?.

Efter min mening kan et "godt tilbud" være: Verdens største "terroist organisation", (her spiller "al-Quada" ,kun bagatel rollen), skabt af småtbegavede politikere, som med deres hemmelige tjenester nyder "hæmmeligheds kræmmeriet".

Et "kræmmermarked", som nu viser sig er kommet fuldstændig ude af kontrol, og kun fordi et lille enkelt "led" ikke virkede.

NB: Det kan vi lære noget af. Når "magtbegærdet" får alt for megen frihed ødelægger "LIVET" sig selv. "Åbenhed", er vejen frem.

Peter Andersen

- måske et lille tillæg til menneskerettighederne var ønskeligt.
Frihed til anonymitet og for overvågning.

Vibeke Rasmussen

Nogle links fra den originale artikel i Franfurter Allgemeine Zeitung:

"Smart toothbrushes that monitor how often we brush our teeth":
http://news.cnet.com/8301-17938_105-57563875-1/beam-brush-lets-you-share...

"Smart shoes that tell us when they are about to get worn out":
http://techcrunch.com/2013/01/24/apple-patents-smart-shoes-that-feature-...

"Smart umbrellas that go online to check when it will rain and warn us to take them with us on leaving the house":
http://www.pcmag.com/slideshow_viewer/0,3253,l=204399&a=204399&po=3,00.asp

"… they don’t have to install a security camera in your kitchen to know what you’ve been eating: they can figure it out by tinkering with the smart toothbrush in your toothbrush or the smart trashbin in your kitchen":
http://www.dailymail.co.uk/news/article-2000566/Smile-Youre-bin-cam-The-...

Miinome:
http://www.wired.com/business/2013/03/miinome-genetic-marketplace/

Simon Gramstrup

Hele denne problematik er en naturlig konsekvens af et profit orienteret konkurrence samfund, og den majoritet der generelt kun får den samme information, fra samme vinkel, fra de samme store hjemlige medier.

Det er interessant at de her konsekvenser ikke er grundviden i det ganske land. Der findes allerede open source værktøjer, hardware og software som gør at vi alle kunne være helt anonyme og være gratis på nettet - eks.v. fra http://project-byzantium.org/, men de ting er ikke kendt eller benyttet.

Der er også adskillige alternativer til hvordan man driver samfund, men igen er de hverken kendt, undersøgt eller benyttet.

Det ser ud til at majoriteten inkl. partierne på tinget, sidder fast i en perspektiv 'lomme' - en religion, et memeplex - som de ikke kan eller vil se ud over. Lidt synd at vi ikke bruger en videnskabelig og teknisk indgang til at drive vores lokale/globale samfund.

peter fonnesbech og Mogens Højgaard Larsen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Forleden kunne man læse følgende beretning af Michele Catalono, hustru og mor i en familie, der nok ikke selv mente, at de havde noget at skjule, men som ikke desto mindre pludselig en dag fik uventet besøg af seks agenter fra det amerikanske anti-terror-korps:
https://medium.com/something-like-falling/2e7d13e54724

Hun gættede efterfølgende på, at besøget havde skyldtes, at 'Terrorism Task Force' havde opdaget: at hendes søn havde googlet oplysninger om, hvordan man laver bomber; at hun selv havde googlet 'trykkoger'; og at hendes mand havde googlet 'rygsæk'. Altså altsammen noget, der kunne relatere tilbage til attentatet under Boston Marathon.

I en senere opdatering oplyser Michele Catalono dog, at 'besøget' muligvis også, hvad hun ikke oprindeligt havde været klar over, havde at gøre med nogle google-søgninger hendes mand tidligere havde foretaget på sin forrige arbejdsplads. Men hvad de havde drejet sig om, kommer hun ikke nærmere ind på.

Men dét, i hendes beretning, der især fik mig til at studse, var følgende:

"They never asked to see the computers on which the searches were done. They never opened a drawer or a cabinet. They left two rooms unsearched. I guess we didn’t fit the exact profile they were looking for so they were just going through the motions.

They mentioned that they do this about 100 times a week. And that 99 of those visits turn out to be nothing. I don’t know what happens on the other 1% of visits and I’m not sure I want to know what my neighbors are up to."

Altså nærmest en rutineundersøgelse, som ikke synes at have været særlig grundig. Og man profilerer åbenbart stadig eventuelt mistænkte, men hvis de så ikke lige passer ind i profilen, er de ikke længere mistænkte alligevel? Og hvis man foretager 100 sådanne undersøgelser om ugen, hvor grundig kan man så egentlig regne med, at hver enkelt er?

Så ikke nok med at man foretager grænseoverskridende overvågning af borgerne og iværksætter tilsyneladende ubegrundede husundersøgelser, man prøver også ved disse handlinger at indgyde befolkningen en falsk fornemmelse af tryghed. Eller er der, når det kommer til stykket, måske snarere tale om at indgyde befolkningen frygt?

Jens Thorning

Hvis bare ét 9-11 kan forhindres, så ... men det, der forties og tales uden om, er jo, at det handler om industrispionage og økonomisk spionage: Tyskerne skal ikke overhale USA.

Benjamin Bach

Evgeny Morozov er forfatter af bogen To Save Everything, Click Here: The Folly of Technological Solutionism, hermed anbefalet.

Michael Nielsen

USA er ikke dataalkoholiker. Ej heller USAs efterretningstjenester. Begge entiteter er underlagt et konspiratorisk netværk. Det er Danmark også.

Selvom efterretningstjenesterne står for overvågningen, så udgør de ikke selve alkoholikeren. De er blot tjenester der tjener alkoholikeren, som består af et oligarkisk netværk af konspiratorer. Et hemmeligt netværk.

Så i forhold til Alkohol-Analogien, så ser virkeligheden således ud:

1. Alkoholen er dig og mig.

2. Overvågningssamfundet er flasken der omgiver alkoholen.

3. Alkoholikeren er det konspiratoriske og magtfulde netværk der drikker af flasken. Dele af netværkets magt kommer netop af at kunne drikke af flasken.

Så Ødelægger vi flasken (overvågningen) så ødelægger vi dele af netværkets magt, over os.

-
Præsident Eisenhower, Præsident Kennedy og Præsident Rosewelt advarede os alle om dette magtfulde netværk.

Rosevelt og Kennedy blev udsat for åbenlyse attentatforsøg. Rosevelt kom tæt på at blive udsat for et militaristisk kup. USA blev udsat for et kup med drabet på Kennedy.

Præsident Regan blev også udsat for et attentatforsøg, der så at sige fik ham ind på den rette bane. Præsident Nixon blev ført bag lyset af netværket og udsat for et blødt kup resulterende i hans resignation. Præsident Clinton blev udsat for en stærk smædekampagne indtil også han rettede ind.

Præsident George Bush blev muligvis udsat for et kup den 11. September 2001.
Præsident Obama står muligvis overfor samme trussel.

-

Præsidenter der åbenlyst advarede os:

- I -
1961 speech Eisenhower Warns us of New World Order
https://www.youtube.com/watch?v=rd8wwMFmCeE

- II -

John F. Kennedy Speech That Got Him Killed
https://www.youtube.com/watch?v=29NIlZxSsSs

- III -

Roosevelt: "I welcome their hatred"
https://www.youtube.com/watch?v=DmR9b56GOac

- IV -

Eisenhower Speaks About Murder of JFK (1963)
https://www.youtube.com/watch?v=KyGzVQGgdqw
Lyt ved 3:17, hvor Eisenhower taler om attentatforsøget på Rosevelt.

Når netværket vurdere at en person udgør en reel trussel, så plejer attentatforsøg, kupforsøg, smædekampagner m.m at følge i kølvandet.

Sidste offer for netværket var en journalist med navnet Michael Hasting. Han døde denne sommer. Michael Hasting var en journalist af den ægte vare. Han fik ram på en amerikansk general med en artikel i Rolling Stones. Obama brugte artiklen til at få generalen til at træde tilbage. Generalen er enten en del af netværket, eller opfattes som en positiv støtte af det.

Netværket er alkoholikeren. Ikke Amerika.

Ære være rigtige journalister. Ære være alle borgere der står op imod netværket.

Georg Christensen

Dataholiker? måske bare en lille smugle pædofeli? (jeg kender ikke et bedre ord til betegnelsen) , ( en sygdomstilstand, som endnu ikke er udførlig beskrevet), medens reklameindustriens illusioner ,øredøvende forvirrer vores tilstandsfornemmelser.. Med viden om, hvad fortden gav, kan jeg måske ændre fremtiden, medens "nutiden" flyder forbi?.

Når åbenhed kun eksisterer bag lukkede døre, kommer jeg i tvivl om åbenhedsbegrebet.

Michael Nielsen

# Georg Christensen

Var det DSL forbindelsen eller en anden forbindelse der røg her. Tabte tråden i dit indlæg. Har du lyst til at uddybe?