Læsetid: 2 min.

Nervegas

[Nærve-gas] Substantiv, fælleskøn. Udviklet til krigsførelse for at lamme eller dræbe fjenden. Kategoriseres som i dag masseødelæggelsesvåben sammen med atomvåben og biologiske våben, men er under konventionen for kemiske våben helt forbudt
31. august 2013

De fleste nervegassers virkning minder om hinanden: Sekunder efter, at man har indåndet den eller fået den på huden, vil øjnene begynde at klø og svie, næsen begynder at løbe i vand, og man begynder at hoste voldsomt. Herefter bliver synet sløret, spyt og slim samler sig, fråde vil opstå omkring munden, kvalmen kommer, og man vil kaste op. Så begynder kroppen at ryste med ufrivillige muskelsammentrækninger, man mister kontrollen med blære og tarm, læberne og neglene bliver blå, mens muskellammelserne når åndedrættet. Efter få minutter indtræffer døden.  

Det lyder grufuldt, men det var  ikke effekten af gassen, der gjorde, at man allerede i 1899 internationalt besluttede sig for helt at forbyde brugen af kemiske våben i krig. Det var måden, den angriber på. Sammen med atomvåben og biologiske våben er kemiske våben nemlig kategoriseret som masseødelæggelsesvåben, fordi de rammer upræcist og ukontrollabelt. Derudover kan der ligge et følelsesmæssig argument i, at gas, bakterier og atomart nedfald ikke i første omgang opleves og registreres af bevidstheden, men kun føles, i takt med at kroppen reagerer, og det er i modstrid med hele vores begreb om fair og acceptabel krigsførelse.   

Selv om man i 1899 havde forbudt brugen af giftgasser i krig, skulle vi kun et halvt år ind i Første Verdenskrig, før Tyskland første gang brugte giftgas i skyttegravskrigen. Det var den 22. april 1915 ved Ypres i Belgien. De allierede var dog hurtige til at følge Tysklands eksempel, og snart brugte alle gas. I begyndelsen blev gassen transporteret ud i skyttegravene i metalflasker, hvorpå man åbnede flaskerne og lod gassen drive over i fjendens skyttegrave. Denne metode krævede dog, at vinden blæste i retning af fjienden, og kunne, hvis vinden slog om, betyde, at man fik sin egen gas i hovedet. Derfor gik man over til at producere særlige gasgranater, så gassen kunne skydes direkte ind i fjendens stillinger. Hurtigt udvikledes effektive gasmasker, som kunne filtrere luften, og tabene på grund af gasangreb var derfor forholdsvis små (omkrig 100.000 i alt), men ved at tvinge fjendens soldater til at tage gasmaske på, nedsatte man deres kampduelighed.

Under Anden Verdenskrig udviklede tyskerne endvidere nervegasser til krigsførelse, men tog dem dog aldrig i brug. Særlig viste typerne fosgen- og saringas sig anvendelige, fordi de så hurtigt, effektivt og med meget, meget små doser kan lamme centralnervesystemet og kvæle fjenden. Våbnet har kun sjældent været i brug, men menes at have været anvendt i 1960’erne under borgerkrigen i Yemen, af Iraks Saddam Hussein mod den kurdiske befolkning i slutningen af 1980’erne og nu i denne uge også i Syrien, hvor mere end 1.000 mennesker menes dræbt af Bashar al-Assads regime.  

I 1993 vedtog alle verdens lande Chemical Weapons Convention (CWC), hvor de forpligter sig til  hverken at producere, opbevare eller bruge kemiske våben eller nervegasser. Syv lande undlod dog at tilslutte sig eller ratificere konventionen – Angola, Nordkorea, Egypten, Sydsudan, Israel, Myanmar og Syrien. Frem til da fremgik det hverken af aftalen fra 1899 eller af Genevekonventionens forbud mod brug af kemiske våben, om man måtte producere og opmagasinere kemiske våben, hvorfor en del dem stadig menes at være brugbare.  

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu