Opskrift på sazerac og kunsten at overleve en sommer

Møgsommer! Her kommer man hjem fra fire ugers sommerlejr på Møn, og så regner det. Men jeg giver ikke op. Jeg insisterer på, at sommeren fortsætter mindst en måned endnu, og ligesom sidste måneds klumme forbliver jeg i de nordamerikanske sydstater, og i dette tilfælde helt specifikt New Orleans.

Men lad os som sædvanlig tage en omvej først. Danmark er og har aldrig været det store cocktailland. Der findes efterhånden ikke alene gode, men særdeles gode cocktailbarer især i de store byer, og ikke mindst i København, men en egentlig tradition som i USA og England kan man ikke tale om.

Og fra at blande en gin og tonic eller svinge sig op til en cosmopolitan til ligefrem at have sit barskab udstyret med det, der på engelsk kaldes aromatic bitters, der er desværre meget, meget langt.

De fleste læsere kender nok Angostura, og den er på mange måder uundværlig, når man mikser lidt mere komplicerede cocktails og drinks, og så kan den sågar med held bruges som krydderiblanding i blandt andet gløgg.

Min far var ikke meget for Gammel Dansk eller Jägermeister, men når det skulle være – og det skulle det jo engang imellem i festligt lag – så tog han i stedet en neutral snaps, for eksempel Brøndum, og kom nogle skvæt Angostura i. Tilsvarende kan man med forbavsende godt resultat, hvis man en varm sommerdag synes, at danskvanden mangler lidt pift efter indtag af over to liter, i stedet for en citronskive lige skvætte Angostura ned i kanden.

Det begyndte som medicin

Det skal dog ikke handle om Angostura i dag, den tager vi en anden gang, og det er en historie om blod, sved og tårer, sydamerikanske krige og tyske købmand. Så stay tuned.

For Angostura er blot en af mange urteudtræk i alkohol, der oprindelig blev fremstillet i såkaldt medicinsk øjemed, men som hurtigt fandt vej ned i spiritussen, fordi det viste sig at smage godt.

Hvis man går ind i en rigtig bar, det være sig i London, København, Paris, New York, Aarhus og Tokyo – og når jeg skriver ’rigtig’ bar, så mener jeg en bar, der uden at blinke kan lave en perfekt sidecar eller white lady uden at slå op i bogen eller på nettet – så vil man blandt flaskerne bag bartenderen finde en mængde små flasker, der indeholder tilsætningsstoffer til cocktails. Ud over Angostura også orange bitters, mint bitters, West Indian orange bitter, lemon bitters, cellery bitters, orange flower water.

Ja, strengt taget er Worcestershire Sauce jo lidt i samme boldgade, og den kan jo ikke bare bruges i en bloody Mary, saucen smager også godt i drinks med whisky og cognac.

Og vi taler i øvrigt ikke bare ét mærke af de små flasker, men mange, og de smager alle sammen lidt forskelligt. Fee Brothers, Regans’ og The Bitter Truth er blandt de største og mest pålidelige. Og de kan alle sammen også bruges til madlavning, hvis det skulle være.

Kur mod dårligt humør

Og så er vi tilbage i New Orleans. I begyndelsen af 1800-tallet, hvor den kreolske emigrant, apotekeren Antoine Amedie Peychaud, blev berømt for netop sit udtræk, som han oprindeligt serverede i brandy mod alskens dårligdomme.

Og pludselig ville alle have et skvæt af apotekerens mikstur, hvad enten de var syge eller ej. Og Peychaud var jo ikke dum, så han begyndte at sælge produktet som andet end medicin.

Allerede i 1850’erne endte Peychaud’s bitter i baren Sazeracs signaturdrink, som det hedder på dansk kokke-newspeak, så hvorfor ikke bare slutte med den og håbe på, at når opskriften når ud til læserne, så er det stadig godt vejr. Og skulle det regne, så er jeg sikker på, at Antoines hemmelige opskrift kurerer dårligt humør.

Peychaud’s kan som så må meget andet – og så mange andre bitters – købes på Amazon.com, og lad dig ikke afskrække af min opskrift. Den lyder mere kompliceret end den egentlig er..