Læsetid: 10 min.

Noget om penge

Hvis der er noget, der er styrende for det moderne menneskes tilværelse og livssyn såvel som for dagens politik, så er det penge. Trods det er pengenes væsen omgærdet af mystik og myter og kun dårligt forstået, selv af økonomer. Her er et forsøg på at gøre dig rundtosset på et højere niveau
Stenpengene på Yap. Selv om de største stenhjul er alt for tunge til at blive flyttet og fysisk udvekslet, regnedes de som lokal valuta, der kunne betale varer, tjenesteydelser eller jord. De tunge penge forblev, hvor de var – man markerede ved en handel blot, at de havde skiftet ejer.

Robert Harding

24. august 2013

Penge?

Penge er det, Joakim von And tager bad i i sin pengetank: klingende mønt i guld, sin vægt værd i samme, ikke sandt? Eller?

En dansk femøre fra 1964, støbt i zink, er ikke fem flade øre værd i daglig handel. Faktisk blev den annulleret som gyldigt betalingsmiddel for næsten 25 år siden, fordi den på det tidspunkt kostede otte øre at fremstille.

Omvendt kan 1964-femøren i dag være hundrede gange sin nominelle værdi værd på auktion.

Altså fem kr. – plus 10 kr. i forsendelse ved køb over nettet.

Så penge? Penge er, hvad vi gør dem til. Og vi har op gennem historien gjort dem til meget andet og mere end mønterne i von Ands svulmende pengetank eller vor egen mere beskedne portemonnæ.

»Langt fra at være et tilbehør til markedsøkonomien er pengene en vigtig dynamisk faktor i samfundet, måske den vigtigste af alle. Penge er alt for vigtige til at blive overladt til markedet,« skriver den britiske professor i socialvidenskab, Mary Mellor, i bogen The future of money.

Det interessante er, at kloge akademikere fortsat tumler med, hvor pengene egentlig kommer fra, og hvordan deres flerdobbelte funktion skal forstås. Som den amerikanske økonom John Kenneth Galbraith har noteret i bogen Penge:

»Tv-interviewere med ry for intelligens begynder jævnligt interviews med økonomer således: ’Sig mig nu, hvad penge egentlig er!’ Svarene er altid usammenhængende.«

Galbraith antyder samtidig, at pengevæsenets svært forståelige kompleksitet til en vis grad kan være noget, pengenes og den økonomiske videnskabs vogtere har konstrueret:

»De, der taler om penge og underviser i emnet og tjener til livets ophold ved det, vinder prestige, agtelse og økonomisk udbytte – akkurat som en læge eller medicinmand – ved at dyrke den opfattelse, at de har en privilegeret forbindelse med det okkulte – at de har en indsigt, der på ingen måde står åben for almindelige mennesker. Om end denne opfattelse giver faglig anseelse og økonomisk gevinst, er også den en hævdvunden form for svindel. Der er ved penge intet, som ikke kan forstås af et menneske med rimelig videbegærlighed, flid og intelligens.«

Yap

Nogle økonomer elsker historien om stenpengene fra Yap.

Yap er en diminutiv stillehavsø i øriget Mikronesien. Engang for flere tusind år siden fik øboerne besked fra guderne om at sejle i deres kanoer til øen Palau 600 kilometer borte for der at hugge nogle flade, runde stenhjul ud af den lokale kalkstensklippe. Med stort besvær og efter adskillige forlis – nogle af stenhjulene var tre-fire meter i diameter og vejede op til fire ton – endte disse objekter tilbage på Yap, hvor de blev – og stadig bliver – opfattet som værdigenstande.

Og jo større sten, desto større værdi. Så selv om de største af disse stenhjul er alt for tunge til at blive flyttet og fysisk udvekslet, regnedes de som lokal valuta, der kunne betale varer, tjenesteydelser eller jord. De tunge penge forblev, hvor de var – man markerede ved en handel blot, at de havde skiftet ejer.

En amerikansk antropolog, der besøgte Yap for over 100 år siden, fortæller f.eks., hvordan den tids tyske koloniherrer pålagde nogle af Yaps høvdinge bøder for ikke at ville forbedre øens simple stisystemer. Bødens betaling blev ordnet med et sort kryds på de store stenhjul til markering af, at de nu var koloniherrernes ejendom. Denne ydmygende forarmelse fik hurtigt høvdingene i gang, og da stierne var udbedret, betaltes bøderne tilbage: de sorte kryds blev udvisket.

Antropologen fortæller også, hvordan den angiveligt allerstørste stenmønt aldrig nåede Yap. Den sank til havets bund ved et forlis. Men netop på grund af dens sjældne karakter og utilgængelighed blev dens formelle ejer anset for særligt rig. Hans formue lå godt nok på havets bund, og ingen på Yap havde nogensinde set den, men den eksisterede jo – derfor var ejeren rig og vedblev med at være det.

Den amerikanske økonom og nobelpristager Milton Friedman faldt i 1991 over antropolog-beretningen og sammenlignede i en artikel Yap-beboernes syn på stenpengene med den moderne forståelse af penge.

»Hvor tåbeligt. Hvordan kan folk dog være så ulogiske,« spurgte Friedman først med henvisning til øboernes værdiansættelse af sten som penge, der ikke kunne flyttes og i nogle tilfælde end ikke ses eller nås. Men dernæst sammenlignede han med Frankrig, der i 1930’erne blev usikker på USA’s vilje til at fastholde værdien af guldstandarden for pengesystemet og derfor forlangte hele Frankrigs tilgodehavende i USA konverteret til guld. I stedet for at sejle guldet til Frankrig ordnedes sagen ved, at man i den amerikanske centralbanks kælder satte mærkater på en række skuffer med guldbarrer om, at de nu var fransk ejendom. Dette ’dræn’ af USA’s guldreserve var faktisk ifølge Milton Friedman med til at svække dollaren og udløse den store bankpanik i 1933.

»Er der egentlig nogen forskel på centralbankens overbevisning om, at den var i en svækket situation på grund af nogle mærker på skuffer i sin kælder, og så Yap-beboernes overbevisning om, at de var blevet fattigere på grund af nogle krydser på deres stenpenge,« spurgte Friedman. Og hvor mange af os har egentlig nogen garanti for den reelle eksistens af den personlige velstand, vi har registreret som indestående på en bankkonto, aktiebeviser etc., tilføjede han.

»Begge eksempler – og mange andre som kunne opregnes – illustrerer, hvor vigtige ’myter’, ubestridte trosforestillinger, er i pengesager,« konkluderede nobelpristageren.

Penge, penge og penge

Hvad Friedman hermed gjorde opmærksom på, var et par af de betydninger, vi også i dag tillægger penge.

Penge er for det første en måde at opbevare værdier på. En æblehøst kan ikke gemmes uendeligt, men værdien af den kan bevares endeløst, hvis den ved salg omsættes til penge. Og jo flere stenpenge på stillehavsøen, guldbarrer i kælderboksen, mønter i von And-tanken eller sedler under madrassen, desto rigere er man pr. definition og konvention. Også selv om formuen jo dybest set intet er værd, så længe den ligger stille i boksen eller madrassen.

Penge er samtidig et byttemiddel ved handel. Med penge som omsætningsredskab kan man på markedet bytte en æblehøst for en gris eller veksle sin arbejdskraft til en vaskemaskine eller et fladskærms-tv.

Endelig er penge en simpel målestok. Det kan være svært at bedømme bytteforholdet mellem æbler og grise, når man står på markedspladsen, men ved at definere en kroneværdi kan man let se, hvor mange æbler, der går på en gris. Måleenheden kroner kan også bruges til – det gør man i hvert fald – at måle Danmarks økonomiske sundhedstilstand via størrelsen i kroner af vort BNP.

I den sidste funktion er penge altså blot tal, ikke noget fysisk håndgribeligt. Men også pengenes fysiske dimension har flere sider og er egnet til at forvirre.

Guld og guld er to ting

Historisk og i forskellige kulturer har penge haft forskellig oprindelse – handelsmæssig, religiøs, social – samt form af alt fra de tre-fire meter høje, tonstunge stenhjul over perler, rav, skind, æg, ris, elfenben, muslingeskaller og salt til mønter af metal. Langt de fleste steder blev metalmønterne den foretrukne og altdominerende form for valuta – vel at mærke lige til nu, hvor såvel offentlige myndigheder som erhvervsdrivende er begyndt at sige nej til at modtage folks kontanter – mønter og sedler – fordi det nu er så meget lettere med penge som tal på en skærm. Med de stigende priser på metaller og råstoffer kan det såmænd også være, at flere af dagens mønter går samme vej som zink-femøren: Hvis deres nominelle værdi bliver mindre end prisen på metalindholdet og fremstillingsindsatsen, vil de forsvinde.

Oprindeligt blev mønter fremstillet af ædle metaller: guld, sølv eller kobber. Dermed havde de altså en ressourcebaseret værdi i sig selv, men de fleste økonomer vil sige, at det er en misforståelse, at gyldne mønter a la Joakim von Ands skulle være ’deres vægt værd i guld’ som penge betragtet. Det er, siger f.eks. den italienske økonom Sergio Rossi, »en logisk umulighed«.

For hvis værdien af en guldmønt – eller en anden mønt – var bestemt af den aktuelle metalpris på råvaremarkedet, så ville den jo i sig selv være en vare med svingende pris og dermed helt uegnet som den faste enhed og målestok, der er selve formålet med penge. Altså: Hvis mønter af guld eller andre metaller som penge betragtet havde en ’egenværdi’ defineret ved metalindholdet, »så burde denne jo opgøres i en anden form for penge for at undgå cirkelslutning,« siger Rossi. Værdien af guld kan ikke opgøres i guld.

»Det er umuligt at finde en fysisk genstand med disse egenskaber«, dvs. med en konstant værdi, der er uafhængig af den aktuelle råstofsituation, omkostningerne i produktionsprocessen etc., fastslår økonomen.

Derfor er konklusionen, at mønters guldindhold vitterligt har en iboende, om end svingende og efterspørgselsbestemt, værdi, men kun som noget, der kan samles på, smeltes om til smykker eller tandplomber etc. Anskuet som penge er værdien derimod noget, man bevidst fastsætter og aftaler. Og det gælder ikke blot guldmønter, men kontanter i enhver forstand.

»Penge er, uanset deres form, en social konstruktion, ikke en naturlig form. De har ingen iboende værdi, men de har omfattende social og politisk magt,« konkluderer Mary Mellor. Som påpeger, at selv Karl Marx rodede rundt i disse forestillinger og begreber om, hvad penge er.

Mellor får også fastslået, at den såkaldte ’guldreserve’ som opbakning for den amerikanske valuta endte som fiktion. Filosofien var, at dollarens værdi var forankret i guldbarrerne i Fort Knox, og at dollaren således til enhver tid kunne omveksles til guld. Vel at mærke ikke guld til markedsværdien, men til en officiel og fast defineret pris: ca. 1,2 dollar pr. gram guld. Men mængden af dollar, der blev trykt, steg meget hurtigere end mængden af guld, der blev fundet og udvundet, og dermed skrumpede sikkerhedsnettet under dollaren og i takt hermed tilliden til den.

Knapheden på guld betød samtidig, at guldets markedsværdi som råvare steg til over guldets officielle værdi i pengesystemet, hvorfor guld begyndte at strømme ud af det monetære system og til det private marked og dets fremstilling af smykker m.m. I 1976 var guldreserven så undergravet i forhold til den eksisterende dollarmængde, at fiktionen om sikkerhedsnettet blev for tyk og guldet derfor definitivt opgivet af USA som reserve.

Det betyder ikke, at der ikke fortsat ligger guldbarrer i Fort Knox og i kælderen under Nationalbanken. Det gør der, for guld er stadig et værdifuldt metal, som f.eks. kan sælges – eller lejes ud – hvis riget fattes penge. Guldet er bare ikke længere garant for soliditeten af de enorme pengemængder, der i den moderne økonomi skabes i alverdens bank-computere og strømmer mellem dem. Som finanskrisen har demonstreret, eksisterer der faktisk ingen garant, intet fysisk fundament af værdier under disse finanssektorens virtuelle fantasillioner. Disse penge kan knap nok kaldes en social konstruktion, snarere en social fiktion. Som forsvinder som dug for solen, når markedet mister tilliden til dem.

Money rules

Hvad enten pengene er forankret i guld eller i den blå luft, har de fået nærmest ubegribelig stor betydning i det moderne samfund. Nemlig som det allestedsnærværende medium, der faciliterer enhver udveksling af varer og tjenesteydelser i det globaliserede markedsøkonomiske system. Men at ’facilitere’ betyder såvel at lette og fremme som at styre og kontrollere, og forstået som social konstruktion er pengene blevet en uhørt stærkt styrende faktor for de sociale relationer og normer i samfundet.

For halvandet hundrede år siden påpegede Karl Marx, hvordan den pengebaserede byttehandel forvrider naturen af menneskelige aktiviteter. Med pengenes centrale position arbejder man ikke længere for at producere det, man behøver, men derimod hvad der kan bringes på vareform og sælges, så man kan skaffe sig penge. De kan så bruges til at købe, hvad man behøver og ønsker, men bliver i stigende grad også et mål i sig selv – og ikke kun i finanssektoren: Når man arbejder og producerer, tænker man mere på selve de penge, det giver, end på de sko eller det franskbrød, det giver mulighed for at købe.

Og som ansat producerer man ikke, hvad man anser for nyttigt, men hvad virksomhedsejeren anser for bedst egnet til at skabe penge. Måske franskbrød, måske hjertemedicin, måske våben, måske sprøjtegift. Og man mister i denne pengeøkonomi ikke bare kontrollen over det, man som arbejdskraft producerer – man mister også noget af værdien. Franskbrødet bagt ved køkkenbordet og spist derhjemme får man den fulde værdi af; franskbrødet, man producerer på fabrikken, får man kun en del af værdien af, fordi der også skal være penge til ejeren, herunder f.eks. aktionærerne. Som Benny Holst sang i Jesper Jensens Agitpop-sang fra 1971: »Jeg laver no’ed, og jeg får min løn/Men det jeg laver, er mere værd, end det jeg får.«

Mary Mellor peger på, at det, at arbejdskraften således ikke har råd til at købe alt det, den producerer, er et dilemma for kapitalismen – et dilemma der bl.a. er søgt løst via gældsætningskulturen: Folk skal låne til det, de ikke har råd til at købe, for at holde afsætningen og indtjeningen i erhvervslivet oppe.

Dermed indkredses ifølge den økonomiske antropolog og professor ved London School of Economics, David Graeber, det, der i sidste ende er pengenes essens, uanset om oprindelsen ses som handelsmæssig, religiøs eller social: Penge måler gæld, penge er et tilgodehavende. Har man dem, har man en fordring på samfundet, herunder f.eks. på andres arbejdskraft. Har man det modsatte – gæld – skylder man nogen sin arbejdskraft.

Joakim von Ands glæde ved at spring på hovedet i guldmønterne i pengetanken kan kun forklares med hans bevidsthed om alt det arbejde, han kan få andre til at udføre for sig.

Serie

Seneste artikler

  • Gældsøkonomiens aktører skylder et svar

    6. september 2013
    Fra at det nærmest var syndigt at stifte gæld, er det blevet en dyd og selve motoren i den moderne økonomi. Men nu er tingene løbet løbsk, og gode råd er dyre
  • Pengene? De kommer som sendt fra himlen

    29. august 2013
    Mønter og sedler udgør i dag under fem procent af den danske pengemængde. Næsten alle vore penge er virtuelle tegn på en computerskærm. Og det er private banker – ikke Nationalbanken – der står for den store produktion af penge ud af den blå luft
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Vedsegaard
  • Jens Christensen
  • Niels-Simon Larsen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Niels P Sønderskov
  • HC Grau Nielsen
  • Søren Rehhoff
  • Peter Jensen
  • John Fredsted
  • Edith og Vagn Bertelsen
  • Grethe Preisler
John Vedsegaard, Jens Christensen, Niels-Simon Larsen, Flemming Scheel Andersen, Niels P Sønderskov, HC Grau Nielsen, Søren Rehhoff, Peter Jensen, John Fredsted, Edith og Vagn Bertelsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det ville nok have været på sin plads at forhindre forvirring og ukendskab (Mary Mellor) til Marx’ analyse af penge, frem for de fremførte påstande.

Det er til gengæld fint at citere Jesper Jensens tekst til merværdisangen: »Jeg laver no’ed, og jeg får min løn/Men det jeg laver, er mere værd, end det jeg får.«
– men konklusionen: »Hvordan sku’ ellers nogen blive rig uden at lave noget« er vel det, der giver det citerede udsagn mening.

I forståelsen (David Graeber) at penge er et tilgodehavende har vel kun mening, hvis det analyseres hvem der har noget til gode – nemlig de primære producenter, arbejderne – og ikke (det kapitalistiske) samfund.

At kalde det kapitalismens dilemma, at arbejderne må låne for at kunne betale prisen for de producerede varer (Mary Mellor) siger nok mest om tankegangen. Marx kalder det på sin side for »relativ overproduktion« og en af kapitalismens indbyggede modsætning.

Hvis man vil ud af dette »dilemma«, må man altså betale arbejderen den værdi der skabes i vareproduktionen, hvorved kapitalismen som produktionsmåde vil gå i opløsning.

Det sker nok ikke frivilligt, men kapitalismens evne til at udvide sit produktfelt med samtidig mulighed for profit indskrænkes over tid, ved at grænserne for udbytning bliver opbrugt og forarmelse af befolkningerne bliver et mere åbenbart resultat.

Desværre er arbejdernes bevidsthed omkring den politiske økonomi ikke på niveau med den faktiske udvikling af kapitalismen, så udbredelse og kendskab til Jesper Jensens gamle tekst om merværdien vil i dag være et stort fremskridt.