Læsetid: 8 min.

At slå sig løs under stilfærdig disciplin

I New York samler verdenseliten sig til årets sidste grand slam-turnering. På Genforeningspladsen i København forsøger de små talenter ikke at blive tennisvoksne for tidligt
Yalol og Londo Kamara ser til, mens seksårige Fidel Dennis sender sin dobbelte baghånd af sted. Hans yndlingsslag er forhånd og slice, og han tror, John Isner vinder US Open.

Yalol og Londo Kamara ser til, mens seksårige Fidel Dennis sender sin dobbelte baghånd af sted. Hans yndlingsslag er forhånd og slice, og han tror, John Isner vinder US Open.

Sigrid Nygaard

24. august 2013

Bai Kamara er arkitektstuderende og far til Yalol og Londo, der spiller tennis på bane 2. De træner serv. De øver sig i, med én og samme bevægelse, at bøje knæene og kaste bolden op, så den ligger lige over hovedet.

»Lige over hovedet,« siger træner Nikolas Tybirk. »Ikke bag jer.«

Det er tre år siden, Bai Kamara tog sine børn med over på Genforeningspladsen i Københavns Nordvestkvarter og meldte dem ind i Arbejdernes Tennisklub. Han havde undersøgt træningsmetoderne flere steder i hovedstaden, inden han besluttede sig.

»Børnene skal have lov til at røre bolden hele tiden,« siger han fra sin stol ved siden af banen. Hans store hår er skjult under en høj, sort kasket af læder, skægget samlet i en fletning.

»Det er det vigtigste i tennis, i al boldsport. Og det gør de her. De får lov til at lege med bolden mere end noget andet sted.«

Fra sin opvækst i Liberia har Bai Kamara mest erfaring med at spille fodbold, men han vurderede, at risikoen for, at hans børn kom alvorligt til skade, var for stor. Som enlig far ville han være bundet til lejligheden i Tingbjerg, hvis Londo for eksempel tacklede sig til et brækket ben. Golf var en kort overgang inde i overvejelserne, men det er besværligt, når man ikke har egen bil. Så det blev tennis, og det er godt, fortæller Bai Kamara. Det har styrket otteårige Yalols og syvårige Londos koncentrationsevner.

»Tennis er som et bibliotek,« siger Bai Kamara. »Der er ro. Du glemmer hele verden. Et sekund, så er du klar. Klar på tennis.«

Inde på banen bliver der slået grundslag. Otteårige Yalol rækker venstre arm ret frem som for at byde bolden velkommen, inden hun slår til den med højre. Stilen minder om den lettiske topspiller Ernests Gulbis’ nye forhånd. Hun smiler, mens hun slår. Hendes syvårige lillebror ser mere sammenbidt ud og spiller anderledes eksplosivt. Londos slag er en opadgående bevægelse, der ikke så meget møder bolden som strejfer den. Det gælder i endnu højere grad for seksårige Fidel Dennis, den tredje og sidste elev på banen, der pisker rundt på det røde grus og med heftige mængder topspin trækker boldene over det net, han kun er en håndsbredde højere end.

Fidel træner »cirka hver dag«, som han siger, mens han samler bolde op i en indkøbsvogn. Hans favoritslag er forhånd og slice. Adspurgt om sin yndlingsspiller nævner han schweiziske Stanislas Wawrinka og Frankrigs Jo-Wilfried Tsonga. Han kan også godt lide Serena Williams.

— Ved du, at de alle sammen spiller med i en stor turnering i næste uge?

»Er det US Open?«

— Ja. Hvem tror du vinder?

»John Isner.«

— Hvorfor?

»Han har en god serv.«

For tre år siden blev John Isner berømt efter sin 11 timer lange maratonkamp mod Nicolas Mahut ved Wimbledon, som han vandt 70-68 i afgørende sæt efter at have servet 113 esser. Siden er amerikaneren blevet sit lands højest rangerede spiller, og i sidste uge spillede han sig frem til finalen ved Masters-turneringen i Cincinnati efter tre sejre over topti-spillere, deriblandt verdensetteren Novak Djokovic. Isner er blandt outsiderne, når årets sidste grand slam-turnering begynder på mandag.

Kyllingevogter

Favoritværdigheden deles af Novak Djokovic og Rafael Nadal. Spanieren har ikke tabt en eneste kamp på hard court i år og har i det hele taget, siden sit comeback fra syv måneders knæskadepause i februar, haft et suverænt halvår med 11 finalepladser i 12 turneringer, ni titler, inklusive De Åbne Franske Mesterskaber og fem Masters-titler, senest i Cincinnati efter en servegennembrudsløs 7-6, 7-6-sejr over Isner.

På Genforeningspladsens bane 1 spiller Jens Seibæk med en ung fyr, Pelle. Jens Seibæk er klubbens cheftræner og har gennem 30 år arbejdet med både elite og bredde i dansk tennis. Pelle og han spiller småspil i servefelterne. Pelle strækker armen frem og slår til en kort bold.

»Du kunne også reagere med hele kroppen,« siger Jens Seibæk.

»Der kommer en kort bold, og så ryger hånden automatisk derned. Du kunne også forsøge at sætte næsen derned. Få hele kroppen med.«

Seibæk leverer som regel sine instruktioner i form af forslag. Jeg ved det, fordi jeg af og til selv træner med herude. Denne mandag har jeg sat ham stævne i et pauseskur mellem banerne for at høre nærmere om principperne bag hans tilgang til tennis.

»Jeg håber at gøre dem nysgerrige over for spillets vanskeligheder,« siger han. »Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan lære dem noget. Men jeg kan skabe nogle rammer, hvor de kan holde deres udvikling i gang.«

Som eksempel nævner han øvelsen ’Kyllingevogter’. To spillere træner slagdueller på banen, én står og venter på sidelinjen. Den ventende spiller, kyllingevogteren, har tre ketsjere i forskellige farver, som han løfter i vejret, når han ser én af tre typer kyllingeadfærd, som de sammen har defineret: Det er for eksempel hvis en spiller råber af sig selv over et dårligt slag, hvis man spiller et passivt slag, selv om et aggressivt var oplagt, eller hvis man trækker sig tilbage i banen, når man har mulighed for at komme frem til nettet og flugte. Spilleren med kyllingeadfærd mister sin plads på banen og bliver kyllingevogter, indtil han får chancen igen.

Formålet er at skabe et træningsmiljø, hvor det ikke så meget handler om at vinde dueller, men snarere om at eksperimentere og prøve sig selv af og gennem sine handlinger opdage, hvem man er på en tennisbane – snarere end at få at vide, hvordan man skal reagere.

»Udfordringen er at registrere sin lyst og forfølge den,« siger Jens Seibæk. »Undgå at den drukner i havet af andres forventninger og instruktioner.«

»Man vil jo gerne være en, der bliver lagt mærke til, og for at blive lagt mærke til skal man gøre noget, folk kan forstå. Noget genkendeligt.«

De fleste folk genkender sejre, vundne dueller, kampe, turneringer, trofæer – målbare parametre. Det kan være sværere at få øje på en udviklingsproces. Seibæk sammenligner det med et lille barns forsøg på at lære at gå.

»Det er bedre at kunne rejse sig end at have en veludviklet balance, som gør, at du kan blive på benene.«

Han bliver afbrudt af Fidels far, der har brug for en underskift. Drengens storesøster, Divine – der træner baghåndsslag på bane 3 – nåede for nylig semifinalerne ved Danmarksmesterskaberne for U10-spillere. Nu har familien bestemt sig for, at hun skal skifte til KB, landets største klub. Jens Seibæk skriver under på de nødvendige papirer, men han er ikke sikker på, at beslutningen er rigtig for Divine. Det kan, forklarer han, være risikabelt for spillerens udvikling at blive del af en effektiv, resultatorienteret talentfabrik, omgivet af forældre og trænere med store ambitioner.

»Man bliver hele tiden vurderet. Og så bliver det svært at være selvstændigt handlende, især i en alder, hvor man har et stort behov for voksenopmærksomhed og for at være den, de taler om på sidelinjen. Presset for at komme til at leve en andens liv er enormt,« siger Jens Seibæk.

Han kalder det hvalpestadiet – perioden, hvor man springer rundt og falder, uden at det giver ridser i selvtilliden. Bolde bliver tæsket af sted på banerne omkring os.

»De banditter, der suser rundt her under stilfærdig disciplin og slår sig løs ... det er ret godt.«

»Det er ikke godt – i den fase, hvor det er naturligt at famle – at en masse voksne jubler over, at man præsterer. Så bliver man tennisvoksen for tidligt. Så stopper væksten. I virkeligheden jubler de over, at ens vækst er gået i stå.«

Vove at miste fodfæstet

Som træner for to piger, der i en årrække spillede på ungdomslandsholdet med Caroline Wozniacki, har Jens Seibæk kunne følge stjernespillerens vej op gennem det danske tennissystem.

Hendes far, Piotr Wozniacki, var meget opmærksom på at undgå »alt det halløj«, så de isolerede sig, fortæller Seibæk.

»Caroline dykkede ned i en ubåd med sin far og gennemførte sin ungdom i et lille lukket team, hvor de så hev forskellige folk ind til inspiration.«

Som 19-årig spillede Wozniacki sig frem til finalen ved US Open. Som 20-årig lå hun nummer et på verdensranglisten. Hun vandt turnering efter turnering, mens sponsorerne stillede sig i kø med store kontrakter i hånden. I 2011 blev hun vurderet til at være verdens mest markedsførbare kvindelige idrætsudøver. Hendes årsløn lå og ligger stadig i omegnen af 75 millioner kroner.

Til gengæld lader hendes udvikling som tennisspiller til at være stagneret, efter hun trådte ud på den store scene. De trænere, der har arbejdet med hende siden gennembruddet, fortæller om en spiller, der tør en masse til træning, men hele tiden vælger de sikre løsninger i kamp. Jævnaldrende konkurrenter som Radwanska og Azarenka, der både mentalt og spillemæssigt famlede rundt, mens Wozniacki arbejdede disciplineret og præsterede solidt, har overhalet danskeren. Hun har ikke vundet over dem i to år – hun har ikke vundet over nogen spiller fra topfem i to år. For halvanden uge siden tabte hun 6-3, 7-6 til Victoria Azarenka i kvartfinalen i Cincinnati.

Hviderusseren vandt turneringen efter finalesejr over verdensetteren Serena Williams, og netop de to er favoritter til at nå finalen i New York, nøjagtig som de gjorde sidste år, da amerikaneren vandt en kneben 7-5-sejr i afgørende sæt. Men Azarenka er blevet bedre siden da. Hun er blevet modigere, eksemplificeret i sidste uge mod Williams ved stillingen 6-6 i den afgørende tiebreak; vinderen af duellen ville få matchbold, spillerne drev hinanden fra side til side, indtil en Williams-forhånd landede midt på banen. Enhver kyllingevogter ville have hævet ketsjeren, hvis ikke Azarenka slog sig frem til nettet, så det gjorde hun med en forhånd ned ad linjen efterfulgt af en følt stopflugtning på tværs af nettet.

»Hun har været god til at arbejde med sit nærvær og sine følelser,« siger Seibæk om Azarenka. »Man skal kunne tåle følelserne, der kommer. Tåle, at man ikke føler sig god. Hvis al træning er en jagt på selvtillid, er der ingen udviklingsmuligheder.«

»Caroline har været god til at arbejde, så det gjorde ondt i kroppen. Og det har også givet hende noget. Hun har fået en masse succes, og hun har tjent mange penge trods sine manglende færdigheder. Men hun har måske også mistet muligheden for at blive en spændende spiller. Prisen for at tilegne sig nye kompetencer blev hurtigt for høj. Der var for meget at opgive. Hun vovede ikke, som Kierkegaard siger, at miste fodfæstet for at vinde livet.«

Cheftræneren får øje på et sportsmagasin på bordet foran sig. På forsiden står der om en toptræner, at han »vil skabe topspillere«. Seibæk smiler.

»Han tror, at han kan skabe en spiller? Skabe guldmedaljer? Det er ren alkymisme.«

Ude på bane 2 løber Londo Kamara rundt til den frivillige ekstratræning og slår topspundne forhåndsslag af sted. Jens Seibæk kan huske, hvordan Londo reagerede vrangvilligt og slet ikke ville spille med, da han begyndte for tre år siden. Den lille dreng ville meget hellere gribe efter boldene, samle dem sammen og rulle rundt i dem. Nu er han nærmest ikke til at få af banen.

»Med lidt held,« siger Jens Seibæk, »bliver han en virkelig interessant sportsmand.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu