Læsetid: 3 min.

Værs’go’ og spis: Det fås ikke bedre end på denne tid af året

Når råvarerne er i hus er den ged barberet og madlavningen ikke det store arbejde
3. august 2013

En billig og god fisk lige nu er makrel. I sidste uge fik jeg den både stegt, grillet og røget. Jeg fik også en ekstra fin bid med rå makrel, som skal være ekstra frisk, før den nydes. Det er let at stege makrel hel eller i filet og gerne krydret med krondild. Den smager godt med frisk citron, salat med solmodne tomater og bunker af smagfulde grønne friske blade og nye løg med top eller forårsløg.

Friskkogte, skrubbede kartofler er gode med smør og dild – hak også stilkene med. De smager godt lige nu. Glem slatten høagtig dild, der fås om vinteren, og som er en svag afglans af den, der fås nu. Efter dette er friske hindbær eller blåbær med flydende honning eller tyk fløde et perfekt punktum.

Når råvarerne er i hus er den ged barberet og madlavningen ikke det store arbejde. Er der ingen frisk makrel i nærmiljøet er det godt med en salat med velsmagende kylling som har haft et liv, man tør se i øjnene. Kogt eller stegt kyllingekød blandet med friskhøstede gode salater og andre grøntsager fungerer fint.

Vil man gå til den i køkkenregionerne og ikke nøjes med det enkle, er en klassisk sprød tærte med chokolademousse og hindbær en håndværksmæssig udfordring.

Kyllingesalat med sprødt skind– 3-4 personer

2 stk. store kyllingebryster med skind

lidt salt og friskkværnet hvid peber

1 frisk sprødt salathoved

4-5 solmodne tomater

6-8 forårsløg eller 1-2 nye løg med top

500 g friske grønne ærter eller 250 g grønne bønner

Et par håndfulde blandede friske krydderurter

Ca. 1 dl god olie-eddikedressing af ekstra jomfruolivenolie, vineddike og dijonsennep

Sprødt skind: Hiv forsigtigt skindet af de rå bryster. Skær skindet ud i ca. 8 stykker. Læg dem på bagepapir på bageplade. Stræk skindet så meget ud som muligt. Læg et stykke bagepapir ovenpå. Sæt f.eks. et ovnfast fad over, så skindet ligger helt fladt. Sæt bagepladen i en 200 grader varm ovn og bag skindet 15-20 minutter til det er sprødt.

Kyllingesalat: Læg kyllingebryst i en si, krydr med salt og peber og sæt sien over en gryde med kogende vand. Damp kødet under låg ca. 15 minutter. til kødet er færdigt. Lad det køle af. Riv kyllingekødet i mindre stykker.

Bland kyllingekødet med salat, stykker af tomat, skiver af forårsløg, bælgede ærter og enten rå eller blancherede friske bønner. Bland hakkede friske krydderurter og dressing. Kom sprødt kyllingeskind på toppen.

Mandeltærte med chokolademousse og hindbær – 10-12 stykker

250 g friske hindbær

50 g mandler

125 g smør

175 g hvedemel

50 g sukker

1 lille æg (sammenpisket)

Evt. lidt koldt vand

Ca. 3 dl tørrede bønner til indlæg i tærtebunden

Chokolademousse:

175 g mørk chokolade

3,5 dl piskefløde

65 g sukker

60 ml (0,6 dl) vand

3 stk. æggeblommer

Dej: Blend mandler til mel i en foodprocessor. Kom hvedemel og små stykker koldt smør i. Kør til det ligner revet ost. Tilsæt sukker. Saml dejen med sammenpisket æg og evt. lidt koldt vand – tryk den sammen og undgå at ælte. Lad dejen hvile i køleskab ca. en time.

Rul dejen tyndt ud og læg den i en tærteform (24 cm i diameter, gerne en metalform med løs bund). Tryk siderne godt til kanterne med en lille kugle dej. Prik bunden med en gaffel. Det er vigtigt at lappe sprækker med lidt dej, så der ikke er huller i tærtebunden. Lav et indlæg: Kom et stykke bagepapir eller sølvpapir i tærteformen og hæld tørrede bønner i. Så undgår man, at tærtebunden hæver, når den bages.

Bag tærtebunden i en 175 grader varm ovn i ca. 30 min. Løft indlægget med bønnerne op af tærtebunden og bag videre ca. 5 minutter, så bunden kan få lidt farve.

Chokolademousse: Smelt stykker af chokolade i en skål over vandbad.

Pisk fløden til en let flødeskum.

Kog vand og sukker op og lad det koge et minut til sukkeret er helt opløst. Pisk den varme sukkerlage ned i æggeblommerne med en håndmikser. Fortsæt med at piske over vandbad indtil massen er tyk og legeret (cremet konsistens).

Pisk videre i massen indtil volumen er fordoblet. Lad massen køle af. Kør håndmikseren ved lav hastighed, tilsæt den smeltede chokolade og rør sammen.

Vend flødeskummet i chokolademassen ad to gange.

Bland chokolademoussen med hindbær og kom i den afkølede tærte – sæt tærten køligt og lad den størkne. Nyd frisklavet ... og mums, det er sliddet værd.

Serie

Seneste artikler

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu