»Vi var ved at gå bag over, da vi så, hvor ung han var«

Da Edward Snowden havde besluttet sig for at lække sin dokumentation for USA’s massive overvågningsmaskineri, var dokumentarfilmskaberen Laura Poitras den første kontakt, der tog ham alvorligt. Og han kunne næppe have fået en bedre hjælper. I årevis er Poitras selv blevet overvåget og adskillige gange udsat for samme slags tilbageholdelse, som i denne uge overgik David Miranda, Guardian-journalisten, Glenn Greenwalds partner
24. august 2013

Den mystiske e-mail kom i januar i år. Den anonyme afsender bad om at få en krypteringsnøgle. I næsten to år havde Laura Poitras arbejdet på en dokumentarfilm om overvågning, og var vant til sære henvendelser fra fremmede. Men af en eller anden grund valgte hun at besvare denne mail. Hun fremsendte sin offentlige nøgle, så den ukendte afsender kunne fremsende en ny og nu krypteret e-mail, som Poitras derefter kunne åbne med sin private nøgle. Ikke at hun havde store forventninger.

I næste mail kom der instrukser om, hvordan de sammen kunne skabe et mere sikkert system til at beskytte deres korrespondance. Den anonyme afsender forsikrede, at han var i besiddelse af ’følsomme oplysninger‘ og bad Poitras om at formulere sig i ekstra lange sætninger, som er svære at afkode for de utallige netværksforbundne computere, der scanner og analyserer mailtrafikken. »Forestil dig, at din modstander kan foretage en milliard gæt pr. sekund,« skrev den fremmede.

Kort efter fik Poitras en krypteret mail, hvori den ukendte afsender gjorde rede for en række hemmelige overvågningsprogrammer, som den amerikanske regering skulle stå bag. Kun et af dem havde hun hørt om. For hver programbeskrivelse havde personen tilføjet varierende formuleringer af sætningen »det kan jeg bevise.«

Ikke så snart havde hun dekrypteret og læst hans e-mail, før Poitras afbrød forbindelsen til internettet og fjernede den fra sin harddisk. »Jeg tænkte: o.k., hvis det her er sandt, vil intet i mit liv blive som før. Det var overvældende. Alt det, han påstod at kende til og tilbød at levere. Jeg vidste, at jeg måtte ændre alt.«

Fra den dag blev Poitras mere vagtsom over for, hvem hun kommunikerede med. Hvad hun frygtede, var, at en amerikansk agent ville narre hende til at afsløre oplysninger om de mennesker, hun havde interviewet til sin film, deriblandt WikiLeaks-stifter, Julian Assange.

»Jeg ville have ham til at bekende kulør,« husker Poitras. »Jeg skrev: Enten har du de her oplysninger, og så tager du en kæmpechance – eller også prøver du at fange mig i en fælde. Hvis ikke du bare er skør.«

De næste mails lød tillidsvækkende. Stadig kunne Poitras dog ikke få oplyst den fremmedes navn, køn, alder eller arbejdsgiver (var det CIA, NSA, Pentagon?). Først i begyndelsen af juni kom der et svar. Sammen med sin makker – The Guardians Glenn Greenwald – fløj Poitras til Hong Kong for at mødes med NSA-datalogen Edward J. Snowden og tage imod de tusindvis af klassificerede dokumenter, han ville overdrage til dem. Beviset for, at den amerikanske regering overvåger egne og udenlandske statsborgere i et systematisk og massivt omfang.

Makkeren i junglen

Greenwald, der har en universitetsgrad i jura, bor og arbejder fra et hus, der er omkranset af tropisk løv i udkanten af Rio de Janeiro. Han deler hjem med sin brasilianske kæreste, David Miranda, deres 10 hunde og en kat. I ’junglehytten’ hersker et afslappet rod: Køkkenuret går flere timer forkert, men ingen ser ud til at tage sig af det. Snavsede tallerkener hober sig op, og det er længe siden, at grøntsagerne i køleskabet var friske. Stuen indeholder et bord, en sofa, et kæmpe fladskærms-tv, en Xbox-konsol, en kasse med pokerjetoner og ikke stort andet. En abefamilie foretager af og til strejftogter i baghavens bananpalmer, hvilket udløser en larmende duel på hundeglam og abeskrig.

Greenwald, der for det meste går rundt i T-shirt, surfershorts og badesandaler, arbejder fra sin skyggefulde veranda. I de fire dage, jeg tilbringer sammen med ham, er han i evig bevægelse, taler i telefon på portugisisk og engelsk, farer pludselig ud ad døren for at nå en interviewaftale, besvarer opkald og e-mails fra folk, der vil vide mere om Snowden, twitter til sine 225.000 følgere (og fører intense diskussioner med flere), skriver på sin artikelserie om NSA’s overvågning til The Guardian eller sin kommende bog. Alt imens han jævnligt tysser på sine hunde. I et særligt febrilt øjeblik brøler han et skingert: »Hold nu for helvede kæft, alle sammen!«. Hundene ænser ham ikke.

Midt i dette kaos navigerer også Poitras, en intenst udseende kvinde på 49, der arbejder i koncentreret tavshed ved en sine mange computere. En gang imellem går hun ud på verandaen for at tale med Greenwald om den artikel, han skriver på. Eller også kigger han ind til hende for at kaste et blik på de videooptagelser af samtaler med Snowden, hun er i gang med at redigere sammen. Snowden-historien, siger de, er del af en kamp, de står sammen om at føre: En kamp imod den amerikanske overvågningsmagt, som efter deres opfattelse truer den demokratiske retsstat.

På enkelte Greenwald-artikler er Poitras med under delt byline, men helst holder hun sig i baggrunden. Derfor er det Greenwald, som henholdsvis hyldes som frygtløs forsvarer for individuelle frihedsrettigheder eller fordømmes som kriminel forræder mod amerikanske sikkerhedsinteresser. »Jeg kalder hende for Keyser Soze, fordi hun er på én gang er usynlig og allestedsnærværende,« siger Greenwald med henvisning til den mystiske hovedperson i filmen The Usual Suspects, spillet af Kevin Spacey – et kriminelt geni med et unikt talent for at forklæde sig bag masker af anonymitet. »Hun har været i centrum for det hele. Alligevel aner ingen, hvem hun er.«

Poitras har gjort det til sin ekspertise at glide i ét med tapetet, mere af strategiske grunde end på grund af generthed. For hun kan også være bemærkelsesværdigt insisterende, når det gælder om at styre information. Under en samtale, hvor jeg stiller spørgsmål til hendes personlige liv, bemærker hun: »Det her er som at være til tandlægen.«

Fra New York til Bagdad

Her er grundelementerne i hendes portræt: Hun voksede op i en velhavende familie uden for Boston. Efter sin studentereksamen flyttede hun til San Francisco for at arbejde som kok i gourmetrestauranter, imens hun fulgte forelæsninger på San Francisco Art Institute og studerede under den eksperimentelle filmskaber Ernie Gehr. I 1992 flyttede hun til New York, hvor hun forsøgte at slå sig igennem i filmens verden og studerede social og politisk teori på New School. Fem film har hun instrueret, senest The Oath, om Guantánamo-fangen Salim Hamdan og hans familie i Yemen. To filmpriser er det blevet til, en Peabody Award og en MacArthur-award.

Da Tvillingetårnene blev angrebet 11. september 2001, befandt Poitras sig på Manhattans Upper West Side. I den efterfølgende tid oplevede hun som de fleste andre newyorkere en bemærkelsesværdig blanding af sorg og socialt sammenhold. Det var en tid, fortæller hun, hvor »folk kunne have udrettet noget sammen. I positiv forstand.«

Men da stemningen i stedet kom til at bygge op til den ’forebyggende’ invasion af Irak, indså hun, at USA var »kommet på vildspor«. At afdække, hvordan det kunne gå til, skulle fra nu af være hendes mission: »Hvordan kunne folk lade det ske? Hvordan kunne de se passivt til, at alle retslige og moralske grænser blev overskredet?« Poitras havde ingen erfaringer med at arbejde i konfliktområder, men i juni 2004 tog hun til Irak og tog fat på at dokumentere den amerikansk ledede besættelse.

Kort efter sin ankomst til Bagdad fik hun tilladelse til at besøge Abu Ghraib-fængslet for at filme et besøg fra medlemmer af Bagdads byråd. To måneder var gået siden de berygtede billeder af amerikanske soldaters mishandling af fangerne. En fremtrædende sunnimuslimsk læge var med i delegationen, og Poitras optog en bemærkelsesværdig scene af hans dialog med fanger, der råbte, at de var uskyldige og spærret inde på en falsk anklage.

Lægen hed Riyadh al-Adhadh og inviterede Poitras til sin klinik. Senere gav han hende lov til at følge hans daglige tilværelse i Bagdad. Hendes dokumentarfilm, My Country, My Country er bygget op om en skildring af hans families kvaler – de evige skyderier og strømafbrydelser i deres nabolag, kidnapningen af en nevø ... Filmen havde premiere i 2006 og fik mange anerkendende ord og en Oscar-nominering i kategorien ’bedste dokumentarfilm’.

Den diffuse anklage

I forbindelse med sit dokumentariske arbejde med at fortælle historien om krigens følger for almindelige irakiske borgere skulle Poitras imidlertid blive udsat for alvorlige, men efter alt at dømme falske beskyldninger. Den 19. november 2004 foretog irakiske tropper med støtte fra amerikanske styrker et stormløb på en moské i lægens hjemkvarter, Adhamiya. Under aktionen blev flere dræbt. Næste dag eksploderede hele kvarteret i vold. Poitras befandt sig hos lægen og hans familie, og flere gange gik de op på taget af hans hus for at få en fornemmelse af, hvad der foregik. Ved en af disse lejligheder blev hun set af soldater fra en Oregon National Guard-bataljon. Umiddelbart efter blev samme bataljon angrebet og mistede en mand. Nogle soldater spekulerede nu på, om Poitras kunne være gået op på taget, fordi hun på forhånd vidste, at angrebet mod bataljonen ville finde sted og ønskede at filme det. Den daværende bataljonschef, den i dag pensionerede oberstløjtnant Daniel Hendrickson fortalte mig sidste måned, at han på grund af denne mistanke havde indberettet hende til brigadehovedkvarteret.

Beviser findes ikke. Kampe i dette kvarter forekom stort set hver dag, så det ville være vanskeligt for en journalist på stedet ikke at komme i nærheden af et angreb. De soldater, der kom med beskyldningerne har da også erkendt over for New York Times, at de ikke har noget at bygge deres anklage på. Ligeledes har Hendrickson oplyst, at brigadehovedkvarteret aldrig fulgte op på sagen.

Uanset at der således næppe er noget hold i anklagen, er den tilsyneladende en væsentlig del af forklaringen på, at Poitras den ene gang efter den anden er blevet tilbageholdt og har fået ransaget sine ting. Hendrickson og en anden soldat påstår, at Poitras i 2007 blev afhørt af efterforskere fra det amerikanske justitsministeriums Joint Terrorism Task Forceom sine aktiviteter i Bagdad den dag. Men Poitras afviser selv, at efterforskere af episoden har kontaktet hende.

»Irakiske styrker og amerikansk militær stormede en moské under fredagsbønnen og dræbte mange mennesker,« siger Poitras. »Næste dag kom der så en voldelig modreaktion. Jeg er dokumentarist og filmede på stedet. Antydningerne af, at jeg på forhånd skulle vide besked om et angreb, har intet på sig. I stedet for at falde over journalister, der bare gør deres arbejde, skulle regeringen hellere undersøge, hvem der gav ordre til at storme moskeen.«

Fra juni 2006 og frem har hendes billetter til amerikanske indenrigsfly været markeret med et SSSS – Secondary Security Screening Selection – en markering, som tilkendegiver, at billettens ihændehaver skal underkastes et ekstra sikkerhedstjek. Den første af mange tilbageholdelser, som dette har ført med sig, skete i Newark International Airport, umiddelbart før hun skulle gå om bord i et fly til Israel, hvortil hun var inviteret for at vise sin film. Også på returafgangen blev hun tilbageholdt i flere timer, før hun fik lov til at gå igennem paskontrollen. Den følgende måned rejste hun til Bosnien for at vise sin film på en festival i Sarajevo. Da hun på vejen hjem mellemlandede i Wien, blev hun efterlyst igennem lufthavnens højttalersystem med besked på, at henvende sig til sikkerhedspolitiet. Derfra blev hun kørt en anden del af lufthavnen, ført ind i et afhøringsrum og fik sin bagage undersøgt.»De gennemtjekkede mine kufferter og tasker,« fortæller Poitras. »De spurgte til, hvad jeg lavede. Jeg sagde, jeg havde været i Sarajevo for at vise min film om Irak-krigen. Jeg spurgte en af sikkerhedsfolkene, hvad postyret skulle til for. Han sagde: ’Alle alarmlamper blinker ud for dit navn. Din trusselsscore sprænger vores Richter-skala: 400 ud af 400 mulige’. Jeg sagde: ’Er det et pointsystem, der gælder i Europa?’ Han sagde. ’Nej, det er noget, din regering har fundet på. Det er dem, der har bedt os om tjekke dig ud’.«

Den sorte liste

Siden 11. september 2001 har den amerikanske regering ført en løbende terrorist-overvågningsliste, der er blevet vurderet til at indeholde næsten en million navne. Der findes også to subsidiære lister med relation til flyrejser: No fly-listen indeholder navnene på titusinder af mennesker, der ikke har lov til at rejse ind i eller ud af landet, mens den mere omfattende selectee-liste, tæller de personer, som skal tages til side i lufthavnen til inspektion og afhøring.

I Wien blev Poitras til sidst clearet, så hun kunne nå et fly tilbage til New York. Men da hun landede i JFK-lufthavnen, ventede der hende en modtagelseskomité på to bevæbnede betjente og endnu en afhøring. Dette forløb er nu blevet ren rutine – »efter 40. gang holdt jeg op med at tælle,« siger Poitras.

I første omgang, fortæller hun, var myndighederne mest interesserede i de papirer, hun havde med, og kopierede hendes kvitteringer og notesbog. Da hun droppede notesbøger, tjekkede de i stedet hendes elektroniske enheder og truede med at konfiskere dem, hvis hun ikke ville svare på deres spørgsmål. En enkelt gang, fortæller Poitras, beslaglagde de hendes computer og mobiltelefon, og først flere uger senere fik hun dem tilbage. Hun fik at vide, at hendes modvilje mod at besvare spørgsmål i sig selv var mistænkelig. Fordi afhøringerne fandt sted i området bag paskontrollen, gjaldt almindelige forfatningsmæssige rettigheder angiveligt ikke, og hun kunne derfor ikke kræve at have en advokat ved sin side.

»Det er en ekstrem krænkelse!«, siger Poitras. »De går efter informationer, som har at gøre med mit arbejde, men samtidig har en klart privat og fortrolig karakter. Det er skræmmende at blive mødt af folk med pistoler, hver gang man træder ud af en flyvemaskine.«

Selv om hun har skrevet til kongresmedlemmer og anmodet om aktindsigt, har Poitras aldrig fået nogen forklaring på, hvordan hun havnede på en overvågningsliste. »Det er oprørende, at jeg skal bruge så mange kræfter på at spekulere på hvorfor,« siger hun.

»Hvornår opstod det univers, hvor folk kan sættes på den slags lister uden at få at vide hvorfor og udsættes for at blive tilbageholdt så mange gange på seks år? Jeg har stadig ingen anelse om, hvad de var ude efter. Jeg har intet fået at vide, jeg er ikke blevet anklaget for noget, og jeg har intet gjort. Det er ligesom Kafka. Ingen fortæller dig nogensinde, hvad anklagen er.«

Kampen om sikkerheden

De konstante tilbageholdelser ansporede Poitras til at beskytte sine data bedre. Hun kunne f.eks. finde på at bede en rejsekammerat om at bære sin laptop, efterlade sine notesbøger hos venner i udlandet eller låse dem inde i pengeskabe. Andre gange slettede hun harddiske og reformaterede sine computere og mobiltelefoner, så myndighederne ikke kunne finde indhold. Eller hun krypterede sine data, så de ikke kunne læse bestemte filer. Disse sikkerhedsforberedelser kunne ofte tage en hel dag eller mere før hendes afrejse.

Det var ikke kun ransagninger ved grænsekontrollen, hun skulle bekymre sig om. Poitras ræsonnerede, at var efterretningsvæsnet mistænksomt nok til at afhøre hende i lufthavne, overvågede den nok også hendes e-mail, telefonopkald og browseraktivitet. »Jeg går ud fra, at der er udstedt National Security Letters for alle mine e-mails,« fortæller hun. Et National Security Letter pålægger modtageren, som typisk er en internetudbyder eller et teleselskab, at udlevere kundedata til myndighederne, og forbyder samtidig at informere kunderne eller andre parter herom.

Da hun begyndte at arbejde på sin dokumentarfilm om overvågning i 2011, forstærkede hun den digitale sikkerhed til endnu højere niveau. Hun skar ned på brugen af sin mobiltelefon, der ikke blot røber, hvem, man ringer til eller får opkald fra, men også hvornår og ens placering på ethvert givet tidspunkt. Hun var forsigtig med at sende følsomme dokumenter pr. mail eller omtale følsomme emner i telefonen. Hun begyndte at bruge software, der maskerede identiteten af de websteder, hun besøgte. Da Snowden havde taget kontakt i 2013, strammede hun yderligere op. Ud over at kryptere følsomme e-mails begyndte hun at benytte forskellige computere til at redigere film, kommunikere og at læse følsomme dokumenter på computere, der er air-gapped, dvs. aldrig har været koblet til internettet.

Sådanne forholdsregler kan virke paranoide, og Poitras betegner dem selv som »ret ekstreme«. Men de mennesker, hun har interviewet til sine film, er ofte mål for overvågning og datakonfiskationer af den slags, hun selv frygter. William Binney, en tidligere topembedsmand i NSA, som har været fremme med offentlig kritik af agenturet for ulovlig overvågning, befandt sig i sit hjem en morgen i 2007, da FBI-agenter brød ind i og rettede deres våben imod hans kone, hans søn og ham selv. Hans computere, harddiske og personlige optegnelser blev konfiskeret, og er aldrig blevet returneret. Binney er aldrig blevet sigtet for nogen forbrydelse.

’Brug ikke pennen som våben’

Poitras udholdt årene med lufthavnsransagninger uden større protest, fordi hun ikke ville skabe større mistænksomhed og fjendtlighed i efterretningstjenesterne, men sidste år nåede hun til et vendepunkt. Under en afhøring i Newark efter en returflyvning fra Storbritannien, fik hun besked på, at hun ikke måtte tage noter. Efter råd fra sine advokater havde Poitras altid noteret navnene ned på sikkerhedsagenterne, de spørgsmål, de stillede, og en liste over det materiale, de havde kopieret eller beslaglagt. Men i Newark truede en agent nu med at lægge hende i håndjern, hvis hun blev ved med at tage noter. Hans begrundelse: De ville være sikre på, at hun ikke brugte sin pen som våben.

»Så bad jeg om farveblyanter,« husker Poitras, »men der blev også sagt nej til farveblyanter.«

Hun blev derpå ført ind i et andet lokale og afhørt af tre agenter – en stod bag hendes ryg, en anden stillede spørgsmål, den tredje overvågede forhøret. »Der gik måske halvanden time,« siger hun. »Jeg blev ved med at tage noter eller prøve på det, selv om de råbte mig ind i ansigtet. Jeg sagde: ’Vis mig den lov, hvor der står, at jeg ikke må tage noter’. De sagde: ’Her er det os, der stiller spørgsmål’. Det var en ualmindelig barsk og aggressiv oplevelse.«

Poitras opsøgte Greenwald i 2010 efter at have fattet interesse for hans artikler om WikiLeaks. I 2011 tog hun til Rio for at filme et indslag med ham til sin dokumentarfilm. Han var bekendt med de inspektioner, hun blev udsat for, og bad hende flere gange om lov til at skrive om dem. Efter Newark gav hun grønt lys.

»Hun sagde ’jeg har fået nok’,« fortæller Greenwald. »At hun kunne få lov at tage noter og dokumentere, hvad der foregik, betød rigtig meget, for på den måde havde hun stadig en følelse af, at hun selv kunne være med til at styre situationen og bevare en grad af kontrol. At dokumentere ting er det, hun gør.«

På det tidspunkt skrev Greenwald for netmagasinet Salon. Hans artikel, ’Amerikansk filmskaber tilbageholdt ved grænsen’, blev offentliggjort i april 2012. Kort efter ophørte tilbageholdelserne. Seks års overvågning og chikane var slut. Håbede Poitras.

Poitras var ikke Snowdens første valg af modtager for de tusindvis af NSA-dokumenter, han ville lække. Faktisk havde han en måned, før han kontaktede hende, henvendt sig til netop Greenwald, som havde skrevet udførligt og kritisk om krigene i Irak, Afghanistan og undermineringen af de borgerlige frihedsrettigheder efter 11. september 2001. Anonymt havde Snowden tilsendt ham en e-mail om, at han havde vigtige dokumenter, han gerne ville dele, samt en trin for trin-guide til, hvordan man krypterer kommunikation. Men Greenwald havde ignoreret hans henvendelse. Derefter havde Snowden sendt et link til en video, der forklarer, hvordan man krypterer, også til ingen nytte.

»Krypteringssoftware er forbandet kompliceret og irriterende at arbejde med,« siger Greenwald, da vi sidder på hans veranda under en tropisk støvregn. »Han blev ved med at plage mig. Men på et tidspunkt opgav han og valgte at forsøge sig hos Laura.«

Snowden havde læst Greenwalds artikel om Poitras’ problemer i amerikanske lufthavne og vidste, hun var i gang med en film om regeringens overvågningsprogrammer. Han havde også set en kort dokumentarfilm om NSA, hun havde lavet til The New York Times. Han forestillede sig også, at hun ville forstå, hvilke programmer, han ville lække sin viden om, og hvordan man kunne sikre sin kommunikation imod overvågning.

Godkendelsen af Snowden

Hen under foråret besluttede Poitras sig for, at den fremmede, som hun havde udvekslet mails med, var troværdig. Der var ingen af de provokationer, hun ville forvente fra en regeringsagent; ingen forespørgsler om de mennesker, hun var i kontakt med; ingen spørgsmål om, hvad hun arbejdede på. Snowden sagde allerede på et tidligt tidspunkt, at hun ville få brug for at arbejde sammen med en makker og anbefalede Greenwald. Hun vidste ikke, at Snowden allerede havde forsøgt at kontakte Greenwald. Og det var også først, da Greenwald traf Snowden i Hong Kong, at det gik op for ham, at dette var samme person, som havde kontaktet ham lidt over et halvt år tidligere.

I en krypteret chat med Snowden fortæller han mig, hvornår han indså, at han kunne stole på Poitras:

»Vi var nået til et punkt i verifikationsprocessen, hvor det gik op for mig, at Laura var mere mistænksom over for mig end omvendt, til trods for at min paranoia er gigantisk«.

På spørgsmålet om Greenwalds manglende reaktioner på hans anmodning om krypteret kommunikation, svarer Snowden:

»Jeg ved jo godt, at journalister altid har travlt og indså også, at det kunne blive svært for mig at blive taget alvorligt. Men samtidig var det 2013 og en journalist, som måtte have stor viden om magtkoncentrationer og misbrug af statsmagt. Det kom bag på mig, at der findes folk i medieverdenen, der ikke er klar over, at hver eneste ukrypterede besked, de sender over internettet, bliver leveret til hver eneste efterretningstjeneste i verden.«

I april mailede Poitras til Greenwald med besked om, at tiden snart var inde til, at de måtte tale sammen ansigt til ansigt. Greenwald befandt sig tilfældigvis i New York som deltager i en konference, og de to mødtes i lobbyen på hans hotel. »Hun var ekstremt forsigtig,« husker Greenwald. »Hun insisterede på, at jeg ikke måtte tage min mobiltelefon med, fordi efterretningsvæsnet kan pejle sig ind på mobiltelefoner, selv når de er slukket. Hun havde udprintet hele sin e-mail-korrespondance, og jeg husker, at jeg læste disse e-mails og intuitivt fornemmede, at det var autentiske oplysninger. Den lidenskab og eftertanke, som kom til udtryk i alt, hvad vores kilde skrev – at han var Snowden vidste vi endnu ikke – var til at tage og føle på.«

Greenwald fik omsider installeret krypteringssoftware og begyndte at kommunikere med den fremmede. Deres arbejde blev organiseret som en efterretningsoperation med Poitras som hjerne. »Den operationelle sikkerhed var noget, hun stod for,« siger Greenwald. »Hvilke computere jeg brugte, hvordan jeg kommunikerede, hvordan jeg gemte oplysninger, hvor kopierne skulle opbevares osv. Laura har en komplet ekspertforståelse for, hvordan man gør sådan noget. Intet af det, vi har gjort, ville have kunnet lade sig gøre, hvis ikke hun havde arbejdet sammen med mig under hele forløbet og reelt påtaget sig ansvaret for at koordinere det meste.«

De første dokumenter

I maj sendte Snowden krypterede meddelelser om, at deres møde skulle finde sted i Hong Kong. Greenwald fløj til New York fra Rio, og Poitras stødte til ham sammen med en redaktør fra The Guardian. Fordi avisen kunne tænkes at sætte sit omdømme på spil, bad redaktøren dem om også at medbringe Ewen MacAskill, en garvet Guardian-reporter, og 1. juni gik de tre om bord i et fly, der på 16 timer skulle bringe dem fra JFK til Hong Kong.

Snowden havde sendt et lille udvalg af dokumenter til Greenwald, omkring 20, mens Poitras havde modtaget en større mængde. På flyet begyndte Greenwald at gennemgå dem, og snart stødte han på en kopi af en hemmelig retskendelse, der pålagde teleselskabet Verizon at udlevere alle kundedataregistreringer til NSA. Retskendelsen var på fire sider og udstedt af den hemmelige efterretningsdomstol, Foreign Intelligence Surveillance Court, hvis afgørelser er stærkt klassificerede. Der havde ganske vist været rygter fremme om, at NSA indsamlede et stort antal amerikanske telefonregistreringer, men regeringen havde konsekvent benægtet det.

Poitras, der sad 20 rækker bag Greenwald, gik flere gange hen til ham, så de sammen kunne drøfte de dokumenter, han var i gang med at læse. Da manden, som sad ved siden af, var faldet i søvn, pegede Greenwald ivrigt på FISA-retskendelsen og spurgte Poitras: »Har du set den her? Fortæl mig lige, om det betyder det, hvad jeg tror, det betyder?«

Til tider blev deres samtale så eksalteret og forstyrrende, at der kom vrede reaktioner fra passagerer, der forsøgte at sove. »Vi kunne næsten ikke fatte, hvor betydningsfuldt det her var,« siger Greenwald. »Vi oplevede et sus af adrenalin og opstemthed. For første gang følte vi, at vi havde en klemme på det her mammutsystem, som vi havde prøvet at gennemskue, granske, undergrave og kaste lys over. Normalt kommer man aldrig nogen vegne med det, fordi man ikke har de rigtige instrumenter til det. Nu var disse instrumenter pludselig havnet i vores skød.«

Mødet i Hong Kong

Snowden havde givet instruks om, at når de var ankommet til Hong Kong, skulle de på et nærmere angivet tidspunkt begive sig til Kowloon-distriktet og stille sig foran en restaurant, der lå i et indkøbscenter i stueetagen til Mira Hotel. Her skulle de så vente, indtil de så en mand med en Rubiks-terning. Ham skulle de spørge, hvornår restauranten åbnede. Manden ville besvare deres spørgsmål, men advare om, at restaurantens køkken var ringe. Da manden med Rubiks-terningen ankom, var det Edward Snowden. Han var 29 år, men så yngre ud.

»Vi var begge næsten ved at gå bag over, da vi så, hvor ung han var,« siger Poitras, stadig med overrasket klang i stemmen. »Det kom helt bag på mig. Jeg havde forventet, at vi ville møde en person på et højt clearings-niveau og derfor ældre. Fra vores mailudvekslinger vidste jeg dog også, at han havde utroligt god forstand på edb-systemer. Det betød i mit hoved, at han højest kunne være i 40’erne, for han måtte være vokset op med computere.«

I vores krypterede chatsession fortæller Snowden om samme øjeblik: »Jeg tror, de var irriterede over, at jeg var yngre, end de havde ventet. Jeg var til gengæld irriteret over, at de kom for tidligt, for det gjorde de indledende kontrolforanstaltninger vanskeligere. Så snart vi var bag lukkede døre, tror jeg dog nok, at vi alle følte os trygge.«

De fulgte med Snowden til hans værelse, hvor Poitras omgående trådte i karakter som dokumentarist og tog kameraet frem. »Først var det anspændt og lidt ubehageligt,« fortæller Greenwald om disse indledende minutter. »Vi satte os ned og var lige begyndt at snakke, da Laura tog sit kamera ud. I samme øjeblik hun tændte for det, stivnede både han og jeg, kan jeg huske.«

Greenwald begyndte at stille spørgsmål. »Jeg ville teste sammenhængen i hans påstande og få alle de oplysninger ud af ham, jeg vidste, jeg kunne få. Jeg var godt klar over, at det ville kunne blive afgørende for min troværdighed. Vi var ikke rigtig i stand til at knytte venskabelige bånd, før der var gået fem eller seks timer,« fortæller Greenwald.

Selv om Snowden følte sig overrumplet, vænnede han sig snart til, at kameraet var med. »Som naturligt er, har spioner normalt udviklet en allergi over for kontakt med journalister eller medier. Jeg var en jomfruelig kilde. Alt var nyt for mig. Men vi vidste også alle, hvad der stod på spil. Situationens alvor betød, at det blev lettere at fokusere på offentlighedens interesse end på vores egen. Da hun tændte for kameraet, tror jeg vi alle gjorde os klart, at nu var der ikke nogen vej tilbage.«

Hen over den følgende uge fulgte deres forberedelser et lignende mønster. Hver gang de kom ind på Snowdens værelse, tog de deres mobiltelefonbatterier ud og lagde dem i køleskabet i Snowdens minibar. Døren dækkede de til med puder for at gøre aflytning udefra vanskeligere. Så stillede Poitras kameraet frem og begyndte at filme. Det var vigtigt for Snowden at forklare, hvordan den amerikanske regerings efterretningsapparat arbejder, da han frygtede at blive arresteret når som helst.

Greenwalds første artikler, herunder den første, som beskriver Verizons retskendelse, blev skrevet og bragt i The Guardian, endnu før de var færdige med at interviewe Snowden. Det var en ejendommelig fornemmelse at være sammen om at skabe historien og se den spredes. »Vi kunne straks se, at den fik omfattende dækning,« siger Poitras. »Vi var alle sammen overraskede over så stor gennemslagskraft, den fik. Vores arbejde var meget fokuseret, og vi havde vores opmærksomhed rettet imod det, men på tv kunne vi se, at historien rullede.«

Snowdens debut

Før de ankom til Hong Kong, havde Snowden erklæret, at det var hans hensigt at træde offentligt frem. Han ville påtage sig det fulde ansvar for, hvad han havde gjort, siger Poitras, og undgå, at nogen anden kunne komme under mistanke. Han erkendte også, at det kun var et spørgsmål om tid, før han ville blive identificeret. Hun optog et 12 minutter langt videoklip af ham, der blev lagt på internettet den 9. juni, et par dage efter Greenwalds første artikler. Det udløste et større mediecirkus i Hong Kong, hvor tililende journalister febrilsk forsøgte at lokalisere deres tilholdssted.

Snowden tjekkede nu ud af sit hotel og gik i skjul. I mellemtiden fandt journalister snart ud af, hvor Poitras boede – hun og Greenwald havde indkvarteret sig på forskellige hoteller – og telefonen på hendes værelse begyndte snart at ringe. På et tidspunkt bankede en eller anden på hendes dør og spurgte efter hende ved navn. Da hun hørte, at journalisterne havde opdaget Greenwald, kontaktede hun hotellets sikkerhedstjeneste og bad om, at blive eskorteret ud ad en bagindgang.

Poitras fløj til Berlin, hvor hun efteråret før havde lejet en lejlighed til at redigere sin dokumentarfilm uden at skulle bekymre sig for, om FBI ville dukke op med en ransagningskendelse. »Der er hele tiden et filter mellem de steder, hvor jeg føler, jeg har et privatliv og ikke,« siger hun, »men den zone bliver hele tiden mindre. Jeg stopper ikke det projekt, jeg er i gang med, men jeg har forladt USA. Jeg føler ikke, jeg kan beskytte mit materiale i USA, og sådan var det allerede, før Snowden tog kontakt. Hvis du har lovet en eller anden kildebeskyttelse, men samtidig ved, at regeringen overvåger dig eller kan beslaglægge din laptop, kan du ikke fysisk stå inde for det.«

I flere dage var Poitras og Greenwald bekymrede for Snowden. De havde ikke hørt fra ham siden Hong Kong, men snart stod det klart, at han var havnet i et diplomatisk limbo i transitområdet i Moskvas Sheremetjevo lufthavn som den mest eftersøgte mand på planeten.

Det lykkedes for Greenwald at kontakte Snowden online. To dage senere, da hun sad og arbejdede i Greenwald hus, hørte også Poitras fra ham.

»Det er følelsesmæssig en utroligt stærk oplevelse,« siger Poitras, »at blive kontaktet af en vildfremmed person, der siger, at han er klar til at sætte sit liv på spil for at afsløre ting, som offentligheden bør kende til. Den erfaring vil jeg meget bevare som en følelsesmæssig relation. Det handler ikke bare om et scoop. Det er også et andet menneskes liv.«

Eget netværk

Poitras og Greenwald er et dramatisk eksempel på, hvad borgerjournalistik kan føre til i 2013. De er ikke tilknyttet nogen redaktion og har betinget sig fuld kontrol over, hvad der bliver offentliggjort og hvornår. Da The Guardian i første omgang ikke rykkede så hurtigt, som de gerne havde set, overvejede Greenwald om han skulle sende en krypteret skitse til artiklen om Verizon til en kollega på et andet medie. Inden han nåede at gøre alvor af dette, gav The Guardian dog grønt lys for at publicere. Men Poitras og Greenwald har også skabt deres eget publicistiske netværk og har afsat artikler til andre medier i Tyskland og Brasilien. Det fulde sæt af dokumenter har de ikke delt med nogen.

»Vi har et partnerskab med visse nyhedsorganisationer, men vi føler, at vi har vores primære ansvar i forhold til den risiko, kilden tog, og i forhold til offentlighedens interesse i de oplysninger, han har givet,« siger Poitras.

I modsætning til mange journalister ved større etablerede medier, gør de intet forsøg på at opretholde en facade af politisk neutralitet. Greenwald har været politisk eksplicit omkring sine holdninger i flere år. Hans venstreorienterede holdninger og særlige polemiske stil har gjort ham forhadt i dele af den politiske elite, og hans samarbejde med Poitras er blevet stemplet som en propagandistisk virksomhed, der skader nationens sikkerhed. Kort efter de første artikler om Snowden udtalte senator Dianne Feinstein, forkvinde for det amerikanske senats efterretningsudvalg: »Jeg ved, at folk forsøger at få ram på os ... Det er derfor, FBI har 10.000 mennesker i gang med at indsamle efterretninger, der kan hjælpe os til at bekæmpe terror. Det Det handler om at opspore den slags, før det sker. Dette kaldes ’at beskytte Amerika’.«

Poitras er knap så konfrontatorisk i sin stil som Greenwald, men hun afviser fuldstændigt, at de skulle være ude i et ideologisk ærinde. »Jo, jeg har da holdninger,« siger hun til mig. Om jeg synes, at overvågningsstaten er kommet ud af kontrol? Ja, det gør jeg. Det er skræmmende. Folk bør være bange. I den nationale sikkerheds navn er der vokset en hemmelig skyggeregering frem. Helt uden offentligt tilsyn eller den debat, man skulle tro, et demokrati ville have. Det er ikke propagandavirksomhed, for vi har dokumenter, der underbygger alt.«

’Et oplagt valg’

Den nye generation af whistleblowere, som Snowden og Bradley Manning er de mest berømte eksempler på, har typisk ikke kun adgang til nogle få hemmeligheder, men til tusinder, hvis først de er clearet til de klassificerede netværk. Ej heller behøver de at være fysisk tæt på regeringsinstitutioner. Snowden sad i sit hjem i Hawaii, og Manning sendte hundredtusindvis af dokumenter til WikiLeaks fra en base i Irak. Og de deler ikke deres hemmeligheder med store mainstreammedier eller journalister. De henvender sig til dem, som de er politisk enige med, og som har den tekniske knowhow til uopdaget at tage imod lækken.

I vores krypterede chat forklarer Snowden, hvorfor det blev Poitras, han henvendte sig til med sine hemmeligheder: »Laura og Glenn er blandt de få, der frygtløst har rapporteret om kontroversielle spørgsmål i en længere periode. Det har de gjort på trods af hård personlig kritik. Laura har udvist et stort mod, og hun har de personlige erfaringer og færdigheder, der kræves for at kunne håndtere den farligste opgave, en journalist kan påtage sig – at rapportere om de hemmelige skurkestreger, som verdens mest magtfulde regering begår. Derfor var hun for mig det oplagte valg.«

Hun tænker også meget på sin juridiske sårbarhed. Poitras og Greenwald er ikke sigtet for noget. Endnu. De vil ikke nødvendigvis holde sig væk fra Amerika for evigt, siger de, men ingen af dem har umiddelbare planer om at rejse tilbage. Et medlem af Kongressen har allerede kaldt deres handlinger for »forræderi«, og de er fuldt bevidste om Obama-regeringens drakoniske forfølgelse af ikke bare whistleblowere, men også journalister, der modtager lækket materiale. Greenwald siger, at det vil være et uklogt træk af USA’s at arrestere dem, på grund af den dårlige omtale, det vil skabe. Det ville heller ikke kunne stoppe strømmen af informationer.

’Livet bliver aldrig normalt igen’

Han nævner det, mens vi sidder i en taxa på vej tilbage til hans hus. Det er mørkt udenfor, og en lang dag er slut. Greenwald spørger Poitras: »Siden alt det her begyndte, har du så haft en eneste ikke-NSA dag?«

»Hvad er det?,« svarer hun.

»Jeg tror, vi har brug for en,« siger Greenwald. »Men jeg tror ikke, vi får en.«

Poitras taler om at genoptage sin yoga. Greenwald siger, at han godt kunne tænke sig at spille tennis regelmæssigt. »Jeg er villig til at blive gammel for det her,« siger han. »Men ikke til at blive fed.«

Mange mennesker er vrede på dem. Både i regeringer og private organisationer, som dog ikke ville have noget imod at overtage de tusindvis af NSA-dokumenter, de stadig har den fulde kontrol over. De har foreløbig kun udgivet en håndfuld – nogle af de mest tophemmelige, sensationsskabende med potentiale til at føre til høringer i Kongressen – men synes ikke indstillet på at offentliggøre hele molevitten i stil med WikiLeaks. De sidder på flere hemmeligheder, end de vil krænge ud med. I det mindste indtil videre.

»Vi har det her vindue ind til en verden, vi stadig prøver at forstå,« siger Poitras. »Vores mål er ikke at hemmeligholde noget. Vi arbejder bare på at få puslespillets brinker til at passe sammen. Det er et projekt, der kan tage lang tid. Vores hensigt er at frigive alt, som offentligheden har interesse i at få kendskab til. Men også at få styr på, hvad det er for en verden, det her. Og fortælle om det.«

Paradokset er selvfølgelig, at deres indsats for at forstå og eksponere den offentlige overvågning har dømt dem til selv at være overvåget i resten af deres levetid.

»Vores liv bliver aldrig det samme igen,« siger Poitras. »Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil kunne leve et og føle, at mit privatliv er sikkert. Jeg må nok se i øjnene, at det væk for altid.«

Peter Maass er undersøgende journalist og arbejder på en bog om overvågning og beskyttelse af personlige oplysninger.

© New York Times og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Journal

Den 29-årige whistleblower Edward Snowden har med lækagen af en række tophemmelige interne dokumenter for alvor fået verdens søgelys rettet mod den amerikanske efterretningstjeneste NSA

NSA Dokumenterne

Den 29-årige whistleblower Edward Snowden har med lækagen af en række tophemmelige interne dokumenter for alvor fået verdens søgelys rettet mod den amerikanske efterretningstjeneste NSA

Snowden-afsløringerne

7. juni
Guardian bringer første artikel om NSA-programmet PRISM, der gør det muligt for tjenesten at få fat i privat data fra brugere og kunder i stort set alle større internetfirmaer.

9. juni
Edward Snowden står frem som kilde til de fortrolige oplysninger i en video. Han fortæller, at han har lækket mange flere dokumenter, der vil blive afsløret i den kommende tid. Han befinder sig på det tidspunkt i Hong Kong.

21. juni
Nye dokumenter viser, at den britiske tjeneste GHCQ også indsamler meget store datamængder direkte fra internetkablerne og deler dem med NSA. Det kommer senere frem, at NSA har støttet GHCQ med omkring en milliard kroner over tre år.

31. juli
Guardian afslører NSA-programmet Xkeyscore, der gør det muligt for NSA at indsamle »næsten alt, en bruger foretager sig på internettet«.

1. august
Snowden får bevilget asyl i Rusland og kan forlade den lufthavnsterminal, hvor han har siddet spærret inde i over en måned.

8-9. august
De to sikre og krypterede emailudbydere Lavabit og Silent Mail lukker ned med øjeblikkelig virkning som reaktion på Snowden-afsløringerne. Lavabits direktør advarer kraftigt imod på nogen måde at have følsomme eller private data i USA.

18. august
Journalisten Glenn Greenwalds kæreste, David Miranda, tilbageholdes i Londons lufthavn i ni timer under henvisning til terrorlovgivningen. Han er på vej fra Laura Poitras i Berlin til Glenn Greenwald i Rio. Han får bla. konfiskeret USB-stik, harddiske og laptops af britisk politi.

19. august
Guardians chefredaktør, Alan Rusbridger, fortæller, at repræsentanter fra myndighederne har forsøgt at forhindre dem i at skrive om Snowden-dokumenterne og endda gik så langt som at dukke op på The Guardian og fik destrueret computere, der indeholdt dokumenterne. Derefter flyttede Guardian alle journalister, der arbejder på sagen til USA.

22. august
En britisk domstol forhindrer delvist, at de data, som blev beslaglagt hos David Miranda, mens han var anholdt i London, bliver brugt i en strafferetlig efterforskning.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Lom
Brugerbillede for Eddie Nielsen

Det her viser bare at delt loyalitet er en god ting, det fodrer ens skepsis og ens nysgerrighed, så jeg vil aldrig være sikker på at de forslag der er lavet for "nationens bedste/nationens sikkerhed/statens sikkerhed" reelt er det bedste.
Vil for altid søge efter andre lande/staters holdning fordi de principielt bliver nød til at fordømme andre stater for at virke bedre fra deres egne borgere.

Og hollywood film bliver alligevel pænt kedelige fremover :P - vil faktisk nødig prøve at gætte på hvad snowden vil gøre fremover (det vil ødelægge plottet), men jeg er sikker på det vil have noget at gøre med staternes omdømme (god/dårlig) omkring visse emner som er kritisable

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

I artiklen nævnes the Foreign Intelligence Surveillance Court, "a panel whose decisions are highly classified."

I den forbindelse er her en historie om døren ind til The FISA Court, som synes at være ret hemmelig. Historien ville helt sikkert gøre sig godt på film. Artiklens forfatter Eric Mill skriver bl.a.:

"Nobody will actually tell you where the door to the Foreign Intelligence Surveillance Court — also known as the "FISA Court" — is."
———
"I can only show you a drawing, because one of the first things that happens when you walk into the Prettyman Courthouse is they take away your phone."
———
"There's no Clerk's office to be found, and there is no e-mail address: only a phone number buried in the middle of a PDF of the FISC's official Rules of Procedure. If you call it, you'll get a terse voicemail message thanking you for calling the Foreign Intelligence Surveillance Court, and a beep."
———
"If the Foreign Intelligence Surveillance Court is supposed to be an actual Court, functioning in the service of the public and the Constitution as an independent overseer of the executive branch, where is its public face? Where are its unclassified records? Why can't we talk to its Clerk?

And if nothing else: why won't it put its name on its door?"

Og et nyttigt råd: "The nicer you dress, the less likely they are to ask you about your business there."

anbefalede denne kommentar