Aldrig har det været så nemt at overvåge

Aldrig har det været så nemt at overvåge. Aldrig er så meget data blevet produceret, akkumuleret, gemt og analyseret af virksomheder og efterretningstjenester.

Den teknologiske udvikling har øget datamængderne dramatisk, mens prisen på at overvåge dem er styrtdykket. Overvågning af kommunikation er blevet global, ureguleret og har sat retten til privatliv under voldsomt pres.

Whistlebloweren Edward Snowdens lækkede dokumenter om efterretningstjenesten NSA løfter sløret for overvågningssamfundets kapacitet. Hans afsløringer viser, at de systemer, vi omgiver os med i vores hverdag, grundlæggende er usikre.

Selve informationsøkonomiens fundament vakler, mens de lande, hvis love skulle beskytte borgerne mod overvågning af privat kommunikation, først er begyndt at forstå konsekvenserne. Informationerne flyder globalt, og det skaber en ny og uoverskuelig situation.

Kan aflytte hvem som helst

»Den teknologiske udvikling har medført, at man kan nogle ting nu, som man ikke har kunnet forudse,« siger Jacob Mchangama, der er chefjurist i tænketanken CEPOS.

Ifølge Mchangama er udviklingen gået så stærkt, at stort set ingen længere har det fulde overblik over, hvilke myndigheder der har ansvar for hvad, og hvordan den grundlovssikrede ret til privatliv og brevhemmelighed egentlig er beskyttet. Den stammer nemlig fra en helt anden tid:

»De informationer, man nu kan få fat i, ville man aldrig kunne få fat i før, medmindre man lavede en intensiv overvågning med mikrofoner i lamper eller telefoner og åbnede breve,« siger han.

»Det gjorde, at det var meget mere begrænset, hvem man have kunnet have i kikkerten. Med de teknologiske muligheder i dag er det tilsyneladende muligt at sidde på et kontor i USA med en kop kaffe på skrivebordet og følge med i mails og sociale medier.«

Snowdens dokumenter viser, at data indsamles på to måder. For det første ved at opsnappe kommunikation direkte fra de fiberkabler, som den globale internettrafik løber gennem. For det andet ved hjælp af det såkaldte PRISM-program, der giver NSA adgang til data fra alle de store internetselskaber som Google, Facebook, Skype og Microsoft.

De store datamængder er svære at lagre, men når de helt store trafikslugere som video-streaming og fildeling er filtreret fra, kan NSA fokusere på selve kommunikationstrafikken.

Værktøjet Xkeyscore sætter efterretningsanalytikerne i stand til i vidt omfang – og med minimal juridisk kontrol – at søge i al denne data ud fra søgeord, e-mail- eller IP-adresser. Det var det program, Snowden henviste til i det første interview, Guardian publicerede.

Her fortalte han, at han fra sit skrivebord kunne »aflytte hvem som helst, fra dig til din revisor, en dommer eller endda præsidenten, hvis jeg havde en personlig e-mail«. Det svarer nærmest til kunne foretage en Google-søgning i al den kommunikation, vi tror er privat.

NSA kan også omgå de fleste krypteringsløsninger, der skal beskytte privat kommunikation, og har målrettet forsøgt at forringe sikkerhedsstandarderne i de kommercielle løsninger. De kan altså ikke alene opsnappe trafik, de kan også læse indholdet.

Samtidig har de bagdøre i de fleste tekniske løsninger og har nedsat en specialiseret task force, der gør dem i stand til at bryde ind i både Apple-, Blackberry- og androidtelefoner og få adgang til kommunikation, lokationsoplysninger og kontakter.

I et af NSA’s lækkede slideshows forklares det projekt under overskriften: »iPhone lokationstjenester« med billeder af Apples gamle legendariske reklame fra 1984. Et slide har et billede af Steve Jobs, der viser en iPhone frem, og entusiastiske Apple-fans, der jubler over det nyeste produkt ledsages af teksten: »Hvem vidste i 1984, at dette ville være Big Brother, og at zombierne ville være betalende kunder«.

Tilbage til kurerpost

NSA hacker sig selvfølgelig ikke ind i alle computere eller læser med på alle e-mails. At de har den tekniske kapacitet og stort set ikke møder nogen form for juridiske forhindringer, betyder ikke, at de udnytter det. Men når teknologien er så usikker, ved man ikke, hvem der ellers benytter sikkerhedshullerne, og det stiller virksomheder, journalister, politikere, advokater, aktivister og andre, der er afhængige af, at deres kommunikation er sikker, i en uhyre vanskelig situation.

De lækkede dokumenter fra Snowden har vist, hvordan informationerne opsamles og analyseres, men det er stadig uklart, hvordan og i hvilket omfang NSA formidler dem videre.

Samarbejdet og informationsudvekslinger mellem efterretningstjenester er noget af det sværeste at få offentlig indsigt i, også selv om den officielle udveksling af oplysninger mellem efterretningstjenester er omfattet af aftaler landene imellem.

Ifølge en artikel i The Observer fra juni er Danmark blandt de lande, som har formelle aftaler om at overlade data til USA, heriblandt – ifølge eksperter – mobil- og internetdata. Den oplysning fik Enhedslisten til at stille spørgsmål til justitsministeren, der svarede, at der ikke til Folketinget kan gives »konkrete oplysninger om, hvordan og på hvilket grundlag danske efterretningstjenester samarbejder med udenlandske efterretningstjenester«.

Ministeren forsikrede dog, at udvekslingerne sker »i overensstemmelse med dansk ret«, og at oplysninger ikke uden samtykke må videregives til andre myndigheder.

I forhold til den elektroniske overvågning er det dog mere uklart, hvad denne forsikring betyder. For det kan godt være, at den formelle udveksling af data mellem Danmark og fremmede lande er reguleret, men hvad er denne regulering værd, når NSA selv har så stor teknisk kapacitet?

Ser man på de globale internetkabler, der transporterer danskernes kommunikation, så går en stor del af trafikken via et kabel i Vestjylland til den amerikanske kyst ved New Jersey, mens et andet går via Amager til Sverige og et tredje går ned i Tyskland.

Vi ved nu, at NSA kan tappe alle de kabler for oplysninger enten direkte eller via efterretningstjenester, de samarbejder med. De indsamlede oplysninger bliver i et vist omfang stillet til rådighed for nære allierede som Storbritannien, Canada og Australien, men Guardian kunne onsdag afsløre, at også Israel får adgang til de opsamlede »rå efterretningsdata«.

NSA sorterer altså ikke i oplysningerne og sender efterretninger videre, som man hidtil har troet, men giver et andet land direkte adgang til dele af de data, de opsamler. NSA’s svar på afsløringen var blot, at tjenesten ikke »kommenterer på specifikke informationer om aftaler om deling, eller i henhold til hvilken lovgivning denne information er indsamlet«.

Ifølge Jacob Mchangama er det helt velbegrundet, at de danske efterretningstjenester har et tæt samarbejde med udenlandske allierede, da de er til stede en række steder, hvor Danmark ikke kan være repræsenteret.

Men den store opsamling af data og cirkulering tjenesterne imellem skaber nogle uklarheder, da den retslige beskyttelse af individet påhviler det land, man bor i, og derfor kan risikere at blive omgået:

»NSA skal selvfølgelig ikke bekymre sig om den danske retsplejelov eller andre garantier. Så i forhold til beskyttelsen af danske borgere, er det klart, at med den systematiske adgang til fortrolige informationer, som NSA tilsyneladende har, er det stærkt bekymrende, hvis det i vidt omfang flyder tilbage til danske myndigheder, så de retsbeskyttelser, som danske efterretningstjenester er omfattet af, bliver illusoriske,« siger Jacob Mchangama og tilføjer:

»Men det er et spørgsmål, jeg ikke kan sige noget kvalificeret om, fordi jeg ikke aner, i hvilket omfang det sker, eller om der i givet fald er aftalt nogen retssikkerhedsgarantier. Det er der ikke særligt mange, der gør, og det nuværende kontrolsystem med efterretningstjenesterne er næppe egnet til at få tilstrækkelig kontrol med det,« siger han.

Hemmeligt, om vi er i krig

Ser man på Danmark, har elektronisk overvågning altid været noget, som myndigheder og efterretningstjenester har kunnet få adgang til med en retskendelse i hånden. Men også her er der undtagelser, der gør det svært at få indsigt i det reelle omfang.

I Forsvarslovens paragraf 17 stk. 1 står der, at »under krig eller andre ekstraordinære forhold kan forsvarsministeren uden retskendelse træffe foranstaltninger som omhandlet i grundlovens paragraf 72 over for telefonsamtaler, postforsendelser og anden kommunikation«.

Problemet ved undtagelsen er, at der ikke er offentlig indsigt i, hvornår vi er i krig, og selv ikke når Folketinget spørger, vil regeringen svare. Hverken på, om Danmark er i krig nu, eller om vi har været det i fortiden, så paragraffen har været i brug. I et notat fra Forsvarsministeriet fra 2009 forklares hemmelighedskræmmeriet:

»Når det ikke offentligt kan oplyses om en eventuel faktisk anvendelse af bestemmelsen, skyldes det, at det ville kunne føre til, at øjemedet forspildes og dermed undergraver selve formålet med bestemmelsens eventuelle anvendelse,« skriver ministeriet.

»Offentligt kendskab til bestemmelsens eventuelle anvendelse ville kunne føre til, at der træffes modforanstaltninger, som hindrer eller vanskeliggør myndighedernes imødegåelse af en truende situation. Dette gælder også en oplysning om, at bestemmelsen ikke anvendes, idet dette ville kunne danne basis for modsætningsslutninger i en situation, hvor myndighederne ikke ville kunne oplyse, at bestemmelsen ikke var under anvendelse«.

En forklaring der ifølge Jacob Mchangama ikke holder: »I en retsstat er det helt uacceptabelt, at man kan have så bred en undtagelse og så ikke informere om, hvorvidt den har været i brug eller ej, og hvilke præcise kriterier der skal til.«

EU har en mulighed

De politiske reaktioner på Snowdens afsløringer har indtil videre været begrænsede. Datatilsynet har været krævet ind i sagen, men har meldt pas, og Justitsministeriet har svaret, at hverken de eller PET kender noget til PRISM.

På europæisk plan har der været en smule opstandelse, men det lader til, at ingen helt præcist ved, hvad man skal gøre ved det, der ser ud til at være omfattende krænkelser af borgeres privatliv.

Ifølge Rikke Frank Jørgensen, der forsker i rettigheder på nettet på Institut for Menneskerettigheder og har udgivet bogen Framing The Net, må det være op til EU-Kommissionen at få nogle aftaler for reguleringen i stand. Men grundlæggende er det en svær opgave, fordi der er så stor afstand mellem de formelle rettigheder og mulighederne for at håndhæve dem.

»Sagen med Snowden illustrerer, at vi bevæger os i en infrastruktur, som i høj grad er på amerikansk jord, derfor også under amerikansk kontrol. Det gør, at det bliver meget svært og uoverskueligt både for europæere og resten af verden at håndhæve vores rettigheder,« siger Rikke Frank Jørgensen og tilføjer, at det gælder en række rettigheder, men at »især retten til privatliv er truet«, og at det er begrænset, hvilken rolle nationalstaten kan spille.

»Det er en infrastruktur, der går på tværs af nationale grænser, og derfor er det fint, når vi siger, at persondataloven også gælder på nettet, men hvis de tjenester, vi bruger, er uden for dansk jurisdiktion, har vi ikke særligt meget at håndhæve de rettigheder med,« siger hun.