Aflytningen (1974)
Francis Ford Coppolas film, der har Gene Hackman i hovedrollen som freelance aflytningseksperten Harry Caul, er nærmest år nul, når det kommer til overvågningsfilm. Som Time Magazine for nylig skrev, er Aflytningen (The Conversation) et produkt af sin tid, et USA præget af politiske skandaler, Nixon, Watergate, Vietnamkrig og aflytning af venstrefløjsaktivister.
Paranoiaen hænger i luften i de små rum, hvor Harry Caul forsøger at høre, hvad to mennesker siger til hinanden på en lydoptagelse, han har lavet for en mystisk organisation, og spørgsmålet er, om nogen er ude på at dræbe ikke bare de to mennesker på båndet, men også ham.
Enemy of the State (1998)
Tony Scotts ganske effektive thriller er en slags efterfølger til Aflytningen, denne gang med Gene Hackman i rollen som en pensioneret NSA-agent og overvågningsekspert, Brill, der kunne være Harry Caul 25 år senere.
Brill har så at sige gjort sig usynlig for at få lov til at være i fred, da han opsøges af advokaten Robert Dean (Will Smith), der uforvarende er kommet i besiddelse af beviser på, at et mord er bestilt af en korrupt NSA-chef (Jon Voight), som bruger agenturets højteknologiske isenkram i et forsøg på at finde Robert og skaffe ham af vejen.
Der er selvfølgelig skruet op for dramatikken – og NSA’s teknologiske formåen – i Enemy of the State, men perspektiverne i forhold til elektronisk overvågning af folk, som i vid udstrækning er online, og indgriben i deres liv, er skræmmende.
Det som ingen ved (2008)
»I USA har man vedtaget love, som giver staten og dem, der overvåger folket, mulighed for at gøre, hvad de vil. Der kan vi også ende i Danmark. ’Hvis du ikke er med os, er du imod os.’ Og sådan opfatter jeg altså ikke demokratiet,« sagde Søren Kragh-Jacobsen i 2008 i anledning af premieren på sin spændingsfilm Det som ingen ved, som er en slags dansk pendent til Enemy of the State.
Anders W. Berthelsen spiller børneentertaineren Thomas Deleuran, der kommer på sporet af en efterretningstjeneste i efterretningstjenesten, da hans søster dør under mystiske omstændigheder. Og det viser sig at være en efterretningstjeneste, der er villig til at gå endog meget langt for at beskytte sine hemmeligheder – og sikre, at den får vide beføjelser til at overvåge landets borgere. For borgernes egen og demokratiets skyld, naturligvis.
The Truman Show (1998)
Reality-tv er også en form for overvågning, og deltagere i reality-tv-programmer lader sig frivilligt overvåge i håbet om at blive stjerner. I Peter Weirs satiriske The Truman Show opdager forsikringsmanden Truman (Jim Carrey), at hans liv er et reality-show skabt i et gigantisk tv-studie af producenten Christof (Ed Harris).
Hele verden har på tv fulgt med i Trumans liv lige fra hans fødsel, og intet omkring ham – byen, han bor i, hans arbejde, konen, vennerne – er virkelig. Spørgsmålet er nu, om Truman har modet og styrken til at bryde fri – og hvad de millioner af seere, et samfund af voyeurer, siger til det. Virkelighedens reality-tv har ikke nået Truman-højder endnu, men Big Brother, Robinson og Paradise Hotel er da tæt på.
Minority Report (2002)
Max von Sydow står i Steven Spielbergs science fiction-drama – der er baseret på en historie af Philip K. Dick – i spidsen for et kriminalpræventivt system, hvor såkaldte precogs, synske mennesker, kan forudse, hvornår et menneske vil begå en forbrydelse. På den måde kan Tom Cruise og hans mænd stoppe dem og smide dem i fængsel, inden det sker.
Det er det ultimative overvågningssamfund – et mareridt af allestedsnærværende elektronisk registrering af alt og alle – hvor myndighederne kan trænge helt ind i ens hjerne, og hvor man aldrig er helt alene, fordi man bliver holdt øje med derhjemme, og personaliserede reklamer forfølger én på gaden.
Vi anbefaler
Den amerikanske psykologiprofessor Barry Schwartz udgav for nogle år siden bogen ’Paradox of choice’, der kort fortalt videnskabeligt argumenterede for, at for mange valg gjorde os ulykkelige, og at vi konstant skulle forsøge at minimere vores valgmuligheder.
Det er der normalt ingen, der hjælper dig med, men Information kommer dig til undsætning og guider dig gennem forbrugsjunglen.
Mad, politik, politikere, tøj, musik, bøger, magasiner, eksperter, dyr, tasker, film, filosoffer, elektronik, medier, tænkere, religioner og sko – Information elsker at forbruge. Vi er selvudnævnte eksperter i forbrug, og nu lader vi vores ekspertviden komme andre til gode. Hver uge vil vi her anbefale en håndfuld forbrugsgenstande, der betyder meget for os.
Seneste artikler
Vi anbefaler: Hold på solbrillerne
4. april 2015Solen begynder at titte frem, og både for dit syns skyld (husk formaningerne fra formørkelsen) og dit look, er det nu, du skal finde solbrillen frem fra gemmerne. Hvis de da stadig er der. For ligesom andet småt sæsonudstyr har solbrillen en tendens til at forsvinde ubemærket. Og da brug-og-smid-væk-kulturen er yt, er her fem fremgangsmåder til at holde på brillerne sommeren overVi anbefaler: Fem måder at føde på
28. marts 2015Foråret er traditionelt højtid for fødsler. Vi guider dig her igennem fem populære måder, du kan lade dit barn komme til verden påVi anbefaler: Verdens bedste værter
20. marts 2015Hvad gør en god tv-vært god? I hvert fald en masse karisma og evnen til at kommunikere med seerne hjemme foran tv-skærmen. For nylig blev britiske Jeremy Clarkson suspenderet fra verdenssuccessen ’Top Gear’ på BBC. I den anledning præsenterer vi fem tv-værter, det aldrig er kedeligt at være i selskab med
Det grundlæggende problem er jo, at overvågningen er kommet ud af politisk kontrol i Amerika.
De forfatningsmæssige politiske fora har ikke længere den politiske magt over disse institutioner, da de har givet den fra sig i deres iver for beskyttelse.
Dertil kommer de lystigt "synger" med på den "falske melodi" om terrorbekæmpelse, som den reelle årsag og begrundelse, og derved forsvarer de især NSAs virke selv om det strider imod loven, borgerrettighederne, og er en trussel imod demokratiet.
Amerikanske politikere har derved reduceret sig selv til politiske kransekagefigurer for demokrati, men et demokrati de ikke selv er herre over sådan som de tror de er.
- "Herren er blevet bange for sin tjener"!
Intet land i vesten har som Amerika ført sig frem som friheden tjener og samtidig vogter globalt, men kritik af ikke mindst den Østeuropæiske blok og især Rusland samt det gamle DDR styre for dets kontrolsamfund via aflytninger og stikkere.
- Netop det kæmpede man imod fordi det ikke var demokratisk ånd for individet, og havde dertil sine allierede i ånden i hele Vesteuropa.
Det var i den sammenhæng netop en af hjørnestenene i den Amerikanske retorik, og nok bedst personificeret af Ronald Reagan med ordene om Rusland; som "ondskabens imperium"!
Med afsløringerne af NSAs globale indiskriminative aflytning, overvågning og databevaring af alle individer via telekommunkationsmulighederne i dag, ser vi billedet af et Amerika, der respektløst overfor demokratiet og individet privatliv gør nøjagtig det selvsamme, som de har kritiseret hele østblokken så hårdt for i årtier, og samtidig strider mod demokratiets grundelement om individets rettigheder og frihed.
Den frihedsideologi som vi mente vi deltog i med vore allierede såvel i Europa som over Atlanten, og ved den kolde krig afslutning forventede ville være sikret mod fra kommunistisk side, er i stedet af Amerika med NSA gjort til vort eget overvågnings-mareridt, der overgår selv det værste fra det gamle DDR!
- Men hvor blev så friheden, demokratiet og loven som beskyttelse af individet af?
Den politiske doktrin i Amerika og med NSA, er åbenbart ikke sundt for et demokrati at forvalte for borgerne, med skal være overvåget totalitært i det skjulte ligesom i DDR.
Sammenligningen er på ingen måde forkert idet en intern CIA agent(Valerie Plame) blev udleveret til offentligheden under George Bush administration, fordi hendes mand tale regeringen imod politisk(vist om krigen i Irak).
Venner og bekendte blev noget overrasket over hendes arbejdsstatus for CIA, og blev bekymret over hendes rolle for CIA, og hvem hendes arbejde var vendt imod?
- Det fik venne- og omgangskredsen til at skrumpe betragteligt, hvilket nok skyldtes lighedstankerne om DDR's arbejdsmetoder!
Amerika spiller med falske kort i frihedens navn overfor sine omgivelser, når Amerika alligevel ikke vil lade demokratiet og friheden være fri for alle individer.
Både egne og borgere og venner og allierede i ånden og ideologien har Amerika bedraget med ideologiens løfter om frihed for mennesker i den frie verden.
Derimod ser vi tydeligt billedet af et Imperium, der vil kontrollerer alle undersåtter globalt i nuet som i fremtiden, med viden opsamlet via den digitale verden vi lever i.
For nylig kunne man også læse, er Amerika havde spærret internetadgangen til at læse om The Guardians afsløringer af NSAs digitale aflytninger, overvågning og databevaring, for deres soldater på en og eller flere baser.
Det strider grundlæggende imod et demokratis ret og frie adgang til informationer for demokratiets individer, - uanset om de er civile eller i militæret.
Kun totalitære regimer begrænser adgangen til informationer og tanker via medierne.
- eller Mercury Rising (1998), SALT 2010, Sneakers (1992), The Anderson Tapes (1971), The Conversation (1974) ... samt denne.
Trods sine snart 40 år, er 'Aflytningen' stadig en fantastisk film. Og selvom spionering/ aflytning siden da er blevet, skal vi sige mere raffineret, hvilket ikke er ment positivt, er ikke blot paranoiaen i Aflytningen, men også klaustrofobien til næsten fysisk at føle. Selv som blot seer.
I øvrigt var min første association, da jeg andetsteds her på siden læste om NSA-chefens overvågningscentral, en kopi af Star Treks, at det mindede om The Truman Show, med General Keith Alexander i 'rollen' som Christof.
Ofte overgår virkeligheden fiktionen, men det kan godt nok til tider være svært at se forskel.