Læserbrev
Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Vennerne er gået i far, mor og børn-mode

Moderne Tider
7. september 2013

Tobias, 27, København N
To af mine venner (et kærestepar), som jeg har kendt i mange år, er netop flyttet sammen og venter deres første barn. Vi har altid været meget tætte og haft interessante og berigende samtaler. Men det er, som om det hele er ved at ændre sig nu, og de kun kan snakke om boligindretning, boligpriser, låntyper og børneting. Jeg selv har aldrig interesseret mig for nogen af delene og sidder ofte tilbage målløs og tænker over, hvordan de kan tro, at jeg pludselig skulle have noget relevant at byde ind med til de emner.

Det værste er, at de andre ting, vi plejede at tale om, begynder at forsvinde fra samtalerne – det lader ikke til at interessere dem længere. Kan man tillade sig at sige til dem, at man ikke interesserer sig så meget for det, de pludselig interesserer sig vildt meget for?

Eller er børn bare en midlertidig fase af intens småborgerlighed, hvor det ene eller andet Marimekko eller sofabord-form og størrelse pludselig bliver acceptable emner hele tiden at komme ind på? Går det over?

Svar I:

Ja, det går over, men det kan tage sin tid, når de to venner er i den grad koncentrerede om livsstilsstoffet. Selvsagt interesserer praktiske ting i forbindelse med første barn unge mennesker. Ifølge sagens natur har de ikke prøvet at formere sig før. Men selvsagt kan det også blive for meget. Det værste er, at de to konstant bekræftes i deres nye lilleverden.

Hver eneste gang, de åbner for radio og tv, oser programmerne jo af småborgerskab med boligkøb, børneværelseindretning, gulvafslibning, amning, sure tæer og madlavning i spande. Det er ikke til at holde ud og bidrager til den hjernevask, man i et vist omfang ansigt til ansigt med videreførelse af arten er nødt til at udsætte sig selv for. Biologisk er der sikkert et eller andet ved udsigten til barnegråd og bleer døgnet rundt, der lukker af for længere diskussioner om Schopenhauers forhold til Kant og cirklens kvadratur.

Men hvis I virkelig holder af hinanden som venner, så siger du til dem, at nu vil du gerne snakke om noget andet, og så snakker du om noget andet og ser, hvad der sker. Er der ikke hul igennem, skal du holde en pause og lade dem komme sig. Når barnet er lidt mere rutine, begynder de også at kede sig. Og så kan du tage fat igen med en krævende dvd eller et abonnement på denne avis. Så har I da noget at snakke om. Du skal i hvert fald ikke gang på gang sidde og blive irriteret, det slider et venskab i stykker.

Georg Metz

Svar II:

Jeg fik barn i en sen alder og har haft god tid til at iagttage omgangskredsens forvandling til grødhoveder. Svigerfamilien, som tidligere konverserede om torsdagskoncerter og Weekendavisen, gik med det første barnebarns ankomst over til at sige pruttelyde ved søndagsmiddagen. Og i lang tid førte jeg en topti over de mest mærkværdige meldinger i min pludrende venneflok. På førstepladsen lå »Jamen, jeg kan da ikke tage mig af, at de drukner i Myanmar, jeg ammer.« Den blev serveret af en kvinde, der har brugt det meste af sit voksenliv på at koordinere nødhjælp. Om de andre pladser på listen konkurrerede sætninger som: »Hvad kan sådan en seks meter tagstige stå i?« og: »Vi valgte den andenstørste Weber-model, for min kone kunne ikke løfte låget på den største«.

Nu er jeg selv blevet mor. Jeg undgår naturligvis at ryge i samme fælde. Derfor taler jeg kun om spændende babyemner. Vidste du f.eks., at en kopholder til barnevogn ikke bare er en kopholder til barnevogn? Der findes kun ganske få, der hindrer, at kaffen skvulper over, når man forcerer en kantsten. Og tænk, blander man revet gulerod i aftengrøden, undgår baby hård mave.

En af mine barnløse veninder har givet mig adressen på Familie Journal, så jeg kan sende mine gode råd ud til et bredere publikum. Jeg ser det som et udtryk for hendes engagement i mit barn. Og engagement luner et moderhjerte, så det må du hellere finde frem, hvis du vil beholde din venneflok.

Susan Knorrenborg

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Majbritt Nielsen

I det mindste har de ikke meddelt dig, at da du ikke har børn. Så er du ikke interesant og du er hermed luget ud.
Den besked fik min ekskæreste af en årelang ven og dennes kæreste. Da de fik deres først yngel. Jeg tog det ikke så tungt. Selv om den kvindelig del af den duo fra helved kikkede meget anklagende på mig. Som om jeg skulle have skyld over ikke at have et barn. Jeg har ikke nogen planer om at blive gravid, hverken dengang eller i dag.
Jeg tror det gik mest ud over min ekskæreste. De to havde virkelig været gode venner indtil da.
.

Når jeg tænker på den hændelse, sidder jeg nogen gange og småfniser. Hvilket man så skal passe på i en fyldt bus. (på den anden side, så giver denne aparte opførsel nogen gange plads. ;)

Men hvorom alt er. Nogen gange mister man bare sine venner, i den der suppe. Når de så keder sig og dukker op igen. Så kan man jo altid byde dem indenfor igen.

Svigerfamilien, som tidligere konverserede om torsdagskoncerter og Weekendavisen, gik med det første barnebarns ankomst over til at sige pruttelyde ved søndagsmiddagen

:-)

Småbørnsfamilielivet er en åndelig dræber

/O

Lise Lotte Rahbek

Der er ikke noget mere deprimerende end pludselig at finde ud af, at man ikke længere deler interesser med de venner,
man troede skulle vare længe,
men så får de børn.

a)Enten så skynder du, Tobias, dig at finde en partner at få børn med, og så kan I holde børnefamiliekomsamner med vennerne og snakke om børnefamilieudfordringer,
eller også
b) holder du ud og keder dig bravt i håbet om at kunne ryste dem tilbage på sporet af mere end børnefamiliesamtaleemner,
c) eller også begynder du at lede efter nye venner uden børn - eller med børn så store, at deres børns navne ikke længere optræder i hveranden sætning.