Selv budgetbisserne erkender det. I den røde murstensbygning på Slotsholmen, hvor Finansministeriet holder til, ved de, at det ikke længere er dem, der har det fasteste greb om styrepinden i dansk økonomi.
Det er et par gader henne i Nationalbanken og hos kollegaerne i Den Europæiske Centralbank og resten af den vestlige verdens centralbanker, at kursen bliver lagt.
Selv landets finansminister anerkender, at det ikke er ham, men centralbankerne, der kan gøre mest for at sparke til den økonomiske udvikling.
»Den måske allermest afgørende måde, man i vores del af verden stimulerer væksten på i de her år, er ikke via finanspolitikken, men det, vi kalder pengepolitikken,« sagde Bjarne Corydon tirsdag i sidste uge, da han foran korpset af politiske journalister præsenterede regeringens bud på, hvordan næste års finanslov bør skrues sammen.
Klemt inde mellem grafer over ledighed og niveauet for offentlige investeringer næste år, skød finansministeren ind, at det er i den del af den økonomiske politik, som centralbankerne styrer, at man har mest at skulle have sagt.
»Pengepolitikken handler om renten, og som bekendt er renten ekstremt lav lige nu,« fortsatte finansministeren med henvisning til, at de største centralbanker har bekæmpet krisen med ultralave renter og pumpet enorme mængder af billige penge ud i finansmarkederne.
Det er godt for den økonomiske udvikling, men ikke noget, regeringen kan tage æren for, forklarede Corydon. For den danske krone er koblet op på euroen, og den styres trygt fra Den Europæiske Centralbank i Frankfurt.
»Men vi må naturligvis tage bidraget fra pengepolitikken med, når vi vurderer det samlede behov for at stimulere økonomien,« sagde finansministeren til den lyttende presse.
Når Finansministeriets folk regner på det, så kommer de frem til, at den lempelige pengepolitik næste år holder hånden under næsten 70.000 beskæftigede i forhold til en situation med normalt renteniveau.
Og når de samme folk regner på, hvad regeringens finanslov giver i øget beskæftigelse næste år, så når de frem til, at tallet er 15.000 flere beskæftigede.
Det er ikke finansloven, men renteniveauet, der er afgørende.
Hjertekammeret
Den 15. september er det fem år siden, den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers krakkede. En dato, der siden er blevet regnet som startdag for finanskrisen.
En krise, der har tvunget centralbankerne ind i en hjertekammeret af det økonomiske kredsløb og politikerne ud på sidelinjen.
Det, der skal føre os ud af krisen, er ikke Bjarne Corydon og hans europæiske kollegaers finanslove, men centralbankernes pengepolitik.
»I og med at den vestlige verden på grund af gæld er stækket rent finanspolitisk, så har man lagt en meget, meget stor del af igangløbningen af opsvinget i hænderne på centralbankerne og pengepolitikken,« siger Henrik Drusebjerg, der er seniorstrateg i Nordea.
»Det er jo reelt det eneste brugbare værktøj, der er tilbage,« siger han.
Når det er tilfældet, skyldes det primært gæld. Den betyder, at der ikke er råd til at bruge statsbudgettet til at stimulere væksten og beskæftigelsen.
Også Henrik Jensen, der er økonomiprofessor på Københavns Universitet, vurderer, at sparekursen i Europa har tvunget centralbankerne til at overtage styringen med den økonomiske udvikling.
»Når man laver stramme krav til, hvor stort underskuddet på statsbudgetterne må være, og dermed bestemmer sig for, at man ikke længere på samme måde vil bruge finanspolitikken til at reagere på konjunkturerne, så får pengepolitikken selvfølgelig alt andet lige mere vægt,« siger Henrik Jensen.
Men der er også andre grunde til, at pengepolitikken er blevet mere central end finanspolitikken.
»Pengepolitik er et langt mere fleksibelt værktøj til at stimulere økonomien. Man kan ændre renten fra dag til dag, mens finanspolitiske tiltag kræver langt mere forarbejde og planlægning,« forklarer Henrik Jensen.
Og en lignende udlægning giver Jesper Berg, der er underdirektør i Nykredit og tidligere afdelingschef i Nationalbanken:
»Centralbankerne kan traditionelt agere hurtigere,« forklarer Jesper Berg.
Hvor meget indflydelse centralbankerne har på den økonomiske udvikling, siger Drusebjerg, kan man se ved at betragte udviklingen siden den amerikanske centralbankdirektør, Ben Bernanke, tidligere på sommeren sagde, at banken var klar til at rulle et af de ekstraordinære opsvingsfremmende initiativer tilbage. Alene det, at den amerikanske centralbankdirektør antydede, at programmet sandsynligvis senere på året gradvist vil blive udfaset, har fået renterne til at stryge op.
»Det har haft effekt på hele verden. Det viser, hvor enorm en del af den økonomiske udvikling, de er lige nu. Og hvor stor betydning de har,« siger Henrik Drusebjerg.
»Den politik, de har ført de sidste fire-fem år, kommer til at forpligte dem langt ud i fremtiden. Dels fordi de skal rulle tingene tilbage, dels fordi de skal normalisere situationen bagefter.«
Politisk afmagt
Hvad er det så, centralbankerne har gjort, som adskiller sig så meget, fra hvad de normalt gør?
Først og fremmest er de begyndt at fokusere på andet og mere end det, der hidtil har været deres primære opgave, nemlig at sikre en stabil prisudvikling.
»Før finanskrisen var fokus, at man skulle stabilisere inflationen på et lavt niveau. Og så kom resten af sig selv. Efter finanskrisen er der også kommet mere fokus på andre mål for pengepolitikken,« siger Jesper Berg.
Det er mål som at bringe arbejdsløsheden ned, hvilket for eksempel den amerikanske centralbankdirektør har sat et eksplicit mål for. Det er mål for at sikre, at pengene flyder mellem bankerne, eller ligefrem sikre, at euroen overlever, hvilket den europæiske centralbankdirektør sidste sommer udtalte, at han ville gøre, uanset hvad det kræver.
Værktøjerne til at nå de mål har været at holde renterne lave, etablere ekstraordinære lånefaciliteter, og pumpe penge ud i økonomien ved at lade seddelpressen køre og bruge pengene til at opkøbe blandt andet obligationer.
»Hvis du ser på Europa, så er det overladt til ECB at skabe økonomisk vækst. I de enkelte lande har der været gennemført initiativer, der er vækstbegrænsende, fordi man har skulle spare på budgetterne og nedbringe gæld. Og så har du centralbanker, der har skabt vækst ved blandt andet at holde renterne på et absolut minimum,« siger Henrik Drusebjerg.
Når centralbankerne er blevet så afgørende for den økonomiske udvikling, så skyldes det ikke, at de har taget ansvaret fra politikerne, mener Henrik Drusebjerg. Det er tvunget af omstændighederne.
»Jeg mener i høj grad, at det skyldes politikernes afmagt. Centralbankerne har på ingen måde søgt det her eller ønsket det her,« siger Henrik Drusebjerg.
Også Jørgen Goul Andersen, der er professor i statskundskab på Aalborg Universitet, fremhæver, at centralbankerne kun modstræbende har handlet. Selv om det ikke var det, de europæiske politikere havde forestillet sig, har de i en økonomisk kontekst reelt sat sig selv ud af spillet, siger han.
»I EU skyldes det jo, at politikerne for at skabe tillid til euroen har forpligtet sig på en meget stram finanspolitik, som efter manges mening er slået fejl. Det har skabt den helt ekstraordinære situation, at politikerne på den måde har gjort sig selv magtesløse. Og det har krævet ekstraordinær handling fra den europæiske centralbanks side,« siger han.
Jesper Berg kalder den rolle, centralbankerne indtager, »historisk unik«. Henrik Drusebjerg kalder det »aldeles usædvanligt«.
»Det er uden sammenligning verdenshistoriens største finansielle eksperiment,« siger Henrik Drusebjerg.
Klokkeklar overskridelse
Også Henrik Jensen mener, at centralbankerne er gået endog meget langt i forfølgelsen af deres mål.
Et eksempel er Den Europæiske Centralbanks forsøg på at mindske de græske gældsproblemer gennem opkøb af græske statsobligationer.
»Jeg har virkelig spurgt mig selv, hvordan det hænger samme, for umiddelbart er det en klokkeklar overskridelse af deres beføjelser,« siger Henrik Jensen.
Han mener, at centralbanken har fundet en model, der gør, at det er teknisk muligt, men at centralbanken samtidig er meget tæt på at overskride deres mandat.
Det eneste, der gør, at de får lov, er, at der – med undtagelse af Tyskland – er politisk konsensus om, at det, banken gør, er det rigtige, mener han.
»Der er en slags stiltiende accept, fordi alle bortset fra måske tyskerne kan se, at det holder sammen på euroen,« siger Henrik Jensen.
Med undtagelse af i Tyskland, har der ikke været nogen reel debat i offentligheden om udvidelsen af centralbankens rolle. Og det er tankevækkende, mener Jørgen Goul Andersen.
»Det er en interessant problemstilling fra en demokratisk synsvinkel. Du får pludselig en centralbank, som befolkningen ikke har valgt, der modstræbende må påtage sig rollen som vækstskaber, fordi dem, folket har valgt, nemlig politikerne, har spillet fallit. Og det sker helt uden diskussion. Men centralbanken har simpelthen været tvunget ud i det, og det ved politikerne,« siger Jørgen Goul Andersen.
Der er tale om en ekstraordinær situation, som næppe vil gentage sig. Men det er måske ikke helt sikkert, at tingene bare vil gå tilbage til ’business as usual,’ når krisen engang er overstået, væksten genskabt og beskæftigelsen i opdrift, fremhæver han.
»Det kan måske godt tænkes, at centralbanken ikke finder tilbage til helt den ensidige og begrænsede rolle, den oprindeligt var tiltænkt. For politikerne vil sige, at det var godt, at centralbanken handlede aktivt, og centralbanken tænker måske det samme. Der kan måske komme en eller anden refleksionsproces, hvor det vil blive overvejet, om erfaringerne fra de seneste år skal føre til en vis redefinering af centralbankens rolle,« siger Jørgen Goul Andersen.
Uanset hvad er centralbankerne i dag blevet en langt større magtfaktor, end nogen nogensinde ville have troet for bare få år siden.
»Næste gang der skal laves en udredning af, hvem der har magten, så skal man nok også kigge på Den Europæiske Centralbank,« siger Jørgen Goul Andersen.
»Den måske allermest afgørende måde, man i vores del af verden stimulerer væksten på i de her år, er ikke via finanspolitikken, men det, vi kalder pengepolitikken.« siger Bjarne Corydon
Så forstår man jo ikke hvorfor, der fra alle liberale sider i Folketinget - herunder regeringen - arbejdes så ihærdigt på at udvirke skattelettelser: lempelser af energiafgifter, reduktion af selskabsskat osv....
Skatten er vel en meget betydende faktor i finanspolitik.
...men det er nok med finanspolitikken, som med klassekampen, når den er til gavn for de rige, så snakkes der ikke om det, mens hvis de mindrebemidlede søger retfærdighed, så står the establishment sammen om at afvise ethvert forsøg på forandringer i den førte politik: ’Nødvendighedens politik ’ forstås. ...nærmest uden for regeringens rækkevidde. Bull shit.
PS. Skattelettelserne for 2014 er vedtaget uden for finansloven i Vækstplan DK:
http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-67580254:enhedslisten-om-v%C3%A6k...
Hvis centralbankerne har overtaget magten fra magtesløse politikere, betyder det reelt, at demokratiet er afskaffet, og styret lagt i hænderne på personer, der ikke står demokratisk til ansvar over for befolkningerne. Er dette magtskifte en revolution eller bare et kup?
Nu er flere af bidragyderne til denne artikel gudskelov flere etager bedre end jeg på dette område, men at ledelsen af centralbanken holdes i "arms length" fra regringsmagten er jo en politisk beslutning, som samme politikere kan reversere. Selvfølgelig er det stadigvæk kun kongen der "slår mønt".
Vi har set, at de nationale politikere har brugt gældssætning til at skabe fornemmelse af succes i samfundet.
- Det har betydet, at boligejerne og landbrug nu kæmper med en helt urimelig stor gældsbyrde.
- Det betyder også, at pengeudlånerne - altså bankerne, løber en meget stor økonomisk risiko, hvis lånerne ikke kan betale tilbage.
- Og endelig betyder det, at samfundet i en helt katastrofal grad mangler penge til at sætte gang i økonomi, beskæftigelse og samfundsudvikling. Noget man kommer til at lide under i det næste kvarte århundrede.
Men man kan også slå fast:
1. At Centralbanken i sin nuværende form slet ikke er demokratisk.
2. At krisens væsen viser, at man ikke kan overlade den økonomiske politik til de nationale populistiske politikere - i hvert fald ikke alene.
3. Samt at der derfor ikke er anden løsning, end at skabe en stærk Centralbank der kan gribe ind overfor de nationale politikeres misbrug af den økonomiske politik.
Til gengæld må man forlange, at Centralbanken - og i øvrigt hele EU gøres langt mere demokratisk. Og at de opererer på en måde, så vi både kan forstå og acceptere deres økonomiske politik. Og her mangler der meget endnu, bl.a. må vi af med de politisk udvalgte kommisærer, og selvfølgelig også al lobbyistisk påvirkning for private særinteresser.
Henrik Brøndum, det kan være svært at gennemskue om en kommentar er ironisk, men for en sikkerheds skyld vil jeg lige tilføje til din kommentar:
I Danmark er møntretten indføjet i § 26 i Grundloven, som lyder: "Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven."
- men fakta er at Nationalbanken er hægte af:
i 1991 var kontanter (kongens mønt) 23 mia. kr. : Bankskabte penge. 186 mia. kr. : Gæld til bankerne 1.100 mia kr.
i 2013 er kontanter (kongens mønt) 54 mia. kr. : Bankskabte penge. 809 mia. kr. : Gæld til bankerne 3.773 mia kr.
Bankerne skaber penge alene ved at slår på pc-tasterne.
Og man kan jo tilføje, at hvis nationalbanken havde fastholdt sit monopol på at slå mønt, så var overskuddet tilfaldet Staten og ikke bankerne.
Den europæsike centralbank er - ligesom andre centralbanker inden for demokratisk kontrol/rækkevidde.
Det danske problem består blot i, at højrenationalister og venstrefløjens romantiske grundtvigsnationalister, ganske udemokratisk har vendt Det europæsike fællesskab ryggen.
Der er efterhånden mere i vejen med den demokratiske holdning i det danske folkehav end der er i eu's demokratiske institutioner. Naturligvis lader også eu meget tilbage at ønske på demokratisiden, men nummer 1 i den henseende er deltagelse. Antideltagelse i et demokratisk fællesskab - uanset om man har magten eller ej - er antidemokratisk.
Det er jo også typisk for Danmark, at ingen journalister spørger politikerne, hvad de vil gøre ved disse ting. Man nøjes med at skrive referater af hvad politikerne i deres forvirring blot har sagt. Klogere bliver ingen.
Er centralbankerne vores sidste redning?
Svaret er formentlig ja. OG derfor er det nu væsentligt at politikken - altså magtkampen kommer til at stå om dette emne.
Konstateringen, at politikerne er magtesløse, er helt forkert. Politikerne skal blot give sig til at beskæftige sig med politiske emner af betydning. Og vi, øh folket om man vil, bliver nødt til at debattere, hvordan vi får demokratisk greb om denne situation.
Det kræver, at vi sætter os ind i verden uden for. Og at vi kaster os ind i det politiske samarbejde i EU af fuld kraft.
Er det ikke bare typisk?
Dansk Wikipedia om Den europæiske centralbank: 10 linjer
Tysk Wikipedia om Den europæsike centralbank: 12 kapitler og 39 fodnoter.
I den danske står der intet om, at bankens opgaver er politisk fastlagt, og intet om, hvordan ledelsen er politisk udpeget.
Min oldefar var blandt de danske soldater, der rømmede Dannevirke. Over 1200 mand fra hans kompagni faldt i en idiotisk krig, som byggede på samme idiotiske nationalistiske holdninger, som guider vores uvidenhed i dag. Forskellen fra da til nu, er at uvidenheden dengang var et elitestyret projekt med Monrad og Grundtvig på barrikaderne, mens i dag er det en folkesygdom.
@Bill Atkins
Nej jeg er ikke ironisk. Min kommentar beskaeftiger sig ikke med raaderummet for henholdsvis centralbank/privat banker - men er udelukkende rettet mod at artiklen lader som om centralbankerne er helt udenfor politisk raekkevidde.
I oevrigt mener jeg du er paa afveje ved at fokusere paa privatbankernes multiplkation af den primaere pengemaengde. Det kan godt vaere at den er stoerre end tidligere, men for stor pengemaengde er kun et problem hvis den genererer for hoej inflation - og det er der ikke noget der tyder paa.
Nej, de repræsenterer kun monopolernes forsøg på, at tage kvælergreb på samfundet.
Uden organisering og uden skoling kan vi kun danse i det net, som skumle interesser spinder om ALT.
Før krisen blev en realitet var lave renter en realitet i lang tid og dette er fortsat og endog forstærket uden at det på nogen måde har sikret den vækst man tilbeder som en helligdom, fordi kun vækst kan sikre en lempelig betaling af den gældsbyrde befolkningerne er sat i af liberalismens sejrsgang.
Så hvis centralbankerne skal være redningsmænd med de begrænsede værktøjer de besidder i forhold til suveræne aktivt regerende regeringer, så sæt pengene i guld, for så er der ikke nogen redning økonomisk.
Centralbankernes råderum kan aldrig i ret lang tid, overstige den tilgængelige værdi frembragt af nationens produktion, sådan som jeg ser det.
Man kan ikke skifte politisk kurs til andre mål, eller værdier, man kan ikke beskytte eget erhvervsliv, hvis det skønnes nødigt, man kan ikke fast lægge mindste krav til lønninger, materialer og miljøbelastning.
Der er fandens mange ting en regering der ønsker og tør regere kan gøre mere og anderledes end en centralbank.....hvis den tør
At beskrive regeringernes manglende mod og fremsyn som manglende muligheder, er blot at legitimere deres handlingslammelse.
Desuden kan en lav rente ikke i sig selv udråbes til nogen frelser af arbejdspladser, fordi den udmærket kan være en følge af inaktivitet i nationen i forhold til den pengemængde der skal forrentes= der sættes ikke penge i virksomhed af offentlig eller private foretagender, og forsøges pengene investeret passivt til så høj/lav rente som muligt.
Havde aktivitetsniveauet været større havde renten også været det.
Jeg tillader mig at henvise til denne fine artikel.
http://politiken.dk/oekonomi/ECE2070482/sociolog-daarlige-penge-fosser-u...
Michael Pedersen - ja, det er jo godt at vide, at Nationalbankens grundkapital er 50 millioner kr. Det lyder betryggende. Loven er fra 1936, givet på Amalienborg af en mand ved navn Christian R. Først da blev Nationalbanken en selvejende institution, formentlig som følge af 1929 krisen. Men Nationalbanken er helt tilbage fra 1818, efter statsbankerotten i kølvandet på Danmarks uheldige deltagelse i Napoleonskrigene, hvor den daværende konge havde formøblet alle rigets værdier. For at undgå, at kommende konger, regeringer eller hvad det måtte komme skulle få samme trang til at gribe dybt i statskassen, lavede man en adskillelse mellem statens penge og statens magt. Meget fornuftigt, når statsmagten nu ikke kunne holde sig i skindet, men man kunne spørge, om ikke tiden er løbet fra denne adskillelse, om ikke demokratiet selv efterhånden kan forvalte nationens penge.
@Henrik Brøndum I Richard Sørensens link 20:11 siger Ole Bjerg: Vi kommer ind i en ond spiral: Mens bankerne bliver rigere, stiger gælden i resten af samfundet. ...præcis sådan som tallene i min kommentar 18:22 viser;
og han forsætter:
Systemet skal ændres, så bankerne kun må låne penge ud, som de selv har – enten fordi andre kunder har sat pengene ind i banken, eller fordi banken selv har tjent dem.
...det hedder et bankvæsen med 'fuld reserve', og det vil give magten tilbage til Nationalbanken, og indlede et brud med pengenes diktatur, for at skabe en genopretning af den demokratiske kontrol med samfundets eget pengevæsen.
Statsbank...NU
Det er centralbankerne der har skabt denne krise og alle andre finansielle kriser.
http://www.youtube.com/watch?v=T2zr4y-Ip2I
Nej, Henrik Brøndum, for stor mængde lånte penge er et problem, fordi den trælbinder folk i en lang årrække, hvilket jo samtidig er unødvendigt, da de varer og tjenesteydelser, pengene investeres i, allerede findes, og derfor reelt ville kunne distribueres frit.
Renten er lav; ikke bankrenterne forstås. Når en ganske almindelig kassekredit løber op i mere end 10 %, er det vist en løgn. At ingen tør låne til noget som helst, er selvfølgeligt. Spar op i stedet, og se dine opsparede midler forsvinde til 0% i rente.
Jo - bankerne er en del af problemet.
Michael Pedersen, lån der optages for at få et sted at bo, eller fordi man gerne vil etablere sig i virksomhed, landbrug osv. er nok frivillige, men indkomstudsigten tilsiger på det pågældende tidspunkt, at det nok skal gå...
...og du ved nok Michael; det er sgu svært at sige "nej tak" til en bankrådigiver, der villigt stikker dig en håndfuld penge, så du kan få opfyldt dine fremtidsdrømme.
Og det er da også helt i orden at du efterfølgende sidder og peger fingre af de håbefulde - sådan er kapitalismen: Det er folks egen skyld når de går på røven med deres liv.
Sidste redning?
Nok nærmere sidste søm på ligkisten.
Skulle centralbankerne hjælpe os - ha, ha.
I 1936 blev Nationalbanken en selvejende institution, og det nuværende lovgrundlag for bankens virksomhed er fra samme år. Princippet om, at centralbanker skal være uafhængige, er også traktatfæstet i EU-traktaten (artikel 130). Heri står, at HVERKEN Den Europæiske Centralbank (ECB) eller de nationale centralbanker MÅ SØGE EFTER ELLER MODTAGE INSTRUKSER FRA FÆLLESSKABSINSTITUTIONER, MEDLEMSSTATERNES REGERINGER ELLER NOGEN ANDEN SIDE.
Centralbankerne plejer bankernes og den finansielle elites interesser - det er ret svært at holde sig helt neutrale og holde egne kæpheste - politiske og personlige ude af betragtning.
Hvem sidder i spidsen for foretagendet - I ECB sidder Mario Draghi tidligere ansat i investeringsbanken Goldman Sachs som bland andet har været kædet sammen med korruptionssager i både Grækenland og Italien. Den hører til en af disse "to big to fail" banker - en blandt de 21 som hver måned får tildelt at bestyre nogle af de 86 mio. dollars som FED deler ud af på skatteborgernes regning. Han er så også tidligere finansminister i Italien. Der pendles lidt rundt mellem politiske hverv og private hverv i den finansielle sektor.
Hvem kommer til at sidde for bordenden i FED næste år - Larry Summers der som finansminister og rådgiver for Clinton sørgede for en deregulering af finansmarkedet. Tidligere direktør i FED Greenspans bon-kammeret hvis motto meget vel udtrykkes på følgende måde -"Tryk flere penge til vennerne".
At der skulle komme nogen redning fra den kant er at stikke sig selv blår i øjnene. Glem det. Det politiske system har spillet fallit - Corydon siger det selv - og det må han meget gerne råbe lidt højere så alle kan høre det.
Jeg står også af her - Fremover synes jeg det er vigtigere at få diskuteret nogle alternativer til dette vanvid. Er det f.eks. muligt at lave nye kooperativer evt. med eget pengevæsen - hvordan kunne de se ud - og hvordan kan man organisere sådanne fællesskaber så vi bliver uafhængige af deres lort. Så kan de æde deres papirer og se om de kan leve af det.
@Pia
Alternativer har allerede flere gange været forsøgt i verdenshistorien, alle gange med succes. Det eneste der skal til, er at vi banlyser fractional reserve banking, og går tilbage til et 1/1 system. Altså hvor bankens udlån faktisk er dækket af bankens egen kapital. Og afskaffer private centralbanker.
Det er de private centralbanker der med fuld bevidsthed skaber de finansielle kriser. Hvorfor? Fordi krise tid er indkøbs tid. Det er nu de rige, som skaber kriserne, opkøber værdier(til under markedspris) fra folk der er bukket under for "krisen".
Ekspansiv finanspolitik er blevet forbudt af EU. Pengepolitikken er lagt i hænderne på de private banker. Velfærdspolitikken er erstattet af skattelettelser. Timelønningerne er i frit fald. Aktiekurser og betalingsbalancen tordner mod tinderne.
Og krisen? Den er skam snart løst. "Forstå det nu, din fattigrøv."
Særdeles relevant link i denne sammenhæng:
http://www.counterpunch.org/2013/09/06/corporate-and-financial-debt-soar...
Handler ganske vist om USA, men alt tyder alligevel på, at vi er bundet til USA som med jydekrog.
Denne debat er desværre lidt på vildspor. Ja selvfølgelig skal banker ikke kunne geare sig 30 til 1, men vi skal længere ind...vi skal helt ind i sindet!
Centralbankerne er ikke vores redning...de er der selve grundproblemet befinder sig.
Selvstændige nationer skal selvfølgelig IKKE gældsætte sig for at udstede sin egen valuta. Vi er blevet fusket, snydt, bedraget og taget ved næsen af det største gældscirkus i byen. Tiden er kommet til at vågne op!
Hold op med at udstede statsobligationer og udsted valuta i stedet.
Den, der glemmer sine rødder, har ingen fremtid. Følgen er den tilstand, vi lever i, nemlig at størstedelen af landets værdier og udbyttet af generationers arbejde langt frem i tiden er pantsat til ’Kapitalen’ i indland og udland i en sådan udstrækning, at den når som helst kunne inddrage al ejendom og alle værdier og gøre størstedelen af Jordens befolkning hjemløs og subsistensløs. Når den ikke gør det, er det, fordi den slet ingen interesse har i, at gælden betales. At kræve det ville være at slagte hønen, der lægger guldæg. Den skal jo netop vedblive at leve – Gælden skal vedblive at bestå for rentens skyld.
Men hønen må på den anden side heller ikke fodres mere, end at den akkurat kan blive ved at lægge. Den skal jo netop vedblive at leve – Gælden skal vedblive at bestå for rentens skyld. Denne magt er spekulationen, hvorved forstås de mennesker og menneskegrupper, for hvem ikke varerne, men pengeudbyttet, er det væsentlige.
På baggrund af de historiske erfaringer er det svært at bevare optimismen. Beslutningsstrukturen i EU-systemet er uhyggelig svag og bedre egnet til - med Jesper Jespersens ord - at træffe beslutninger om `krumme agurker´ end beslutninger, der kan bremse den omsiggribende arbejdsløshed og fattigdom. Oversat til nogenlunde forståeligt dansk betyder det vel, at Europa eller EU, om du vil, laver og tildanner en lovgivning, hvor hovedvægten lægges på tysk opfattelse af økonomisk styring, og som helt bogstavelig talt straffer dem, der ikke gør, hvad der bliver sagt.
Det sker bl.a. ved, at vi overdænges med dokumenter, papirer, regler og forordninger og forbud og nye love, som helt enkelt camouflerer vore chancer for at kunne danne os en mening.
Undskyld mig! Jeg tror faktisk, det er tilsigtet. Vi taler mere om disciplin end ’søstersolidaritet’. En ny tid vindes ikke, ved ikke at arbejde derfor. Ikke ved kunstgreb, ej heller ved finanspagten, men med jævn fornuft. Klassekamp er således en kamp for anstændige og retfærdige løn- og arbejdsvilkår for arbejderklassen. Dette er ikke dette finanspagten - de græske hjælpepakker - affordrer, men er en sikring af tyskernes andel af statsobligationer, herunder en andel på næsten 20 procent af de græske statsobligationer.
Spørgsmålet er i sin helhed. Kan et samfund overleve, hvis etik (læren om den rette handlemåde) og moral kun er begreber, der alene tages frem ved højtidelige lejligheder, mens man til hverdag er rimelig ligeglad med, om der er overensstemmelse mellem det man siger, og det man gør? Nej vel!
Nationalbanken oprettes 1818
Nationalbanken blev oprettet som privat aktieselskab med det formål at skabe orden i det danske pengevæsen. Fra begyndelsen fik Nationalbanken derfor eneret til at udstede pengesedler i Danmark. Tidligere erfaringer med at lade staten stå for udstedelse af pengesedler var ikke gode. Kongens udgifter til fx krige var i flere omgange betalt ved at sætte for mange sedler i omløb, hvilket førte til inflation.
”Det var et krav for udstedelse af penge, at have tilsvarende guldreserver.”
www.nationalbanken.dk
Link : http://www.nationalbanken.dk/C1256BE2005737D3/side/Nationalbankens_opgaver/$file/brochure_nationalbankens_opgaver_WEB.pdf
Liberaliseringen i 1970'erne var trængt til, at tjene befolkningen, det syntes jeg man burde tilstræbe at få opfylde nu.
Efter liberalisering i 1970'erne af finanssektoren, må vi idag konstatere, at finanssektoren skal ses efter i strukturen, reformeres så den ikke længere udgøre en fare for demokratiet i form, af i struktur eller størrelse, der gør en finansiel virksomhed ikke kan gå fallit, hvis de driver dårlig forretning.
Opdeling af bank og finasiel spekulation vil sikre sektoren, da der ingen fornuft er i, at beskytte økonomiske spekulationer en finansiel virksomhed, måtte kaste sig ud i, kun anden bank virksomhed bør beskyttes af indskydergaranti på op til i dag DKK 750000 i en separat bank.
Som svar på artiklens spørgsmål: Nej ingen andre end vi selv kan redde os. Vi får aldrig taget fat på dette emne for alvor, hvis ikke vi erkender vores med-ansvar.
Og har vi delegeret dette ansvar til politikere, kan man spørge sig selv, hvorfor vi ikke ser dem lidt nærmere efter i kortene. En centralbank kan kun ses som et forsøg på at skabe en form for kompetance, eller regulerende myndighed om man vil, som kun kan agere ud fra skabernes (=læs politikernes) intentioner og faktiske beføjelser. Et forsøg på at skabe et over-nationalt organ som en centralbank kan kun være en gevinst, så længe den er udtryk for, at der er en reel fælles platform. I den virkelige verden forsøger den stærkeste altid at tromle sin magt igennem.
Hvis der er mere end den stærkestes stemme med ved beslutningerne, bør være bedre end ren darwinisme...vi skaber allesammen selv den verden vi lever i