Læsetid: 8 min.

Eksperter skriver kunst

Sundhedsekspert skriver erotisk roman, erhvervsmand opfører musical, filosofiprofessor udgiver krimi ... Efter tørvetrillerne Peter Tudvads og Henrik Dahls skønlitterære debuter, er der udbrudt en sand epidemi. Alle de skarpeste fageksperter vil nu udgive fiktion, og efteråret byder på en lang række spændende udgivelser. Moderne Tider har smugkigget på, hvad vi kan vente os op mod BogForum i november
Nye stemmer. Vi kender dem som den faglige ekspertise i samfundsdebatten. Snart kender vi dem også som kunstneriske fortolkere af vores tid. Det er vi sikre på. Fra venstre øverst:  Ole Thyssen, Christian Koch, Bente Klarlund, Marlene Wind, Dan Zahavi og Morten Albæk.


	Illustration: iBureauet

Nye stemmer. Vi kender dem som den faglige ekspertise i samfundsdebatten. Snart kender vi dem også som kunstneriske fortolkere af vores tid. Det er vi sikre på. Fra venstre øverst:  Ole Thyssen, Christian Koch, Bente Klarlund, Marlene Wind, Dan Zahavi og Morten Albæk.

Illustration: iBureauet

7. september 2013

Bente Klarlund

Titel: Da bøgen sprang ud i september (Erotisk roman)

Professor og sundshedsbrevkasseredaktør på Politiken Bente Klarlund har i sin fremskredne alder kastet sig ud i noget så dristigt og moderne som en erotisk roman. Inspirationen er naturligvis hentet i den britiske bestseller Fifty Shades of Grey, men Da Bøgen spang ud i september er mere vovet og fransk i sit forlæg, med en nærmest medicinsk detaljeringsgrad i sine beskrivelser af kroppen. Kort skitseret handler romanen om en kvinde midt i livet, der har det hele og gør alt det rigtige. Hun er gudesmuk, løber maraton, går med skridttæller, spiser rugbrød uden smør, går til pilates og yoga og har et job som klummist på et stort dagblad – Dagbladet. Men pludselig en dag løber hun ind i en fjern, fjern, fjern bekendt – den mørke og fedladne roma Ilena – der præsenterer hende for nogle højst tvivlsomme forskningsmetoder med rotter, som hun vil have vor navnløse hovedperson til at blåstemple i sine klummer på Dagbladet. Den smukke og tapre heltinde nægter at have noget med forsøgene at gøre, men den onde Ilena lader en af rotterne angribe hende, og snart viser det sig, at hun er blevet smittet med den ultra sjældne pandehindevirus Penkowa. Virussen er dødelig og vil slå hende ihjel på syv måneder, hvis ikke hun tager en højst uortodoks kur: Hun skal have dampende hed sex på syv forskellige måder, på de syv forskellige kontinenter, med syv forskellige mænd, der er syv forskellige steder i livet. Hun bliver herefter kastet ud i et veritabelt og sanseligt coitusridt kloden rundt. Særligt hedt bliver det på Antarktis, hvor hun møder den aldrende digter Søren Tung, der får isbjergene til at vende sig og pingviner til at flyve. Da bøgen sprang ud i september kan forudbestilles på Politiken Plus.

 

Morten Albæk

Titel: Point Blank in Amsterdam (Danseforestilling/teaterkoncert)

»Fuck The Jantelaw« står der med store lysende bogstaver over scenen på filosoffen Morten Albæks stort opsatte forestilling Point Blank in Amsterdam. Som den eneste af akademikerne har han satset internationalt med sit bidrag til fiktionen og fundet inspiration i den tidligere så populære slagtøjsdans stomp, hvor man slår rytmisk på alt, hvad man kan finde – særligt tomme olietønder. Det er en voldsom, larmende og øredøvende forestilling, der tager udgangspunkt i en ikke så fjern fremtid, hvor moralbegreberne er fastlagt af »mennesket, ikke af mennesker,« som Morten Albæk tvetydigt formulerer det.

»Der er ikke et utopia, ikke et dystopia, men et genotopia, hvor mennesket er blevet sig selv – det, jeg kalder for demokratisme.«

Der er meget lidt tale i forestillingen, og langt størstedelen består af lange stomp-sekvenser med mænd i bar overkrop, som kun bliver afbrudt af Albæk selv, der indhyllet i røg skyder op – ligeledes i bar mave – på et højt podium foran scenen og reciterer passager fra de tidligere værker Nedslag og Generation fucked up.

Morten Albæk har ikke fundet det svært at sætte hverken sig selv eller sine dansere i scene, og recitationerne skulle efter hans eget udsagn være som skabt til stomprytmerne. Dog har det været en anelse grænseoverskridende at skulle optræde i bar overkrop:

»Jeg har jo aldrig sat mit ben i et træningscenter eller løftet en håndvægt, så det har været helt nyt for mig, at dyrke den side af mig selv. Jeg har aldrig dyrket min krop, kun min hjerne og min hustru,« udtaler han til Aarhus Stiftstidende, og indrømmer også i den forbindelse, at der er tale om en slags generationsroman – bare som stomp.

Forestillingen får præmiere på Faglig Scene på årets BogForum og bliver optaget i 3D, udgivet på IMAX og Blu-ray. Mange har talt om, at stykket kan blive for 10’erne, hvad Dr. Dantes Gasolin-teaterkoncert og Snedronningen på Østre Gasværk blev for 90’erne. Pengene til den store opsætning er fundet i en ny kunstfond hos vindmølleproducenten Vestas, hvorfor der også er en del vindmøller med i forestillingen.

 

Christian Kock

Titel: Ord er fra himlen, men sagt i helvede (Noveller)

Retorikprofessor Christian Kock har valgt at finde sin inspiration i gotikken med sin samling bidende satiriske noveller i Ord er fra himlen, men sagt i helvede. Ud over den gotiske ramme på et bayersk slot i 1800-tallet, hvor handlingen i alle noveller udspiller sig, er de små fortællinger elegant bundet sammen i en syleskarp tematik: ordets magt. Her er det det talte ord, der er hovedpersonen – eller skulle man sige det utalte ord. For gang på gang blotlægger Koch for os, hvad der egentlig bliver sagt, når tingene bliver sagt mellem de personer, vi møder. Han fremviser skarpt og tankevækkende, hvordan tale ikke bare er tale, og at vi ofte siger helt andre ting, end vi udtrykker. Folk svarer slet ikke på hinandens spørgsmål, folk positionerer sig til egen fordel, og inde i selv det bedste menneske gemmer der sig et lille højreorienteret svin. Snart opdager vi, der er tale om en slags politisk nøgleroman, for beboerne på det bayerske slot er alle medlemmer af det samme politiske parti, Tysk Jodleparti, der lårklaskende morsomt – eller provokerende om man vil – udstiller sig selv.

Det er nok ikke helt hen i vejret, hvis den fantasifulde læser kommer til at forveksle Tysk Jodleparti med Dansk Folkeparti. Her er godt nok ingen mavedanserinder, men til gengæld en sabelslugerske, som er jodlepartiets kultur-, idræts-, undervisnings-, fritids-, indvandrings-, ungdoms- og ungdomskriminalitetsbekæmpelsesordfører. Partiet rummer også de to pastorer Guul og Grøhn, og der kæmpes for mangen en sag: En ønsker at få indført en Kaj Munk-helligdag (hvilket virker lidt underligt i 1800-tallets Bayern) og gratis cerutter til de gamle. De drikker meget kaffe og spiser en del wienerbrød til møderne. Der skal alligevel noget smørelse til at få dagsordenen i Tysk Jodleparti til at glide ned. Det er humor in Weltklasse, men under det hele løber en understrøm af alvor. En alvor, der synes at fortælle os, hvor vigtigt det er, at vi ikke lader denne hate speech overtage vores dagsorden i dag. En rigtig øjenåbner får læseren i den sidste novelle, hvor partiet får magten i Tyskland og med det samme lader sig omdøbe til Nazistpartiet og udrydder alt, der ikke ligner dets medlemmer. Ordet er farligt, forstår vi. Du vil få kuldegysninger, mens du læser dette værk.

Dan Zahavi

Titel: Sindets konstitution

Med denne moppedreng af en dannelsesroman springer en af vores mest anerkendte forskere endelig ud som romanforfatter. Det er et stærkt eksperimenterende og til tider fuldkommen uforståeligt værk, der får Per Højholt og Georges Perec til at ligne Anders And & Co. Vi møder den tyske filosof Edmund Husserl, der i Zahavis roman er beskrevet som ophavsmand til en særlig del af filosofien, fænomenologien. Og herfra bliver værket både forrygende og uforståeligt. Hvad er bevidsthed, spørger en fortællerstemme og fortsætter: Hvis et af de særegne og distinkte træk ved bevidstheden er dens subjektive karakter, kan den da overhovedet gøres til genstand for videnskabelige undersøgelser? Findes der et selv, eller er vores oplevelse af at være et selv blot udtryk for en illusion genereret af vores hjerne? Kan man være et selv alene, eller kun sammen med andre? Og hvordan skal man egentlig forstå dette forhold til andre? Kan man overhovedet erfare andres bevidsthed, og hvilken rolle spiller empati for den interpersonelle forståelse? Det er modigt, det er eksperimenterende, det er uforståeligt og stor kunst.

Dan Zahavi selv har dog både over for Moderne Tider og sit eget forlag benægtet at, der skulle være tale om fiktion. Han insisterer på, der er tale om en ny fagbog, om en ukendt tysk filosof. Forlaget har bedt om en verifikation, og det er selvfølgelig en sag vi følger tæt her på redaktionen.

Marlene Wind

Titel: 2 Plus 2 – Hvad med dig selv?! (Digte)

Efter at have gået mere end et år med mundkurv på har den danske professor og leder af Center for Europæisk Politik fået lov at udgive en digtsamling på eget forlag. Det er blevet til en stærkt eksperimenterende, moderne, ung og vild samling, der med sin naivistiske og konkret poetiske stil vil ryste sin læser, som også pressemeddelelsen fra Winds Forlag beskriver. Blandt andet opleves det i digte som »Faglighed-Smaglighed«, »Europa i flammer« eller »Søren Pind skal bare holde sin fede kæft«, hvor det megalomane jeg, nærmest rilkesk reflekterer over sin egen moderne angst og rodløshed. Mellem selvhad og aggression:

 

Det kan da godt være jeg ikke
Har et begreb om hvad

Jeg taler
Om

Men hvem fik en
Fornem pris af

Politiken?

Hva’?

Og hvad med
Dig selv?

For det man siger er man selv.
For det står i Aktuelt.
At du er en.
Flød’kar’mel’

Det er stærke sager.

Ole Thyssen

Titel: Vandrefalken (krimi/ungdomsroman)

Det er ikke helt til at sige, om det er en krimi eller en ungdomsroman, filosofiprofessor Ole Thyssen her har begået, men den er i hvert fald fyldt med purunge mennesker. Dog følger man Sole Plyssen, der er en aldrende litteraturprofessor med en helt fantastisk veltrænet krop og en skarp tunge, som af uvisse årsager bliver hyret af den lille tykke kriminalkommissær Dahl til at rejse med ham gennem landet for at opklare et mystisk mord begået på et fiktivt universitet i Skagen.

Som roadtrippet skrider frem, mister båder Sole Plyssen og læseren dog lidt fokus på selve mordgåden, og i stedet lægger romanen vægt på de forelæsninger, litteraturprofessoren holder i forskellige mytiske provinsbyer med tusindvis af begejstrede tilhører og internationale stjerneforskere på tilskuerrækkerne. Alle er ellevilde med professorens ligefremme og alvidende facon, hvor han på den ene side karakteriserer den moderne verdens forfald, samfundsnasseren og markens nikkende får, mens han på den anden side peger på ånden fra 1968 som den, der viser os vejen tilbage mod lyset. Hver forelæsning slutter med et mantra, som de tilhørerne råber i kor: »Ingen er forpligtet på virkeligheden!«. Og herpå så efterfesten med længere sekvenser, hvor Plyssen med sin skarpe tunge nedlægger den ene femme fetale efter den anden, mens kommissær Dahl må gå tomhændet hjem. Inden makkerparret når helt til Skagen, bliver der dog også plads til et par neglebidende intense biljagter og møder med farlige kriminelle, hvor det viser sig, at Plyssen også er uovertruffen til kampsport og brug af håndvåben. Da Dahl og Plyssen endelig når til Skagen, opklarer litteraturprofessoren lynhurtigt mordgåden gennem en sælsom læsning af Ulysses. Ole Thyssen lover, at der er mange flere bøger med Plyssen og Dahl på vej. Per Fly har vist interesse for filmrettighederne.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu