Læsetid: 4 min.

Gæld og skyld

Rangvid-rapporten har givet os indsigt i årsagerne bag den finansielle krise i Danmark. De ansvarlige sektorer er udpeget, nye forholdsregler foreslået og alt er hermed i skønneste orden. Eller ... ?
Tegning: Ib Kjeldsmark

Tegning: Ib Kjeldsmark

28. september 2013

Så kom Rangvid-rapporten. Efter halvandet års arbejde kunne Rangvid-udvalget fortælle os, hvem der var skyld i finanskrisen i Danmark (nemlig the usual suspects: Danske Bank, Anders Fogh Rasmusen og Finanstilsynet), samt give 18 punkter, som skal følges for at undgå en ny krise.

Umiddelbart er Rangvid-udvalgets arbejde yderst vigtigt, grundigt udført og bør stå som naturligt referencepunkt for fremtidig forskning i finanskrisen 2008-2010. Men der er også noget lidt foruroligende over den måde, det lader til at indskrive sig i vores opfattelse af finanskrisen på. Det er, som om den hellige grav nu er velforvaret. En række skyldige er blevet udpeget, og der er blevet givet et par gode råd, der skal sikre, at bankerne ikke igen låner ud til højre og venstre, uden at de får pengene retur, og at Finanstilsynet holder et skarpt øje med alle bankerne. Men gode råd er gratis, som man siger. Det første spørgsmål, der rejser sig, er, om vi nu kan regne med, at sådanne forholdsregler rent faktisk kan sikre os mod fremtidige krak i økonomien? De finansielle forholdsregler, der f.eks. blev indført i USA efter krakket i 1929, blev gradvist fjernet for helt at forsvinde under George W. Bush.

Årsag uden årsag

Måske er der endda noget strukturelt skævt i den måde, Rangvid-rapporten forsøger at udlægge krisen på? Rapporten forsøger at give årsager bag finanskrisen (dens fulde titel er Den finansielle krise i Danmark – årsager, konsekvenser og læring), men den forsøger også at give årsager uden årsager: Den forsøger at finde årsager til, hvorfor krisen ramte, som den gjorde i Danmark, uden at finde årsager til selve den systemiske krise. Det viser sig med al tydelighed i rapportens beskrivelse af krisen, at en lang række forhold ikke kan være årsager til krisen i Danmark, idet de var globale vilkår så at sige.

Eksempelvis nævnes det finansielle systems stigende kompleksitet, samt skyggebanksystemet (dvs. kapital- og hedgefonde). Disse (yderst vigtige, ja nærmest altafgørende, forhold) skal dog ifølge rapporten forstås som en slags ikke-årsager, idet de opfattes som »årsager til, at den internationale finansielle krise generelt ikke blev forudset«. Hermed er de ikke årsager til krisen i Rangvid-udvalgets forstand. På et tidspunkt optræder i rapportens indledende afsnit en sær historisk perspektivering, der nærmest fungerer som en klassisk freudiansk benægtelse (»Dette handler ikke om min mor«):

»Det vurderes ikke at have været en egentlig årsag til krisen i Danmark, at der siden 1970’erne er sket en generel liberalisering af de internationale kapitalbevægelser og af den finansielle sektor, herunder opbygning af finansielle supermarkeder, der kan tilbyde en række forskellige finansielle produkter til kunderne.«

Det store skifte i økonomien, som er pågået siden 70’erne, er ikke en årsag til krisen, fordi det, som rapporten vurderer på, ikke er krisen som sådan, men krisen for os. Man taler ofte om, at man gør ting af personlige årsager, som ikke bør undersøges nærmere, men her er selve spørgsmålet, som rapporten forsøger at udrede, faktisk de ’personlige årsager’ til krisens udbredelse og omfang i Danmark.

Schulden

Hermed kan vi måske også nærme os det, som formentlig bliver Rangvid-rapportens skæbne, nemlig spørgsmålet om, hvem der kan stilles til ansvar for, at det gik, som det gik, i Danmark. Eller hårdere trukket op: Spørgsmålet om skyld. Hvem var skyld i krisen, og i at vi nu skylder store summer penge væk?

Som især den italienske filosof Maurizio Lazzarato har gjort opmærksom på, er sammenhængen mellem gæld og skyld ældgammel. Allerede Nietzsche bemærker, som Lazzarato skriver, at det moralske begreb om skyld (Schuld) stammer fra det meget konkrete begreb om Schulden, dvs. gæld. I de tilfælde, hvor skyldneren ikke kan betale sin kreditor tilbage, er der tale om, at kreditoren kræver betaling i form af straf, enten korporligt eller – efter protestantismen – i form af reformer af skyldnerens subjektivitet. Neoliberalismen er blot nyeste skud på en stamme, der til gengæld for udbetaling af lån kræver stramme reformer af de skyldige, om det er privatpersoner eller hele lande.

I tilfældet med Rangvid-rapporten er bøtten nu selvfølgelig vendt om: Det er ikke ’tilfældige’ private låntagere eller lande, der undersøges. Det er de ansvarlige. Dem, der ikke handlede med ’rettidig omhu’, eller var for grådige, mens konjunkturerne bare piskede opad. Sagen er bare, at vi med denne måde at stille problemet op på, endnu en gang ender med det, vi allerede har mere end nok af. Nemlig systemet selv – plus et større eller mindre antal skyldige, som lige skal rettes ind, før maskinen fungerer perfekt igen.

Spekulativt betragtet har det økonomiske system på en måde brug for disse skyldige, som det (i økonomernes og politikernes tale) kan kritisere for at være dem, som spærrer for, at systemet kan fungere perfekt (om det så er toplederen eller manden på bunden). Samtidig med at systemet hermed uproblematisk fortsætter dets temmelig uskønne og -perfekte fremfærd.

Risikochefen

»Verden bliver ikke den samme efter 11. spetmber,« sagde folk med overbevisning, efter at World Trade Centers to tårne var styrtet i grus. Hvortil den slovenske filosof Slavoj Zizek tørt har konstateret: »Jo.« Hans pointe var, at både terrorangrebet samt USA’s reaktion på det, førte til en verden, der var låst i nøjagtig de samme konflikter som før, bare endnu hårdere tegnet op.

Næsten det samme kan siges om økonomien. Vi havde muligheden for at lave grundlæggende om på de økonomiske strukturer i kølvandet på finanskrisen. I stedet vælger vi åbenbart igen og igen at se bort fra de indlejrede fejl i systemet selv til fordel for at projicere skylden ud på nogle få. Løsningen ligner til forveksling den, som Danske Bank allerede har gjort berømt: Ansæt et hold hidsige spekulanter, så vi kan være med, hvor det sker, men ansæt samtidig en risikochef til at afbøde de allerværste skæverter og tage skraldet, hvis det går galt.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • John Fredsted
  • Niels Engelsted
  • Mattia Guidarelli
Benno Hansen, John Fredsted, Niels Engelsted og Mattia Guidarelli anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

De skyldige i krisen var de syge, de arbejdsløse og dem som ikke forstod at vinde i konkurrencen og får røven med sig i tide.

QED

Ervin Lazar, Peter Ole Kvint, Andreas Trägårdh og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Mon ikke Lise Lotte Rahbek sigtede til de, der de seneste år er udpeget som skurke og straffet for krisen.

Iflg. Nationalbanken var statens gæld i øvrigt 714,3 mia.kr. i november 2002 og 487 mia. kr. ultimo 2012. Målt i % af BNP er statsgælden nu lidt lavere end i 2005. I årene 1985-2004 var statsgælden højere end i 2005.
http://www.nationalbanken.dk/DNDK/Statsgaeld.nsf/side/Statens_gaeld!Open... +
https://www.nationalbanken.dk/C1256BE9004F6416/side/SoS20021218Nyt/$file/SoS20021218Nyt.pdf .

Det er da vist mest økonomer, der er blevet grådige på egne og andres vegne siden finanskrisens start i 2007. Et andet forhold, der ikke omtales, nok fordi det ikke er undersøgt, er konsekvenserne af, at nogle virksomheder lukkede for nye ordrer i en periode, og små, nye mere el. mindre seriøse virksomheder blev oprettet.
Som jeg har anført tidligere, mener jeg, en væsentlig forandring i dansk økonomi indtraf omkring 2007, hvor det, der tidligere blev kaldt 'overophedning' blev den nye standard, samfundet stræber mod.

Jeg er ikke enig i, det er, som om den hellige grav er vel forvaret. Ganske vist er the usual suspects udpeget, men den nervøse stemning er intakt. Det foruroligende er en følelse af, noget uoverskueligt lurer under overfladen. Der er opstået en ny angst for økonomisk tab og gæld, som minder om en velkendt angst for at blive til grin og for luftkastellers fald. Når vi overvejer, hvad der lige skal rettes ind, før maskinen fungerer perfekt igen, overvejes ikke, om normen for 'perfekt' er ændret. Sammenlignet med tiden før 2004 minder den aktuelle krise mere om højkonjunktur end lavkonjunktur.
I http://www.statistikbanken.dk/AULAAR kan ses, at fuldtidsledige (netto) i pct. af arbejdsstyrken historisk set var relativt lav i 2012 med 4,5%. Den var højere i alle årene 1979 - 2005. Under kriser i 80erne og 90erne var den over 10%.

Børge Rahbech Jensen (og public-service journalisterne)

"Statsgælden" er et bruttobegreb, svarende til "husejerens" gæld i boligen. Det eneste relevante mål for den offentlige sektors holdbarhed er imidlertid ifølge Nationalbanken den offentlige sektors NETTOGÆLD. "Friværdi", om I vil.

Den offentliige sektors nettogæld gik i 0 i 2007 for første gang i årtier - men kom hurtigt under stregen igen. Dels skulle der pludselig optages 100 mia. i statslån til bankpakkerne, dels medførte kreditsammenbruddet arbejdsløshed, som jo skal finansieres af skatteyderne. Så den offentlige nettogæld er voksende takket være den private sektor - men er dog stadig internationalt rekordlav. Den offentlige sektor, altså !

Heroverfor står den PRIVATE sektor, hvor Danske Bank (på størrelse med Lehman Brothers) nu efter Cyperns sammenbrud nærmer sig verdensrekord i gæld i forhold til det samfund, der garanterer dens og sektorens eksistens. Bankens aktiver er finansielle investeringer og andre menneskers gæld.

Boligejernes aktiver er mursten og levebrødspolitikere, og det "private" danske boligmarked er nu verdens næstmest forgældede. Den eneste virkelige vækst under VKO var i den private gældsætning. Skattestop for boligejerne, billig kredit og afdragsfrie lån gav på baggrund af årtiers finansiel deregulering eksploderende boligpriser med nye belåningsmuligheder.

Og da røgen lettede efter sammenbruddet i 2009, kunne prisen for denne "private" vækst gøres op: Omkring 4 billioner kroner i skatteydergarantier til finanssektoren og en ny, håbløst forgældet generation af boligskyldnere.

Så pas på med BNP og statsgæld og offentlig og privat alt det der. Det er den samlede PRIVATE gæld i forhold til BNP, der historisk er forklaringsvariablen.

Og pas på med summariske arbejdsløshedsprocenter, hvor der jo bl.a. både er en tæller (teoretiske fuldtidsledige) og en nævner (arbejdsstyrken).

I Statistikbankens RAS3 er befolkningen opgjort i "rigtige mennesker" efter socio-økonomisk status. Her kan I fx se, at der en almindelig hverdag i 1997 var 2,67 mio. lønmodtagere - i 2012 var tallet 2,67 mio. Antallet ar arbejdsløse er i perioden faldet med 71.000 - men antallet af aktiverede, praktikanter, jobtrænere m.v. er vokset med 66.000.

Der er m.a.o. på 16 år ikke skabt een eneste ny arbejdsplads til den befolkning, der trods alt i perioden er vokset med 300.000 mennesker. Hvis I ser tegn på overophedning eller blot stigende beskæftigelse her (eller i den europæiske omverden), vil jeg gerne prøve jeres medicin.

Rangvid-udvalgets primære anbefaling var at føre boligbeskatningen tilbage til før-Fogh. Beskatningen bør følge prisudviklingen for at dæmpe aktiviteten i det samfundsødelæggende, gældsbaserede friværdilotteri. Og allerede næste morgen annoncerede Sass, at den anbefaling var den eneste, han absolut ikke ville følge. Hvem vil forulempe 50% af landets husstande med økonomisk virkelighed ?

Et mindretal (to CBS-professorer) anbefalede, at Danske Bank m.fl. bliver splittet op - privatiseret, om man vil - så ansvarsløse politikere aldrig mere kan fristes til at lægge galaktiske private investerings- og spekulationstab over på de næste generationer af skatteydere. En gentagelse vil få "uoverskuelige konsekvenser". De fandt det i øvrigt også principielt utilfredsstillende at afgive national suverænitet til bankunionen "ud fra hensynet til enkelte finansielle virksomheder" - Danske Bank. Det blev noteret.

Efter et par løsrevne overskrifter og lidt Kim Bildsøe er rapporten om den danske del af verdenshistoriens største finansielle samenbrud nu fjern mediehistorie, og vanviddet kan fortsætte.

Så I skal bestemt ikke ligge søvnløse af frygt for en kommende højkonjunktur. Tænk på den astronomiske private gæld, den fallerede mastodont Danske Bank, pensionskasser på lerfødder, svindende Nordsøindtægter og den europæiske arbejdsløshed. Og tænk så på Thorning, Løkke, Vestager, Sass og EU-kommissionen.

Så kommer Ole Lukøje.

Henrik Larsen, Steffen Nielsen, Dennis Berg, Michael Sørensen, Tue Romanow og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Janus Leth

Jeg tillader mig at printe dit indlæg ud , så jeg kan vise det til interesserede tænkende danskere.

Det er jo altså også lidt gæld til selvhjælp hele det her.

Og den der Rangvid rapport er sådan hverken fugl eller fisk. Det er hverken en sand kastraktionsmekanisme eller noget der gør bare en lille forskel. Meh...

Peter Ole Kvint

Virkeligheden er at huskøberne næsten aldrig kan betale et hus mere. I praktisk er det bankerne, som køber husene og lejer huset ud.

Dette medføre at nogle at de penge som tidligere gik til skatterne, nu går til at afdrage en gæld til bankerne. Fordi det er folks fremtidige indtægter, som er pantsat til bankerne.

Flemming Scheel Andersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Rangvid-udvalget siger, ifølge analysen her, at det ikke er systemet, men systemets spillere, der er er noget galt med.

Det minder vidunderligt om dansk fodbold, hvor DBU har hævdet, at landsholdets krise ikke skyldes systemet (Morten Olsens danseskolesystem), men at man ikke har de rigtige spillere. Men, forsikrer man, det vil blive løst ad åre, fordi man har tvunget alle danske spillere fra lilleputter og frem og alle ungdomslandshold til at spille efter dette system, og en skønne dag vil de rigtige spillere dukke op.