Baggrund
Læsetid: 5 min.

Generalens efterår

På et Liverpool-hold fuld af unge himmelstormere er Steven Gerrard trådt ind i en ny rolle som den ældre statsmand
Ny rolle. For 10 år siden var Steven Gerrard anføreren, der med arbejdsraseri, viljekraft og gennembrudsstyrke trak det rødklædte hold frem til sejre, det reelt ikke havde styrken til at opnå. I dag er hans ikonstatus usvækket, mens hans rolle er blevet mindre fysisk.

David Clein

Moderne Tider
21. september 2013

Det var en vemodig følelse at overvære Liverpool-anfører Steven Gerrards testimonial-kamp (hyldestkamp, red.) mod græske Olympiakos i starten af måneden. For den spiller, som kampen skulle fejre, findes ikke længere.

Gerrard er i dag en anden skikkelse end dengang i december 2004, hvor han i et Champions League-opgør mod netop Olympiakos drev sit hold frem mod en af de mest berømte sejre i Liverpools glitrende europæiske historie.

Kampforløbet er kort fortalt: Liverpool gik ind til opgøret med visheden om, at kun en to-måls-sejr ville sende dem videre fra gruppespillet, og allerede i midten af første halvleg bliver opgaven gjort sværere, da de kommer bagud på et frisparksmål af grækernes daværende stjernespiller, brasilianske Rivaldo. Den græske føring holder til pausen, så da Liverpool-spillerne løber på banen til anden halvleg ved de, at kun tre mål i de sidste 45 minutter vil sikre deres overlevelse i turneringen.

Og det lykkes. De røde fra Merseyside leverer et fodboldhistorisk comeback, der kulminerer fire minutter før tid, da Steven Gerrard halvflugter bolden ind i kassen fra omkring 20 meters afstand, hvorefter han drøner ned bag målet og springer ud i armene på de ellevilde tilhængere på the Kop, mens tv-kommentatoren råber:

»The Skipper does it – big time! It had to be Steven Gerrard, didn’t it?«

Beundrere overalt

Jo, dengang var det nødt til at være Steven Gerrard, for der var simpelthen ikke andre til at klare ærterne. Op gennem 00’erne bar Captain Fantastic – som Liverpool-tilhængerne benævner ham – et ofte stereotypt spillende og svagt besat Liverpool-mandskab nærmest ene mand. Som sin generations fineste eksemplar på det, englænderne kalder for a box to box-player, trak han ved hjælp af lige dele arbejdsraseri, viljekraft og gennembrudsstyrke det rødklædte hold frem til sejre, det reelt ikke havde styrken til at opnå.

Blandt hans fineste præstationer finder man – udover hjemmekampen mod Olympiakos – Champions League-finalen i 2005, hvor han orkestrerede Liverpools tre-måls comeback mod AC Milan, samt F.A. Cup-finalen mod West Ham året efter, hvor han med et målgivende oplæg og to scoringer i anden halvleg trak Liverpool tilbage i en kamp, de var spillet baglæns ud af.

Hans præstationer har affødt mange beundrere gennem tiderne. José Mourinho forsøgte at købe ham under sin første periode som manager i Chelsea. Manchester Uniteds træner Alex Ferguson prøvede gennem flere år at lokke Gerrard til Old Trafford, før han opgav jagten med ordene: »The boy just doesn’t want to come here.« Og i 2009 udtalte Zinedine Zidane, at han betragtede Gerrard som verdens bedste fodboldspiller.

En anden figur

Alting har dog sin tid. Og den Steven Gerrard, som hele fodboldverdenen beundrede op gennem 00’erne, er i dag en skikkelse, som man må ty til gamle videoklip på nettet for at opleve, for han har intet til fælles med den spiller, der i dag løber rundt med nummer 8 på ryggen i Liverpools kampe.

Alder og gentagne skader har klippet vingerne på ham. Hans speed og fysiske råstyrke er formindsket, og som følge heraf har Liverpools nuværende træner, Brendan Rodgers trukket ham længere tilbage på banen, hvorfra han i dag træder i anvendelse som holdets balancespiller; aktøren, der sørger for, at der er struktur på holdet, og at de ungdommelige kræfter i Liverpools offensiv ikke forrykker mandskabets tyngdepunkt og gør det sårbar over for pludselige kontrastød.

Dermed er Gerrard milevidt fra den uopslidelige, men også taktisk naive figur, der dominerede Liverpools midtbane i sin storhedstid, og som gentagne gange satte dybe rynker i panden på holdets daværende træner, Rafael Benítez med sin impulsive spillestil, der førte ham rundt på hele grønsværen uden nærmere skelen til de taktiske oplæg.

Fansene holder ved

Gennem sine år i klubben havde Benitez flere sammenstød med Gerrard om nødvendigheden af at respektere den på forhånd angivne strategi; et spørgsmål, den fodboldautistiske spanier lagde stor vægt på, men som Gerrard ikke skænkede de store tanker, når bolden først rullede.

Af samme grund blev Gerrard i sin storhedstid ofte kritiseret for at være en unødigt flashy spiller, der tilsidesatte holdets behov for at sætte sig selv i scene. Stevie Me kaldte modstandernes tilhængere ham med en omskrivning af kælenavnet Stevie G. Og journalisterne gjorde grin med det, de benævnte hans Hollywood-afleveringer, når han lagde ambitiøse tværpasninger på 30-40 meter i stedet for at vælge den enkle løsning og spille bolden til nærmeste medspiller.

Men Liverpools egne fans har altid slået ring om holdets samlingspunkt.

»Steve Gerrard, Gerrard/Can pass over forty yards/He’s big a he’s fucking hard/Steve Gerrard, Gerrard,« lyder det fra lægterne på Anfield ved hver eneste hjemmekamp, selv om det efterhånden er så som så med både hårdheden og de lange afleveringer fra anførerens side.

Gerrard har nået skelsår og alder rent fodboldmæssigt, og i dag er det ofte ham, der vælger at blive tilbage for at vogte defensiven, mens de unge stormtropper i skikkelse af Coutinho, Sturridge, Henderson, Aspas, Sterling og Suárez myldrer frem ad banen.

Generalen er gået ind i sin karrieres efterår – men hans sportslige betydning for de rødklædte er stadig betydelig, hvilket et blik på statistikken underbygger. I sidste sæson fik Gerrard for første gang i sin karriere fuld spilletid i de første 36 af Liverpools 38 Premier League-kampe, og han ville utvivlsomt også have været på banen i de to sidste opgør, hvis ikke en mindre skulderskade havde tvunget ham op på operationsbordet.

Personificerer ånden

Samtidig har Gerrard også påtaget sig rollen som det emotionelle anknytningspunkt på holdet for Liverpools fans. Efter midterforsvareren Jamie Carraghers selvpensionering er Gerrard den eneste stamspiller i klubben, der kommer fra Merseyside, og det giver ham en særstilling i tilhængernes øjne, der blot underbygges af, at han personligt er dybt berørt af det, der er det helt store smertepunkt for enhver engelsk Liverpool-tilhænger, nemlig Hillsborough-katastrofen i 1989, hvor 96 af klubbens fans mistede livet.

Blandt katastrofens dødsofre var Steven Gerrards 14-årige fætter, og i flere interviews har Gerrard fortalt, hvordan tragedien ramte hans familie og vedblivende præger den.

Den mangeårige anfører personificerer kortsagt den følelsesmæssige forankring til fanbasen, som enhver storklub har brug for. Steven Gerrard er en ægte scouser, som folk på Merseyside kaldes, og derfor er det stadigt svært at forestille sig et Liverpool-mandskab uden ham i trøje nummer 8.

For et par måneder siden fornyede han sin kontrakt med Liverpool med endnu et par år, og han er endda begyndt at tale om at blive manager for klubben, når han en dag lægger støvlerne på hylden. Èn ting er i hvert fald sikker:

Steven Gerrard bliver på Anfield i mange år endnu!

 

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her