I over 30 år har vi som samfund delt en populærkulturel fortælling om et virtuelt og ureguleret sted uden for magthavernes rækkevidde. Det kan derfor næsten virke ironisk, at netop dette sted nu viser sig at være det mest overvågede sted på jorden. Mange mennesker har oplevet whistlebloweren Edward Snowdens læk som overvældende, men for den amerikanske cyberpunkforfatter Bruce Sterling er afsløringerne af den massive overvågning af internettet langt fra overraskende. For Sterling forekommer det banalt: Computeren blev opfundet for at kunne kryptere beskeder under Anden Verdenskrig, og udviklingen af internettet blev finansieret af militæret. Internettet har ifølge Sterling aldrig været ’åbent og frit’, og det er ikke internettets brugere, der er uden for kontrol, men efterretningstjenesterne selv:
»NSA har de kvaliteter: De er virtuelle og uregulerede. NSA har bunker af superdyrt internetudstyr, som er fuldstændigt fortroligt og obskurt. De udlever stadig den der 30 år gamle, populærkulturelle fortælling – der er bare det ved fortællingen, at den tilhører dem, ikke dig. Fortællingen eksisterer, du er bare ikke en del af den,« siger han.
Bruce Sterling har som forfatter været en af de væsentligste stemmer, som har været med til at definere vores opfattelse af internettet. Det ville have været mere oplagt at betegne Sterling som science fiction-forfatter, hvis det ikke var, fordi den teknologiske fremtid, han konsekvent har beskrevet som forfatter og som journalist, igen og igen har vist sig allerede at være en realitet.
I 1996 formulerede internetpioneren – og lyriker for det amerikanske band Grateful Dead – John Perry Barlow en uafhængighedserklæring for internettet. »Regeringer af den industrielle verden, I trætte giganter af kød og stål,« skrev Barlow i hvad der skulle vise sig at blive et de mest citerede tekster om internettet: »I er ikke velkommen iblandt os. I har ingen suverænitet, hvor vi samles.«
»Jeg er imponeret over, at folk stadig citerer Barlow,« siger Sterling, som dog ikke har meget tilovers for substansen i uafhængighedserklæringen: »Det er åbenlyst at hans tirade har poetisk holdbarhed og evner at fange offentlighedens forestillingsevne. Det er som et digt af Walt Whitman om demokrati.«
Åbenhedsideologien har ifølge Sterling været en gave til alle andre end internetbrugerne. Åbenhed viste sig at være en fantastisk forretningsmodel for Google, et vidunderligt værktøj for efterretningstjenester og poetisk råstof for utopister som John Perry Barlow.
»Der er uendelige mængder af utopister. Giver du dem penge og magt, bliver de til Google. Hvis de er for utopiske, får de hverken penge eller magt, og så har du kun poesi,« siger han.
Ideen om et ’åbent og frit’ internet er bemærkelsesværdig stærk – det blev eksempelvis tydeligt, da den danske regering sidste år forsøgte at ratificere handelstraktaten ACTA. Modstanden mod den hemmelighedsfulde aftale, der skulle sikre, at ophavsretten også blev håndhævet på internettet, blev nærmest en folkesag – og selv om regeringen ikke ændrede holdning, blev traktaten aldrig ratificeret. Men når man taler om ’det åbne og frie’ internet, sker der en bemærkelsesværdig oversættelsesfejl. Åben og fri er en måde at beskrive internettets grundlæggende tekniske arkitektur – internettet er som netværk at betragte ’åbent’ modsat eksempelvis telefonnettet, der er lukket. Men i en bredere offentlig debat blev udtrykket hurtigt oversat til ideologi. Som Google formulerede det i en annoncekampagne: »En fri og åben verden afhænger af et frit og åbent internet.«
Ifølge Sterling har alt for mange stirret sig blinde på den ideologiske diskussion. Det, Snowden har afsløret, er de åbenlyse magtrelationer i et netværkssamfund:
»En række virksomheder overvåger dig, uden at du er bevidst om det. Butikker gør det, overvågningskameraer gør det, spionsatellitter gør, kineserne gør det. Forældre bruger mobiltelefoner til at udspionere deres børn. Det er ikke en ’konflikt’ som sådan – det er en magtrelation i et netværkssamfund, der manifesterer sig i vores hverdag,« siger han.
Selv om udviklingen af internettet i høj grad blev sponsoreret af det amerikanske militær, blev det den californiske ånd fra 1970’erne, der satte ord på fænomenet. For Bruce Sterling har fortællingen altid været mere poetisk end deskriptiv:
»Når det kommer til stykket, var internettet et amerikansk projekt fra starten – det var jo ikke ’åben og fri’-fantasterne, der byggede det selv. Det var amerikanske spioner og amerikansk militær, der blev afgørende for internettets tilblivelse og vedligeholdelse,« siger Sterling.
Internetutopisterne
Under Det Arabiske Forår blev forestillingen om internettet som et emancipatorisk værktøj så voldsom og ensidig, at kritikere begyndte at tale om ’internetutopister’. Man kunne ligefrem, mente den amerikansk-hviderussiske forsker Evgeny Morozov, tale om en internetideologi: En herskende forestilling om, at internettet altid var på de svages side og favoriserede den enkelte over for staten. Internettet som sådan var imod diktatorer og for folket. Ideologien var en stærk fortælling om demokrati, åbenhed og ytringsfrihed – og den fortælling blev i slutning af nullerne overtaget af magthaverne.
»Friheden til at gå på internettet er som forsamlingsfriheden – blot i cyberspace. Det giver den enkelte mulighed for at komme online, mødes og forhåbentligt arbejde sammen. Når først du er på internettet, skal du hverken være finansfyrste eller rockstjerne for at have kæmpe indflydelse på samfundet,« sagde USA’s daværende udenrigsminister Hillary Clinton i en højt profileret tale i 2010.
Hun hyldede internetfriheden og gjorde det til amerikansk udenrigspolitik at støtte udviklingen af »nye værktøjer, der gør det muligt for borgere at udøve deres ytringsfrihed ved at omgå politisk motiveret censur«. – og alt dette, fordi »informationsnetværkene hjælper folk med at finde nye fakta og holde deres regeringer ansvarlige«.
For mange internetaktivister udviklede etablissementets overtagelse af de internetutopiske visioner sig til en stigende skepsis og pessimisme. Blev værdierne reelt realiseret? Hvem tjente de? At hjælpe undertrykte befolkninger med at omgå censur havde længe været cyberaktivisternes domæne. Kontrasten til virkeligheden var for stor: Friheden blev til et slogan for magthaverne, og det uregulerede blev til tilstanden for efterretningstjenesterne:
»Pludseligt hed det sig, at jo mere internetfrihed Nordafrika fik, desto mere demokrati ville det give,« siger Christopher Kullenberg, der er forfatter til bogen Det Netpolitiske Manifest og forsker ved Göteborgs Universitet
»Problemet er blot, at politikerne taler om det, samtidig med at Snowden afslører NSA, og mens man slår hårdt ned på whistleblowere og Wikileaks herhjemme. Internetfrihed blev en paradoksal dagorden: Vi skal have internetfrihed i Nordafrika, men overvåges i Europa.«
Kullenberg var en af initiativtagerne til netaktivistgruppen Telecomix, der hjalp aktivister i Egypten, Tunesien og Syrien med at sikre internetforbindelser og krypteret kommunikation, så myndighederne ikke fandt frem til dem. Et arbejde, som de fik stor anerkendelse for, men som også gjorde teknologiens skyggesider tydelige: Er man ikke i stand til at beskytte sig, kan det frigørende værktøj være et mere magtfuldt værktøj for diktaturer end demokratiserende for befolkningen.
Internetadgangen i diktaturer blev et tveægget sværd – det kan godt være, at du kan kommunikere undertrykkelse og overgreb til en global offentlighed og bruge medierne til at mobilisere og organisere – men du udsætter samtidigt dig selv for en kæmpe risiko for, at myndighederne vil kunne finde frem til dig.
»I 2009 ville jeg sige, at internettet var godt for demokratibevægelsen i Iran, men i dag ville jeg sige, at internettet er en stor trussel mod demokratibevægelsen. Det er lykkedes regeringen at forhindre krypterede forbindelser og bygge et slags nationalt netværk, hvor man skal identificere sig, når man går online. Når internettet er så hårdt overvåget, og det bliver umuligt at være anonym, så bliver internettet til et instrument for politi og myndigheder,« siger Christopher Kullenberg.
Han mener, at internetaktivisterne er kommet i defensiven. Efter i mange år at have været med til at definere dagsordenen for en ny tid, er det nu de gamle magthavere, der har taget teten. Internetaktivisterner rolle er nu blevet at reagere på statens kontrol og overvågning af internettet. »Pessimisme er ved få overtaget,« siger Kullenberg.
Ser man bare syv-otte år tilbage, var det projekter som fildelingstjenesten The Pirate Bay, der kom ud af netaktivistmiljøet. De udfordrede magtfulde industrier og havde et klart budskab om, at på internettet var det dem, der havde magten, ikke de gamle nationalstater eller industriers ’forældede’ forståelse af lovgivning.
»The Pirate Bays attitude var: ’Vi kan smadre Hollywood; det er os, der bestemmer på internettet. Vi definerer hvad internettet kan gøre.’ Nu er vi gået ind i en fase, hvor det handler om, hvad vi overhovedet skal gøre for at beskytte os mod overvågning. Det er på nogle måder ret trist,« siger Christopher Kullenberg.
Modtryk
At de utopiske forestillinger om det frie og åbne internet bliver mødt af dokumenterede realiteter om overvågningens omfang, kan også ses som en mulighed. I de senere år er datastrømmene i stigende grad blevet centraliseret i USA. Følsom data er blevet flyttet væk fra den enkeltes kontrol og ud i ’clouden’ hos firmaer som Amazon og Apple. Sociale medier som Facebook indsamler ufattelige mængder data om alle sine brugere, og Google har sat sig benhårdt på at være både emailudbyder, videotjeneste og søgemaskine.
Samlet giver det en centralisering, der resulterer i, at utroligt meget data passerer igennem USA og gør det nemt for NSA at få adgang til det hele ved at opsnappe det direkte i kablerne eller via aftaler med de enkelte selskaber. For Bruce Sterling ligner det både en undergangsfortælling og en mulighed:
»Man kunne argumentere for, at Snowden har leveret den første chance til at skabe et internet, der rent faktisk er åbent og frit. Eftersom der ikke er nogen, der har bygget et, ville det være en spændende udfordring. Det er den første chance for nogen i Europa til at bygge en tjeneste og promovere den som langt mere ’fri og åben’ end det amerikanske antiterrorsystem, der så åbenlyst er kompromitteret,« siger Sterling.
For Christopher Kullenberg handler det om at se realiteterne i øjnene. Det frie og åbne internet var en illusion, men det er stadig en væsentlig fortælling at bygge videre på.
»Det giver ingen mening at tale om det frie internet. Det er et tomt begreb. Det er et ideal, man kan stræbe efter, men i praksis findes det ikke og har aldrig eksisteret. Der er en myte om, at det i 1990’erne var frit og ureguleret, men det var det ikke. Det er godt, at vi smadrer myten om det frie internet, men samtidigt skal vi have utopien som en del af vores stræben. Der findes en mulig fremtid med et frit internet,« siger Christopher Kullenberg.
»Internettet kan stadig koble mennesker til en global samtale, så jeg er grundlæggende stadig en utopist. Forskellen er, at nu vi ved hvordan overvågningen fungerer, og det betyder, at vi kan hvæsse vores våben. For brugerne er det en fordel, når man ved, hvilken type kryptering, der er den bedste. Så bliver vi endnu bedre til at beskytte os,« siger han.
Kampen om internettet
Det skete på et øjeblik. Det, vi indtil for nylig siden kaldte det frie internet, viste sig at være det mest overvågede sted på Jorden.
Vi sætter fokus på kampen om nettet efter Snowden.
Seneste artikler
Værktøjer mod overvågning: Kryptering skal være flødeskummet på kagen
21. september 2013Det er svært at kæmpe mod noget, der er hemmeligt. Så allerede nu har Snowdens lækager gjort det nemmere for kritikere at modarbejde masseovervågningen med matematik og politik. Våbnet er nye værktøjer, der vil gøre det brugervenligt og attraktivt for flere at bruge kryptering til tekstbeskeder og e-mailsAldrig har det været så nemt at overvåge
14. september 2013NSA-afsløringerne viser, at grundlæggende rettigheder bliver udfordret. Borgernes beskyttelse er bundet op på staten, mens kommunikationstrafik og efterretningstjenester opererer globalt. Det skaber et juridisk tomrum, som vi først nu er ved at forstå omfanget af
Taitto:
Så vidt jeg ved var den en exploit i Firefox og ikke selve TOR-netværket.
@Dennis
Klart at det vil trække tænder ud på nettet med realtime pakkeinspektion, men kan det gøres i HW, så skulle det være overkommeligt. Det er i princippet et ekstra firewall check. Det er muligvis ikke et check for en backbone-router med et throughput på adskillige Gbit/s - men for en mere perifær Security Gateway, som pakken formentlig passerer på et eller andet tidspunkt, og hvor thoughput er væsentlig lavere ville det være et helt overkommeligt check - selv i SW.
Og det er jo ligegyldigt, hvor pakken droppes - hvis man blot er ude på at forhindre den i at nå sin destination.
Men jeg ved godt, at NSA's interception er af en anden karakter. Den er ikke realtime og restriktiv, men en 'eavesdropping', møntet på efterfølgende dataanalyse. Det er så sidstnævnte, jeg betvivler omfanget af.
/O
@Dennis
Pakkeinspektion kan gøres mere eller mindre intelligent, så man undgåt at check hver pakkes payload.
En effektiv måde kunne være, at cache sessionerne på TCP niveau (i tilfældet af TCP traffik), hvis man finder en stærkt krypteret pakke, og herefter efterfølgende droppe alle pakker for den givne session. Sessions identifikation er blot et spørgsmål om at kigge på TCP porten, og evt. TCP State (IP adressen kender routeren i forvejen), hvilket er en operation, der formentlig kan gøres i HW, ved line speed.
/O
Sejt, I rykker godt med pakkerne herinde.
@ Søren Tolsgaard og Oliver Goulin
Det er rigtigt nok at i alt for mange sites, portaler forummer m.fl. kniber det gevaldigt med web bruger etikken, så gid Brasiliens regering får succes med sin nationale alternative nettjeneste, selvom det næsten lyder for godt til at være sandt.
Og ja det er ikke kun mail udbydere og de vante søge robot tjenester, der let kan købes for penge eller er blevet for store til at sige fra, hvis de bliver statslig pålagt (skjult) 'scripting' adgang til deres servere.
Det der gør mig mest irriteret er 'ikke' at vide hvem der overvåger en og om det symbolsk sagt er benhård bamse termination eller ligesindet interesse sympati, der ligger bag en given web lokke facade.
Hvor undskyld at jeg tillader mig at nævne det, Facebook's Mark Zuckerberg sande profil unægtelig slår alt, når det handler om at være det stik modsatte af hvad hans ellers fortrinlige sociale web portal står for, se selv:
http://www.youtube.com/watch?v=XjYbl8pAouQ
Jeg skal i hver tilfælde ikke have en Facebook profil og da slet ikke mine naive ret så sårbare bamser, efter jeg så den mands temmelig tvivlsomme NWO illuminati firma målsætninger, med sit facebook livsværk.
Men der er massere af 'rense' software, der napper det hele med et enkelt klik, history, temperary files, cookies, stifinder caches m.m., f.eks. CCleaner, og hvis man vil gerne vil betale lidt for at overvåge hvem der overvåger en, er der også massere prof firma software der kan det.
En IP adresse surf på nettet 'bytte' forening er da også en enkelt ligetil mulighed, der totalt vil gøre alt form for opsamlet data ret så ubrugeligt, hvis pensionist Fru Jensen er inde på en vild heavy metal rock hjemmeside dagen lang og har IP adresse byttet med en ung mand der ligeså ivrigt er inde på Binko klubbens og den lokale strikke foreningens hjemmeside.
Jeg er desværre ikke ligeså skrap til server scripting som min nevø, men i princippet kan man relativt let gå ind i et 'open source' server scripting sprog og bygge videre med sine egne matematiske else/if/while betingelser og som sådan selv lave sit eget personlige sende/modtage php echo software, så alt andet lige ser fremtid da lys ud, i hver tilfælde hvis man er til bamser der har sit eget helt unikke bamse sprog.
Nå men en spøg til siden, det er et godt indlæg med en forbavsende masse gode debat svar og græsrods ideer, så håber da det har inspireret nogle kode-eksperter til at gøre noget ved al den overvågnings ballade.
Her er en fra The Guardian, der anbefaler fem måder at beskytte sin computer på:
http://www.theguardian.com/world/2013/sep/05/nsa-how-to-remain-secure-su...
Dennis Berg
Javascript var såmænd slået til i den bundle, man kunne hente dengang. FBI havde så smidt en håndfuld skjulte iframes med lidt javascript ind i html-koden ind i html-sovsen på de nu nedlagte pædosites og havde på den måde logget ip-adresser på de besøgende.
Ganske fikst tænkt, hvis jeg må være ærlig. For hvorfor gøre det besværligt, når mindst 95% af alle TOR-brugere alligevel ikke ejer blot et milligram af teknisk indsigt i en nymodens datamat? :)
Opsummerende vil jeg lige gøre gældende, at problematikken har i hvert fald tre forskellige spor, hvilket man bør være opmærksom på for at undgå forvirring.
1) Den officielle trafik på de sociale nettjenester, nyhedsmedier, blogge, etc. Her ønsker deltagerne i reglen en høj grad af åbenhed, at budskabet kommer ud til offentligheden, samt en stor potentiel deltagerskare. Denne trafik ønskes således ikke skjult og er i sagens natur bredt tilgængelig, også for de efterretningstjenester og reklameagenter, som de fleste helst var fri for. De kan ikke undgås her, og man tilpasser sine ytringer til dette vidt åbne forum.
Den frihed, man kunne efterlyse på sådanne platfome, er for mig at se især et "virtuelt demokrati". De store nettjenester er i øjeblikket alle privatejede, og uanset deres udadtil ofte brugervenlige stil, er alle beslutninger i hænderne på private investorer. Det er ikke meget forskelligt fra de fleste andre sektorer. Selv grundlæggende samfundsfunktioner er i de senere årtier blevet overladt til private investorer, idet den herskende klasse har gjort gældende, at forvaltningen var bedst tjent med en privat og professionel ledelse, frem for demokratiske hensyn. Hvorvidt dette faktisk er gavnligt, kan diskuteres, og specielt i forhold til nettjenesterne har det private ejerskab i udstrakt grad medført, at deltagernes frihed er blevet stækket, mens kommercielle interesser er blevet fremmet.
Derfor er jeg tilhænger af en statslig nettjeneste, som kunne fungere parallelt med de store privatejede nettjenester. Jeg er grundlæggende tilfreds med, at vi også har statsejet TV- og radio som modvægt til de kommercielle kanaler. Omend de statslige programmer kan kritiseres, så borger den demokratiske organisation for, at programfladen udover platheder indeholder en hel del lødigt stof, hvilket kun gælder de færreste private kanaler. Tilsvarende antager jeg, at en statsejet nettjeneste i bedste fald vil kunne give de privatejede og stadig mere reklameprægede tjenester et tiltrængt modspil. En national nettjeneste kunne i udstrakt grad opbygges på et demokratisk grundlag (én borger én stemme) og måske på længere sigt være pioner for mere folkeligt demokrati, også på andre områder. En sådan nettjeneste kunne desuden via sine grundregler sikre, at den enkelte borgers materiale ikke kan sælges eller overdrages til tredje part, som det ofte er tilfældet blandt de privatejede nettjenester.
2) De informationer, som staten/offentligheden har adgang til, såsom registre over skat, økonomi, sociale forhold, ejendomsforhold, sundhed, kriminalitet, motorkøretøjer, giftermål, skilsmisser, fødsel og død. Disse oplysninger bliver uundgåeligt i stadig højere grad sammenført, hvilket kan være både i samfundets og borgernes interesse, idet forbrydelser og svindel kan opklares, men også kan løbe af sporet, hvis informationerne kommer personer eller organisationer i hænde, som ikke har ret til at anvende dem.
Vi har således behov for, at staten garanterer, at disse oplysninger ikke kommer uvedkommende i hænde, hvilket er en indviklet sag for fagfolk og beslutningstagere i fællesskab. Samtidig har vi i stigende grad krav på, at vi selv har adgang til vore egne personlige data. Samt andres, for så vidt som de gøres alment tilgængelige af hensyn til almenheden. Det er et uhyre komplekt område, hvor mistanken om overdreven statslig eller overstatslig overvågning absolut er på sin plads, og hvor der næppe gives nemme og enkle løsninger.
3) De informationer, vi som enkeltpersoner udveksler i en privat eller lukket kreds. Det gælder i høj grad vores telefon- og mailkorrespondance, ligesom en del blogge kan være af eksklusiv karakter. De mere bevidste politiske og/eller kriminelle netværk er naturligvis opmærksomme på, at disse informationer ofte må sløres eller krypteres, og dette giver anledning til en kontinuert krig mellem modstridende interesser, som ønsker at afsløre modparten og selv forblive skjult.
Den almindelige borger, som nok har behov for at holde enkelte informationer skjult, vil kun vanskeligt kunne gebærde sig i dette terræn. Man kan naturligvis investere i avanceret udstyr, hvis man ønsker at sikre sig, men der gives næppe nogen garanti, og den sikreste holdning er formentlig at undlade "kildne" meddelelser i det virtuelle rum og i stedet bero sig på personlig kontakt. Denne problematik er for de fleste af ret begrænset omfang, om end den kan tales op til uhyrlige dimensioner af konspirations-agenter.
I dagligdagen er det formentlig spor 1, som er mest aktuel, og her er det beklageligt, at de mere uoverskuelige problemstilllinger (2 og 3) ofte overskygger hele debatten, så de positive aspekter omkring en nationalt eller regionalt funderet nettjeneste opbygget på et demokratisk grundlag fortoner sig i bekymringer over statsmagtens mulige tyranni. De privatiserings-orienterede kræfter vil gøre meget for, at en demokratisk orienteret nettjeneste i statsligt regi ikke opstår, ligesom de har modarbejdet statslig virksomhed på mange andre områder. I sidste ende er den regulerende statsmagt dog det synlige udtryk for, hvor vidt det menneskelige fællesskab overhovedet har kunnet realisere sit potentiale ved at sikre den enkelte borgers frihed.
Søren Tolsgaard: Det er mig fortsat uklart hvad fordelen skulle være i at frivilligt overlade driften af noget til samme bureaukratiske organisation som har været ansvarlig for systemer såsom Polsag, National Test og AMANDA. Hvis du vil have "én borger én stemme", så opret da en forening med demokratisk styring, og lad den opsætte og drive en Diaspora-server eller lignende. Hvis det ikke er bureaukratisk nok kan du lade login foregå via NemID.
Ideen/fordelen ville være den, at ALLE danske statsborgere er potentielle medlemmer i dette netværk, som ingen eksklusiv gruppe derfor kan gøre sig til herre over, hvilket vil være en reel risiko for et aldrig så idealistisk foretagende, og som den almindelige borger end ikke har mulighed for at iværksætte. Fordelen er, at et offentligt netværk kan være demokratisk funderet som basis for den fortsatte samfundsudvikling, ligesom mange institutioner, som vi heller ikke ikke ønsker at overdrage til private aktører.. Men som jeg allerede har nævnt, kunne initiativet alternativt tages af en politisk organisation, idet hensigten på lidt længere sigt da netop skulle være at overdrage foretagendet til offentligheden.
Du kan nemt påpege adskillige uheldige offentlige eksempler indenfor dette pionerområde - hvor også mange private initiativer er kuldsejlet - men det bør ikke afholde samfundet fra at tænke fremadrettet. DR2 og P1 er udmærkede eksempler på succes i en anden boldgade, hvor jeg betragter det demokratiske grundlag for forretningsgangen som den realistiske garanti for, at foretagendet ikke kan løbe helt af sporet, for så vidt som en stor del af befolkningen holder sig vågen og anvender sin medindflydelse.
Og det vil netop en sådan nettjeneste kunne være med til at sikre, mens de privatejede portaler næsten uværgeligt bevæger sig i retning mod øget profit og kommercialisme. En af samfundet demokratisk reguleret nettjeneste kan være med til at sikre, at også de ikke-kommercielle, ofte mere eksistentielle, filosofiske og politisk kontroversielle problemstillinger eksponeres i det offentlige rum, befordret af mediets forpligtelse til public service inkl. ressourcer til at varetage en sådan funktion.
Søren Tolsgaard:
"Ideen/fordelen ville være den, at ALLE danske statsborgere er potentielle medlemmer i dette netværk, som ingen eksklusiv gruppe derfor kan gøre sig til herre over, hvilket vil være en reel risiko for et aldrig så idealistisk foretagende ..."
Hvilken eksklusiv gruppe er herre over et "privat" netværk som Diaspora?
I øvrigt er staten da om noget "et aldrig så idealistisk foretagende". Det er bare større og tungere at have med at gøre end de fleste andre. Og jævnligt ledes den sågar af decideret defaitistisk grupper som VKO, der målrettet går efter at nedbryde staten. Det ved jeg ikke hvordan vil gavne brugerne af en statslig nettjeneste?
"... som den almindelige borger end ikke har mulighed for at iværksætte."
Hvad er det helt konkret du forventer det vil være lettere at få staten til at iværksætte end en almindelig borger?
R. Stallman (billedet til venstre), er god til at gøre sig forståelig for almindelige mennesker (læs: ikke-nørder), og koger debatten ned til det essentielle: http://www.youtube.com/watch?v=uFMMXRoSxnA
Og her er endnu en video, efter Snowdens afsløringer: http://www.youtube.com/watch?v=SUJtMlEwd6Q
Internettet startede med det amerikanske forsvarsministeriums ARPANET. Det er ikke grundlagt af hippier.
Ja, internettet startede under det amerikanske forsvarsministerium i 1969. Siden er det blevet udviklet af alle mulige mennesker, heriblandt også hippier. Hvad er din pointe?
Tanken om at man aldrig vil kunne stole på internettet fordi det er udviklet under økonomisk tilskud fra det amerikanske forsvarsministerium, er absurd. USA er et foregangs land hvad angår at publicere data af videnskabelig forskning.
Tilføjelse: forskning bedrevet af offentlige institutioner og midler (læs: skattepenge.)
@Anders Feder: "Hvilken eksklusiv gruppe er herre over et "privat" netværk som Diaspora?"
""..som den almindelige borger end ikke har mulighed for at iværksætte." Hvad er det helt konkret du forventer det vil være lettere at få staten til at iværksætte end en almindelig borger?"
Ingen er herre over en open source som Diaspora, men det vil trods alt koste en del fagfolks målrettede overvejelser, iværksættelse, evaluering og vedligeholdelse, før en blot nogenlunde anvendelig platform i den påtænkte store og mangesidede skala er skabt, og dette ligger langt udenfor almindelige menneskers formåen, endsige deres pengepungs formåen. Et engageret team vil kunne realisere projektet i en velpolstret organisation, men spørgsmålet er da, om organisationen vil fastholde sit ejerskab, hvilket formentlig vil medføre, at platformen forbliver sekterisk samt til enhver tid kan afhændes til tredjepart, der kan ændre eller opløse konceptet efter forgodtbefindende. Altsammen svarende til TV- og radiokanaler, som ligeledes reelt set kun kan iværksættes af større aktører, hvis de skal fungere på et professionelt niveau.
"I øvrigt er staten da om noget "et aldrig så idealistisk foretagende". Det er bare større og tungere at have med at gøre end de fleste andre. Og jævnligt ledes den sågar af decideret defaitistisk grupper som VKO, der målrettet går efter at nedbryde staten. Det ved jeg ikke hvordan vil gavne brugerne af en statslig nettjeneste?"
Den første sætning i det ovenstående kunne jeg næsten have skrevet. Og jeg er endvidere enig så langt, at statens embedsmænd er tunge at danse med og derfor skal holdes i kort snor af offentligheden. En statslig platform bør således bygge på en omhyggeligt formuleret fundats, som bl.a. kunne indebære, at den ikke kan privatiseres med kort varsel, men højest efter grundig debat og urafstemning, ligesom det kunne være udgangspunkt for designet, at enhver bruger uden vanskelighed kunne downloade hele sin profil, såfremt det skulle være fornødent af taktiske grunde. Et alternativt netværk ville således let kunne genoprettes på brudstykkerne af det forladte, og den enkeltes indsats ville således altid kunne bevares af vedkommende selv, hvilket de private nettjenester langtfra lægger vægt på, tværtimod ændrer de ofte grundvilkår og invaliderer profilerne uden brugernes medindflydelse.
Helt konkret kan man forestille sig, at en fremsynet regering igangsætter en sådan proces tidligt i sin regeringsperiode, idet konceptet da kunne nå at blive indafaset og i bedste fald opnå en sådan succes, at selv en efterfølgende VKO-regering, som helst så platformen privatiseret eller nedlagt, måtte lade den fortsætte, både af hensyn til fundatsen, som ville kræve en grundig proces før ændringer kunne realiseres, samt af hensyn til et folkeligt krav om portalens fortsatte virksomhed. Den demokratiske stat sikrer sig faktisk via sin tunge sagsgang mod uoverlagte tilbageslag, som ikke har folkelig opbakning.
Hvis fremsynede politikere griber sagen rigtigt an, vil det netop være vanskeligt at bringe en allerede velfungerende institution til ophør, omend den naturligvis for en periode ville kunne nedtones og trues med lukning, ligesom da Erhard Jakobsen i sin tid malede Fanden på væggen i DR.
Søren Tolsgaard:
"Et engageret team vil kunne realisere projektet i en velpolstret organisation, men spørgsmålet er da, om organisationen vil fastholde sit ejerskab"
Da er det er open source fraskriver organisationen sig jo netop de facto sit ejerskab, så jeg kan ikke se hvordan dette er et spørgsmål? Eksempelvis kan de oprindelige Diaspora-udviklere ikke på nogen måde lukke Diaspora-netværket i dag.
"En statslig platform bør således bygge på en omhyggeligt formuleret fundats, som bl.a. kunne indebære, at den ikke kan privatiseres med kort varsel, men højest efter grundig debat og urafstemning"
Hvordan kan nogen fundats formuleres så den overtrumfer Folketingets autoritet?
Hvilket koncept man end måtte vælge, er det jo blot den ramme, som en sådan nettjeneste bygger på. Diaspora har den fordel (hvis man ser sådan på sagen), at den enkelte deltager nemt kan oprette en version af sin profil på en selvstændig server.
Herudover vil portalen formentlig omfatte en mængde delt information på en central server, som staten er ansvarlig for. Omend der således forefindes en central instans, oppebærer den ingen myndighed udover, hvad deltagerne tillader den. Evt. kan Folketinget i ekstraordinære tilfælde "overrule" nettjenestens egne beslutninger, men deltagerne vil da i kraft af strukturen kunne redde deres personlige input og gendanne det i alternativt regi.
Man kan godt tænke sig det tilfælde, at regeringen i en undtagelsessituation helt ville kunne suspendere en sådan nettjenestes rettigheder, ligesom den i en sådan situation kan gøre krav på at anvende almindelige borgeres køretøjer til militære eller humanitære formål, men vores grundlov er dog af en sådan karakter, at den slags næppe lader sig gøre under nogenlunde normale omstændigheder. Facebook tiltager sig derimod legale rettigheder til at profitere på uploadet materiale i en grad, som en statslig portal næppe vil tillade sig.
Jeg føler mig således tryg ved, at den skitserede platform, hvis den kommer godt fra start, vil kunne anvendes i tiltro til dens langtidsholdbare kvaliteter, idet en snæver ejerkreds' ønsker, om kunne forme og lukrere på platformen på bekostning af deltagernes interesser, næppe vil kunne vinde indpas, som det ofte er tilfældet på de privatejede nettjenester.
Søren Tolsgaard:
"Hvilket koncept man end måtte vælge, er det jo blot den ramme, som en sådan nettjeneste bygger på."Facebook tiltager sig derimod legale rettigheder til at profitere på uploadet materiale i en grad, som en statslig portal næppe vil tillade sig.
Hvis det skal være noget man skal spilde skattepenge på må det være noget der løser et reelt problem, og ikke blot er kosmetisk eller en ramme.
Nåja, det her er jo relativt kortfattet. "Rammen" omfatter de redskaber, nettjenestens koncept og indledningsvis den centrale server er opbygget af. Deltagerne vil i bedste fald over tid fylde denne ramme med indhold, skrive artikler, oploade materiale, debattere, tildele anbefalinger og anmelde overtrædelser. Brugerfladen ville formentlig - ligesom de fleste regionale medier - især have fokus på det regionale perspektiv.
Folkeligt engagement vil medføre dynamik i denne ramme, at der bliver tale om reel dialog på alle niveauer. Jeg kan naturligvis ikke garantere, at tilbuddet om en sådan nettjeneste vil fange an, og mødt med indstilling, at "hvis det skal være noget man skal spilde skattepenge på", vil interessen nok foreløbig være begrænset i visse kredse. Det er dog omvendt meget tænkeligt, at især de yngre årgange vil give et sådant eksperiment en chance. Og netop de unge - og mere progressive ældre - kan bidrage med en alsidig autensitet, som vil distancere portalen fra bureaukratiske, kommercielle eller sekteriske pendanter, hvilket vil få portalen til at fremstå som seriøs. Det vil jo ikke være muligt for en ensidigt sammensat ejerkreds at bortcensurere lødige indlæg, mens jeg tværtimod forestiller mig, at den adminstration, som skal vurdere de eventuelle overtrædelser af kodeks, vil være demokratisk valgt og kan udskiftes, hvis der er stemning for det.
Hvorvidt en sådan portal ville løse "et reelt problem", kan man naturligvis diskutere. Jeg antager, den kunne dække et reelt behov for demokratisering af det digitale rum, som udgør en væsentlig side af vor tids kultur på mange niveauer. Den kunne være et seriøst supplement til Information, Ekstrabladet, Facebook og andre sociale medier, idet det vitale princip om medindflydelse ville blive levendegjort i en fællesejet instans.
Men jeg fornemmer desværre også, at modkræfter vil gøre meget for at miskreditere en sådan tankegang, allerede før den er overvejet, idet minimalstatskursen fortsat har vind i sejlene, især når det gælder initiativer, som faktisk kunne give borgerne medindflydelse. Og selv om det ikke engang ville være særlig dyrt at søsætte en sådan portal, vil de såkaldte "liberalister" hellere anvende skattekroner på topstyret envejskommunikation i form af kulturelle kanoner, hvor den politisk udpegede kulturelite dikterer folket, hvad der er god og dårlig smag.
Søren Tolsgaard:
"Det vil jo ikke være muligt for en ensidigt sammensat ejerkreds at bortcensurere lødige indlæg"
Hvorfor skulle et bureaukratisk statsdemokrati være bedre garant for det end eksempelvis et foreningsdemokrati?
"Men jeg fornemmer desværre også, at modkræfter vil gøre meget for at miskreditere en sådan tankegang, allerede før den er overvejet, idet minimalstatskursen fortsat har vind i sejlene, især når det gælder initiativer, som faktisk kunne give borgerne medindflydelse."
Det kan også være at modkræfterne vil miskreditere den fordi det simpelthen er en dårlig idé? At man antager at det giver borgerne medindflydelse at smide deres penge ned i et toilet og trække ud gør det vel ikke nødvendigvis sandt?
Jeg har endnu til gode at se en privat forening, der stiller sig som garant for, at opponenters indlæg respekteres. En statslig og demokratisk nettjenestes basale grundprincip må derimod tilstræbe spændvidde og respektere alsidighed. Det synes jeg vore statslige TV- og radiokanaler - trods alle forringelser - er et klart udtryk for, mens snart sagt alle kommercielle kanaler er langt mere ensidige. Ligeledes har vore offentlige højere læreanstalter hidtil i udstrakt grad respekteret forskningens frihed, omend dette princip i øjeblikket er under angreb fra politikerne. Hvis dette princip undergraves, vil det naturligvis blive aktuelt at søsætte private alternativer, hvilket dog ligeledes for sådanne institutioners vedkommende ikke er nogen reel mulighed for menigmand. I en demokratisk stat forpligter det offentlige rum til en høj grad af divergerende synspunkters ret til ytringsfrihed, og det digitale rum er et oplagt forum for denne offentlige debat. Et levende demokrati, hvor holdningerne mødes og brydes i det offentlige rum, har hidtil været vores garant for samfundets positive udvikling. Jeg finder det ikke konstruktivt, at bagstræbere med ideologiske fordomme forstærker en negativ retorik med metaforer hentet fra lokumsregionen. For at udtrykke mit synspunkt, så kunne barnet let ryge ud med badevandet, hvis vi afskriver muligheden for fælles handlekraft i statsligt regi og i stedet abonnerer på en holdning, som hellere lader sig styre af elitære teknokratier. Og det er desværre, hvad der i øjeblikket finder sted på de fleste nettjenester.
Så hvis vandet skal skylles ud, savner jeg alternative bud på en fremadrettet politik, som ikke blot gylper op i forhold til de alternative forslag, som allerede foreligger, men forholder sig konstruktivt til problematikken.
Sören Tolsgaard: At du ikke er i stand til at besvare kritiske spørgsmål uden at ty til ad hominem kan man vel tage som det endegyldige bevis på at din idé ikke er holdbar i virkelighedens verden?
Anders Feder: "At man antager at det giver borgerne medindflydelse at smide deres penge ned i et toilet og trække ud gør det vel ikke nødvendigvis sandt?"
Det er helt i orden, at du tyr til latrinære udtryk fremfor at argumentere, og jeg føler helt ærligt ingen trang til at fortsætte debatten på sådanne vilkår.
I kraft af et par onelinere og endda bekræftet med et "endegyldigt bevis" har du kunnet konstatere, at ideen ikke er holdbar i virkelighedens verden, og derpå skyllet ud. Fremragende research, tillykke med det. Jeg har formuleret ideer og yderligere argumenteret i dybden, men må konstatere, at jeg oplever din arrogante reaktion, som havde jeg kastet perler for svin.
Jeg er lydhør, hvis du har noget på hjerte, fordi spørgsmålet virkelig interesserer mig. Ellers tak for kampen og lad os komme videre..
Sören Tolsgaard: Eftersom du ikke er i stand til at forsvare dine synspunkter uden at skyde modstanderen i skoene at være "liberalister" eller "kulturelitære diktatorer" vil jeg nærmere betegne din argumentationsform som at kaste svin for perler.
Du har udelukkende ageret som en smadremand Anders Feder, og ikke bidraget med noget som helst konstruktivt. Jeg kunne få rigeligt at gøre med at svare på din endeløse kæde af retoriske og latrinære spørgsmål, men lad mig blot stille DIG ét enkelt uddybende spørgsmål::
Foretrækker du de kommercielle TV-kanaler for eksempelvis DR og BBC?
For så kan jeg da godt forstå, at du på forhånd kun kan komme på den tanke at skylle en statslig nettjeneste ud i lokummet.
Sören Tolsgaard: Nej, jeg foretrækker ikke kommercielle kanaler. TV2 forekommer mig eksempelvis klam og tandløs. Hvis jeg overhovedet ser TV er det næsten altid DR2. For det meste hører jeg dog radio fra P1, BBC eller NPR.
"..eftersom du ikke er i stand til at forsvare dine synspunkter uden at skyde modstanderen i skoene at være "liberalister" eller "kulturelitære diktatorer".."
Det er vel ikke mig, som skyder højrefløjen "liberalisme" i skoene, det gør den da i udstrakt grad selv. Og VKO-regeringens ideologiske satsning på kulturelle kanoner, som til flere af de involveredes irritation blev markedsført og politisk manipuleret som kulturkamp af Brian Mikkelsen, kan næppe løbe fra sin status som "kulturelitær".
Det skal der vel være plads til, måske endog til at anvende skattekroner herpå, hvis flertallet ønsker det, men jeg ville da have foretrukket et kulturelt forum, som kunne virke samlende og opløftende på fællesskabet, idet borgerne blev inddraget, fremfor topstyret envejskommunikation, som for mig at se har karakter af "diktatur".
Lad os da som supplement lancere en national nettjeneste, hvor ikke blot af eliten udvalgte brudstyker af dansk kultur er oplistet, men hvor der gives plads til et vidt spektrum af frembringelser i forskellige kategorier, og hvor nogle i kraft af publikums anbefalinger kan vise sig at opnå "kanonisk" status i folkedybet.
http://da.wikipedia.org/wiki/Kulturkanonen
Mossad er med på en lytter.
Sider