Klumme
Læsetid: 5 min.

Hjælp til gæld

Af og til er det simpelthen for meget at blive kastreret to gange
Af og til er det simpelthen for meget at blive kastreret to gange

Ib Kjeldsmark

Moderne Tider
21. september 2013

I sidste uge beskrev vi, hvordan gældsstiftelse i den globaliserede kapitalisme kan sammenlignes med psykoanalysens begreb om kastration. »I begyndelsen var kastrationen« kunne være en måde at formulere den lacanianske pointe, at idet vi møder sproget, flyttes vi fra, hvad der fra da af kun kan være en mytisk tabt tilstand, og ind i det system af forhandlinger og forvekslinger, som kendetegner vores sprogliggjorte virkelighed. I den globaliserede kapitalisme synes ideen snarere at være »i begyndelsen var lånet«. Her er det ikke faderens nej, der kastrerer os; det er derimod bankrådgiverens ja. I det øjeblik, man har stiftet gæld, synes der ikke længere at være nogen vej ud. Fra da af er man uvægerligt forbundet til kapitalismens globale kredsløb.

Nu er det en vigtig pointe for Jacques Lacan, at den situation, man placeres i, når man træder ind i sproget, ikke bare skyldes, at en ydre magt presser sig på; i en vis forstand er man selv ansvarlig for det, blot er der tale om en form for tvungent valg. Med andre ord: Ikke nok med at man kastreres, når man træder ind i sproget, man vælger det selv, og man er tvunget til at vælge det. Det at være stillet over for et sådant valg, beskriver Lacan som kernen i fremmedgørelse, og han illustrerer det med det valg, som en røver ville stille os over for: pengene eller livet.

Hvordan denne logik fungerer i forhold til gældsstiftelse har vi i den seneste tid kunnet betragte i sagen om slagteriarbejderne ved Danish Crown.

Nyt fra lønfronten

For få uger siden stillede slagteriarbejdernes tillidsmænd et overraskende forslag. I stedet for bare at gå ned i løn, sådan som det ofte bliver krævet af arbejdere i disse år, skulle de ansatte afsætte en del af deres løn til en fond, som skulle stå til rådighed for landmænd, der har problemer med at optage lån til investeringer i svineproduktion. Sagen er nemlig den, at det er blevet for dyrt at opdrætte slagtesvin i Danmark. Og når der ikke bliver opdrættet svin, så er der ikke behov for folk til at slagte dem.

Der var således god ræson for slagteriarbejderne i at investere i deres egen fremtidige jobsituation, kunne man mene. Begejstringen for forslaget var dog størst hos alle andre end arbejderne selv. Ledelsen hos Danish Crown, minister Henrik Sass Larsen og flere eksperter på området var enige om, at det var et usædvanligt godt forslag – fremsynet og ansvarligt. Der var lagt i ovnen til at frydes over det fleksible danske arbejdsmarked i en tid, hvor den internationale konkurrence truer med at sætte os alle sammen på støtten eller det, der er værre.

Skepsis

Men modstanden mod aftalen blev fastholdt blandt slagteriarbejderne. Det kan godt være, at aftalen ville sikre de arbejdspladser, som ellers ville gå tabt på grund af manglende svineproduktion, men den garanterede i sig selv ikke, at der ikke kunne opstå andre problemer, som igen kunne gøre det rentabelt for Danish Crown at sende arbejdspladser ud af landet, og den garanterede slet ikke den enkelte medarbejder, at det fortsat ville være ham eller hende, som kom til at besidde det job, der ville blive reddet af at gå i løn. Denne skepsis viste sig at være tilstrækkelig stærk blandt slagteriarbejderne til, at man ved ved afstemning afviste forslaget.

Gæld

Hvilke perspektiver ligger der imidlertid i, at forslaget overhovedet kunne opstå? Det, aftalen lagde op til, var kort sagt hjælp til gæld. Problemet i industrien er som nævnt, at svineproducenterne har vanskeligt ved at optage lån. Bag dette ligger bl.a. Finanstilsynets øgede krav til pengeinstitutterne, der sidste år blev ændret således, at bankerne ikke i samme grad som tidligere kan udskyde tab på lån, de har givet i fast ejendom. Sagt lidt forsimplet sigtede Finanstilsynet med ændringen på, at afkast på investeringer i højere grad skulle bygge på produktivitet end på forventede stigninger i prisen på fast ejendom; og alt andet lige synes det at være sund fornuft i kølvandet på en finanskrise, som begyndte, fordi alt for store dele af den finansielle sektor var afhængig af, at stigninger i huspriser skulle få dubiøse lån til at blive til rentable forretninger.

Det interessante ved denne lille historie er således igen måden, hvorpå konsekvenserne af finanskrisen bliver håndteret. Herhjemme har det siden krisens begyndelse været historierne om de dovne, de fattige og de dumme, som har domineret billedet, og den førte politik har været derefter. Med krisen som påskud har de skiftende borgerlige regeringer (især den nuværende) gennemført den ene nedskæring efter den anden på velfærdsstaten, presset på for lønnedgang og jublet over, at lønnedgang sker frivilligt.

Måske behøver vi oven i købet fremover slet ikke politikere til at sørge for, at regningen for finanskapitalens fest og tømmermænd bliver sendt ned til lønmodtagere og arbejdsløse. Der er noget, der tyder på, at den globaliserede kapitalisme helt selv formår at arrangere det på den måde. Selv når man rent faktisk regulerer banksektoren og forsøger at indføre tiltag, som skal dæmme op for fremtidige gentagelser af krakket hos Lehman Brothers, så er det alligevel i sidste ende en slagteriarbejder, der hænger på regningen.

Heroisme

Lacans illustration af det tvungne valg kunne her omskrives til et »din løn eller dit job«. Det forholder sig naturligvis således, at det tvungne valg ikke er mere tvungent, end at det er muligt at vælge forkert. Det er klart, at vi kan vælge at miste livet, når vi står overfor røveren, men det er også klart, at han får pengene under alle omstændigheder. Ligeledes er det klart, at man kan vælge at miste jobbet for at beholde lønnen, bortset fra altså at man dermed også mister lønnen.

Denne gestus at foretage det umulige valg i en vanskelig situation kunne man med rette kalde ’heroisme’ efter de klassiske græske tragiske helte. Der er naturligvis den hage ved at gøre sig til en tragisk helt, at overlevelsesraten for sådanne er ubehageligt lav, men i det mindste afværgede slagteriarbejderne i første omgang den næsten tragikomiske dobbeltkastration, som aftalen reelt implicerede: Ikke alene af egen fri vilje at være tvunget til at være del af en lånebaseret kapitalistisk økonomi – men også at skulle bevise sin aktive opbakning til denne ved at overtage långiverens ansvar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Overgaard Bjerre

Hvad er det som forherliger det danske landbrug? Det er forgældet, urentabelt og ødelægger vores natur. Det er forståeligt, at slagteriarbejderne vil gøre alt for at beholde deres job og dermed også deres livsmuligheder. Som ellers vi forringes i den grad, at der kun er ren overlevelse tilbage. Jeg ved ikke hvad man skal gøre, men landbruget har jo fået i hoved og røv. Og alligevel kan det bedst betale sig at lave enorme svineproduktioner i Polen og Litauen. Samtidig er dansk landbrug i den situation, at den er livsfarlig for mennesker på grund af resistente stafylokokker. Et forhold som man stadig søger at hemmeligholde, selvom der er en stigende forekomst MRSA-bakterier. Som altså kan overføres til mennesker. Landbruget har stort set smadret vores grundvand og nu disse bakterier, som kan sætte os tilbage før opfindelsen af penicillinet. Efter min mening skulle det afvikles helt og man skulle i stedet satse på en mere fornuftig landbrugsproduktion, hvor man frigav "lots", altså små landbrugsarealer gratis til nye former for eksperimentende landbrug.

randi christiansen, Torben Nielsen, Carsten Mortensen, Mads Kjærgård og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar