Læsetid: 10 min.

For meget, for hurtigt og alt for længe

Varmen er blevet fortællingen om vores tid. Overophedet, udbrændt, nedsmeltet, spænding, friktion – ordene og metaforene er mange om en tid, hvor både naturgrundlaget og den troværdige optimistiske fortælling om fremtiden er ved at – nå ja – brænde sammen
Åndenød. Varmen slår ind i mellem igennem på en meget bogstavelig facon. Enorme skovbrande er blevet normen i takt med at klimaet bliver varmere og tørkeperioderne længere.

Natalia Kolesnikova

28. september 2013

Den 28. november 2008 fyldte antropologen Claude Lévi-Strauss 100 år. Han var for længst holdt op med at skrive – faktisk var der gået næsten 60 år siden udgivelsen af den bog, man stadig ser som hans vigtigste, Les structures élémentaires de la parenté (Slektskapets elementære strukturer, 1949 – ikke oversat til dansk, red.) – men han var ikke holdt op med at tænke.

På sin 100-års fødselsdag fik Lévi-Strauss besøg af præsident Nicolas Sarkozy, idet Frankrig er et land, hvor politikere stadig kan øge deres symbolske kapital ved at omgås intellektuelle. I løbet af den korte visit bemærkede Lévi-Strauss, at han knap nok længere regnede sig for at være i de levendes verden. Hermed henviste han ikke blot til sin fremskredne alder og svækkelse, men også til det faktum, at den verden, han havde viet sit liv til at studere, ret beset var forsvundet. Lévi-Strauss’ forfatterskab havde altid drejet sig om at forstå, hvad det indebar at være menneske, og for at opnå et troværdigt svar, måtte mennesket studeres under så forskellige betingelser som muligt. Han hentede næsten altid sin empiri fra små, skriftløse befolkningsgrupper, altså kulturer, som er langt mere repræsentative for vores kulturhistorie end det moderne samfund.

Livet igennem var Lévi-Strauss – der allerede var kulturpessimist i 1930’erne – vidne til, at den verden, han holdt af, forsvandt i stadig hastigere tempo, altså en verden bestående af grundlæggende kulturforskelle.

I den korte samtale med Sarkozy bemærkede Lévi-Strauss, at verden nu var for fyldt. Le monde est trop plein. Med dette må han have ment, at den var overfyldt af mennesker, deres projekter og produkterne af deres aktiviteter. Kloden var kort sagt overophedet.

Vækst, vækst, vækst

I det år, han blev født, var der i alt 1,7 mia. indbyggere på planeten; verdens befolkning består i dag af syv milliarder sjæle, og andelen af folk med mobiltelefon og adgang til nettet stiger for hver måned. Hvilken målemetode man end bruger til at undersøge verdens forbindelser, er der kun en mulig konklusion: I dag er flere mennesker forbundet med hinanden end nogensinde før i historien. Der er flere af os, og hver enkelt har desuden gennem forretningsrejser, trådløs kommunikation, migration, handel, transnationalt politisk engagement, turisme, udviklingsbistand, udvekslingsprogrammer, investeringer osv. flere forbindelser til omverdenen, end vores forældre, bedsteforældre og fjernere forfædre kunne drømme om.

Væksten er eksponentiel på en lang række felter, og det hurtigst voksende er ikke verdens befolkning. Andelen af mennesker med adgang til internet er naturligvis steget med raketfart siden 1990, eftersom stort set ingen havde internet den gang. Men væksten er skudt i vejret de sidste år: I 2006 anslog man, at blot 1-2 procent af afrikanerne uden for Sydafrika havde netadgang. I efteråret 2013 skønnede man, at det drejde sig om 15 procent.

Et vendepunkt

Da jeg selv omkring 1990 begyndte at skrive om multikultur, var der 200.000 indvandrere i Norge. I efteråret 2013 runder antallet 650.000 (inkl. børn af indvandrerpar) og kurven for de seneste år er markant stigende. I samme periode er byer som Nouakchott i Mauritanien og Mogadishu i Somalien vokset fra et par hundrede tusinde til et par millioner indbyggere – en tidobling på knap 25 år.

Vi kan også bruge turisme som indikator: Allerede i 1970’erne snakkede dannede nordeuropæere hånligt om, at dele af den spanske kyst var blevet »ødelagt af masseturisme«. Men i 1975, det år demokratiet blev indført, fik Spanien besøg af knapt 15 millioner turister om året. I 2013 kan det tal være oppe på 60 millioner. Med andre ord en firedobling på under 40 år.

På verdensplan regner Verdens Turismeorganisation med én milliard registrerede ferierejser i år.

Netsteder, internationale organisationer (og internationale konferencer og workshops), mobiltelefoner og tv-apparater, privatbiler og sms’er: på alle disse – og mange andre områder – gælder det, at vækstkurven peger markant opad. Facebook fandtes ikke for 10 år siden, dette efterår rammer platformen over 1,1 milliarder brugere.

Modernitetens bivirkninger

Det er ikke sådan, at al forandring accelererer, eller at alt, som vokser, får lige store konsekvenser. Selv om væksten i turismen er bemærkelsesværdig, har den været mindre end væksten i sms’er. Men selv om fænomener som sms og turisme, Facebook og kabel-tv har forandret det moderne liv på måder, vi kun til dels forstår, er der to ændringer, som har særligt omfattende konsekvenser for kloden og menneskehedens fremtid: befolkningsvæksten og væksten i energiforbrug.

Eftersom vi i dag er syv gange så mange som ved afslutningen af Napoleonskrigene, er det ikke overraskende, at vi nu bruger mere energi. Men faktum er, at verdens energiforbrug er steget meget hurtigere end antallet af indbyggere. I 1820 brugte hvert individ 20 gigajoule om året. Knap to århundreder senere er vi oppe på 80, mestendels takket være den teknologi, som gjorde det muligt at udnytte fossilt brændstof.

Forbruget er alt andet end jævnt fordelt, og de af os, som bor i rige lande, har adgang til så meget maskinkraft, at det svarer til 25 slaver pr. person.

Denne firedobling af energiforbrug er i virkeligheden en 28-dobling, da vi er syv gange så mange i dag. Bivirkningerne er alment kendte. De synlige og direkte observerbare er forurening og miljøødelæggelser. De, som er både vanskeligere at se og har større konsekvenser, er de langsigtede klimaforandringer.

Hvis ikke befolkningen var begyndt at vokse eksponentielt i det 19. århundrede, kunne vi måske være sluppet for de mest alvorlige bivirkninger af den fossile revolution. Tænkeren og videnskabsmanden James Lovelock skriver et sted, at hvis blot befolkningen i dag havde været på omkring en milliard, kunne vi have gjort, hvad der passer os, uden at planeten havde fået åndedrætsbesvær af den grund. På samme måde kan man forestille sig, selvom scenariet er urealistisk, at befolkningen blev syvdoblet uden den fossile revolution. I så fald ville klimakrisen også have været undgået (men det store flertal ville så have levet i en tilstand af konstant og utålelig fattigdom).

I stedet lever vi i en verden, hvor moderniteten er gået op i gear, hvor der er fuld kraft frem på snart sagt alle områder.

Vi mangler en overbevisende fortælling om denne verden, som ofte kaldes det globale informationssamfund. Det går ganske enkelt for stærkt – det anslås, at vi oplever 17 gange så meget i løbet af et liv, som vores tipoldeforældre, men uden at have fået bedre redskaber til at fordøje og forstå oplevelserne.

Vi har en klar, pædagogisk historie om overgangen fra jæger- og samlersamfundet til jordbrugssamfundet og om den industrielle revolution. Så sent som i 1970’erne var der en solid og troværdig fortælling, i hvert fald i vores del af verden, om, hvordan vi var blevet dem, vi var. Den historie handlede om oplysning og opfindelser, udvikling, fremskridt og velfærd. Så skete der i løbet af få år ting, som gjorde både nutid og fremtid mere usikker.

Hvis man skal fastslå en dato for overgangen til den nye tid, vil jeg foreslå 1991. For det første var 1991 året, hvor Den Kolde Krig blev endegyldigt afblæst. Øst-vest-konfrontationen, som havde karakteriseret efterkrigstiden, var pludselig forsvundet. Den ideologiske konflikt mellem kapitalisme og socialisme så ud til at være blevet afløst af den triumferende lyd fra én klappende hånd. Hele verdens fremtid så ud til at være en version af den nu globaliserede nyliberalisme, med andre ord en aggressiv og deregulerende afart af kapitalismen, med ringe sans for statslige indgreb og kollektive løsninger.

Det gamle er ikke forsvundet

Det viste sig imidlertid hurtigt, at nyliberalismen ikke kunne levere varen. Den sociale ulighed voksede, og landene i Syd udviklede sig ikke efter de skabeloner, man havde antaget, altså omtrent på samme måde som landene i Nord.

Fattigdommen i Afrika forsvandt ikke i en periode faldt levestandarden over det meste af kontinentet. Andre steder blomstrede politiseret religion og identitetspolitik, stik modsat forudsigelser om, at uddannelse og modernitet ville svække den slags ofte sekteriske og reaktionære former for politisk identitet.

Krigen i Jugoslavien og folkemordet i Rwanda mindede os om, at identitet bygget på forestillinger om slægtskab og afstamning ikke hørte fortiden til, men kunne antage grusomme former i en moderne sammenhæng.

Omtrent samtidig begyndte mobiltelefoner og brugen af internettet at brede sig i vores del af verden. Fleksibiliteten var stor: Snart kunne man arbejde hvor som helst og når som helst, men begge disse teknologier bidrog også til fragmentering. Livet begyndte at stå stille i en rasende fart. Blikket var nu stift rettet mod et punkt ca. et minut ude i fremtiden. Det varslede dårligt nyt for de lange linjer og blikket på udviklingen.

En lignende fleksibilitet har ramt arbejdsmarkederne og næringslivet, og det er ikke den gode fleksibilitet, som giver alternative handlingsrum, men den dårlige fleksibilitet, som skaber usikkerhed og utryghed. Firmaer som tidligere skelnede mellem kortsigtet og langsigtet planlægning er holdt op med det, fordi alt i dag er kortsigtet – ingen ved alligevel, hvordan verden ser ud om fem eller 10 år.

For arbejdstagere verden over kommer den mest markante forandring til udtryk i en grundlæggende usikkerhed. For nogle år siden blev begrebet ’prækariatet’ indført i samfundsfagene, ganske enkelt fordi begrebet var nødvendigt. Prækariatet er de millioner af arbejdstagere, som lever kortsigtet og midlertidigt, som ikke aner, om de har job til næste år. Man finder dem lige nemt i den norske byggeindustri som ved danske universiteter eller filippinske skibsværfter. For millioner af mennesker er den nye frihed blot et andet ord for utryghed.

Det fortsætter opad

Det var i 1990’erne, at moderniteten gik op i gear, og accelerationen er fortsat i galopperende tempo efter århundredskiftet. Det har længe været spået, at Kina ville få en ledende rolle i verdensøkonomien, men det er først i disse år, at det er ved at blive en realitet.

De såkaldt sociale medier, altså internet, som primært er baseret på kommunikation og ikke på information, er opstået i løbet af de sidste 10 år. Både Julian Assange og Edward Snowden er børn af en teknologi, som ikke fandtes i år 2000.

Indikatorerne peger fortsat opad. Det meste ser ud til at forandre sig med lynets hast, og det er vanskeligt at hænge på og skabe en sammenhængende historie med årsag og virkning, udvikling og indre logik, ud af det, som foregår. I mellemkrigstiden lancerede sociologen William Ogburn begrebet ’kulturelt efterslæb’ (cultural lag). Det henviste til, at kulturen ’sakker agterud’, når der finder hastige forandringer sted ude i samfundet.

Måske prøver vi fortsat fortvivlet at anvende forklaringsmodeller fra starten af det 20. århundrede til at forstå starten af det 21. århundrede. Verden forandrer sig med lynets hast, men ingen ved i hvilken retning. Det er en opskrift på usikkerhed, og i en sådan tid øges efterspørgslen på enkle svar på komplicerede spørgsmål. Fundamentalister af enhver slags – fra simple biologister til religiøse fanatikere – får et stort og taknemmeligt publikum i sådanne tider. Når der er bevægelse på alle fronter, bliver behovet for stabilitet mærkbart.

Verden efter 1991 er en overophedet verden, som frem for alt præges af friktion og spændinger. De netværk, som forbinder os, er hurtigere og tættere end nogensinde før.

Den transnationale islamistbevægelse, den grønne bevægelse og systemkritikere som ATTAC og Occupy er alle forsøg på at vise, at en anden verden er mulig, og samtidig minder de os om, at accelereret forandring er en realitet, og at globaliseringen ikke er nogen picnic.

Fart kræver plads, og trafikken begynder at danne propper på de globale motorveje. Der er heller ikke altid enighed om færdselsreglerne.

Fart skaber varme; i fysikken er de to ord synonymer. Når vi snakker om, at en person er udbrændt, er metaforen derfor præcis: Han eller hun har gjort for meget for hurtigt. Men varmemetaforen bruges også på andre områder. Når aktiemarkedet crasher, snakker finansfolk om ’nedsmeltning’, og når prisudviklingen går for stærkt, snakker de om behovet for at ’nedkøle økonomien’. Optøjer og voldelige demonstrationer forbindes ofte til overophedede følelser. Endelig er klimaforandringerne forbundet med overophedning på to måder: Temperaturen i verden stiger, og årsagen er accelereret forandring, særligt hvad angår energiforbruget.

Vor tids fortælling

Måske er det forklaringen på, at global opvarmning på kort tid er blevet en central fortælling om vor tid: Den passer ind i de andre hovedfortællinger, vi har. Ved at rette søgelyset mod varme som en utilsigtet effekt af moderniteten passer fortællingerne om global opvarmning som fod i hose med de andre fortællinger om vor tid. De fungerer som en naturvidenskabelig version af historierne om etniske, religiøse og kulturelle friktioner, den urbane befolkningseksplosion og en teknologiudvikling, som er ude af kontrol. Det virker for tiden, som om den mest troværdige fortælling om vor samtid handler om tabet af kontrol, grundlæggende usikkerhed og retningsløs, accelereret forandring. Det er et usædvanligt dårligt udgangspunkt for en fremtidsvision, og måske netop derfor konkurrer samtidens politikere i disciplinen visionsløshed.

En alternativ fortælling, som både giver mening til samtiden og peger fremad, må løse overophedningens grundlæggende dilemma, nemlig modsætningen mellem vækst og bæredygtighed. Kloden må køles ned, bogstaveligt og billedligt talt. Først da vil vi kunne fortælle historier om fremtiden, som er både nødvendige, troværdige og optimistiske.

Thomas Hylland Eriksen er leder af forskningsprojektet Overheating: The three Crises of Globalisationwww.uio.no/overheating

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Mosbak
  • Marie Jensen
  • Filo Butcher
  • Gaderummet Regnbuen
  • morten Hansen
  • Peter Ravn Mikkelsen
  • Trond Meiring
  • Kalle Nielsen
  • Olaf Tehrani
  • Lise Lotte Rahbek
  • Per Pendikel
  • Per Torbensen
  • Torben Selch
  • Sølvi Domsten
  • odd bjertnes
  • Alan Strandbygaard
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Philip B. Johnsen
  • Steffen Gliese
  • Poul Schou
Niels Mosbak, Marie Jensen, Filo Butcher, Gaderummet Regnbuen, morten Hansen, Peter Ravn Mikkelsen, Trond Meiring, Kalle Nielsen, Olaf Tehrani, Lise Lotte Rahbek, Per Pendikel, Per Torbensen, Torben Selch, Sølvi Domsten, odd bjertnes, Alan Strandbygaard, Heinrich R. Jørgensen, Philip B. Johnsen, Steffen Gliese og Poul Schou anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fin og tankevækkende artikel om nogle af udviklingens omkostninger.

Per Torbensen, morten Hansen, Niels Engelsted og Alan Strandbygaard anbefalede denne kommentar

Det største paradoks ligger vel i døden, at vi kun er til, på lånt tid. Det kræver disciplin på kamikaze niveau - at komme med en fortælling - der er til gavn for ikke blot samtiden, men i højere grad for fremtiden. Årsagen - skal nok findes i ideologi, der fremmer individets selvforståelse. Vi er her bare ikke alene, og har aldrig været det. Bliver det nok heller ikke, så uanset hvor lidt vi har tilfælles, har vi altid det tilfælles.

Personligt tror jeg, selvom jeg hader tro, at løsningen og det er ikke et valg, er at forene hele planeten, så man kan administrere 'livet'. Det lyder farligt, og det vil jeg ikke afvise at det kan blive, men vi står allerede i farligt. Der er ingen planet så langt øjet rækker der vil hjælpe os, så der er ingen plan B, ingen penge eller ophævelse af arveafgift der vil redde nogen. Kun en fordeling og sikring af jordens ressourcer vil hjælpe, så olierørledninger ikke bliver sprængt i småstykker, for at skaffe lidt olie der kan sælges, så de fattige har til dagen. Det er alle de små detaljer der ikke tages højde for. Det hjælper lidet hvis noget at spare på vandet, mens der hældes kemikalier ud lige bag ryggen på os, for at spare penge for en lille selvstændig - der må og skal have pengene til at slå til. Alt sammen i konkurrencens navn.

Vi skal have et overordnet system der tager sig af de elementære ting, og et cirkustelt til ludomanerne. Så enkelt er det faktisk. I øjeblikket er vi alle under samme tag i cirkusteltet, overladt til ludomaner. Om de spiller om magt, penge, eller fysisk overlegenhed er irrelevant. Folk må gerne have en stor dyr bil, men ikke så jeg får astma(tak for det i øvrigt) eller at nogen skal sulte. Samtidig fordrer det en ekstrem børnedødelighed der gudskelov er blevet til det bedre, men langt fra udryddet, der igen fordrer endnu flere børn, da man stadig i mange lande er afhængig af unge til at tage sig af de ældre m.m. Det er deres pension-forsikring. Tingene hænger sammen, og en fordeling er det eneste der skal styr på, og det er det eneste der overhovedet ikke er styr på. Internettet skal nok køre, når den sidste slipsedreng ånder ud.

Det mest realistiske er nok et par udryddelseskrige, mellem verserende kulturer, smartere er vi jo ikke, men muligheden eksisterer.

Snap out of it!

Flemming Pedersen, Alan Strandbygaard og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Det er en rigtig god artikel.
Det er relativt nemt at få folk til at respektere tyngdeloven, for de slår sig selv ihjel hvis de tror de kan flyve. Tanken om at sanktionere at krænke termodynamiske love er ikke ny. Det er sådan set ideen i kristendommen på et intuitivt plan.
Men det er vanskeligt at få masserne til at opgive 'kampen'. For kønsorganernes kreative frihed. Liberalisme-dillen er et symptom. Resten er porno - siden 1991 ... jae. Eller siden år 0, hvis man har været lidt opmærksom på de dele tidligere. men bedre sent end aldrig.

God artikel.
Mangler ordet 'smeltedigel' mht. alt omkring varme.
Det bliver mere og mere klart at alle problemer er alles problemer. Grænser af enhver art er forældede.
Global samhørighed og fælles globale mål er mere og mere påtrængende.
Nationalisme, EU, Nato og andre protektionistiske bastioner virker gammeldags i forhold til de problemer, som også i artiklen - virker 'ensartede'.
Tingene drejer hurtigere og hurtigere rundt - løsninger er ikke kommet eller på vej. Man kunne nærmest tale om en global "awakeness".

Awakeness - har det med at køre rundt og rundt, gentage sig selv. Men kigger man efter - flytter man sig ikke ud af stedet - men løfter sig, til en højere forståelse.

Dog synes der at skulle mange omdrejninger til - før den etablerede elitære befolkning og magteliten, byggende på fortidens magtprincipper, vil slippe deres opnåede rettigheder, sluge et ordentlig antal kameler - og vågne op.

Den her rotation - er der ingen landegrænser, etablerede toldmure og fastfrosne ideologier der kan holde til.

Den eneste vej frem er global samhørighed - og den kommer uanset hvad man foretager sig - om ikke andet så på den hårde måde.

Tilbagegang er fremgang. Tag uldne sokker og trøje på og besøg din nabo.
Ja, hvad skal man ellers sige efter så overvældene læsning.

Det er kun på film det gode overlever mens det i virkeligheden er det onde.
Ligimiteten i betragtningen er velkendt.
Den bevæbnede overfor den ubevæbnede vinder duellen. Individet overfor gruppen er fortabt. Vi ved det og acceptere det.
Jeg erindre ikke nogensinde tidligere have læst eller hørt en minister der udtaler noget i retning af: ” Man kan jo ikke redde alle” som den radikale minister Margrethe Vestager gjorde i forbindelse med konsekvenser af forringelserne af erstatningen ved ledighed.
En kynisme og bagvedliggende brutalitet der er vanskelig at beskrive udgår fra denne holdning.

Den daværende regerings beslutning om (sammen med DF) at deltage i angrebet på Irak resulterede i, at FNs observatører ikke kunne fuldføre deres arbejde og Irak blev kastet ud i en krig der var i strid med alle Internationale konventioner (herunder bl.a. billeder af krigsfanger som Sadam Hussein).
Spørgsmålet om hvem der egentlig er ”ondskabens akse” er aldrig blevet stillet. Men hvert år dræbes forsat tusinder som resultat af denne krig.

På et gymnasium fik en pige trukket bukserne af i skolegården, af tre drenge, og en kreds af nysgerrige stod og betragtede scenariet. De tre drenge fik en advarsel og forsatte deres uddannelse. Pigen kom aldrig tilbage i gymnasiet.

" Vi har en klar, pædagogisk historie om overgangen fra jæger- og samlersamfundet til jordbrugssamfundet ".
Kæden hopper vel egentlig af netop i fortællingen om historien.

Det er ikke krig, vold og udbytning som optog fortidsmennesket.
Tværtimod præger dyr, jagt, kvinder overleveringerne i bl.a. "Rock Art".
Ristninger, malerier og figurer fra de tidligste mennesker, viser højt civiliserede samfund.
Det er ikke krig og drab, som præger den visuelle flerdimensionelle kunst (foruden - naturligvis - byttedyr).

Hvordan mennesket så er endt i en situation, hvor barbari præger hele ”civilisationen”, er interessant at beskæftige sig med.
Også hvordan det hænger sammen at - selv efter 2. verdenskrig og selv efter en Vietnamkrig - anvendelse af krig, som en løsningsmetode ved konflikter, eskalerer og krigens
brutalitet stadig øges.
Tidligere ”forsvars”minister Søren Gade sagde (som andre med ham har sagt det), at man aldrig helt kan undgå at krig risikerer at medføre civile tab, uden spørgsmålet om hvorfor så starte en krig stilles.

Er det i virkeligheden det gode, som vandt 2. verdenskrig?
Kontroversielt at stille spørgsmål ved det.

I virkeligheden er det måske en genetisk udvælgelse der er foregået gennem tusindvis af år.
Den stærke overlever og den svage dør og den stærkeste er nu engang den, som sidder med geværet hvad enten det er i bogstaveligste forstand eller i overfør betydning.

Før vi har mod til, at tage hul på en diskussion om – og erkendelse af – at vi lever i et globalt overflodssamfund, kommer der næppe nogen ændringer, som kan medvirke til barbari og brutalitet kan nå tilbage på et forhistorisk niveau.

Ralph Sylvestersen, Majbritt Nielsen, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek og Torben Selch anbefalede denne kommentar

Hylland Eriksens indsigtsfulde artikel er et glimrende korrektiv til det glade budskab som eksempelvis en Jørgen Goul Anderssen vil sprede.

Niels-Holger Nielsen

Syndefaldet falder sammen med Murens fald. Tja....... Nåh ja, det var jo også der den kolde krig ophørte! Man bør altid være på vagt over for, at ens metaforer ikke løber af med en.

'Forbruget er alt andet end jævnt fordelt, og de af os, som bor i rige lande, har adgang til så meget maskinkraft, at det svarer til 25 slaver pr. person.'

Ja, for her forbruget da jævnt fordelt, eller hur?

For millioner af mennesker er den nye frihed blot et andet ord for utryghed. (hvilket vist nok er en ret så voldsom underdrivelse)

Og de der sidder med skyderen og som er dem der dikterer den historiske fortælling kalder det for "udviklingens omkostninger"

Niels-Holger
Hvor har du det med de 25 slaver fra?
Synes lige, at jeg er stødt på et lignende tal i en transition-bog?

Hvis det er derfra, så ved du også, at det langfra er sikkert, at vi kan regne med at bevare en sådan mængde maskinkraft, og at fordelingen af fremtidig maskinkraft meget nemt kan ske at blive meget mere ulige fordelt af den simple grund at prisen sandsynligvis vil stige.

Fantastisk godt skrevet!

Tja man kunne let - i mine øjne - genvinde den tabte kontrol og bringe 'prækariatet' i sikkerhed og tryghed, hvis politikerne (gælder i særdeleshed de amerikanske) gad at føre en politik som som ikke er inspirerede af den neoliberalistiske tankegang. Først og fremmest bør politikerne have sans for kollektive løsninger. Fællesskabet skal stå i centrum.

Dernæst skal vi allesammen også tænke på, at hvis vi ikke tager hensyn til miljøet ved f.eks. ikke at tænke bæredygtighed, globalopvarmning, tørke og vandstandsstigning i vores adfærden, jamen så vil vi også ødelægge flere milliarder generationers chancer for at opleve et anstændigt liv.
Så når politikerne (Især højrefløjen) siger, at afgiften for at udlede CO2 er for høj eller at den skal afskaffes, fordi vi ikke har råd til den da det forringer Danmarks konkurrenceevne, så siges der samtidig også, at mange milliarder generationer ikke har fortjent chancen for at leve på Jorden.

Er det fair?
NEJ!

Har vi råd til udgifterne?
VI HAR IKKE RÅD TIL ANDET!

Desuden, hvis amerikanerne har råd til at give skattelettelser til den rigeste 1% og den danske regering har råd til at indgå LORTE aftaler med Mærsk som betyder tab på 125 milliarder kr. i skatteindtægter INDTIL VIDERE, så har vi vel også råd til at tage hensyn til vores naturgrundlag og dermed vores eksistensgrundlag.