Læsetid: 7 min.

Kampen om jøderne

I oktober for 70 år siden lykkedes det hovedparten af de danske jøder at flygte til Sverige og undgå den skæbne i de tyske kz-lejre, som ramte Europas jøder under de nazistiske myrderier. Men hvad fortæller historien om de danske jøder og dem, der hjalp dem? Er det en historie om helte og modstand, om krigens kræmmere, om skamløs opportunisme – eller lidt af det hele?
28. september 2013

Bo Lidegaard

Chefredaktør på Politiken og forfatter til bogen ’Landsmænd’ om de danske redningsaktioner af jøderne i 1943

»Fortællingen om redningen af de danske jøder har altid indgået i det modsætningsfulde billede af Danmark under besættelsen. Og historien er vigtig, både fordi den er en af de meget få undtagelser fra det generelle billede af Holocaust, og fordi den siger noget væsentligt om indstillingen i den helt overvejende del af befolkningen. Pointen er netop, at der ikke er tale om en heroisk beretning om heltemodige enkeltpersoner, men om et samfund, der optrådte ansvarligt og politisk i en afgørende situation.«

»De danske jøders flugt kan kun forklares, hvis den ses i sammenhæng med Danmarks helt særlige stilling under krigen og dermed med vores politik i de år, der går forud for selve aktionen. Det forenklede sort-hvide billede af en samarbejdspolitik, der uden faste holdepunkter lænede sig opportunis-tisk mod Det tredje Rige, kun modsagt af en heltemodig modstand, der kæmpede for demokratiet – og vandt, er et produkt af det 21. århundrede. Det har ikke meget med de faktiske forhold under besættelsen at gøre. For langt, langt de fleste var der ikke tale om et enten-eller, men om et både-og. Samarbejde og modstand indgik i et kompliceret og modsætningsfyldt samspil, der også i høj grad udviklede sig i takt med, at krigslykken vendte.«

»Jeg er helt enig i, at samfundet også dengang var fuld af modsætninger, og jeg gør i min bog en særlig pointe ud af at modstille redningen af jøderne med interneringen og senere deportationen af kommunisterne. Men selv om der var dybe modsætninger og brudflader, udgjorde Danmark stadig et ganske stærkt samfund, hvilket blandt andet viste sig i forbindelse med hjælpen til jødiske landsmænd og til jødiske flygtninge i Danmark. Dermed kommer bogen også til at handle om, hvem vi opfatter som hørende til samfundet – hvordan vi definerer det nationale ’os’ i modsætning til ’dem’. Det er en diskussion, der ikke er mindre aktuel i dag.«

Bo Lidegaard afviser, at hans bog tegner et rosenrødt billede af begivenhederne.

»Bogens omdrejningspunkt er netop dilemmaet mellem indrømmelserne og eftergivenheden på den ene side og hjælpen og modstanden på den anden. Der var jo ikke tale om et valg mellem de to, men om to sider af det samme valg. Jeg har lidt svært ved at forstå lysten til at fælde moralske domme over vores forældre og bedsteforældre, der i en uhyre vanskelig situation var tvunget til at træffe svære valg fra en kort menu af dårlige muligheder.«

Bent Lexner

Overrabbiner i København

»Jeg mener ikke, at man har brugt eller misbrugt et heltebillede af Danmark under redningsaktionerne, for jeg mener, der var et heltebillede. Det var specielt, at de danske jøder blev betragtet som en del af det danske samfund – selvfølgelig gjaldt det ikke hele Danmark – men der var en del af den danske befolkning, som ikke kunne acceptere, at mennesker, der boede i deres land, by, omegn, lejligheder, skulle forflyttes.«

»Jeg kan konstatere, der ikke var noget andet land, der i den grad var parat til at gå i brechen for jøderne. Og så kan det godt være, at der er så og så mange årsager til, at det gik så godt, som det gjorde. Det er der jo mange, der har sagt – dels var det Sverige; dels var det samarbejdspolitikken; dels var det sådan, at tyskerne måske selv indså, at det var ved at være forbi alligevel, så deres interesse for det var mindre – alle de her ting var der. Men det var lige præcis her, den dansk-jødiske menighed overlevede i modsætning til alle andre jøder.«

Joachim Lund

Anmelder, historiker og lektor ved Copenhagen Business School

»Vi skal tilbage til 1950’erne for at genfinde tesen om det samlede folk, der spontant rejste sig og stod bag hjælpen af jøderne. Den findes jo nærmest ikke blandt historikere længere,« siger Joachim Lund.

Han mener, at det er en misforståelse at bruge jøderne til at portrættere danskernes indsats som et folk, der rejste sig og hjalp i samlet flok, og han nævner den nye bog ’Landsmænd’ af Bo Lidegaard, som han selv har anmeldt i denne avis.

I anmeldelsen beskrev han bogen som »båret af forestilling om nationalt sammenhold, som historieskrivningen for længst har forladt«. Men det kalder han for et »enmandsparadigme«.

»Billedet i dag er langt mere differentieret, hvor opfattelsen er, at danskerne var et splittet folk,« siger Joachim Lund.

I bogen citerer Bo Lidegaard »flittigt« Politikens daværende kriminalreporter, Vilhelm Bergstrøm, der har skrevet en udførlig dagbog fra tiden omkring jødeaktionen.

Men Bo Lidegaard undlader at bruge et par eksempler fra dagbogen, som rammende demonstrerer den danske tilgang til jøderne, siger Joachim Lund.

Heri fortæller Bergstrøm om et besøg på en restaurant den 3. oktober 1943, dagen efter jødeaktionen, hvor han er faldet i snak med stedets tjener. »Jeg mødte hos tjeneren den samme anskuelse, som jeg selv har: Ingen ynder af jøder, men de skal ikke behandles som dyr,« skriver reporteren.

I dagbogen beskriver han også 1. oktober 1943, hvordan en gruppe flygtende jøder er blevet anholdt i havnen i byen Snekkersten, hvorfra mange flygtede til Sverige. Jøderne blev anholdt, fordi det var kommet til et højlydt skænderi med en skipper om betalingen for flugten. »Fra alle ender af den lille skude stak der en lang jødenæse frem, og de skræppede op, så det kunne høres ind i byen,« skriver Vilhelm Bergstrøm.

Dagbogscitaterne illustrerer ifølge Joachim Lund den holdning, »som mange vel havde«:

»Jøderne var anderledes, muligvis slet ikke landsmænd. Og fordommene er i højeste beredskab: De vil gerne hjælpes på flugt, men de vil, som de jøder, de er, ikke betale, hvad det koster.«

Lone Rünitz

Cand.phil. med speciale i Danmark og flygtningespørgsmålet og har været forsker ved den statslige undersøgelse af dansk flygtningepolitik i perioden 1933-1945 under Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier i 2001

»Danmark er blevet kendt og berømmet for redningsaktionerne i oktober 1943, og det er klart, det har man så også brugt. Man har selv ønsket, at den historie bredte sig også internationalt, navnlig i USA og Israel, der har beskæftiget sig ganske meget med redningen af de danske jøder.«

»De første mange år efter krigen var det heltebillede ikke noget, man talte meget om, og jeg ved ikke, om man aktivt har brugt det glorificerede billede af Danmark, men man har solet sig i berømmelsen og heltefortællingen om, at vi var et specielt demokrati, og at vi var så og så humanistisk indstillede. Fra politisk side er der ikke gjort meget for at nuancere historien. Det er faghistorikerne, der har gjort det.«

»I de senere år er der skrevet en hel del om de betalinger, der fandt sted, for det var jo ikke gratis at blive fragtet over Sundet. Hvor det tidligere blev sagt, at jøderne vendte tilbage til deres lejligheder, at der var blevet rengjort, og naboerne havde vandet potteplanterne, ser vi nu, at den historie er blevet nuanceret ganske meget. Det var bestemt ikke alle, der vendte tilbage til deres gamle lejligheder. Mange gange var deres ejendele blevet spredt for alle vinde, og andre mennesker var flyttet ind. Men det var ikke noget, man beskæftigede sig meget med, før vi kom op i 1980’erne og 1990’erne. Det var ikke noget, man talte særligt meget om, jo, der var Aage Bertelsen, som skrev en bog i 1950’erne, men ellers var det ikke noget, man gjorde et stort nummer ud af.«

»Jeg tror dog ikke, at det nuancerede billede er slået igennem i befolkningen, her har man stadig et rosenrødt billede af forholdene.«

Bent Blüdnikow

Historiker, journalist ved Berlingske, har skrevet bogen ’Min fars flugt – en personlig beretning om jødernes redning i oktober 1943’

»Der eksisterer en sentimental dansk holdning til jødespørgsmålet. Det er ikke for at forklejne hjælpen i oktober 1943, for den, mener jeg, er unik og skal hædres. Men blandt danske historikere er der en alt for venlig holdning til samarbejdspolitikken og departementschefstyret, som jeg vil kalde nationalromantisk.«

»I ingen andre lande har man den slags roseklub over for de regeringer, der sad. Det er noget unikt, at danske historikere roser regeringer og embedsmænd på den måde.«

Selve redningsaktionen i oktober 1943 var dog udtryk for en spontan og folkelig indsats, hvor fiskere, flygtningehjælpere og andre jævne folk kom jøderne til undsætning.

»I den specielle situation var hjælpen ganske bred og uegennyttig.«

Men Danmarks hjælp til jøderne kan ikke udelukkende ses med nationale øjne fæstnet mod dagene i oktober, mener Bent Blüdnikow.

»Den danske samarbejdspolitik og departementschefstyret – som havde folkelig støtte i en stor del af besættelsestiden – havde også ulykkelige konsekvenser for jøder uden for landet.«

Den store danske landbrugseksport til Tyskland har eksempelvis gjort godt for nazisternes hjemmemarked, påpeger han.

»Det var utvivlsomt med til at forbedre moralen og forlænge krigen, hvilket betød jødisk død i kz-lejre og på dødsmarcher,« siger han.

»Det udsprang af samarbejdspolitikken, som betød, at vores bruttonationalprodukt steg under hele krigen, og at det derfor gik Danmark godt i økonomisk forstand.«

På trods af at historikere har beskrevet den danske landbrugseksport under krigen, efterlyser Blüdnikow, at man kortlægger, hvad de konkrete følger for jøderne var.

»Det er der ingen, der har set på.«

En anden skamplet, som Bent Blüdnikow fremhæver, er, at diplomater rundt om i Europa i en række tilfælde hjalp jøder med at få stemplet deres identitetspapirer, så de kunne flygte til Shanghai eller Sydamerika. Men der er intet eksempel på, at danske diplomater reddede eller hjalp jøder, ifølge Bent Blüdnikow.

»Snarere tværtimod,« siger han og nævner, at den danske gesandt i Berlin i april 1942 direkte skrev i et brev til det danske udenrigsministerium, hvori han lod forstå, at han undlod at hjælpe jøder for ikke at underminere samarbejdspolitikken.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu