Læsetid: 5 min.

Kinas ledelse søger bekymret efter svar i Den Franske Revlution

I Beijing læser de kommunistiske ledere hverken Konfutse eller Mao, men derimod den franske politilog Alexis de Tocqueville for at forstå Kinas politiske situation i dag – og for at finde en måde at undgå guillotinen på
Frygt og magt. Den kinesiske partitop aner konturerne af sit eget endeligt i den franske revolu-tionspolitologs analyse af opstandens årsager og væsen.

Liu Weibing

21. september 2013

I årevis har Sovjetunionens kollaps været det store, altdominerende skrækscenarie for det kinesiske kommunistparti. Beijings styre har til hudløshed analyseret det russiske kommunistpartis fald for at lære af dets fejltagelser og undgå samme skæbne. Var det Gorbatjovs politiske reformer, der svækkede grebet om magten? Var partiet simpelthen ikke fleksibelt nok til at håndtere en omskiftelig verden? Eller var det Vestens sorte hånd, som bragte stormagten i knæ?

Men måske har Kinas kommunister i virkeligheden fokuseret på det forkerte sted – og den helt forkerte tidsepoke – for at tage ved lære. I hvert fald er kommunistpartiet begyndt at se langt længere tilbage i tiden for at forstå sin egen situation og sine overlevelsesmuligheder. Som kommunistpartiets officielle talerør, Folkets Dagblad, skrev tidligere i år, så deler nutidens Kina »bestemte lfælles træk med det prærevolutionære Frankrig«. Kina anno 2013 ser altså på mange områder ud som Frankrig kort før 1789, hvor de franske aristokrater blev halshugget i guillotinen. Og siden sidste år har to af kommunistpartiets topledere, premierminister Li Keqiang og Wang Qishan, der styrer partiets kamp mod korruption, givet partimedlemmerne besked på at læse den berømte franske politiske teoretiker og historiker Alexis de Tocquevilles 156 år gamle værk Det gamle regime og revolutionen, hvori han med egne ord skriver om den blodige franske revolution, »ikke kun for at finde ud af, hvilken sygdom der dræbte patienten, men også hvordan patienten kunne være blevet helbredt«.

Siden den øverste ledelse har sat Tocqueville på læselisten, har hans bog udviklet sig til en uventet bestseller i Kina. Men hvad har Tocqueville (1805-1859) og hans analyse af det franske folks opstand og aristokratiets grusomme endeligt at fortælle nutidens kinesiske herskere.

Frygten for revolutionen

Lugter kommunistpartiet en revolution? En folkelig opstand i Kina af et sådant omfang, at styrets magt trues, virker for tiden unægteligt som en fjern mulighed. Kommunistpartiet har opbygget et tilsyneladende yderst robust styre, og på trods af voldsomme økonomiske og sociale ændringer siden massakren på demonstranter i Beijing i 1989 virker partiet stadig sikker i sin saddel. Der er rigtignok tusindvis af oprør rundt om i landet hvert år, men partiet har formået at begrænse dem til blot at være isolerede hændelser, som ikke får lov at udvikle sig til et nationalt oprør. Og generelt er den kinesiske befolkning ikke opsat på et regimeskifte – både fordi de er skræmte af et yderst effektivt og brutalt kontrolapparat, men også fordi de i disse år oplever massive velstandsstigninger. Samtidig har kineserne større individuel frihed end nogensinde, og desuden giver internettet dem mulighed for at ytre sig mere end tidligere. Umiddelbart burde kommunistpartiet derfor føle sig sikker på sin økonomiske succes og ikke have grund til at være nervøs for en folkelig opstand.

Fremgang fører til uro

Men topledernes fokus på Tocqueville lader dog til at vise, at de netop er nervøse – og det giver den franske historiker dem god grund til at være. For partiets succes kan vise sig at være dets akilleshæl. Tocquevilles advarsel til det kinesiske lederskab er, at det farligste tidspunkt for et regime ikke er, når folket er mest undertrykt, men i stedet når det føler, at tilværelsen bliver bedre – som har været tilfældet i Kina i årevis. Ifølge Tocqueville forhindrer økonomisk velstand ikke en revolution – men det kan derimod udløse en. Som han skriver: »Det er næsten aldrig, når tilstanden er mest afskyelig, at den smadres, men når den begynder at blive forbedret, og mænd tillades at trække vejret, reflektere, at kommunikere deres tanker med hinanden og får mulighed for at måle, hvad de har af hensyn til deres rettigheder og klager.«

Det er den situation, Kina befinder sig i i dag. Folk får bedre materielle vilkår, men de føler samtidig også, at de har fået en større stemme, og den bruger de i høj grad til at klage over tingene med: over korruption, magtmisbrug, forurening, manglende fødevaresikkerhed og meget mere. Det giver kommunistpartiet stadig større udfordringer.

Samtidig skriver Tocqueville, at revolutioner finder sted, når der er stor ulighed i samfundet – når få er ekstremt rige, og størstedelen ikke er det – som situationen er i Kina i dag. Selv om landet i dag har verdens næststørste økonomi, velstandsstigningen er mærkbar, og hundreder af millioner er kommet ud af fattigdom, så er det kinesiske samfund også blevet så økonomisk polariseret, at kun notorisk ulige lande som USA og Rusland kan følge med. Kinas Gini-koefficient, som måler økonomisk ulighed, lyder på 0,61. Det er langt over 0,4, som anses for at være grænsen for stor social uro (O angiver perfekt lighed, mens 1 står for maksimal ulighed).

Reformer farlige

Til kommunistpartiets formodentlige ubehag, peger Tocqueville også på, at et regime med en centraliseret magt er mere udsat for spændinger mellem sociale klasser. Han noterede sig, at der i Frankrig før revolutionen blev opbygget et politisk system, hvor den udøvende, lovgivende og dømmende magt blev samlet hos én central autoritet. Hvilket er tilfældet med det kinesiske étpartistyre, hvor manglen på kontrol med styret og dets ledere har ført til enorm korruption, magtmisbrug og en skævvreden fordeling af rigdom – årsager til de mest alvorlige uroligheder i Kina i dag. Netop den lære burde motivere kommunistpartiet til at indføre vidtrækkende reformer. Men en anden af Tocquevilles konklusioner vil dog give partiets ledere grund til netop ikke at følge de opfordringer til politiske reformer, som der også i nogen grad lyder fra kommunistpartiets egne rækker. Som Tocqueville skriver, så er »det farligste tidspunkt for en dårlig regering, når den begynder at reformere«. Når Kinas ledere læser Det gamle regime og revolutionen, vil de derfor næppe få lyst til at indføre friere medier, selvstændige domstole og en mere transparent regeringsførelse.

Tocqueville placerer således kommunistpartiet i et tilsyneladende uløseligt dilemma: Hidtil har partiet troet fast på, at så længe det gør folket mere velstående, så kan det bevare magten, men ifølge franskmanden vil det nuværende system føre direkte mod en revolution – men reformer vil udgøre en lige så stor fare for kommunistpartiet. Det må være foruroligende læsning, for partitoppen.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Kristoffersen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Mihail Larsen
  • Niels-Simon Larsen
Claus Kristoffersen, Robert Ørsted-Jensen, Mihail Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det var vel det samme, der skete (og sker) med Det arabiske Forår. Kinas ledelse har god grund til at læse Tocqueville, og dilemmaet er sikkert som Gøttske skriver, at ingen reformer kan føre mod revolution, og reformer kan føre til endnu mere revolution. Det geniale træk må for Kinas ledelse være at komme revolutionen i forkøbet, så styret langsomt opløser sig selv og indfører demokrati - så behøver hovederne ikke at rulle. Faktisk kunne man bruge den danske model, hvor enevælden blev forvandlet til demokrati uden revolution.

Om overgangen fra diktatur/fascisme/kommunisme/enevælde til demokrati /folkestyre lykkes uden brådne pander , er bl a i meget høj grad afhængig af de personligheder, der står for overgangen.

Uden en personlighed som Nelson Mandela, ville overgangen fra apartheid til demokrati næppe have kunnet gennemføres uden en masse blodsudgydelser.

Spanien slap også godt igennem overgangen fra fascisme til demokrati - det kunne have været blevet en ret rædselsfuld affære.

Tyskland og Japan fik nærmest "proppet" demokrati ned i halsen efter 2. verdenskrig - og det lykkedes faktisk særdeles godt - bl a fordi de "rigtige" personligheder var til at få fat i.

USSR's overgang til demokrati er vel ikke helt "fuldendt", men det nuværende Rusland humper i den rigtige retning. ( Man kunne nok have ønsket mere "engagerede" demokrater blandt de russiske "overgangsfigurer".)

I øvrigt er Kina's kulturelle arv ret så forskellig fra vestens kulturer - så mon ikke det kinesiske kommunistparti holder magten i endnu en generation eller to ??? - medminde de kludrer enormt .

Et historisk mønster

Tocquevilles observation af den franske revolution kunne man også have lært af forud for den russiske revolution. Sålænge zaren var brutal, kunne han bevare magten. Da han begyndte at blive blød i knæene, fik folket appetit på mere fremskridt. Shahen af Iran led samme skæbne.

Hvaba?

Jo, den er god nok. Den store kunst er at afmontere en magtkoncentration, så forløbet ikke bliver ukontrollabelt. Det forsøger kineserne målrettet, men om det lykkes at tæmme tigeren eller man tvinges til at slå den ihjel – det ved vi endnu ikke.

Kina har faktisk forsøgt og forsøger "at komme demokratiet i forkøbet" ved en storstilet, aldrig i sit omfang før set i historien plan, der gradvis løfter henved en milliard mennesker ud af fattigdom og analfabetisme og op i en middelklasse. Faktum er, at det har været og er en succes – trods menneskeretligt tvivlsomme metoder.

Vi i Vesten rynker på næsen af kinesernes ét-barns-politik; men ville vi hellere have, at Kinas befolkning voksede 'naturligt'? Det ville garanteret ikke have hjulpet på Kinas planmæssige fattigdomsbekæmpelse.

Vi i Vesten finder det også bekymrende med Kinas manglende demokrati. Hvordan tror vi det ville gå for Kinas økonomiske opsving, hvis Kina indførte parlamentarisk demokrati i vestlig stil, når indtil for et par årtier siden 80% var fattige og analfabetiske?

I modsætning til f.eks. den gamle, franske enevælde, der modstridigt og nølende blev tvunget til reformer, så er den kinesiske ledelse interesseret i reelle reformer. Og den er i stand til at tænke på langt sigte, medens vore egne politikere efterhånden kun tænker på deres genvalg, og derfor vælger det korte sigte.

Glenn Lynge Andersen, Ulf Timmermann, Robert Ørsted-Jensen, Gaderummet Regnbuen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Jeg syntes, at det mest interessante er, at det kinesiske lederskab identificerer sig med det korrupte franske monarki med dets perverst ulige ejendomsforhold, der førte til 1789-revolutionen.

Og Michael, blev enevælden i Danmark virkelig afskaffet uden revolution? Var der ikke noget med nogle ret kraftige revolutioner syd for Danmark, der var med til at motivere den danske konge og hans rådgivere?

Michael Kongstad Nielsen

Jo, jo, Engelsted, men alligevel var det forholdsvist fredsommeligt, og forud var gået etableringen af stænderforsamlingerne, der faktisk virkede (i modsætning til de tyske lande), og hvor man fik en første øvelse i hvad demokrati var. Sådan nogle kunne Kina måske lære af. Og så var det hele midt i krigen mod Slesvig, og der var nogle "bander" af bevæbnede fæstebønder, der indtog diverse godser, men det endte altså fredeligt med, at statsmagten indkaldte Viborg og Roskilde stænderforsamlinger, der udskrev valgt til en grundlovgivende rigsforsamling.

USA og Kina

"Og den er i stand til at tænke på langt sigte, medens vore egne politikere efterhånden kun tænker på deres genvalg, og derfor vælger det korte sigte." Altså: den kinesiske ledelse.

Prøv at se på det amerikanske, politiske system lige nu. Vores tiljublede, demokratiske forbillede. Er det i stand til at løse problemer på 'langt sigte'? Eller på kort?

Robert Ørsted-Jensen og Gaderummet Regnbuen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

meget tankevækkende det her. I det mindste synes der at være kræfter i den kinesiske ledelse der tænker sig om - og det er da altid noget!

Henrik L Nielsen

Jeg har intet til overs for det kinesiske regime, men..... Jeg håber ikke der kommer et kinesisk forår på samme hurtige samfundsomvæltende måde som i flere mellemøstlige nationer.
Hvis ikke overgangen bliver langsom og nogenlunde glidende, så tror jeg det bliver ganske blodigt i længere tid. Den kinesiske propaganda om et harmonisk folk trods 56 etniske grupper er langt fra sandheden. Den tilrejsende 'vejarbejder' klasse behandles som undermennesker af ganske mange i de rige provinser. I sidste uge så jeg seneste eksempel på massesammenstød, der angiveligt skyldtes dårlige mannerer fra gæstearbejdere, så som at benytte togets midtergang eller fortovet til stort toilet eller anden 'mangel' på manerer.
De rige kystprovinser ønsker allerede i vid udstrækning at de kunne løsrive sig fra de langt fattigere provinser.
På grund af etniske og økonomiske spændinger er jeg ret sikker på at et ukontrolleret hurtigt systemskifte vil få Syrien til at ligne et sandkasseslagsmål til sammenligning.
Der er flere og flere der hvisker om at der bare mangler en der vil begynde det. De omtaler generelt sig selv som folk som følgere, der mangler en ny krigsherrer. Jeg håber ved Gud han holder sig væk. Ellers bliver det mange flere hoveder end partitoppens der ruller.

Statsminister Li Keqiang og Præsident Xi Jinping er enige om korruptionsbekæmpelse og at arbejde hen i mod det harmoniske samfund ...

Måske studerer de også Mao og hans indsats med barfodslægesystemet. Barfodslægerne har bidraget til af punktere myterne om medicinsk arbejde og repræsenterer 2 af Maos væsentligste paroler, ført ud i praksis: «Stol på egne kræfter» og «Tjen folket». Det anslås at der i dag er ca. 1,3 millioner barfodslæger i Kina.

Som et led i Kinas udvikling mod 'det harmoniske samfund' må på samme måde 10.000 vis af iværksættere fra industriområderne ved kysterne sendes ud i landdistrikterne og starte småvirksomheder på de primitive betingelser der hersker på landet. En viden som også kan bruges i Kinas samarbejde med Afrika.