Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi. Søren Thuesen (1950 – 2013)

Han blev hele livet ved med at tage hul på nye kapitler af tilværelsen, troede ikke på autoriteter og var sikker på, at verden både kunne og skulle forandres til noget bedre
Far. Det var først som 50-årig, at Søren Thuesen for alvor fik hul på familielivet, men så gik det også stærkt. På få år blev han far, bonusfar og morfar til en anselig flok. Her er han ude i naturen med sine og hustruen Annettes i alt fire drenge. Privatfoto
21. september 2013

Måske var det alligevel bedst, at Neil Youngs koncert i Parken i august i år endte med at blive aflyst. For Søren Thuesen var for syg til at tage med sin gode ven gennem mange år ind og se den canadiske sanger, selv om han nok ikke ville indrømme det for sig selv. I august var det netop tre år siden, at han fik konstateret prostatakræft. En diagnose, hvis konsekvenser han aldrig rigtigt kom overens med. Hele sit liv havde han nægtet at tage andres ord for gode varer uden at have undersøgt sagen selv. Det gjaldt både hans professionelle liv som socialrådgiver og senere journalist; det gjaldt hans privatliv og til sidst hans sygdom.

Søren Thuesen blev født i det sydfynske og voksede op på Tåsinge med udsigt ud over Svendborgsund.

Hans far – ældst af en søskendeflok på ni – var fisker. Hans mor håndterede fiskene og passede hjemmet. I farens øjne var det ret lige til: Søren skulle, som den eneste søn, være fisker. Men drengen ville ikke være fisker, han tog i stedet en handelseksamen og drog siden fra øerne til Sydvestjylland for at læse til socialrådgiver i Esbjerg.

Det kunne godt være, at fiskeriet kunne have været en vej til at forsørge sig selv og sine egne, men man var som borger en del af et samfund, der var større end én selv; et samfund med mennesker, der var dårligere stillet end én selv. Derfor kom politik til at fylde meget i Søren Thuesens liv, ligesom den sociale indignation og udfordringen af magthaverne blev en drivkraft. Han arbejdede i lang tid med utilpassede unge mennesker og hjalp dem med sagsbehandlingen og det offentlige. Han kunne sine paragraffer i socialloven og vidste, hvad der var op og ned, og ikke mindst, hvad der var rigtigt og forkert.

Barn af ungdomsoprøret

Ungdomsoprøret fra sidst i 1960’erne kom til at forme ham som så mange andre i den generation. Han lod håret gro, gik i afghanerpels og udfordrede gerne autoriteterne. I familien Thuesen blev der spillet harmonika til familiefesterne, men Søren var mere inspireret af sine og tidens idoler, Bob Dylan og John Lennon, så han lærte sig selv at skrive sange og spille akustisk guitar.

Den politiske interesse, der skulle forblive hos ham resten af livet, blev plantet af hans morfar, der i en periode boede hos familien på Tåsinge. Og det var den, der gjorde at hans arbejde som socialrådgiver ikke i længden var nok. Han måtte videre. I en alder af 43 søgte han ind og blev optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus.

Selv om han som ung var blevet far til en datter, var det først, da han som 50-årig mødte Annette, at han fandt sig til rette i en kernefamilie. Han blev nu bonusfar til Annettes to drenge; sammen fik de yderlige to drenge – og han blev morfar til datteren, Thildes, to piger. Alt sammen inden for ganske få år. Han nød rollen som far med forældremøder, madpakker og fodboldtræning, men vedblev at pleje sin store vennekreds. Ligesom han ikke slap sin interesse fra singleårene for naturen og for at sejle med sine venner.

Meget af Søren Thuesens journalistiske virke foregik som redaktør af bladet Socialdemokraten eller i partiets nyhedstjeneste på Christiansborg. Og sent i sin journalistiske karriere fik han sat et fingeraftryk på ugebrevet Mandag Morgen. I en dagsordensættende artikel skrev han om multinationale firmaers manglende skatteindbetaling i Danmark. Artiklen betragtede han med stor professionel stolthed.

Han havde altid befundet til venstre, når det gjaldt politik, og 1. maj blev behørigt fejret hvert år. De sidste par år blev dog politisk en skuffelse for ham. Den nye SRSF-regering havde ikke levet op til hans forhåbninger, og et af hans sidste ønsker var en ny regering. En regering, der ikke kun var rød af navn, men også af gavn.

Vred på sygdommen

Da meldingen om kræftsygdommen kom, blev han vred. Vred, fordi det var urimeligt, at han, som havde så meget at give videre til sine børn og børnebørn og samfundet generelt, skulle rammes.

Lige fra diagnosen blev stillet, gik han til kamp mod sygdommen. Med sin sans for research og grundighed fandt han artikler i tidsskrifter og på nettet om den bedste behandling af prostatakræft og dens resultater i udlandet. Han diskuterede gerne med lægerne, når de afviste, at en behandling i udlandet kunne nytte. Undervejs i forløbet tog han selv initiativ til at få eksperimentel behandling i Tyskland og Sverige samt alternative behandlingsformer. Men intet kunne helbrede den aggressive kræftform.

Søren Thuesen døde den 3. september, samme dag som han var flyttet på hospice. Her indvilgede han i at få mere morfin mod smerterne. Men kun hvis det var midlertidigt, for han håbede at få det bedre. Nu var han jo kommet på penicillin.

 

Søren R. Thuesen

Født den 16. oktober 1950 i Svendborg.

Fra 1975 socialrådgiver på blandt andet Skolepsykologisk Rådgivning, Odense. Fra 1997 journalist ved blandt andet den socialdemokratiske nyhedstjeneste og Socialdemokraten.

Efterlader sig sin hustru Annette Westphal Thuesen, samt tre børn, to bonusbørn og to børnebørn

Død 3. september 2013 i Roskilde. Bisat fra Himmelev Kirke den 12. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu