Læsetid: 9 min.

Mit Tyskland

Tyskland er langt fra perfekt. Og det er godt, for netop i Tyskland er perfektionen altid endt i en katastrofe. Landet har derimod fundet en balance og hviler i sig selv. Det er ikke altid lige kønt at se på, men det er betryggende. Den herboende tysker, Marc-Christoph Wagner betragter sit land på afstand og reflekterer over en valgkamp uden visioner
Slutspurt. Socialdemokraten Peer Steinbrück har i valgkampens slutspurt forsøgt at lancere sig som et alternativ til Merkels forsikringsagent. Måske er det ikke så galt, at Tyskland begynder at ligne andre normale lande med næsten usynlige forskelle mellem de politiske fløje.

Christof Stache

Moderne Tider
21. september 2013

I efteråret 1945 blev Thomas Mann opfordret til at flytte tilbage til Tyskland fra sit eksil i USA. Efter 12 år med Hitler ved magten lå landet i ruiner – materielt, politisk og kulturelt. Den berømte forfatters tilbagevenden ville blive opfattet som signal om en ny begyndelse, måske endda som en slags forsoning. Hvis det kulturelle fyrtårn Thomas Mann kunne bevæges til at vende hjem, så ville andre emigranter måske følge trop.

Thomas Mann takkede nej. Pænt, men bestemt. Tyskland var blevet ham fremmed, skrev han. Han opfattede landet som faretruende. Tanken om, at man kunne vende tilbage, begynde forfra, fortsætte der, hvor man engang havde sluppet, »som om de sidste 12 år ikke fandtes«, betegnede Mann som naiv. »Det var ikke tilladt, det var umuligt at dyrke kultur i Tyskland, mens der rundt om én skete det, vi alle vidste besked om. Det ville være at forskønne det rådne, at pynte på forbrydelsen.« Mann endte med at konstatere, at samtlige bøger, som var blevet trykt i Tyskland mellem 1933 og 1945, var mindre end værdiløse. De var behæftet med blod og skam og skulle derfor alle tilintetgøres.

Afstandens perspektiv

Alligevel var dette radikale nej til at vende tilbage kun den ene side af sagen. I samme brev taler Mann om sine bånd til hjemlandet, som er ubrydelige. Om rødder, som ikke kan kappes over. Om det tyske sprog, som han i det amerikanske eksil ikke ville slippe. Og selv i denne mørke stund lige efter Tysklands totale sammenbrud slutter han optimistisk. Tyskland er i færd med at finde en ny form, skriver Mann, som måske vil ende i større lykke og ægte værdighed. »In seiner Weltscheu war immer so viel Weltverlangen!« (I sit sky forhold til verden var der altid en længsel efter verden, red.) Og så fortsætter Mann: »På bunden af ensomheden, som gjorde Tyskland ond, har der altid ligget et ønske om at elske, et ønske om at blive elsket.«

Måske er det afstanden, der forrykker perspektivet. Måske er det i det fjerne, at der opstår dette både og – et kritisk skarpsyn, der er forbundet med en erkendelse, at man selv er præget og formet af det hele. Blot hundrede år før Thomas Mann havde Heinrich Heine siddet i Paris, eksileret på grund af sin bidende kritik af de politiske tilstande i Tyskland og især den prøjsiske øvrighed. Alligevel var der denne længsel mod hjemlandet: »Tænker jeg på Tyskland om natten, berøves jeg min nattesøvn.« Og ligesom hos Thomas Mann var der gået 12 år efter, at Heine havde været tvunget til at bryde op fra sin tyske Heimat.

Politiken er tømt for indhold

Tiderne har forandret sig. Vi bor i et fredeligt Europa med åbne grænser, hvor alle kan ytre sig frit. Undertegnede er hverken blevet eksileret eller skal på anden vis sammenligne sig selv med Heinrich Heine eller Thomas Mann. Alligevel er der en eller anden klang i deres skrifter, som er genkendelig. Selv for den, der i dag kun befinder sig 40 minutters flyvetur fra sin hjemby Berlin, er der denne underlige dobbelthed: En skeptisk iagttagelse af den politiske samtid kombineret med en grundlæggende forbindelse med noget, som ligger dybere.

Ser man på den aktuelle valgkamp, kan man på mange måder kun ryste på hovedet. Sjældent har tysk politik været så grundigt tømt for indhold. På den ene side er der Angela Merkel – og kun Angela Merkel. Fra start til slut har budskabet været det samme: Mutti ved I, hvem er. Mutti har styr på det – i Tyskland og Europa. Mutti er hverken ny, sprællende eller spændende, men tryg som en god forsikring. Og mange tyskere elsker åbenbart tryghed.

Peer Steinbrück på den anden side har netop forsøgt at etablere sig som modpol til den grå forsikringssælger – især i sidste uger. Billedet, hvor han på forsiden af et landsdækkende magasin viser langefingeren, skulle netop signalisere, at han ikke var den traditionelle politiker, der pakker det hele ind i vat og fraser tømt for indhold. At han har kant og tør sige tingene ligeud, også hvis de ikke er populære. Men hvad nytter det, når man har et bagland, som er ligeså sprællende som én selv, og som har gjort valgkampen svær med uautoriserede udmeldinger i øst og vest? Og hvad nytter det at iscenesætte sig selv som modpol til Angela Merkel, når ens politik på mange afgørende punkter ikke ligger så langt fra den nuværende regerings? Og når man for ikke så lang tid siden var socialdemokratisk finansminister i den store koalition under den europæiske krise og der havde et uhørt tæt parløb med regeringschefen, som han desuden på et personligt plan respekterer højt?

Emner nok at tage af

Heller ikke økonomien ville for alvor gå Steinbrücks og oppositionens vej. Selv om der er flere og flere tegn på, at konjunkturen er ved at tabe pusten, så er det ikke slået igennem hos de tyske vælgere. Arbejdsløsheden er i forhold til tidligere på et forholdsvis lavt niveau, og tyskerne tør bruge penge. I det hele taget er der ikke den store krisestemning at spore. Selv bekymringen for euroen og dens fremtid har ikke for alvor manifesteret sig i tilslutningen til det nye parti Alternative für Deutschland, som mere eller mindre seriøst forsøger sig med en grundlæggende kritik af den fælles mønt. Selv Piratpartiet, som for blot et år siden stormede frem i nogle delstater, synes at have mistet momentum og ligger nu langt under spærregrænsen på de fem procent. Så hvis alt går, som de sidste meningsmålinger antyder, og hvis ikke halvdelen af de stemmeberettigede bliver hjemme på sofaen i morgen for på den måde at ytre deres utilfredshed, så er valget jo business as usual.

På en måde er det naturligvis bekymrende, at det kunne gå sådan. At valgkampen har været så grå og uinspireret, som den har været. Potentielle debatemner har der ellers været nok af: I en tid, hvor staten igen overvåger sine borgeres privatsfære, burde man i et land med en fortid som Tysklands have forventet et alvorligt opråb fra alle dele af samfundet. Eller tag spørgsmålet om energi, som har været et af de centrale emner i de forudgående år: Tyskland har just besluttet at slukke for atomkraften, så man kunne måske have forestillet sig en visionær diskussion om måden at indrette samfundet på i fremtiden. Tag Europa: Godt nok har toppen af krisen lagt sig, men hvordan ser fremtidens EU ud? Holder vi fast i tanken om et europæisk Tyskland? Eller er vi på vej mod et tysk Europa? For slet ikke at tale om Tysklands rolle ude i verden. Naturligvis giver det på mange måder stadig mening, at tyske soldater ikke kæmper i forreste række, især ikke i regioner, hvor den tyske hær har hærget under Anden Verdenskrig. Men kan fortiden være en undskyldning for være passiv over for brugen af kemiske våben et par timers flyvetur fra München? Desværre, intet af dette. Ingen visioner. Intet, som bare rækker en lille smule ud over valgdagen. Intet tysk Tiefsinn – heller ikke fra de intellektuelles side.

Nye unge stemmer

Men er det nu så slemt? Set udefra kunne man også anlægge en anden vinkel, nemlig at Tyskland er blevet et ganske almindeligt land, der netop ikke adskiller sig vanvittigt meget fra andre. Et land, hvor der ikke længere er fundamental forskel på højre og venstre, på de røde og de sorte, hvorfor den politiske kamp bliver så personfikseret og derfor resulterer i en overdreven iscenesættelse af de to ’præsidentkandidaters’ forskelle. Et land, hvor visionen om en grøn fremtid, der sidst i 1970’erne fødte et helt nyt parti, i dag reduceres til et spørgsmål om elpriser. Et land, hvor Europa og EU selv efter en af de værste kriser accepteres som givet og ikke udsættes for populistisk agitation. Og hvor man ikke engang længere er bange for, at ekstremistiske og fremmedfjendske partier kunne ende i Forbundsdagen. Naturligvis vil man kunne beklage, at stemmer med kraft som en Günter Grass, Jürgen Habermas eller Hans Magnus Enzensberger i den unge generation bliver færre. Men set med historiske briller, burde man så ikke også være glad for, at unge forfattere som Judith Schalansky eller Olga Grjasnowa – for nu at tage to, som på det seneste er blevet oversat til dansk – spejler og beskæftiger sig med samfundet på en anden og mindre alarmerende måde, end generationerne lige efter krigen blev nødt til at gøre det? Eller at Timur Vermes skønlitterære satire Han er tilbage, der lader Hitler genopstå i nutidens Tyskland, kan udgives, uden at Aftenlandet går under.

Historien er ikke abstrakt

Thomas Mann valgte efter krigen ikke at vende tilbage til Tyskland, i hvert fald ikke permanent. Men selv i denne mørke stund var han ikke i tvivl om, at Tyskland ville have en fremtid og finde en plads blandt verdens øvrige nationer. Set med datidens øjne virkede denne profeti en smule optimistisk. Hvis verden havde vendt Tyskland ryggen, hvem kunne så have haft noget imod det – dengang i efteråret 1945?

Set i et større perspektiv har de historiske vinde i de sidste årtier hærget Tyskland voldsomt – ganske vist selvforskyldt, men trods alt. Men pointen er netop, at det hele ikke ligger så langt tilbage. Når jeg i dag besøger min bedstemor på snart 90 år, svæver billeder af Weimarrepublikken, krigen og det ødelagte Berlin hen over kaffebordet. Min onkel kan fortælle om dengang, Muren blev bygget, og om en fætter, der nåede det sidste tog til Vest-Berlin, inden grænsen blev lukket i næsten 30 år. Min far oplevede tiden, hvor den unge generation konfronterede fortiden, begyndte at stille kritiske spørgsmål til deres tavse forældre, og RAF’s terrorisme chokerede landet. Jeg selv gik i gymnasiet, da Muren faldt og læste statskundskab på Humboldt-Universitet, som tidligere lå i et andet land i en anden verden, nemlig på den anden side af Jerntæppet. Alt imens det genforenede Tyskland – på trods af mange fejl og skævheder – er kommet til sig selv og er del af et Europa, som selv i disse kriseår forsøger at holde fast i et fælleskab.

Sagt med andre ord: Historien er stadig meget nærværende. Den er ikke abstrakt, ikke teoretisk, ikke parkeret i bøgerne. Går man igennem Berlin, er der alle vegne skudhuller fra Anden Verdenskrig. De er samtidig tegn på noget andet, nemlig at Tyskland er far from perfect. Rettes blikket sydpå, er der meget andet, man kunne ønske sig. Den aktuelle valgkamp har i den grad været under niveau og uden vision. Nogle gange ryster man blot på hovedet, andre gange har man lyst til at skrige – ligesom herhjemme. Pointen er blot: Netop perfektionen er i Tyskland altid endt i en katastrofe – om det så var verdensherredømmet eller stræben efter det ariske menneske. Set i dette lys rummer den grumsede, grå samtid også noget godt. For i virkeligheden er det nærmest ligegyldigt, om det er nationens Mutti eller den frække dreng fra oppositionen, der drager afsted med sejren i morgen. Tyskland og tyskerne har fundet en form for balance, som ikke så let bliver væltet omkuld. Landet hviler omsider i sig selv. Det er ikke altid lige kønt at se på, men det er betryggende. Og faktisk også grund til at være en lille smule stolt. Selv om man ser det hele lidt på afstand.

 

Marc-Christoph WagnerFødt i 1970 i Vest-Berlin. Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og Humboldt-Universität zu Berlin. Arbejder i Danmark for tysk radio og tv, ARD

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Glimrende artikel med historisk overblik.
Dog støder anvendelsen af ordet 'tyskerne' - som i "Arbejdsløsheden er i forhold til tidligere på et forholdsvis lavt niveau, og tyskerne tør bruge penge."

Det kan godt være, at arbejdsløsheden er lavere end tidligere og at nogle af tyskerne tør bruge flere penge, men der er altså mange, der gerne ville turde, men ikke kan.

Som Kristian Weise skriver i sin kommentar i Politiken i dag Advarsel fra Tyskland: Gør ikke som os, så er der 6 millioner tyskere, som "tjener mindre end 60 kroner i timen, flere millioner har såkaldte mini-job, hvor de tjener mindre end 3.000 kroner om måneden, som deres eneste beskæftigelse, og 20 procent af de tyskere, der er i fuldtidsbeskæftigelse, har så lave lønninger, at de samtidig har krav på en eller anden form for offentlig forsørgelse."

Derudover har vi jo set tv-indslag med fuldtidsarbejdende mennesker, der i weekend må stå i kø ved deres kirker, for at få udleveret mad, som supermarkederne ikke har fået solgt.

Disse mennesker kan ikke bruge penge, selv ikke hvis SPD kommer igennem med deres krav om en landsdækkende mindsteløn på 8,50 euro, altså ca. 63 kroner, når de måske bliver juniorpartner i en ny stor koalition.

Man kan vel i øvrigt sige, at SPD med dette krav kæmper mod konsekvenserne af deres egen politik, da det jo var dem der stod bag de arbejdsmarkedsreformer, der har ført til denne sørgelige tilstand.

http://politiken.dk/debat/profiler/kristianweise/ECE2083129/advarsel-fra...

God artikel og viser også mig hvor forskellig Tyskland er fra Danmark, trods vores mange ligheder.

Måske han kunne ændre linien:
"Godt nok har toppen af krisen lagt sig" til "Godt nok har krisen for toppen lagt sig"

Især i Tyskland synes den store brede underklasse at skulle bære de største byrder, ved massive og kollektivt at synke ned, trods den enkeltes fuld beskæftigelse, under eksistens minimum.

Elitært og på afstand beskuer forfatteren sin Heimat med et par romantiserede briller, ligesom Mann. Der er altid noget smukt over at se en hel folk bokse for at få tilværelsen til at fungere i hårde tider. Men jeg tvivler på at den enlige mor i en beton lejlighed i Hamborg, der nedværdigende må hente yderligere kontant hjælp hos staten, synes det er så charmerende.

Vi pegede fingre af Grækenland og deres uduelighed, Portugal der heller ikke var noget at prale af - ja selv italienerne var jo selv ude om det med deres mafia samfund. Men nu er det tæt på, lille Danmark!

Børge Rahbech Jensen

For nylig så jeg på www.hamburg.de/kultur/ , at Hamburg har ca. 45 teatre og 65 museer. Det antyder et varieret kulturliv.

Fravær af debat om fremtidens EU antyder, Tyskland holder fast i tanken om et europæisk Tyskland, der kan være alene om debatter om fremtidens EU. Efter Tysklands beslutning om udfasning af atomkraft har landet vist haft rigeligt at gøre med planlægning af, hvordan det kan føres ud i livet. Foreløbig arbejdes vist på erstatning af atomkraft med vedvarende energi.