Baggrund
Læsetid: 3 min.

1. klasse

[før’ste kla·ssæ] Substantiv. Blandt andet brugt om de fineste og pæneste afdelinger i transportmidler, som man får adgang til ved en afsindig merbetaling. I denne uge på dagsordnen med Venstreformand Lars Løkke Rasmussens udlandsrejser
Moderne Tider
19. oktober 2013

Egentlig er klassesamfundet officielt afskaffet i store dele af verden, men når det gælder transport, holder vi stadig åbent fast i, at nogle er mere værd end andre. Her kan man stadig betale sig fra ikke at skulle sidde for tæt på mennesker uden for mange penge, have lidt ekstra plads til benene, blive forkælet og foretrukket af personalet og i det hele taget få lidt ekstra luksus, som andre ikke kan få råd til.

Faktisk er 1. klasse opstået oppe fra og ned, for da man begyndte at transportere mennesker med langdistancetog i midten af 1800-tallet fandtes kun én klasse – de der havde råd til at rejse. Snart opstod behovet for at lavtlønnede også kunne rejse med tog, og Tyskland satte som det første land vogne ind, der nærmest bare bestod af bænke. Her opstod så 1. klasse og 2. klasse, der ikke alene blev afgjort på billetpris, men også på stand og stilling.

Det var den amerikanske togdesigner George Mortimer Pullman, der udformede den første egentlige luksusvogn. Her var tjenere, tæpper på væg og loft, sengevogne, bar og hyggepianist. Herefter udbyggede klasserne sig hastigt i hele verden, og flere underafdelinger opstod for at matche samfundets klasser. Den ypperste overklasse og adel bevarede dog deres position ved helt af have deres egne togvogne – det er kun kongefamilien, der stadig har det her hjemme.

Med indførelse af det fælles europæiske jernbanenet Trans Europa Express i 1957, blev klasserne også standardiseret til fire klasser – dog ikke Albanien, der som det eneste europæiske land stadig ikke ønsker at klasseinddele sine rejsende. Klasserne begyndte mere og mere at minde om hinanden, hvilket dog ikke helt gjorde sig gældende for flyrejser, der omkring det tidspunkt også blev mere almindelige. Her bevarede man et pænt skridt – særligt prismæssigt – op til 1. klasse. Det skridt ses stadig på flyrejser, og det er ikke blevet mindre efter lavprisselskaberne opståen i starten af 00’erne, men faktisk undergik lidt en forandring: Med det mere klasseløse samfund blev det ikke kun legitimt og let for de ’lavere klasser’ at opgradere sine rejser, det blev mere legitimt at nedjustere. Man kan sagtens være en del af overklassen og samtidig flyve med lavprisselskaberne. Formentlig fordi forskellen er så svimlende: En billet med Lufthansa til USA koster omkring 4.000 kroner, mens man må betale 70.000 for at sidde med pladserne, hvor de kan strække benene. Det er dog ikke kun benplads, flyselskaberne tilbyder 1. klasse. Særlige venteterminaler med Michelin-kokke og vin, luksusbiler til at fragte passagererne fra terminalen ud i flyet, personlige opvartere, champagne, vin, gourmémad på rejsen, små sovekabiner og naturligvis alt inden for elektronisk underholdning.

Særligt asiatiske flyselskaber gør dog til stadighed meget ud af 1. klassen. Flybranchen selv kårer hvert år den bedste 1. klasse, og flere år i træk har top 10 kun bestået af asiatiske og mellemøstlige flyselskaber. Vores egen SAS har slet ikke 1. klasse, men kun den mere beskedne businessclass, der opstod som et nødvendigt kompromis særligt for de mange forretningsrejsende, der var for meget på vingerne til at kunne holde de pauvre forhold på økonomiklassen (som den elegant er blevet omdøbt til) ud. Her får man lidt bedre mad, har lidt mere plads og bliver behandlet lidt bedre af det lidt kønnere personale.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her