Læsetid: 3 min.

Vi anbefaler: Hvide herreskjorter

Herreskjorter skal være hvide. Alt andet er useriøst og kun til for at skjule urenheder. Men selvfølgelig er hvide skjorter, ikke bare hvide skjorter – tænk på den som din skudsikre vest. Det er et uoverskueligt stort land fyldt med faldgruber, blindgyder og store bedrifter, så lad os kradse lidt i overfladen og se på seks vigtige områder at være opmærksom på
26. oktober 2013

Flippen

Flippen er det sted på den hvide skjorte, hvor man har lov til at eksperimentere mest. Der er et utal af hensyn at tage, inden man beslutter sig – med eller uden slips, med eller uden pullover, opknappet/nedknappet, en knap, to knap, tre knap etc. – men lad os her gå ud fra, at alt er uden slips, uden pullover og med en enkelt knap op. Det frasorterer den 70’er-inspirerede store flip, nyhedsoplæserens cut-away-flip (den skal man i det hele taget undgå), kinakraven og pincollar-flippen (se under ’detaljer’).

Til gengæld er button down-flippen, der har knapper ved hver kravespids et fint valg her. Det holder lidt bedre på kravens form, når den nu ikke skal knappes helt op, og ellers bør man gå efter en mindre og lidt diskret flip – semispread.

Detaljer

Helt generelt, når det gælder hvide skjorter, skal man holde sig fra detaljer. Det virker desperat at have en rød knap, blå syninger eller et blomstret for, der lige kan anes, og selv alternative syninger vil hurtigt få dig til at fremstå underlig holdningsløs.

Helt undtagelsesvis har Dior lavet nogle meget fine og velfungerende diskrete broderier, og det samme har det italienske mærke Moschino, men er du i tvivl, skal du helt lade være. Spring hellere ud i en smoking skjorte – det er lettere at gennemføre.

Pasform

Skjortens form er ligesom flippen enormt afhængig af, hvordan du har tænkt dig at bruge den – og særligt: skal den ned i bukserne. Til hverdagsbrug vil MoDERNE TIDER ikke anbefale at stoppe den ned i bukserne, og i så fald bør du gå efter en figursyet kort sag. Det er dog ekstremt farligt, og hvis du vil undgå Morten Albæk-looket, skal du nok holde dig til den klassiske form.

Dog er det vigtigt at pointere, at skjorter generelt skal være mindre, end du tror – det afhænger naturligvis af din kropsform, men den må for alt i verden ikke hænge på dig. Derfor – meget vigtigt: Mål dit halsmål!

Pris og kvalitet

Hvis du gerne vil gå i hvide skjorter mindst trefjerdedele af dit liv (og det vil du gerne), skal du beregne et skjortekøb én gang hver anden måned. Der findes ikke hvide skjorter, der holder farve, form og kvalitet i mere end højst to år.

Derfor kan du sikkert heller ikke købe de sikre mærker – Dior, Louis Vuitton, Armani etc – hver gang, men tag ikke fejl: 2.500 kroner er ikke for meget for en skjorte. Også selv om man kun køber sådan en gang om året eller måske én gang i livet, vil du blive gladere for den, end du tror, og du vil også vide, hvad de ekstra penge gik til.

Men mellem de køb, kan det ikke svare sig at investere i svenske mellemklasser (Tiger of Sweden, Fillippa K, J. Lindeberg). Gå hellere til et andet og billigere mærke som COS – de laver faktisk virkelig glimrende hvide skjorter (i Bangladesh). Det samme gør Acne og Mads Nørgaard.  

Manchetknapper

Fortab dig ikke i manchetknapper, ofte vil det bare afsløre dig som en amatør. Hvis du ikke ligefrem har arvet nogen fra din far eller bedstefar, kan du med god samvittighed købe de billigste og mest diskrete (også gerne bare af hvid snor) eller købe skjorter, hvor det slet ikke skal bruges.

Det vigtigste er, at længden på dit ærme præcis rammer din håndledsknogle. Ikke mere, det får hele skjorten til at hænge på dig; ikke mindre, det får dig til at se tyk ud.

Vask

Der er ingen vej uden om: Du skal ikke selv vaske dine skjorter, hvis du har dem kær. De skal til rens, så holder de både form og farve meget længere. Sandsynligheden for at de kommer til at ligge måneder i en strygebunke er for stor, hvis de indgår i din husstands samlede vasketøjsbunke. Det samme er risikoen for, at en rød sok sniger sig med. Faktisk kan en god skjorte blive ødelagt bare ved at blive vasket sammen med en grå hat.

Hvis du i misforstået idealisme nægter at lade andre folk vaske dit tøj (og det er altså en fuldkommen misforstået idealisme), så brug en vaskepose, vask skånevask på max 30 grader og hæng dem udenfor med det samme.

Serie

Vi anbefaler

Den amerikanske psykologiprofessor Barry Schwartz udgav for nogle år siden bogen ’Paradox of choice’, der kort fortalt videnskabeligt argumenterede for, at for mange valg gjorde os ulykkelige, og at vi konstant skulle forsøge at minimere vores valgmuligheder.

Det er der normalt ingen, der hjælper dig med, men Information kommer dig til undsætning og guider dig gennem forbrugsjunglen.

Mad, politik, politikere, tøj, musik, bøger, magasiner, eksperter, dyr, tasker, film, filosoffer, elektronik, medier, tænkere, religioner og sko – Information elsker at forbruge. Vi er selvudnævnte eksperter i forbrug, og nu lader vi vores ekspertviden komme andre til gode. Hver uge vil vi her anbefale en håndfuld forbrugsgenstande, der betyder meget for os.

Seneste artikler

  • Vi anbefaler: Hold på solbrillerne

    4. april 2015
    Solen begynder at titte frem, og både for dit syns skyld (husk formaningerne fra formørkelsen) og dit look, er det nu, du skal finde solbrillen frem fra gemmerne. Hvis de da stadig er der. For ligesom andet småt sæsonudstyr har solbrillen en tendens til at forsvinde ubemærket. Og da brug-og-smid-væk-kulturen er yt, er her fem fremgangsmåder til at holde på brillerne sommeren over
  • Vi anbefaler: Fem måder at føde på

    28. marts 2015
    Foråret er traditionelt højtid for fødsler. Vi guider dig her igennem fem populære måder, du kan lade dit barn komme til verden på
  • Vi anbefaler: Verdens bedste værter

    20. marts 2015
    Hvad gør en god tv-vært god? I hvert fald en masse karisma og evnen til at kommunikere med seerne hjemme foran tv-skærmen. For nylig blev britiske Jeremy Clarkson suspenderet fra verdenssuccessen ’Top Gear’ på BBC. I den anledning præsenterer vi fem tv-værter, det aldrig er kedeligt at være i selskab med
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu