Læsetid: 10 min.

Auschwitz og civilisation er ikke modsætninger

Det er igen blevet moderne at hævde, at civilisatoriske og moralske fremskridt følges ad, og at ’en usynlig hånd’ optimerer marked og samfund. Men Holocaust burde have lært os, hvor skrøbeligt et grundlag menneskers værdiforestillinger hviler på: ’Tilbagefaldet til barbari’ er en altid lurende fare
Grusomhed. Borgere fra den nærmeste tyske by på besøg i Buchenwald KZ-lejr efter dens befrielse.
19. oktober 2013

I Voltaires Candide ou l’optimisme bliver romanens unge hovedperson konstant indprentet af sin filosofiske læremester, Pangloss, at »vi lever i den bedste af alle mulige verdener« – en verden, hvor selv de mest grumme tragedier, forfærdende skæbner og oprørende grusomheder må tænkes at tjene et højere formål i et større samlet billede. Men da Candide flakker verden rundt for at finde sin elskede Cunégonde, bliver hans tillærte tro på optimismen udsat for hårde prøvelser. Efter at have bevidnet den ene modbydelighed efter den anden ender han med at indse, at skal troen reddes, må vi overlade ’den bedste af alle verdener‘ til dens egne rænkespil og koncentrere os om at ’dyrke vores egen have’. Mål for Voltaires satire var de filosoffer og teologer i hans samtid, der postulerede, at verden overordnet set er harmonisk indrettet. Og dermed, at menneskelig ondskab og guddommeligt formål i sidste instans går op i en højere enhed.

Selv om evolutionslærens vilkårlighed gør det sværere at fastholde en lignende trosbaseret optimisme, ville Voltaire ikke få svært ved at finde egnede mål for en tilsvarende satire i dag. I første række selvfølgelig blandt de nutidens filosoffer og teologer (læs: økonomer), der postulerer, at der findes ’en usynlig hånd’, som styrer og indretter verden optimalt. Eller blandt dem, som hævder, at udviklingen inden for økonomi, videnskab og teknologi går hånd i hånd med en tilsvarende fremgang i menneskelig moral og værdier. Angiveligt skulle det moderne samfund have gjort os mere ’civiliserede’, mindre tilbøjelige til at anvende vold og mere tolerante og menneskelige i vores holdninger.

Hvad enten menneskers voldsparathed er mindsket eller ej, kan tesen om et civilisatorisk fremskridt i moral dog kun henvise til en relativt kort periode af den menneskelige artshistorie. Det er ikke mere end et par generationer siden, at det moderne menneske satte rekord i morderisk destruktivitet. At tage livet af 60 millioner mennesker på seks år er stadig en uovertruffen præstation. Det samme er naturligvis den øjeblikkeligt dødbringende virkning (225.000 dræbte), der udløses af de to atombomber over Hiroshima og Nagasaki. At den menneskelige vold i dag kan målrettes på lang afstand med en stigende præcision – dronelikvideringer kan styres fra et kontrolrum tusindvis af kilometer væk – er ikke nødvendigvis et udtryk for, at menneskets forkærlighed for vold skulle være mindsket. Det er snarere et udtryk for, at voldsanvendelsen er blevet mere virtuel og depersonaliseret.

Grusomhed er menneskelig

På sin rejse må Candide gøre den smertelige erfaring, at grusomheder ikke er spor umenneskelige: Tværtimod er tortur, voldtægt, massemord, slaveri, udvisning og folkedrab alt sammen en del af menneskets historie – og ikke mindst er de en del af historien om ’den vestlige civilisation’ (hvad man end vil lægge i dette begreb). Ophøjede menneskelige idealer og værdier har på ingen måde været uforenelige med de mest grusomme af menneskelige handlinger. Sandt at sige bliver de ofte begået i lige præcis de samme idealers og værdiers navn. Ja, man kan tilmed – som Zygmunt Bauman – hævde, at der findes en sammenhæng mellem den vestlige civilisations udvikling og potentiale for umenneskeliggørelse og ødelæggelse.

Forholdet mellem værdier og handlinger er ikke let at gennemskue – det vil i sidste ende bero på, hvordan vi vil definere værdier. Værdier kan defineres som kollektivt assimilerede menneskelige normer og idealer, som når vi taler om værdier i en bestemt kultur eller religion. Men de kan også henvise til et individs indre tilbøjelighed til at handle på bestemte måder i bestemte situationer. Værdier i sidstnævnte forstand udvikler vi igennem ’oplevelser af selv-dannelse og selv-transcendens’, hvorefter de rodfæstes i personens karakter. Uanset hvilke handlinger sådanne værdier inspirerer til, udspringer de således i højere grad af intuitive impulser end af rationel refleksion. Dette gør dem mere modstandsdygtige over for opportunistiske forandringer og tilpasninger. Det er sådanne værdier, der manifesterer sig i det, som vi gør, og ikke i det, vi siger, at vi gør.

Spørgsmålet bliver nu, i hvilket omfang og under hvilke omstændigheder et udefrakommende værdisystem kan undertrykke, forandre og i sidste ende ødelægge også værdier af den ’indre’ kategori. Tilfældet Nazityskland er her den evige anfægtelse: Hvad fik i 1930’erne så mange tyskere til godvilligt at rette ind efter et værdisystem, der så hurtigt og i så omfattende grad vendte alle tilsyneladende velintegrerede normer for anstændig menneskelig adfærd på hovedet? Bandlysningen af jøder fra det tyske samfund begyndte straks efter Hitlers magtovertagelse den 30. januar 1933. ’Jødiske’ bøger blev brændt, jødiske forretninger boykottet, jødiske embedsmænd udrenset fra offentlige institutioner (domstole, skoler, universiteter osv.) – og alt dette skete med forbløffende sparsom modstand. På få år blev de samme tyske borgere, der havde følt ubehag ved Adolf Hitlers magtovertagelse, passive tilskuere til fordrivelser, udplyndringer og overgreb mod deres tidligere naboer, kolleger og venner. Nogle blev også de begunstigede modtagere af ’arificerede’ fabrikker, butikker, lejligheder og personlige værdigenstande.

Den bratte og radikale nedbrydning af kollektive værdier og normer i Nazityskland har givet anledning til den teori, at de menneskelige værdier i høj grad, ja, måske fuldt og helt, bliver bestemt af ydre ’referencerammer’. Og at en sådan referenceramme under særlige omstændigheder kan være stærk nok til at fortrænge ethvert eksisterende værdisystem og ’normalisere’ enhver slags handling.

De kultiverede førte an

I bogen Soldaten: On Fighting, Killing and Dying (2012) giver historikeren Sönke Neitzel og psykologen Harald Welzer os et foruroligende indblik i et værdisystem, der synes at have tabt al forbindelse til de formodet dybt rodfæstede standarder for menneskelig opførsel og høflighed. Neitzels og Welzers vigtigste kilde er en guldgrube af samtaler mellem tyske krigsfanger under Anden Verdenskrig, som blev aflyttet, optaget og transskriberet af de allierede efterretningstjenester. I de passager, forfatterne fokuserer på, udveksler de fængslede tyske soldater detaljerede beretninger om de mest modbydelige gerninger og handlinger. Tonen i samtalerne er ofte afslappet, påtaget følelseskold og kendetegnet ved en slående mangel på anger og moralsk skyldfølelse. Nogle udtrykker en vis afsky over den rodede måde, som massedrabsoperationerne i øst blev afviklet på (»det burde have været gjort mere professionelt«). Nogle frygter verdens vrede, hvis deres gerninger bliver afsløret; men samtidig er holdningen, at »ingen vil bebrejde os, at vi har dræbt alle jøder.«

Man får det indtryk, at disse gerningsmænd til et af historiens mest omfattende massemord ser sig selv som anstændige og civiliserede mennesker, der kun gør en overlegen civilisations nødvendige, om end beskidte arbejde.

Welzer og Neitzel konkluderer, at Nazi-tyskland fik held til at etablere en referenceramme, der ikke blot kunne vende de igennem generationer fremherskende kollektive værdier og normer hovedet, men i realiteten også at omdanne menneskers indre personlige værdier og overbevisninger. Og dermed flytte de individuelle standarder for moral og normalitet. Nazityskland udviklede sig ikke til et umoralsk samfund, hævder de. Ej heller var massedrabene et symptom på moralsk forfald. De var i stedet manifestationer af en ny slags ’nationalsocialistisk moral’. At så mange rettede ind efter denne moral, var på ingen måde et spørgsmål om uvidenhed eller mangel på høje idealer i en del af den tyske befolkning. Tværtimod var de mest glødende og synlige fortalere for samme ’herrefolksmoral’ ofte mennesker med højere uddannelse og kulturel forfinelse – forfattere, filminstruktører, kunstnere, filosoffer, musikere. Og herved dementerede de – endnu engang – den dybt indgroede forestilling i vestlige tankegang om, at kulturel udvikling skulle fremselske ædle og humane værdier.

Med nazismen blev det bevist – hvis der nogensinde var behov for at bevise det – at barbariet ikke nødvendigvis står i modstrid med civilisationen. Og at selv de selv de mest ’civiliserede’ kulturelle udtryksformer under visse betinger, kan inspirere til selv de mest barbariske handlinger.

At være civiliserende

Dette fører os frem til begrebet civilisation. Eller mere præcist til civilisationen i dens rolle som civiliserede kraft.At være ’civiliseret’ er ikke en egenskab, der tilhører samme kategori som ’høflig’ eller ’dydig’. For til disse egenskaber findes intet tilhørende verbum, som der gør for ’civiliseret’: at civilisere. En civiliseret person får vi, når mennesker, der definerer sig selv som civiliserede, påtager sig at civilisere. At påstå, at nogle værdier skulle være mere civiliserede end andre er følgelig at anlægge en normativ vurdering, ikke at foretage en empirisk redegørelse. Der kan ikke være noget naturligt eller universelt hierarki af civiliserede værdier – i hvert fald ikke, uden at vi indfører en overmenneskelig eller guddommelig voldgiftsmand. Kun hierarkier, som er fastsat af bestemte personer under særlige omstændigheder. I sidste ende er værdihierarkierne kun så gyldige og bindende som deres magt til at påvirke menneskers valg og handlinger.

Ikke desto mindre findes der visse værdier, som de fleste af os formentlig vil anse for at være ’mere universelle’ end andre. Værdier, som vi typisk vil anerkende som udspringende af det menneskelige vilkår som sådan. Eller mere præcist af det menneskelige vilkår, for så vidt at dette må betragtes som en blanding af noget biologisk forudbestemt og noget kulturelt selvkonstrueret. Der findes således hverken en given biologisk eller en kulturel plan for det menneskelige samfund. Nogle samfund har en solid struktur, andre er skrøbelige. Nogle blomstrer, andre sygner hen, nogle skaber bedre vilkår for menneskers liv, andre forværrer dem. Ud fra den tankegang kan de værdier, der ansporer mennesker til at handle til gavn for samfundet, muligvis opfattes som mere universelle end andre. Men da der ikke eksisterer nogen universel model for det gode samfund, kan der heller ikke eksistere en plan for universelle værdier. Alle menneskelige værdier, uanset hvor universelle de måtte være i teorien, vil altid manifestere sig i bestemte handlinger, som begås af individuelle personer inden for bestemte referencerammer.

Følgelig står vores indledende gåde tilbage: I hvilket omfang tilpassede de tyske borgere deres handlemåder til værdier, der i historiens bakspejl måtte se ud til at have klar ikke-universel karakter? Og i hvilket omfang handlede de ud fra ’indre’ værdier og motiver? Det forekommer rimeligt at sige, at sandheden ligger et eller andet sted midt imellem: Den hastige og udbredte tilegnelse af nazistiske normer og værdier blev sandsynligvis muliggjort ved et sammenfald af personlige værdier, der i vidt omfang var blevet til i det tyske samfunds specifikke historiske og kulturelle miljø. Selv om mange tyskere handlede ud fra opportunisme og konformisme, udviste andre en personlig og følelsesmæssig affinitet med den nazistiske elites dispositioner – dvs. handlede uden for den en kategori af værdier, der i særlige situationer kan tvinge enkeltpersoner til at modstå presset fra opportunisme og konformitet. Og med deres overbeviste handlinger bidrog de selv til at lægge og forstærke dette pres på andre.

Naziregimets offentlige facade med dets velkoreograferede opbud af massedisciplin og samhørighed inspirerede bestemt ikke til handlinger af individuelt ansvar, moralsk mod og personlig uafhængighed. Meget taler således for, at Nazitysklands selvdestruktion gik hånd i hånd med svækkelsen af værdier, som har vist sig afgørende for fremkomsten og opretholdelsen af det, vi kan kalde den vestlige civilisation, uanset at Nazityskland angiveligt selv udsprang af samme civilisation.

Er eliten bedre i dag?

Der melder sig nu det spørgsmål, om de politiske, kulturelle, åndelige og økonomiske eliter i den vestlige civilisations nuværende inkarnation – læs: den globale og fleksible kapitalisme – vil være bedre i stand til at indgyde værdier, som er uafhængige nok til at modstå konformismens og opportunismens nedbrydende effekt. Og stærk nok til at modstå en normalisering fra et hvilket som helst andet værdisystem, der måtte blive proklameret.

Det er jeg bange for, at de ikke er. I al fald ikke for så vidt at vi har at gøre med den slags eliter, som i stigende grad promoverer den uhæmmede egeninteresse demonstrativt og skamløst, vender ryggen til de samfund, som de i sidste ende skylder deres formuer, unddrager sig langsigtede sociale forpligtelser for kortsigtet personlig profit, hylder og dyrker kardinalsynderne grådighed og frådseri og gør det iøjnefaldende forbrug til en legitim måde at leve på, gør kort proces med høflighed og anstændige omgangsformer og nedbryder den sociale tillid i stedet at for opbygge den.

Hvor disse tendenser i vor tid vil ende med at føre den nuværende civilisation hen, kan vi naturligvis ikke vide. Civilisationer kan blomstre op. Og de kan gå til grunde. Men dette sker i reglen over århundreder snarere end over måneder eller år, hvilket nu er målestokken for de fleste ting.

Hvad vi ved, er, at menneskelige værdier dannes og fremmes af den menneskelige kultur. Og at ingen kultur – end ikke i ’den bedste af alle verdener’ – kan beskytte os mod at blive barbarer. Civilisationen og Auschwitz er ikke hinandens modsætninger.

Det ville Candide sandsynligvis forstå.

© Göran Rosenberg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Scheel Andersen
  • Benno Hansen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Gaderummet Regnbuen
  • morten Hansen
  • Curt Sørensen
  • Steffen Gliese
  • Olaf Tehrani
  • Henning Pedersen
  • Mihail Larsen
  • Jakob Silberbrandt
  • Jan Weis
  • Niels-Simon Larsen
  • Tom Paamand
  • Per Torbensen
  • Grethe Preisler
Flemming Scheel Andersen, Benno Hansen, Robert Ørsted-Jensen, Gaderummet Regnbuen, morten Hansen, Curt Sørensen, Steffen Gliese, Olaf Tehrani, Henning Pedersen, Mihail Larsen, Jakob Silberbrandt, Jan Weis, Niels-Simon Larsen, Tom Paamand, Per Torbensen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kom til at tænke på Philip Zimbardo: "The Lucifer Effect - How good people turn evil" Forlaget Rider (2009). Zimbardo var ham med Stanford Prison Experiment. Princippet om at roller og kontekst fremmer ondskab, udbygges i Lucifer.

Henrik L Nielsen, morten Hansen, Olaf Tehrani, Henrik Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Laurids, det hører med til historien, at Zimbardo selv måtte optræde som fængselsinspektør i sit fængselsforsøg og kun ved intimidering og trusler fik sine studerende til at optræde som sadistiske fangevogtere. Man kan ikke lade være at tænke sit.

Henrik L Nielsen, Henrik Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

For at tøjle darwinismen er inklusion et primær, der er ikke andre løsninger. Så længe der eksister variabler der ikke er en del af normen, vil 'flertallet' forsøge at bringe resten til kort. Enten ved, at indoktrinere dem, smide dem i fængsel, eller udrydde dem.

Der er grund til pessimisme, når man nu ved, at liberalisme og darwinisme er to sider af samme mønt. I det hele taget er økonomi darwinisme, den stærkes ret.

Så længe vi ikke kan fordele noget så simpelt som mad, så kan kun primitivt bruges om vores samfund. Den stærkes ret er en del af udryddelsen, den er aldrig stoppet. Om man kalder det jøder eller fattige, muslimer eller andet - giver det samme ekko.

Henrik Nielsen

Nej, civilisation (med eller uden anførselstegn) er bestemt intet effektivt værn mod barbari eller ondskab. Civilisationens arbejdsdeling er blandt forudsætningerne for udryddelseslejrenes systematiserede og institutionaliserede ondskab. Det moralske ansvar falder så at sige ned i de sprækker, arbejdsdelingen skaber mellem dem, der giver ordrerne, og dem, der udfører dem. Det er lettere at udføre uhyrligheder, når man handler på ordre. Det er lettere at afgive uhyrlige ordrer, når man ikke selv skal udføre dem.

Henrik L Nielsen, Katrine Visby og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Lasse Damgaard

Mennesket er kun lige kravlet ned fra træerne, vejen ud af skoven er forbundet med vise hindringer - en af dem er alle træerne der skygger for en god pejling der gør navigationen klar og tydelig.
- Mennesket har så valgt at fælde skoven så træerne ikke står i vejen - nedbrydning og omformning er nogle af de varige mærker menneskets forsøg på civilisation har efterladt sig - uden at vi har fjernet os væsentligt fra dyret.
Dominans adfærd er stadig ledetråden i menneskets sameksistens.
Mobning trusler om vold ydmygelser og offentlige skueprocesser er stadig de styrende mekanismer.
i kender det alle sammen - vi ser de blå blink og høre sirenerne - folk stimler sammen og spørger nysgerrigt sidemanden - er der blod ?
- Eller X faktor - Et medie Colosseum med indlagt folkedom og symbolsk henrettelse efter "gladiatorerne" har været igennem horrible prøvelser og har måtte ofre al personlig intrigeret, og lade sig spidde og flå til blods verbalt af halvguder

Steffen Gliese

Det er på tide at påpege, at implikationen af Darwins opdagelse er intetsigende - for de bedst egnede beviser deres egnethed ved at overleve. Hvad årsagen til denne overlevelse skyldes, kan så være så meget forskelligt.

Lars Kristensen

Umenneskelige handlinger ligger ikke til menneskets natur, men derimod i ideologiernes krav til underkastelse.

Ideologierne har brug for at mennesker underkaster sig ideologien, for gør mennesket ikke det, dør ideologien. Derfor er de umenneskelige handlinger gjort i en ideologis navn og ikke for menneskets gavn.

Auschwitz og Civilisation er netop hinandens modsætninger,synes der interlektualiseres for meget i en kontekst undertegnet ikke helt forstår.

Leopold Galicki og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Per Torbensen, jeg tror kernen i ikke-modsætningen er, at alle der bruger en smule tanke på samfundstænkning starter derfra, at :
det 'gode' samfund er det hvor alle er glade og har tillid til magten og føler at have en slags fællesskabsforpligtelse.
Og at den gode politik derfor er den, der befordrer disse ting.
Stort set alle starter deres politiske tænkning i denne nazi-kommunistiske-autoritærgrød, hvis aktive forbrug af plusord som bekendt sommetider er næsten kvalmende.
Alskens åbenbaringsdiktatorer og socialkonstruktivistiske profeter er blomstret ud af den igennem tiden.
....så bizart måske, men også Auschwitz var 'godheds-industri'.

Robert Ørsted-Jensen

Et eller andet sted synes denne iagtagelse og konklusion at komme med mindst 60 års forsinkelse.

Problemet er ikke at der snart kommer et nyt Auschwitz, men at Auschwitz kan komme på en måde som ikke er umiddelbart genkendelig.

Historien gentager sig nemlig sjældent - i den forstand lærer mennesket bestemt af sin egen historie.

I det hele taget er det noget slemt vås når folk siger, at vi ikke lærer af historien. Selv nynazister lærer af historien, det endog i ret enestående grad. Problemer er bare at at de ikke har lært det samme som det jeg har lært..

Jo men ondskaben har altid eksisteret siden Adam og Eva-den fungerede fint uden effektiviteten og logistikken som redskab,men med samfundstransformationer i en uendelig transformation vil disse begreber som effektivitet og logistik altid blive indraget,de står jo ikke som selvstændige begreber fjern for en udvikling-værktøjerne som er tilgængelige bruges i enhver samtid-intet mærkeligt deri.

Learn principperne som Japan og mange industrinationer bruger i dag,blev måske-ved det ikke hundrede procent,netop brugt i den nazistiske udryddelses proces.

Der var ingen klare anvisninger fra højere sted i det nazistiske system-andet en prøv jer frem,som Gøring i sit dokument underskriver og giver tilladelsen hermed.

Raol Hillenberger beskriver dette ret præcist.-Ingen i nogen historisk periode,havde givet sådan en frihed til sådan en beslutning-det er her det grænseløse og inhumane får frit løb,som aldrig set før i historien.

Raol Hillenberger mener desuden at udryddelses processen havde tre processer set på den lange bane.
I Middelalderen i må ikke leve med jøden som naturlig ven og borger.

Senere i historien,de skal leve i Gettoen ,omkring 1600 tallet,men dog leve.

I 1940 erne ,de kan ikke leve mere iblandt os og det er final solution-den endelige løsning,hvor begreber som effektivitet og logistik blot er redskaber i den "moderne" tid som man ikke behøver at stirre sig blind på.

Nej ændringen er her moralsk og kun moralsk i hele sin substans og elendighed,hvor kristne og katolikker svigter bragt og kun få siger fra.

Den katolske kirke indgår i 1935 djævlens pagt med Hitler,kort fortalt-I den katolske kirke lever og praktiserer jeres virke som hidtil og vi vores UDEN INDBLANDING-hvilket de også gjorde aldeles fuldkomment.

De dratiske

Robert Ørsted-Jensen

Torbensen
Jeg tror anvisningerne var ret præsise og detaljerede, men at de blev leveret mundtligt. Jeg læsten en øjenvidne beskrivelse af et top møde i ørneborgen mellem Heinrich Himler og Hitler fra omkring 1941. Førstnævnte kom ud fra mødet ligbleg og rystet og mumlende noget om at det Føren forlanger af os ikke bliver nemt eller lignende at udføre. Jeg er ikke i tvivl om at Hitler selv gav de direkte ordrer og at han endog gik i detaljer - ingen end ikke kvinder og børn skulle skånes.

Robert Ørsted-Jensen

Det indtryk pågældende beskrivelse efterlader hos mig er at Hitler pesonligt gik ned i detaljerne og endog foreslog hvor og hvordan og på hvilken måde det ønskede resultat kunne opnås. Men det skete altsammen mundtligt ikke skriftligt!

Men det der for mig at se er pointen i alt dette er, at intet andet end en stædig fastholden af kampen for menneskerettigheder, demokrati og ytringsfrihed måske kan forhindre at nye former for barbari vil komme til os. Det vil ikke komme på en let genkendelig måde, vi er nød til at forestille os en ny og ukendt situation og holde op med at tro at vi kan se fremtiden i bagspejlet.

Selv tror jeg at den største fare ligger i et sammenbrud økonomisk eller økologisk eller begge dele og de deraf følgende rækker af undtagelsestilstande og hvad der af potentielt kan følge af dette.

Robert Ørsted-Jensen

Den evindelige henvisning til og brug af Auschwitz eksemplet gør os blinde snarere end seende! Auschwitz er fortid!

Robert Ørsted-Jensen

Ja der er mindre krig og vold i verden i dag sammenlignet med sidste århundrede og det vi har besluttet os til at kalde for krig idag er rene skærmydsler i sammenligning med Vietnam, Korea, Anden- og Første Verdenskrig. Der er ikke krig i f.eks. Aghanistan hvis vi vil anvende ovennævnte målestok. Men sidste århundrede var jo altså også det statistisk (for slet ikke at tale om numerisk) set blodiske i menneskehedens historie. Moralen er at faren for barbari er konstant tilstede og skal konstant bekæmpes.

Leopold Galicki

Odd Bjertnes:

"Det 'gode' samfund er det hvor alle er glade og har tillid til magten og føler at have en slags fællesskabsforpligtelse.
Og at den gode politik derfor er den, der befordrer disse ting.
Stort set alle starter deres politiske tænkning i denne nazi-kommunistiske-autoritærgrød, hvis aktive forbrug af plusord som bekendt sommetider er næsten kvalmende."

Mon det nazistiske regimes ideologi havde på nogen som helst måde bygget på "det gode samfund" - en tænkning, "hvis aktive forbrug af plusord som bekendt sommetider er næsten kvalmende"?

Var der i det nazistiske samfund plads for jøder, romaer, kommunister og handicappede?

Nej, Galicki - for de var jo utilfredse med styret, og kvalificerede derfor ikke til at kunne være borgere i et samfund der kun rummede tilfredse borgere. Det er hele pointen.
Så simpelt at det gør helt ondt, ikke ?

Nej Robert-Auschwitz er både datid og nutid og derfor er museet i Auschwitz så vigtig en brik i forståelsen af folkemord som stadig pågår og nok aldrig vil aftage eller forsvinde-desværre.

Ole Frank, Peter Andersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Leopold Galicki

Per Torbensen:

"Auschwitz og Civilisation er netop hinandens modsætninger, synes der intelektualiseres for meget i en kontekst undertegnet ikke helt forstår".

Her ligger hunden begravet. Rosenbergs udflugt til Voltaires verden, hvor Candide får en mulighed for ikke mindst også at erfare alverdens rædsler, er ikke dårlig men jeg mener Per påpeger her noget helt væsentligt, nemlig en bestemt holdning hos Rosenberg, og Information, som nok har forsynet artiklen med titlen "Auschwitz og civilisation er ikke modsætninger".

Rosenberg og Informations holdning er, kan man midlertidig antage, at vores menneskeskabte verden på sin vis afspejler det skizofrene væsen Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Sådan er vi kollektivt i denne verden, nemlig vi både kan være meget konstruktive og meget destruktive. Vi er skizofrene. For eksempel taler vi så meget om at bekæmpe forurening og CO2-udslip, men, over hele verden, bygger flere motorveje for mange millioner flere biler. Den slags eksempler på den kollektive skizofreni er der masser af.

For sådan er jo kapitalismen. For kriser er en naturlig del af markedets funktionsmåde. For verdenen jo ikke er noget paradis. For mennesker er da sådan, med potentiale for både det gode og det onde.

At tænke på en udvikling som bevidst satser på at afskaffe denne kollektive skizofreni er ensbetydende med at være utopist. De der prøvede at handle med det formål at nærme sig en verden, hvor alt, der mere eller mindre minder om Auschwitz, ville have udgjort en klar modsætning til den eksisterende virkelighed - det ved vi jo udmærket, ikke sandt Robert - formåede kun at bygge Gulager.

Så skal vi, vil Rosenberg og Information nok hertil sige, naturligvis passe på, at Mr Hyde ikke helt tager overhånd, men hans væsen kan vi da ikke undgå. Sådan er jo kapitalismen.

Per Torbensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Leopold Galicki

Odd Bjertnes,

Hvis du var jøde, kommunist, retarderet, eller på en eller anden politisk/kulturelt/etnisk måde andreledes end flertallet, dog anerkendte du naziregimets legitimitet og efterhånden accepterede det nazistiske styre, og til sidst måske skrev hymner til førerens ære, så ville du alligevel have havnet i en lejr med en udsigt til snarlig endlösung af din eksistens.

Per Torbensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Jeg tænkte nok det kunne blive din næste replik, hvis noget LG :)
Men der er ikke så meget andet at sige til det, end at, der er ingen ende på den rettidige omhus fremadlænethed og forebyggende foranstaltninger når autoritære ildsjæle besvarer folkedybets tidløse krav om tilregneligheder, bæredygtigheder, såkaldte endeløsninger, personlige og samfundsmæssige.
Jeg mener der er forfattere (Hannah Arendt ?)- der på et tidspunkt har benyttet begrebet 'nazismens banalitet'. Relevant her.

Robert Ørsted-Jensen

Torbensen - jeg havde noget andet i tankerne nå jeg anvendte ordet fortid. Jeg mener ikke at det er sandsynligt at vi vil se lige dette igen. Men barbari har mange former - jeg mener at Auschwitz skygger for udsynet og meget let kan ende med at forhindre os i at se udbruddet af helt andre og nye former for barbari.

Per Torbensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

bjertness det var ikke 'nazismens banalitet'. men "ondskabens banalitet" the banality of evil og den bemærkning ramnmer også mange andre regimer ikke mindst også sovjetunionen og andre der også endte med at systematisere massemord

Robert Ørsted-Jensen

Pointen var nemlig at mange ganske almindelige jævne mennesker med lethed kan omdannes til massemordere hvis medlerne er tilstede. Det var heri banaliteten lå.

Peter Ole Kvint

En giver en ordre og alle adlyder. Winston Churchill beordrede også et massemord på nogle indfødte på en fjern stillehavs-ø.

Hanna Arendt brugte ikke ordet jævne,blot et bredt anlagt ord som skulle dække alle klasser som netop fuldførte massemordet,:det gennemsnitlige almindelige menneske-,men det
forhindrer ikke forståelsen som Robert også så rigtigt påpeger.

Juristerne sørger for den juridiske lovliggørelse-lægerne deltager i mordet og eksperimenterne-ingenørerne konstruerer gaskamre og anlæg generelt og bla bla nedefter i den sociale rangorden alle samfunds grupper deltog nogle med et større moralsk ansvar end andre i kraft af magten og de sociale positioner.

Den største tyske løgn:vi vidste det ikke før 1944 sent på efteråret-det er kvalmende-de vidste det alle til hobe i sommeren 1942 eller efteråret.

Peter Andersen

Det er svært at godtage, at Auschwitz var et højdepunkt i vores civilisation.
Men fakta er fakta. Desværre.

Og så var Darwin nu ikke så slem, som han bliver fortolket.
Han mente styrke til forandring. Ikke til vold.

Civilisation som degenerer og perverterer,kan ikke være civilisation,hvis vi definerer begrebet udfra almindelige etiske normer der også var gængse damals-noget er godt noget er ondt-hvis begrebet civilisation kan indeholde begge termer må det vil miste sin betydning ??.