Brevkassen: Hvordan håndterer jeg hendes kørevrede?

Benedicte, Aarhus.

Min kæreste har et roligt og behageligt gemyt, men hun lider også af en over middel dødsangst, som især giver sig til kende, når hun skal køre den bil, vi til tider låner af mine forældre.

Føler hun sig det mindste utryg over vejr, trafik eller rute, så bliver stemningen i bilen elektrisk sitrende med konstant fare for vredesudbrud, ikke mindst mod mig.

Jeg har ikke selv kørekort, så jeg kan ikke aflaste hende. I stedet forsøger jeg at undgå konflikter ved at forholde mig så passiv som muligt under køreturen, gemme mig i en bog eller gå på Facebook. Men også det pisser hende af. Hun vil have, at jeg skal hjælpe til, men hverken hun eller jeg ved hvordan, for selv vejkortet er jeg dårlig til at læse. Hvad skal vi gøre for at slippe ud af den, så at sige, fastkørte situation? Cykle?

Svar I:

Jeg kan fuldstændigt leve mig ind i, hvordan din kæreste har det. Jeg bryder mig nemlig heller ikke om at køre i bil, og hvis jeg nærer mistanke om, at føreren af køretøjet ikke totalt bemestrer opgaven, gribes jeg af stor og højlydt ytret ængstelse. Derom kan indtil flere af mine livsledsagere gennem tiderne aflægge harmdirrende vidnesbyrd, hvis de ikke nådigt har fortrængt skærmydslerne.

Situationen kompliceres i mit tilfælde af, at jeg ikke har og aldrig har haft kørekørt. På den måde er min erfaring altså et slags omvendt spejlbillede af din.

Det bedste råd, jeg kan give, er det, som jeg selv følger: Brug mindst muligt bil og da slet ikke med kæresten bag rattet. Så dårlig er offentlig transport heller ikke, og cykler kan faktisk dække et større område, end ikke-cyklister forestiller sig.

Ubeskedent kan jeg oplyse, at jeg i de sidste årtier uden nævneværdigt besvær har dækket hele hovedstadsregionen pr. cykel. Og nå ja, så har jeg også cyklet fra Gibraltar til Schweiz. Plus fra Frankfurt til Malaga.

Hvis din transportsituation en dag ligefrem fordrer bilkørsel – så tag dog en taxa. Udgiften er så rigeligt retfærdiggjort af den bevarede husfred.

- David Rehling

Svar II:

Åh, hvor jeg kender din partners situation. Jeg har et kørekort, men ingen køretekniske egenskaber. Jeg kan fare vild på omfartsveje til selv de mindste provinsbyer. Hverken som chauffør eller passager er jeg noget som helst bevendt. Min hustru er til gengæld en fortræffelig bilist og stifinder, så jeg kender jeres rollefordeling. Den er din kæreste garanteret ikke ked af, så længe hun føler sig påskønnet.

Dødsangst er jo ofte en temmelig diffus størrelse. Jeg vil altid gerne komme med rationelle løsninger på min hustrus irrationelle tanker. Hensigten er god, men der er sjældent kommet noget godt ud af mine fikse løsningsforslag.

Pointen er vel, at vi ikke altid skal finde løsninger på alting. Ofte er det bedste, vi kan gøre, at acceptere og respektere, hvordan den anden har det. Og det gør man altså ikke ved at gemme sig bag en bog eller gå på Facebook. Det gør man ved at lytte og spørge.

En konkret råd – der var det løsningsorienterede igen – kunne være at droppe bilen og i stedet tage toget. Udsigten er bedre, og togets vuggende rytme under svellerne er i sig selv beroligende. I et tog er alle muligheder deslige tilstede for at optage samtaler om tilværelsens vigtige anliggender. Herunder dødsangst.

- Christian Jensen