Brevkassen: Kan jeg lægge an på min nabo?

Den Forsigtige

For nylig er jeg flyttet ind i en ny lejlighed. Et par dage efter ringede min nye nabo på døren for at introducere sig. Hun viste sig at være en nydelig og særdeles tiltrækkende kvinde på min egen alder (midten af trediverne). Siden har vi ofte hilst på hinanden på trappen og på gaden, men altid med høflig distance.

Jeg vil gerne invitere hende ind på en kop kaffe, men jeg er nervøs for at overskride hendes grænser og dermed forpurre et udmærket naboskab, hvis jeg farer for hurtigt frem. Hvordan lægger man an på sin nabo uden at fremstå som opgangens perverse galning?

Svar I:

En slem kattepine, du der er kommet i, da hun allerede er genstand for dine hede drømme, men heldigvis kan dit spørgsmål besvares med et enkelt godt råd: Lad for guds skyld være! Hvis det så blot var en kop kaffe, det drejede sig om, men det er jo meget mere, og det vil hun kunne mærke med det samme.

Møder du derimod pigen på gaden, vil det være okay at spørge, om hun vil med på den nærmeste café. Et ja eller nej vil give dig et pejlemærke, om end usikkert. Men hvis du kaster dig ud i et tydeligt scoringsforsøg, som hun responderer negativt på, risikerer du at tabe alt.

Derefter vil din fremtid i opgangen tegne sig trist, for hver gang I fremover mødes, vil det være kejtet, da der altid vil være ’det’ imellem jer. I vil ikke kunne se hinanden i øjnene, men få et unaturligt forhold, og et godt naboskab er med ét slag erstattet med et dårligt.

Det er det samme på arbejdspladser, hvor der eksisterer et oldgammelt råd om, at man skal holde sig fra klatgæld og indbyrdes sex. (Der findes et mere folkeligt udtryk for det, men det har jeg glemt i skrivende stund).

Det kan da godt være, det driver over, hvis man har forløbet sig ved den årlige julefrokost, men mere sandsynligt er det, at det medfører bortvendte ansigter, når man derefter ses på kontoret, for hvad hvis den ene gerne ville noget mere og den anden ikke? Pinligt, pinligt.

Det kritiseres ofte, at man i store byer ikke kender sin nabo, men der er gode grunde, for så længe der er distance, bliver man ikke så let uvenner. Er pigen interesseret i dig, skal det såmænd nok komme frem før eller siden, men ingenting haster.

– Kristen Bjørnkær

Svar II:

Jeg forstår dine betænkeligheder. Man skal aldrig skide i egen rede og lignende ulækre faste vendinger. Men jeg har dog sjældent hørt om, at en kompliment har forpurret et udmærket naboskab.

Faktisk har jeg kun hørt om, at utidig larm og umådeholdent dyrehold har ødelagt naboskaber i opgange. Komplimenter falder ikke ind under de to kategorier. Og det ville jo være et kompliment, hvis du inviterede hende ud.

Men her har vi det vigtige ord: Ud. Hvis nu aftalen ikke går, som vi alle håber, så er det ikke rart for den attråede, at hun ikke har nogen steder at flygte hen. Det er altid bedst at mødes på neutral grund og gerne om eftermiddagen, så er der den mulighed, at I ikke behøves at følges hjem, når mødet er overstået. Hvis I skulle gå hjem sammen sent på aftenen, kunne det godt lægge et unødigt pres på jer begge. Det kunne jo også være, at hun var opgangens perverse galning. Har du overvejet det?

For både din og hendes skyld vil jeg råde dig til, at du stilfærdigt inviterer hende ud på en spontan kop kaffe en dag, hvor I mødes tilfældigt ved postkasserne. Her er det vigtigt, at det virkelig er tilfældigt, og at du ikke står og lurer bag postkasserne, på anden måde venter på hende i opgangen eller tydeligvis har lyttet efter, hvornår hendes dør gik og pludselig dukker op med et fjoget smil i ansigtet og øjenbrynene skudt lidt for langt oppe i panden.

Hvis I nu mødes nede ved postkassen, kan du jo spørge hende, om hun har lyst til at gå med ud og få en kop kaffe, og hvis det viser sig, at hun ikke er interesseret, så bliver det måske lidt pinligt at mødes i opgangen i en periode. Men herregud, der er så utroligt meget, der er pinligt her i livet.

– Anita Brask Rasmussen