Brevkassen: Min syge mor fornægter, at hun skal dø

Mette C., 2100 Ø

Min mor på 64 er ved at dø. Hun nægter bare at indse det selv. For tre år siden fik hun konstateret brystkræft, og efter to operationer viste det sig, at det nu har bredt sig til lymfekirtlerne og knoglerne. Lægerne siger, at der er ikke er mere at gøre, og hun næppe har mere end et halvt år tilbage at leve.

Det er den situation, hun nægter at se i øjnene. Hun fastholder, at hun klarer den og pisker land og rige rundt for at finde alternativer til det danske sundhedssystem. Nu er hun så ved at gøre klar til at brænde en formue af på en privat hospitalsbehandling i USA.

Det står hende selvfølgelig frit for, men som datter er det svært at se på. Dels fordi, det er så håbløst og fornægtende, og dels fordi, det er så svært at få sagt ordentlig farvel til én, der nægter at skulle væk. Og jeg føler hele tiden, det er mig, der skal give hende dødsdommen og kynisk fortælle hende, at hun skal opgive håbet. Har I nogen tanker eller erfaringer, jeg kan bruge?

Svar I:

Det er din mors liv – det, hun måtte have tilbage at leve. Det tilkommer ikke dig at afsige nogen dødsdom over hende – endsige at eksekvere én.

Det sidste kan du meget nemt komme til, hvis du spænder ben for hendes forsøg på at finde en kur. Både lægelig og almenmenneskelig erfaring siger, at kræftsyge patienter holder sig i live ved at kæmpe mod deres sygdom. Opgiver de den kamp, falder de hen, og så er det hurtigt forbi. Vær opmærksom på, at din uvilje mod, at din mor ’brænder en formue af’ på sit liv, kan have sammenhæng med din status som arving.

Hvad mener du i øvrigt med at ’få sagt ordentligt farvel’? Tror du, at det er noget, din mor har brug for, at hendes nærmeste begiver sig ud i? Eller er det snarere dig, der har et behov for at få afskrevet din mor, mens hun endnu er i levende live?

Min egen erfaring med døende mennesker – indbefattet mine egne forældre – er, at de meget gerne vil have sig frabedt sådanne farvel-scenerier. Er der noget, der skal siges, skal de nok selv sørge for selv at få det sagt. Det kan til gengæld være noget, deres børn ikke bryder sig om at høre.

Men det må man som barn bære. Det er faktisk en del af det at blive voksen. Ligesom det er det, når man må acceptere, at ens forældre afviser døden.

- David Rehling

Svar II:

Det er ikke dig, der har afsagt dødsdommen. Det er sygdommen. Og hvis nogen nogensinde skulle fortælle mig om min dødsdom, ville jeg gerne have, det skulle være min datter.

Så det er det første.

Det andet er, at jeg fandeme heller ikke kan holde ud at tænke på, at jeg skal dø. Vi har jo som samfund glemt, hvordan man håndterer døden – andet end ved at prøve at udsætte den. Og det er et kæmpe tab, at så få dør en god død, fordi vi bare vil glemme, at døden findes. Men sådan er det. Og det er lidt hårdt at kræve, at du helt alene skal bekæmpe den kultur ved at skære igennem over for din syge mor.

Jeg er lidt i tvivl om, om du er mest bekymret for din mor eller for dig selv? Og begge dele er jo fair. Men hvis du er mest bekymret for din mor, skal du måske overveje, hvad du tror, der vil gøre hende mest lykkelig, og lade din tilgang afhænge af det.

Hvis hun nu f.eks. kun er glad, når hun er aktivt subjekt i sit eget liv og udviser handlekraft og kæmper, er det måske lige meget, at hun fyrer sin opsparing af på alternativ behandling. Fordi dødserkendelsen bare ville få hende til at visne. Et helere menneske burde måske kunne håndtere hårde nyheder og kontroltab – men det er bare er lidt sent at opdrage på hende nu.

Hvis du derimod tror, at din mor egentlig godt kan klare erkendelsen, og at det kan bringe jer frem til en god afsked, og også hjælpe dig med at leve videre bagefter – så skal du tage den hårde samtale. Hun kommer ikke til at tænke, at dommen er dit ansvar. Men hun kommer garanteret til at være glad for, at du er i nærheden, når hun forstår den.

- Lotte Folke Kaarsholm