Læsetid: 19 min.

Til døden os skiller

Der findes 37 officielle familieformer i Danmark, men de er alle monogame. Polyamorøse, åbne parforhold, swingere og kollektiver med fælles bollerum er så få, at de ikke kan ses i statistikkerne, og normen – det monogame parforhold – er lige så altdominerende, som det altid har været. Men hvorfor det forholder sig sådan, kæmper forelskede, sårede, parterapeuter og videnskabsfolk stadig med at forstå
Sven og Karin Dassau har været sammen i over 40 år. Overetagen i villaen har de lejet ud en stor del af tiden, som regel til mænd, der er blevet skilt, ofte for at finde tilbage til deres partner eller ind i et nyt monogamt forhold med de samme faldgrubber som det gamle.

Sven og Karin Dassau har været sammen i over 40 år. Overetagen i villaen har de lejet ud en stor del af tiden, som regel til mænd, der er blevet skilt, ofte for at finde tilbage til deres partner eller ind i et nyt monogamt forhold med de samme faldgrubber som det gamle.

Tor Birk Trads

19. oktober 2013

I 2012 valgte omkring halvanden million danskere ikke at gå fra deres partner. De valgte at blive sammen i en lukket cirkel af tosomhed for at leve videre i den ramme, mennesker har levet i, siden man har kunnet kalde den aberace, vi tilhører, for mennesker: I det monogame parforhold. O.K, så var der også cirka 30.000 danskere, der blev skilt fra deres partner det år. Det gjorde jeg selv, og det var, da jeg læste de tal, jeg for første gang i mit liv begyndte at føle mig som en minoritet. Jeg følte mig som en fiasko.

Ikke at jeg var holdt op med at abonnere på tosomheden eller det monogame parforhold. Jeg havde ingen planer om at skulle til at leve som polyamorøs, swinger eller i et åbent parforhold – tværtimod, og muligvis gjorde det min følelse af fiasko endnu stærkere.

Men en tur rundt på min villavej her i København, hvor jeg bor, fik det hurtigt til at gå over. Den slags mønstre er vist helt normale.

Her ser ellers fredeligt ud sådan en efterårsmorgen, hvor disen ligger hen over gule blade og bugnende æbletræer. Gamle smukke rønnebærtræer løber på hver side af de lukkede veje, her er affaldssortering, ladcykler og familiebiler, vejfester med kagekonkurrencer og legende børn, der skyder ind og ud af hinandens haver gennem huller i hækkene. Når der en gang imellem er et hus til salg, er det også nogenlunde det, ejendomsmæglerne forsøger at få beskrevet: »Familievenligt«, skriver de, men det er ikke helt sandt.

I de få år, jeg har boet her, er fire par blevet skilt i de nærmeste seks huse, og i det femte bor en fraskilt mand. Fysisk set må det være et af de steder i landet, der lægger mest op til monogami og tosomhed, men noget tyder på, at vi har svært ved at holde det ud.

Omvendt tyder lige så meget på, at vi har svært ved at lade være, for husene er igen fyldt ud med par, og de skilte finder sammen med nye kærester, lever videre monogamt og springer over i en ny kategori af de i alt 37 familieformer, som Danmarks Statistik for to år udkrystalliserede som det, vi danskere levede i – alle sammen monogame.

For selv om det ikke står lysende klart for biologer, primatologer, neurologer og zoologer hvorfor, er de næsten alle sammen enige om, at monogamien ligger dybt i vores dna.

»Det er en gennemgribende hjernekonstruktion,« forklarer neurolog Larry J. Young, der er professor og leder af Center for Transnational Social Neuroscience på Emory University i Atlanta og er verdens førende hjerneforsker i monogami.

Eller som den danske primatolog og evolutionspsykolog Jill Byrnit fra Syddansk Universitet udtrykker det:

»Vi har jo sådan set haft fri mulighed for at leve på andre måder end den monogame i mange år, men der er ingen, der lever 100 procent promiskuøst. Det her er så svært at gøre noget kulturelt ved – det er kernen i evolutionen: det er selve forplantningen. Du kan kæmpe imod det. Men du vil altid tabe.«

Et problem for forskningen

Kun tre procent af alle pattedyr lever monogamt, og for forskerne er det stadig ikke helt kortlagt, hvorfor mennesket er blandt dem. Om det er genetisk eller kulturelt, om vi har det bedst med den samme hele livet, med seriel monogami, eller om vi i virkeligheden skulle i gang med at ændre vores syn på samliv mere grundlæggende. Det sidste er der dog ikke megen forskning, der tyder på.

»Monogami er stadig et problem for forskningen,« forklarede professor i zoologi Dieter Lukas fra Cambridge University efter en stor konference om monogami i forrige måned.

Det er et evolutionært mysterium, mente han ligefrem, selv om en del af hans kolleger tilbyder en række forklaringer. Den meste udbredte opfattelse synes at være, at menneskets afkom er så hjælpeløst de første år, at man har brug for flere forsørgere. Det skal igennem flere vintre uden selv at kunne finde føde endsige gå, og som Jill Byrnit endvidere peger på, har forhistoriske mennesker heller ikke haft pels, hvorfor barnet ikke selv har kunne holde sig fast på kvinden. Kvinden har derfor ikke haft hænderne fri til selv at finde tilstrækkelig føde og har haft hårdt brug for en mand.

Det forklarer imidlertid ikke, hvorfor det skulle være begrænset til én. Men dét forklarer andre med, at kvinderne på et tidspunkt fik brug for at forfine deres fødevarer, efterhånden som hjernen udviklede sig og fik mere og mere brug for vigtige proteiner.

På det tidspunkt begyndte kvinder at sprede sig mere, blive mere territoriale for at forsvare fødeemnerne, hvilket gjorde det umuligt for mændene at forsvare mere end én kvinde og sit afkom. Og forsvar var der brug for. Som nye studier fra University College of London peger på, var barnemord hos nogle primater meget udbredt. Disse arter kunne ikke blive drægtige under amning, så for en ny han handlede det om hurtigst muligt at få det fremmede afkom væk, så hunnen igen kunne føde.

Jeg går over til et par på min vej, som jeg ved, har været sammen i over 40 år. De må kende monogamiens anatomi indefra.

»Jeg har aldrig haft lyst til at blive skilt, men jeg har tit haft lyst til at slå hende ihjel,« siger Sven Dassau og slår en stor latter op. Han er en snakkesalig, tæt og muskuløs mand midt i 70’erne, der for efterhånden en del år siden lod sig pensionere som murer. Hans kone Karin sidder over for ham i det køkken, de selv byggede for snart 40 år siden. Hun ler ikke helt så højt, men smiler lidt. Måske har hun hørt den før.

»Vi har set virkelig mange skilsmisser gennem vinduerne her gennem de år,« siger hun. »Det kan godt være lidt trist, men det underlige er, at de lever videre på den samme måde. De gør det bare med nogle nye – forhåbentligt lidt bedre eller lidt på en anden måde.«

Karin og Sven mødte hinanden inde i byen i 1967. Hun var pædagogstuderende og engageret i studenteroprøret, og Sven var søn af en tysk kommunistisk flygtning fra krigen, så de fandt hurtigt fælles politisk ståsted. I starten var de bare almindelige kærester, men efter et års tid eller to flyttede de sammen i en lejlighed på Dronningensgade.

»Jeg tror godt, hun kunne lide, at jeg var lidt stærk. Hvis vi var ved stranden, kunne jeg lægge mig ned på maven og så skubbe al sandet væk med armene og kroppen og lave vores egen gryde,« siger han og laver bevægelserne her i deres køkken.

»Ja, han var meget stærk. Jeg kunne godt lide, at han var lidt mandig, men det var også virkelig vigtigt for mig, at vi kunne tale om de ting, der optog mig også – politik og litteratur.«

Efter nogle år i lejligheden købte de grunden, som deres hus ligger på, og Sven gik i gang med at bygge det selv.

»Han sagde, det ville tage et år,« siger Karin.

»Og jeg er stadig i gang,« ler Sven.

Sven byggede en lejlighed på førstesalen til sin mor, der flyttede ind sammen med parret i starten af 70’erne. Her boede hun, indtil hun døde i 90’erne, og siden har der næsten udelukkende boet fraskilte mænd.

»Nogle af dem finder andre, nogle har drukket for meget, og nogle er også gået tilbage til deres kone,« forklarer han, og hun supplerer:

»Vi havde én, der brugte flere måneder på at sætte alt i stand. Han spurgte, om han ikke måtte, hvis vi betalte materialerne, og det syntes vi selvfølgelig var fint. Vi hørte ikke et muk deroppe fra i måneder. Han gik helt stille for sig selv og spartlede og ordnede. Da det hele stod færdigt, og lejligheden lignede en ny, gik han hjem til konen. Det var vel hans terapi – det rum han havde brug for.«

»Vi har altid haft vores eget og samtidig vidst, hvor hinanden var. Jeg tror, der er mange af de skilsmisser, som kommer i de her år, der har forsømt det. Ting bliver så vigtige. Alt bliver så alvorligt. Arbejdet kræver mere, ægteskabet kræver mere, dine forældreegenskaber, du kræver mere af dig selv og folk omkring dig forventer mere. Der er ikke meget, der bare sådan bliver taget for givet længere,« siger Karin Dassau om samlivet med Sven.

Tor Birk Trads

En dejlig stor alfahan

Socialt set lever aber på mange vidt forskellige måder, forklarer evolutionspsykologen Jill Byrnit, »men det gælder dem alle, at deres liv er styret af yngelplejen, og det er også her, vi skal finde vores monogame ophav.«

Mennesket har helt exceptionelt krævende yngelpleje, fordi det er komplet hjælpeløst, og fordi vores hjerner er så store og kræver så megen næring, at vi har været nødt til at få kød og protein. Det har også betydet, at manden i højere grad end hos de fleste andre pattedyr har taget del i yngelplejen, ligesom man ser det hos næsten alle fuglearter.

»Derfor har der været et stort evolutionært pres for at finde mænd, der ikke føjter, men kommer hjem igen, og kvinder, der ikke laver børn med andre,« forklarer hun. Det har efterladt os med et – i hvert fald serielt – monogami, men, som Jill Byrnit forklarer det, også med »snigere«, hvor enten manden eller kvinden har givet efter for sine seksualdrifter og haft udenomsægteskabelige forhold.

»Det gælder i lige så høj grad kvinder som mænd, at hun kunne liste ud og finde sig en dejlig stor alfahan, hvorefter hun så fandt hjem igen.«

Kun 17 procent af alle verdens kulturer lever i dag i et rendyrket monogami, mens de fleste tillader og indlejrer både sidespring og flere partnere serielt, mens det heller ikke er et ukendt fænomen, at nogle mennesker er i stand til at leve parallelt monogamt i årevis med flere – dog uden at deres partnere kender til deres dobbeltliv.

Omvendt er der ingen samfund, der lever polygamt. Selv i de kulturer, hvor det er tilladt, er det kun få procent, der gør brug af muligheden og endnu færre, der praktiserer det med mere end én foretrukken partner. Så mennesket er så langtfra trofast af natur. De største undersøgelser i den vestlige kultur viser, at op mod 10 procent af alle kvinder og 16 procent af alle mænd har været deres partner utro.

Og alle disse adfærdsmønstre kan også måles hormonelt og neurologisk, forklarer både Jill Byrnit og professor Larry Young.

Noget af det fysisk mest iøjnefaldende, der tilkendegiver monogami, er mænds penisstørrelse, siger Jill Byrnit.

»Blandt polygame pattedyr er både testikler og penisser meget store i forhold til kropsvægten, og her gør det modsatte sig gældende for mennesket. Hannen med den største penis og mest sæd har i polygame kulturer haft størst sandsynlighed for at bringe sine gener videre, og det kan ses hos polygame dyr.«

Derudover adskiller monogame dyr sig ved at have en meget stor koncentration af hormonet oxytocin i kroppen. Det er det, der populært kaldes kærlighedshormonet, og det, der også frigives, når kvinder ammer deres børn, eller mænd bliver fædre, forklarer Larry Young.

Han har især foretaget undersøgelser på ørkenrotter, der både kan være monogame og polygame, afhængigt af hvilken race der er tale om.

»Hos de monogame rotter ser vi – ligesom hos mennesker – en meget stor koncentration af oxytocin, som vi slet ikke finder hos de polygame rotter,« siger Larry Young.

Mænd slår deres koner ihjel af jalousi

De monogame binder sig til én fast partner, men hvis man i laboratoriet går ind og blokerer rottens receptorer af oxytocinen, mister den med det samme interessen for sin partner.

Lignende forsøg er foretaget på mennesker, forklarer Larry Young og henviser til en tysk undersøgelse, hvor man havde givet en række mænd i fast parforhold henholdvis oxytocin og placebo og herefter ’udsat dem’ for en meget tiltrækkende kvinde. Langt størstedelen af oxytocin-mændene reagerede ved at gå i forsvarsposition og bede kvinden om at træde tilbage, mens de andre var mere med på spøgen.

»Vi ved faktisk en hel masse om, hvad der sker i den menneskelige hjerne i de her processer, og det tyder helt klart på, at vi er kodet til at leve med én partner ad gangen,« siger Larry Young.

»Det er de samme stoffer der er i gang, når vi taler om afhængighed, sex og den livsvigtige binding til sit afkom, og det er ikke noget, man umiddelbart kan undslippe, selv om der altid vil være nogle mennesker, der er kodet til at opføre sig mere monogamt end andre.«

– Så mennesket er genetisk kodet til naturlig monogami?

»Hm, altså når jeg refererer til monogami, ser jeg på en parringssæson eller opfostringen af børn, og her binder vi et særligt bånd, der får os til at samarbejde. I naturen er seksuelt monogami ultrasjældent. Jeg kan kun lige komme i tanker om en enkel fiskerace, hannen bider sig fast på hunnen for at blive siddende der, til han dør. Så man kunne sige, at vi ikke er monogame, fordi mennesket også fra naturens hånd har flere seksualpartnere og er utro. Men vi danner et bånd til nogle mennesker, der går langt længere end ejakulation. Vi kalder det kærlighed.«

Derfor er jalousi heller ikke en ligegyldig følelse, når man skal forstå menneskets natur, mener Jill Byrnit. For selv om vi har et samfund, der i en vis udstrækning accepterer seriel monogami, sidespring og til tider også polygami, står den grundlæggende følelse af jalousi stadig i vejen.

»Mænd slår stadig deres koner ihjel af jalousi,« påpeger hun.

»Jalousi er en ret grundlæggende følelse, som ikke tillæres, og som vi ser i alle kulturer, med det simple formål at holde på vores partner. Jalousien skal få os til at opføre os sådan, at partneren bliver, hvor han eller hun skal blive. Kvinden skal sørge for, at manden bliver hjemme, og manden skal slå konkurrenter ned – helt fysisk. I dag er vi bare så civiliserede, at det bliver opfattet som problem, hvis man er jaloux, og flere forhold går i stykker end holder sammen på den baggrund. Men det er måske en helt anden problematik.«

Sven og Karin har ikke kendt til jalousi i deres forhold, fortæller de mig. Men det har de også været meget bevidste om. Sven tager lidt kolesterolsænkende margarine på et rundstykke og lader Karin overtage hans sætning:

»Man skal helt lade være med at give hinanden noget at være jaloux over. Det er sådan en ødelæggende følelse,« siger hun.

»Ja, man kan lige så godt droppe det,« bryder Sven ind.

»Hvad mener du?« spørger Karin.

»Ja, altså droppe det med andre eller at tænke på, at den anden skal have noget med andre. Tag nu mig,« siger han og kigger op på mig.

»Jeg bryder mig jo ikke om at være alene. Jeg hænger jo sammen med Karin – vi passer ligesom på hinanden.«

»Og så tror jeg meget på at give hinanden plads,« siger Karin.

»Vi har altid haft vores eget og samtidig vidst, hvor hinanden var. Jeg tror, der er mange af de skilsmisser, som kommer i de her år, der har forsømt det. Ting bliver så vigtige. Alt bliver så alvorligt. Arbejdet kræver mere, ægteskabet kræver mere, dine forældreegenskaber, du kræver mere af dig selv, og folk omkring dig forventer mere. Der er ikke meget, der bare sådan bliver taget for givet længere.«

Parforhold i Geneve-konventionen

Laura Kipnis er sociologiprofessor på North-western University i Chicago og forfatter til bogen Against Love, der afsøger monogamiet og kærlighedens grænser. Men det første, hun bemærker direkte adspurgt til monogamiet er, at hun stadig ikke begriber den.

»Jeg har dedikeret en hel bog og en stor del af min forskning til at finde ud af den, men jeg kan stadig ikke nå til bunds i den,« fortæller hun.

»Jeg forstår det faktisk ikke.«

Til gengæld får man hurtigt en fornemmelse af, at hun ikke er stor fan af parforholdet, som det ser ud i dag i hvert fald. Hun anser det nærmest for masochistisk:

»Læg mærke til, hvordan hele fabriksmetaforikken er indlejret i parforholdet. Det hele handler om arbejde, om at kæmpe og få tingene til at virke. Hvornår gled fabriksmetaforikken ind i kærlighedens sprog?«

En del af hendes forskning har været at foretage observationer og lingvistiske analyser af par, hvilket har efterladt hende med »et helt katalog af social kontrol, befalinger og straf, så restriktivt og ondskabsfuldt, at det får en til at undre sig over, hvorfor der ikke er en protokol for parforhold i Genève-konventionen,« forklarer hun og kommer med en lang række observationer fra sin forskning:

Du kan ikke efterlade opvasken til senere eller bare sjuske med at vaske op, ikke bruge sæbe, drikke direkte af mælkekartonen, krumme uden at tørre det væk med det samme eller fylde opvaskemaskinen på den måde, der giver mest mening for dig – det skal ske i overensstemmelse med din partners metode. Du kan ikke lade med være at rede sengen og ikke lade være at udtrykke taknemmelighed, når en anden gør det – også selv om du er bedøvende ligeglad. Du må ikke sove for dig selv, du må ikke gå i seng på det tidspunkt, der passer dig bedst, og du kan ikke falde i søvn på sofaen uden at blive vækket og bedt om at gå i seng. Du må ikke spise i din seng, du må ikke stå ud af sengen lige efter sex, og du kan ikke ligge søvnløs uden at blive mødt med irritation eller med bekymring om, hvad der egentlig er galt. Parforholdet kommer med indbygget overvågning, undertrykkelse og forbud. Det er som at leve i en politistat.

Men måske skal ægteskabet ses som en slags træningslejr, hvor man lærer at begå sig i samfundet, anfører hun, og hvis vi bare lærer at omgås det på en bedre måde, kan vi måske gå en bedre fremtid i møde.

»Det er her, utroskab muligvis har sin plads,« foreslår hun.

»Utroskaben er den mest direkte protest mod det moderne parforhold. Det er en sit-down-strejke mod den inhumane sociale kontrol, der er påført dig. Det er den elskendes oprør mod kærlighedslivets arbejdsetik.«

Skilsmisser gentager fejlene

Modsat er det med en simpel skilsmisse, mener Laura Kipnis. Her adresserer man ægteskabelige utilfredsheder ved blot at indgå i nye, monogame parforhold, og på den måde kommer man aldrig til at gøre endeligt op med de kulturelle normer, der undertrykker os i parforholdet. Det opgør kræver en mindre revolution i vores blik på ægteskabet, medgiver hun, men måske man kunne afhjælpe det ved at arbejde mere kontraktligt med sit ægteskab end ved blot at se på det som en livslang overgivelse.

»Man kunne årligt genforhandle den kontrakt, måske,« foreslår hun.

Hun ser ikke noget problem i at statslige organer eller officielle institutioner tog den rolle på sig .

»Ligesom de jo allerede gør,« siger hun. »På skilsmissestatistikkerne kan vi jo bare se, at det ikke går så frygtelig godt, så man må tænke alternativt, hvis man vil have det tal bragt ned og glæden tilbage i parforholdet.«

Kipnis er fuldt ud klar over, at hendes standpunkter er polemiske og radikale, og at de kan ses som et opgør eller en trussel med og mod parforholdet, men egentlig er hun slet ikke imod monogamiet. Hun opremser også en masse fordele ved at leve sammen i par – herunder også den regelmæssige sex.

»Delt husholdning, børnepasning, sammenhold, forudsigelighed,« og den slags arrangementer, der for de fleste mennesker giver stabilitet i tilværelsen.

Ifølge Kipnis bør man bare være klar over og villig til at medregne det store bedrag, der ligger i kærlighed, ægteskab og forelskelse. Og så frem for alt insistere på at genvinde passionen og udrydde fabriksmetaforikken. Ellers ser hun ingen fremtid for parforholdet.

I sin bog redegør hun også for nogle af de kønsmæssige skævheder, der er indlejret i parforholdet. Blandt andet ville hun gerne gøre op med forestillingen om, at det særligt skulle være mænd, der kunne føle trang til sidespring, og det synspunkt fik hun stærk biologisk opbakning til, da den amerikanske videnskabsjournalist Daniel Bergner i foråret udgav bogen What Women Want, der redegør for den nyeste forskning omkring kvinders seksualitet.

Utroskab som ventil

I århundreder har det været velkendt og til tider accepteret, at mænd havde sidespring, og historisk set har vi også haft lettere adgang til det. Det har været mere eller mindre kulturelt acceptabelt med konkubiner, elskerinder og prostituerede, men da kvinderne fik en idé om seksuel ligestilling, mistede manden de privilegier. Bergners bog bygger oven på den ligestilling ved at dokumentere, at kvinder har en endnu større drift mod udenomsægteskabelige forhold og beskriver blandt andet en lidelse, der på amerikansk kaldes hypoactive sexual-desire disorder eller H.S.D.D., der kort fortalt betyder, at man mister lysten til sin partner. Fuldkommen.

Kvinder, i langt højere grad end mænd, får denne diagnose, hvilket har fået psykiatere til at tro, at kvinder om ikke i større grad end mænd, så i lige så høj grad som mænd har svært ved at holde sig til én seksualpartner.

 Gennem et metastudie med mere end 800 forskellige studier har psykologerne Jennifer L. Petersen og Janet Hyde fra University of Wisconsin blandt andet dokumenteret, at det oftest er kvinden, der mister lysten til sex i parforhold, og at kvinders sexlyst og masturbationsfrekvens generelt varierer voldsomt mellem kulturer på en måde, der indikerer, at jo mere socialt acceptabel kvinders lyst er, jo større er den også blandt kvinderne.

Et tysk studie gennemført af psykiateren Dieter Riethmacher på Hamborg Universitets medicinske afdeling, har vist, at kvinder og mænd har lige stor lyst til hinanden i begyndelsen af et forhold, men at lysten svinder meget hurtigere for kvinden end for manden.

Men der er unægtelig en række problemer forbundet med det åbne parforhold, som måske sender os tilbage til Jill Byrnit og Larry Youngs forskningsresultater med vores forfædre. For det viser sig, at mennesker muligvis er kodet til utroskab, men til gengæld er vi ikke kodet til at acceptere det hos vores partner. I samtlige af de kulturer, hvor der findes data om emnet, er den altoverskyggende grund til skilsmisser utroskab. Det har gjort argumentationen svær for dem, der tror på det åbne parforhold. Særligt for sexologerne.

Åbne forhold virker ikke

På University of Virginia har man oprettet et helt institut, der har til formål at se på ægteskabet. The Marriage Project hedder det, og sociologiprofessor Bradford Wilcox er leder. Han tror helt basalt set heller ikke på det åbne ægteskab, og modsat professor Kipnis, der mener, man skal tage et opgør med parforholdet, mener han, der er grund til at tænke den modsatte vej og én gang for alle slå tanken om det åbne ægteskab ud af hovedet:

»Der var en mindre bevægelse i starten af 70’erne, der troede på det, men ingen af statistisk betydning har kunnet gennemføre det. Det findes ikke og leder kun til én ting: skilsmisse,« understreger han.

Han henviser til amerikanske undersøgelser, der understøtter den europæiske, hvor mere end 80 procent af både mænd og kvinder stadig anser utroskab for at være »meget forkert«.

»Det virkede så smart, da man introducerede ideen dengang, men siden har flere og flere amerikanere vendt tankegangen ryggen.«

Utroskaben er ifølge omfattende undersøgelser helt generelt faldet i USA op gennem 90’erne og især i 00’erne og ligger nu på under 10 procent. Bradford Wilcox medgiver, at det åbne ægteskab kan virke tilforladeligt, men giver sig til at opremse fem hovedårsager til, hvorfor det blot er en dårlig idé i vores samfund, i punktform:

1) Kvinderne bliver gravide. Selv i dag, påpeger Wilcox, bliver op mod 10 procent af de 15-44-årige kvinder, der har et almindeligt sexliv uden at være i fast parforhold, uønsket gravide over et år.

2) Monogame par har generelt bedre sex. Ifølge den omfattende Chicago Sex Survey har både mænd og kvinder bedre sex med én seksualpartner end dem, der har gang i flere seksualpartnere, der ofte er mere tilbøjelige til at føle angst, nervøsitet og skyld og til at have depressive tendenser end folk i faste parforhold.

3) Folk har sjældent gjort sig klart, hvad det egentlig vil sige at indgå i et åbent parforhold: at det er dyrt, tidskrævende og i øvrigt for langt størstedelens vedkommende også følelsesmæssigt en stor belastning, der går hårdt ud over det parforhold, man er i.

4) Risikoen for seksuelt overførbare sygdomme stiger.

5) Børn i åbne ægteskaber bliver i langt højere grad end andre børn udsat for psykisk, fysisk og især seksuelle overgreb. Desuden, anfører Wilcox, kender man intet til disse børns generelle psykiske tilstand.

»Derudover er enlige forsørgere ekstremt dyre for samfundet. Specielt i velfærdsstater som de skandinaviske, hvor de koster enorme summer i overførselsindkomster og særordninger,« siger Brad Wilcox.

»Der er få ting i samfundet, der er lige så stabiliserende som det monogame parforhold, og alene af den grund er der grund til at lægge alle kræfter i for at bevare det i vores kultur. Der er heller ikke noget, der tyder på, at vi kan lade være.«

Tilbage står Bradford Wilcox dog stadig med et problem: sexdriften og den dalende lyst i parforholdet. Men Bergner anfører måske en fremtidig løsning, der er under udvikling i medicinalindustrien. ’Lybrido’, kaldes en lille ny pille, der angiveligt skulle give kvinder deres sexlyst tilbage. Måske helt tilbage i den monogame dobbeltseng. Men er det så helt naturstridigt?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Jessen
  • Christian Hildebrandt
  • Kalle Nielsen
  • Mette Brun
  • Christina Rosendahl
Søren Jessen, Christian Hildebrandt, Kalle Nielsen, Mette Brun og Christina Rosendahl anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sören Tolsgaard

Nille Torsen -

Det synes indlysende, at de prostitueredes store sexuelle kontaktflade i hvert fald skaber en vis asymmetri i billedet. Deres antal er varierende i forskellige kulturer, og om end ikke særlig talrige her i landet, så bidrager de mere eller mindre flygtige kontakter, som en del (også gifte) mænd faktisk har med dette miljø, naturligvis til den samlede andel af utroskab.

Noget lignende gør sig formentlig gældende mht. det syndrom (H.S.D.D. = hypoactive sexual-desire disorder), som omtales i artiklen, som særlig kvinder dignosticeres med. "Kort fortalt" gøres gældende, at syndromet handler om, at man mister lysten til sin partner. Dette er dog næppe hele diagnosen, som vel yderligere handler om, at man bliver hyperaktiv i sin opsøgen af sexuelle partnere. Marilyn Monroe led formentlig af dette syndrom.

Og her optræder altså igen en asymmetri, idet især kvinder får denne diagnose, hvilket ifølge artiklen "har fået psykiatere til at tro, at kvinder om ikke i større grad end mænd, så i lige så høj grad som mænd har svært ved at holde sig til én seksualpartner."

Det ser umiddelbart ud, som om nogle kvinder i højere grad end mænd har dette syndrom, men hertil bør føjes følgende overvejelser: En kvinde, som er "hyperaktiv" i sin opsøgen af sexuelle partnere, vil generelt i langt højere grad end en mand med tilsvarende symptomer kunne få afløb for denne drift. En mand må kæmpe hårdt for hver eneste erobring, mens en blot nogenlunde attraktiv kvinde hurtigt kan skabe mange sex-kontakter. Hvilket gør dette syndrom langt farligere for en kvinde, idet hun hurtigt kan involvere sig i helt uoverskuelige situationer, som medfører et sammenbrud, mens en mand højest bliver fattig i forsøget på gentagen hurtig tilfredsstillelse.

Nu er det ikke mig, men psykiaterne, som har kaldt denne diagnose for en "lidelse", og jeg tvivler heller ikke om, at den kan udarte sig til en særdeles alvorlig depression og mange andre symptomer. Kvinden er yderligere indrettet, så hendes krop let kan overskride sine naturlige grænser, mens mandens fysik stiller sig hindrende i vejen.

Formentlig er det i visse tilfælde kvinder med dette syndrom, som påbegynder en frivillig karriere som luksusludere eller escortpiger. Andre praktiserer denne livsstil uden at tage penge for samværet, og bidrager også til en asymmetrisk statistik.

I øvrigt synes det fejlagtigt, som artiklen gør, blot at kendestegne H.S.D.D. ved, at man mister lysten til sin partner, og derfra konkludere, at når kvinder hurtigere mister denne lyst, så får de også hurtigere lyst til en ny partner. I virkeligheden er kvinders latensperiode ofte længere, så vidt jeg ved, idet de generelt er mere tilbøjelige og bedre i stand til at undvære en partner, end mænd.

De (få) kvinder, som lider af H.S.D.D. udligner denne asymmetri, idet de giver et stort antal mænd afløb for trangen til sexuelt samvær, om end næppe særlig tilfredsstillende, idet manden - som fremhævet i artiklen - faktisk ofte er den vedholdende part.

Problemet skyldes muligvis, at mange mænd er for kedelige og selvoptagede, så kvinderne mister interessen. Alternativt til H.S.D.D. kan situationen dog også udvikle sig derhen, at kvinderne (og også en del mænd) simpelthen mister lysten til både den opreklamerede sexualitet og det forpligtende partnerskab - og i stedet plejer helt andre interesser.

En sådan tendens synes under hastig udvikling blandt de yngre generationer - særlig i Japan.

http://www.information.dk/nyhedsblog/475824

Sider