Læsetid: 9 min.

Døden ved Nilen

Tyrannens fald er startskuddet til den sande revolution – ikke dens endemål, skriver Slavoj Žižek i dette essay
Magi. Det magiske øjeblik, hvor alle forenenes om at vælte tyrannen er begyndelsen på revolutionen. Det er her fra, at venstrefløjen skal sikre, at tingene ikke bare vender tilbage til det normale, når tyrannen er væk.

Magi. Det magiske øjeblik, hvor alle forenenes om at vælte tyrannen er begyndelsen på revolutionen. Det er her fra, at venstrefløjen skal sikre, at tingene ikke bare vender tilbage til det normale, når tyrannen er væk.

Amru Salahuddien

Moderne Tider
5. oktober 2013

Med kuppet i Egypten, nedkæmpelsen og nu også bandlysningen af Det Muslimske Broderskab er ringen sluttet: Militærets afsættelse af den demokratisk valgte præsident Mursi og hans regering skete med fuld støtte fra den samme hårde kerne af demonstranter, som væltede Mubarak to år før. I dag ser vi altså de samme demonstranter, hvis krav om demokrati fremtvang Mubarak-regimets fald, hylde et militært statskup, der har afskaffet demokratiet – hvad foregår der?

Protestbevægelsen, der væltede Mubarak, blev ifølge den fremherskende udlægning anført af den veluddannede bymiddelklasse, mens fattige arbejdere og bønder primært var sympatisører og tilskuere. Men da først demokratiets porte var slået op, tøvede Det Muslimske Broderskab ikke med at udnytte sin bredere sociale basis blandt landets mange fattige til at vinde valget. Derfor fik Egypten en regering domineret af muslimske fundamentalister. Og derfor måtte den oprindelige kerne af sekulære demonstranter vende sig mod Brødrene og bakke op om militærkuppet.

Fortalere for denne udlægning overser her et centralt element i protestbevægelsen fra 2011: Den eksplosive fremvækst af heterogene organisationer – studerende, kvinder, arbejdere etc. – der for første gang trådte i karakter som et spirende civilsamfund og gav sig til at formulere politiske krav uden om de statslige og religiøse institutioner. Det Arabiske Forårs største gevinst er ikke tyrannernes fald. Den er derimod dette stadig bestående netværk af nye sociale formationer. Det egyptiske civilsamfunds opblomstring er en fortløbende proces, der har potentiale til at overleve de politiske omvæltninger, som hærens kup mod Det Muslimske Broderskab har skabt. Modsætningen mellem hæren og Broderskabet er heller ikke det egyptiske samfunds dominerende modsætning. Langt fra at være den neutrale og velvillige mægler, der garanterer den sociale stabilitet, inkarnerer hæren bestemte sociale og politiske programmer, herunder en stærkere integration i det globale markedssystem, en provestlig politisk holdning, borgfred med Israel, autoritær kapitalisme osv. Ud fra dette perspektiv var hærens indgriben nødvendig, fordi det egyptiske folkeflertal ganske enkelt ikke var rede til at acceptere kapitalismen på ’demokratisk’ vis.

Det revolutionære moment

Egypten viser os endnu et eksempel på en grundlæggende dynamik i sociale opstande. En første fase kulminerer i en omfattende folkeopstand mod en forhadt magtfigur (Mubarak i Egyptens tilfælde, Shah Pahlavi i Irans tre årtier før). Mennesker fra alle sociale lag træder med ét i karakter som et kollektivt subjekt, der revolterer mod et magtsystem, hvorefter dette fra det ene øjeblik til det andet står ribbet for al legitimitet. På tv-skærme følger verden de magiske øjeblikke af ekstatisk enhed, når hundredtusinder forsamler sig på offentlige pladser, belejrer dem i dagevis og sværger ikke at ville vige, før tyrannen går af. Disse øjeblikke repræsenterer den imaginære enhed på dens sublime højdepunkt: Alle forskelle, alle interessekonflikter er for en stund visket bort. Hele samfundet synes forenet i modstand mod undertrykkeren. Sidst i 1980’erne skete noget lignende, da Central- og Østeuropas kommunistiske regimer gik i opløsning: Alle samfundsgrupper var forenede i deres afvisning af de kommunistiske regimer, om end af forskellige og i sidste ende endda uforenelige grunde: De religiøse hadede den for deres ateisme, de sekulære liberale for deres ideologiske dogmatik, de almindelige arbejdere for at tvinge dem til at leve i fattigdom og savne grundlæggende fornødenheder som sæbe, elektricitet eller kød; de potentielle kapitalister begrænsningerne i den private ejendomsret, de intellektuelle for manglen på personlige frihedsrettigheder; nationalisterne for styret forræderi mod etniske rødder på vegne af den proletariske internationalisme, kosmopolitterne for de lukkede grænser og den manglende intellektuelle kontakt til andre lande, de unge for regimernes afvisning af vestlig popkultur, kunstnerne for de pålagte begrænsninger i kreative udtryk, etc.

Den nye konflikt – og den falske

Men ikke så snart er den gamle orden gået i opløsning, før den imaginære enhed atter brydes, og nye (eller gamle, men fortrængte og undertrykte) konflikter vender tilbage: Religiøse fundamentalister og nationalister over for sekulære modernister, den ene etniske gruppe mod den anden, de rabiate antikommunister mod dem, der mistænkes for at have sympatiseret med det gamle regime, etc.

Når vi i dag hører en politiker eller ideolog stille valget op mellem liberal frihed og fundamentalistisk undertrykkelse og triumferende stille det retoriske spørgsmål: »Jamen, vil du da udelukke kvinder fra det offentlige liv og fratage dem elementære rettigheder? Skal religionskritikere og religionssatirikere straffes med døden?« bør svarets selvindlysende karakter vække mistro. Nej, selvfølgelig vil ingen ønske dette. Problemet er, at den liberale universalisme i denne forsimplede udgave har mistet sin uskyld. Derfor må en sand venstreorienteret afvise konflikten mellem liberal tolerance og fundamentalisme som falsk; som en ond cirkel, hvor disse to poler, genererer, forudsætter hinanden og forstærker hinanden.

Hvordan skal vi forstå, at oprindelige impulser for frigørelse slår om i fundamentalistisk populisme? I klassisk marxisme er helheden ikke idealet, men et kritisk begreb. At bestemme et fænomen i dets helhed betyder ikke at gennemskue denne helheds skjulte harmoni, men at inkludere ’symptomer’, modsætninger og uoverensstemmelser som integrerede dele af et system.

Lad mig tage det aktuelle eksempel. I den her nævnte forstand udgør liberalisme og fundamentalisme en ’helhed’: Modstillingen mellem liberalisme og fundamentalisme er struktureret således, at liberalismen selv genererer sin modsætning. Men hvad med de grundlæggende værdier i liberalismen: frihed, lighed osv.? Paradokset er, at liberalismen i sig selv ikke er stærk nok til at sikre disse. Den kan ikke sikre sin egen kerne mod fundamentalistismens stormløb. Hvorfor ikke? Problemet med liberalismen er, at den ikke kan stå på egne ben: Der mangler noget i det liberale bygningsværk. Liberalismen er ’parasitær’, fordi den snylter på et netværk af værdifællesskaber, som det både tager for givet og underminerer med sin egen udvikling. Fundamentalismen er en reaktion – en falsk og mystificerende reaktion, naturligvis – imod en reel mangel i liberalismen. Og det er derfor, at liberalismen fremkalder den igen og igen. Blev liberalismen helt overladt til sig selv, ville den langsomt underminere sig selv. Det eneste, der kan redde dens kerneværdier om frihed, er en revitaliseret venstrefløj. Eller formuleret med det bekendte udtryk fra 1968-Foråret i Prag: Skal liberalismens vigtigste arv overleve, behøver den ’broderlig hjælp’ fra den radikale venstrefløj.

Venstrefløjens svigt

Bekræfter de seneste dramatiske udviklinger inden for muslimsk fundamentalisme ikke Walter Benjamins gamle indsigt – at »enhver fascisme er vidnesbyrd om en fejlslagen revolution«? Fascismens fremmarch er venstrefløjens svigt, men samtidig beviset på, at der var et revolutionært potentiale og en utilfredshed, som venstrefløjen blot ikke formåede at mobilisere. Gælder det samme ikke for nutidens såkaldte ’islamofascisme’? Er den radikale islams fremmarch ikke ligefrem korrelatet til det sekulære venstres hensygnende rolle i de muslimske lande?

Selv om næsten alle entusiastisk har støttet Det Arabiske Forårs demokratiske eksplosioner, er der foregået en skjult kamp om at tilegne sig ejerskab til dem. De officielle kredse og de fleste af Vestens medier har hyldet dem, som om der var tale om den samme slags ’prodemokratiske’ fløjlsrevolutioner som i Østeuropa. Dette er grunden til, at der opstår et vist ubehag, når man konstaterer, at protesterne også har haft en anden dimension – den sociale retfærdigheds dimension. Denne kamp for at tage ejerskab er mere end et spørgsmål om fortolkning. Den har væsentlige praktiske konsekvenser. Vi bør ikke være for fascinerede af den omfattende sociale enheds sublime øjeblikke. Det centrale spørgsmål er: Hvad sker der næste dag? Hvordan skal den emancipatoriske eksplosion omsættes til en ny social orden? Vi må ikke glemme, at ingen af de arabiske lande, hvor folkeopstande har fundet sted, har været formelt demokratiske: Alle har de været mere eller mindre autoritære. Det har betydet, at kravet om social og økonomisk retfærdighed blev spontant integreret i kravet om demokrati.

Var den ekstatiske enhed i forsamlingen af mennesker på Tahrir-pladsen kun en imaginær illusion, som blev skyllet væk af et grumset politisk efterspil? Må begivenhederne i Egypten ikke bekræfte Hegels tese om, at når en politisk bevægelse vinder, er prisen for sejren, at bevægelsen må splitte sig selv op i antagonistiske fraktioner?

Men er dette alt? Lad os mindes Walter Benjamins begreb om revolution som forløsning gennem gentagelse af fortiden: Apropos den franske revolution er opgaven for en sand marxistisk historieskrivning ikke at beskrive begivenhederne, som de var (eller at forklare, hvordan disse begivenheder fremkaldte de ideologiske illusioner, som ledsagede dem). Opgaven er snarere at fremdrage de skjulte utopiske og emancipatoriske potentialer, som blev forrådt af revolutionens reelle forløb og endelige udfald (den utilitaristiske markedskapitalismes opkomst).

Et kort sandhedens øjeblik

Under den egyptiske revolutions højdepunkt blev vi – uanset vores tvivl, frygt og kompromiser – grebet af øjeblikkets begejstring: Vi var frie, og vi deltog i menneskehedens universelle frihed. Al den skepsis, der blev tilkendegivet bag lukkede døre, selv af bekymrede progressive, blev gjort til skamme. Man kan ikke undgå at bemærke den ’mirakuløse’ karakter ved begivenhederne i Egypten: Her skete der noget, som kun få havde forudsagt, og som stred imod næsten alle eksperters udtalelser. Som om opstanden ikke var det simple resultat af sociale årsager, men af en virkende krafts indgriben i historien – en virkende kraft, vi på platonisk vis kan kalde den evige idé om frihed, retfærdighed og værdighed. Opstanden var universel: Det var med det samme muligt for alle mennesker verden over at identificere sig med den og at erkende, hvad den handlede om, uden at der var behov for kulturelle analyser af særlige forhold i det egyptiske samfund. Det mest sublime øjeblik opstod, da muslimer og koptere deltog i en fælles bøn på Tahrir-pladsen og råbte ’Vi er én’ og dermed gav det bedste svar på den sekteriske vold. Her blev de neokonservative, der kritiserer multikulturalismen på vegne af de universelle værdier om frihed og demokrati, konfronteret med deres sandheds øjeblik: I ville have universel frihed og demokrati? Nuvel, dette er præcis, hvad folket kræver i Egypten, så hvorfor er I urolige? Er det fordi, de protesterende i Egypten ved siden af frihed og værdighed også krævede social og økonomisk retfærdighed, ikke blot markedsfrihed?

Det er således korrekt, at der findes en imaginær enhed i revoltens første ekstatiske klimaks, når alle heterogene grupper forenes i afvisningen af den forhadte tyran. Der er imidlertid mere til stede i denne enhed end den imaginære ideologiske illusion. Enhver radikal revolte indeholder også en ’kommunistisk’ dimension – en drøm om solidaritet og egalitær retfærdighed, som rækker ud over snævre politikområder og ind i økonomi, privatliv, kultur ... kort sagt, gennemsyrer den hele det sociale bygningsværk. Det er først, når tyrannen er omstyrtet, at det sande arbejde for radikal social transformation begynder. I denne periode efter tyrannens fald er alle formelt for revolutionen, men de, som ønsker sig ’revolution uden revolution’ (Robespierre), bestræber sig på at overbevise folket om, at revolutionen er bragt til ende, så såre tyrannen er faldet, hvorefter livet kan vende tilbage til sin normale gænge.

Derfor må enhver revolution gentages: Det er først, når den første entusiastiske enhed er opløst, at den sande universalitet kan formuleres – en universalitet, der ikke længere holder sig oppe ved imaginære illusioner. Det er først, når den første ekstatiske enhed er faldet fra hinanden, at det virkelige arbejde begynder – det hårde arbejde med at tage alle konsekvenser af kampen for det egalitære og retfærdige samfund på sig: Det er ikke nok at slippe af med tyrannen. Det samfund, som fødte tyrannen, må forandres gennemgribende. Og kun de, som er rede til at engagere sig i dette hårde arbejde, forbliver tro mod den oprindelige entusiastiske enheds radikale kerne. For en ægte revolutionær er et sådant arbejde intet andet end at forløse konsekvenserne og virkningerne af den oprindelige ekstatiske begivenhed: Vil I have sand retfærdighed og solidaritet? Her er, hvad I bliver nødt til at gøre, og herefter må I gøre dette og derefter dette osv. ... Ikke så sært at de ægte revolutionære øjeblikke er sjældne: Ingen teleologi kan garantere deres efterfølgende succes. Denne står og falder med om, at der findes en politisk aktør, som er i stand til at gribe åbningerne, når de opstår.

Slavoj Žižek er slovensk filosof

 

© Slavoj Žižek og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvor er de 40 milliarder dollars, der pumpes ind i militæret af fremmede magter? Det virker lidt useriøst. Kan man tale om et forår, når der ingen blomster kom? - Så længe store dele af magtens organ, er afhængig af midler udefra, vil det være udefra, at magten dikteres. Der er da heller ingen fordømmelser - at reflektere over, selv vinden har lagt sig.

Jeg vil stadig hævde, at det var forfatningen der blev modstræbt af militæret, og muligvis dikteret udefra. Den egenlige magtoverdragelse fandt aldrig rigtig sted. Uden en fyldestgørende forfatning, vil det være en glidebane før eller senere, uanset hvor gode hensigterne er, og hvem der står i spidsen.

Indrømmet lix værdien er høj, kudos, men substansen mangler, når præmissen ikke er tilstede. Det må være indlysende, når flertallet er muslimer, at det vil blive ledet af muslimer. De Vestlige lande er også ledet af katolikker og protestanter, de facto.

Curt Sørensen

Nu har diverse mellemøstlige regimers diktatorer i årevis, med Vestens opmuntring og undertiden bistand, blodigt udryddet hvad der var af venstreorienterede partier. Kan man så undre sig over at den sociale protest flyder over til religiøse, fundamentalistiske grupper?

Glimrende artikel. Beskrivelsen synes at være helt i tråd med den globale kamp der foregår i øjeblikket - ikke mindst i Europa og USA. Men hvor nu også Russerne samler eller presser sine "allierede" ind under sine skørter. Under dette ulmer der en global kraft om frihed lighed og retfærdighed - samtidig med ønsket om refærdig fordeling af goderne. Det synes både at være en samfundsmæssig kamp men også en indre kamp det enkelte menneske har med sig selv.

Ofte synes de intellektuelle - der er imod det nuværende system, altså imod nyliberalismen eller neoliberalismen (kært barn har mange navne) - at løsningen ligger på venstrefløjen. Men alene i den globale balances forståelse - synes begrebet "venstre" at signalere ubalance. Eller at skulle være ligevægtig eller tungere end "det" på højrefløjen. Fjerner man det på højrefløjen, globalt, hvad sker der så.

Der synes ikke at være noget svar på en balanceret global verden - uden "fjendebilleder" - eller løsning på et af menneskehedens største forcer og ulemper - nemlig Begæret.