Læsetid: 15 min.

’Enten bliver de dømt, eller også er der frit spil’

Det er ikke bare Solhavens leder og 11 tidligere ansatte, der nu sidder på anklagebænken i Aalborg tiltalt for vold og overgreb mod nogle af bostedets anbragte børn og unge. Det er hele tankegangen om at møde ’de uanbringelige’ med hård konsekvens samt et menneskesyn, der tillader, at vanskelige børn kan behandles anderledes, som står for skud
Det er ikke bare Solhavens leder og 11 tidligere ansatte, der nu sidder på anklagebænken i Aalborg tiltalt for vold og overgreb mod nogle af bostedets anbragte børn og unge. Det er hele tankegangen om at møde ’de uanbringelige’ med hård konsekvens samt et menneskesyn, der tillader, at vanskelige børn kan behandles anderledes, som står for skud

Tor Birk Trads

12. oktober 2013

Der var ingen, der havde fundet det påkrævet at spørge. Om hvordan udsatte børn og unge egentlig har det på de opholdssteder, der er deres nye hjem, når de bliver anbragt.

Men i efteråret 2011 gjorde fire medarbejdere fra Børnerådet det. De rejste rundt i hele landet og interviewede 113 anbragte børn og unge. Var de blevet udsat for vold, ydmygelser eller overgreb ligesom børnene på børnehjemmet Godhavn var blevet det i perioden i årene mellem 1945 og 1976, ville daværende socialminister Benedikte Kiær gerne vide.

Der var klart plads til forbedringer, viste de fire medarbejderes interview. Men der var også noget andet. Noget, som ikke bare handlede om mere inddragelse og en stabil, ærlig kontakt til en sagsbehandler. Få, men voldsomme beretninger om forhold, der ikke burde kunne forekomme på nogen institution i Danmark, og som senere blev til indberetninger om børn anbragt på det socialpædagogiske bosted Solhaven i Vesthimmerland.

Da børnene og de unge endelig blev spurgt, satte deres udsagn gang i en lavine af sager, der nu er endt ved Retten i Aalborg med 12 tidligere ansatte, heriblandt lederen, Søren Virenfeldt, på anklagebænken. 75 anklagepunkter om alt fra halsgreb, knytnæveslag og spark til ulovlig tvang i årene fra 2005 til 2012. Der er berammet 40 retsmøder.

»Det svarer til en stor rockersag. Det er historisk og aldrig set før på børneområdet,« siger Børnerådets tidligere formand, Lisbeth Zornig Andersen.

Men dengang i 2011 var Solhaven – nogle barakbygninger og lokaler i byen Farsø i det nordjyske – fyldt med de nogle af de hårdeste børn og unge, en smadret barndom kan levere, plus en samling hærdebrede mandlige ansatte. Hvis den type institution nogensinde skulle kunne fremstå som en succes, var Solhaven det tætteste, man kunne komme det.

Besøgt og berømmet for sin særlige konsekvens- og relationspædagogik. Her blev de unge anbragt, når først deres familier – oftest voksne, der selv har en smadret opvækst bag sig – siden skolerne og en stribe andre opholdssteder havde givet op. Mange kommuner og socialforvaltninger havde brugt Solhaven som sidste udvej for de børn og unge, der var blevet bedømt som ’uanbringelige’.

Folketingets udvalg besøgte Solhaven, ligesom forskere og fjernsyn var interesserede gæster på stedet, der også har uddannet personale til andre kommuners opholdssteder og sikrede institutioner.

I sidste weekend fik Solhaven en danmarksmester. Den 18-årige Christoffer Gøth, som under sin anbringelse havde fået lov og støtte til at dyrke sin passion, roadracing, vandt det nationale mesterskab.

Hetz og nuancer

Således succeshistorierne. Men dengang var der stadig ingen, der havde givet de anbragte 14- til 23-årige på Solhaven mulighed for selv at fortælle om, hvad de syntes om stedets berømmede pædagogik. Det havde der ellers været rig lejlighed til.

Socialministeriet havde i 2004 bevilget penge til to nye bosteder, som skulle videreføre Solhavens metoder. I den forbindelse blev der udarbejdet en beskrivelse af den »socialpædagogiske teori og metode«, Solhaven anvendte. Rapport, Pædagogik fra Farsø, indeholdt interview med ledere og ansatte. Men ingen børn og unge.

Ingen er endnu dømt i sagen, der i disse dage behandles i Rettens i Aalborg, og ingen af de tiltalte erkender sig skyldige.

Tidligere bestyrelsesmedlem for Solhaven, Benny Lihme, redaktør af tidsskriftet Social Kritik, har påpeget, at der blandt de 21 belastede unge, der skal afgive forklaringer, er nogle, hvis anbringelsesgrundlag delvist består i, at de har løjet eller fordrejet virkeligheden.

Over for ham står Lisbeth Zornig Andersen, der selv er tidligere anbragt og nu leder Huset Zornig.

»Jeg er meget spændt på udfaldet af sagen, for viser det sig, at alle anklager frafaldes, betyder det, at alle, der har med anbragte børn at gøre, bare har frit spil. Så tror man åbenbart ikke på børnene. Jeg ved jo ikke, om det er rigtig eller forkert, det, vidnerne forklarer. Men signalet til anbragte børn vil være: Lad være med at sige noget, det skaber bare problemer. Omvendt: Hvis der falder dom i forhold til nogle af anklagerne, så får vi retningslinjer for, hvad man må, og hvad man ikke må i forhold til anbragte børn.«

Og sådan er det med Solhaven. Der er nogle, der støtter dem. De taler om, at den nationale tv-kanal DR, som via aktindsigter fik sagen til at rulle, har gjort sig skyldig i mediehetz og manglende nuancer. Andre taler om torturmetoder. Og de anbringende kommuner? De holdt hurtigt op med at sende unge til Solhaven, efter at DR begyndte at berette om de påståede overgreb. Tidligere på året gik bostedet konkurs. Lidt senere fulgte to andre, Skjoldborghus og Lille Stokkebjerg, som var de af Socialministeriet støttede bosteder, der skulle videreførere Solhavens pædagogik.

Men sagen mod Solhaven handler om meget mere end en omdiskuteret succes; børn og unge, der aldrig blev spurgt; kommuner, der slap af med ’ekstreme’ børn og unge – eller spørgsmålet om, hvorvidt det var vold eller nødvendig magtanvendelse, der blev brugt på Solhaven.

Sagen mod Solhaven kan ses som et anslag mod en langt bredere tendens og politisk linje: Den hårde tilgang til børn og unge, som blev bedømt som værende ’uden for pædagogisk rækkevidde’ og mødt med ny kriminalitetsbekæmpelse i form af ungdomssanktioner og konsekvent pædagogik i løbet af 1990’erne og 00’erne. Er det også den tilgang og menneskesynet bag, som sidder på anklagebænken i Nordjylland? Eller er der i stedet tale om en unik institution, som nu ikke længere kan gøre de børn og unge, andre har opgivet, til succeshistorier?

Bænken

Flere af Solhavens metoder har været kendt, længe før retssagen går i gang. F.eks. kan man læse om en slidt rød taburet med inskriptionen ’Solhavens bedste pædagog’ i en reportage i Weekendavisen. Taburetten bruges som opdragelsesmiddel, og børnene og de unge skal sidde der, lige indtil de har besluttet om de vil være med eller ej.

Taburetmetoden er i dag beskrevet i anklageskriftet mod to af de tidligere ansatte på Solhaven med disse ord: »(...) ved på et tidspunkt i periode fra 1. maj kl 8.00 til den 2. maj kl 15. på afdelingen ’Værkstedet’ i forening og ved trussel om vold (…) for ved ulovlig tvang, idet de tiltalte tvang xx til at sidde på et ca. 25 cm højt træstykke med en diameter på ca. 10 cm i 4 til 6 timer uden adgang til mad, drikke og toiletbesøg.«

Viden om metoderne har altså været tilgængelige for alle interesserede, og det får nu tidligere socialrådgivere og ledere på socialpædagogiske opholdssteder til at anklage de anbringende myndigheder og politikere for hykleri.

F.eks. skriver tidligere socialrådgiver Orla Lund i et læserbrev i Politiken, »at en betragtelig del af dem, der nu forarges over det, der foregår på opholdsstedet, gennem årene må have været vidende om den pædagogik, der anvendes på stedet«.

Eller som Ejvind Bitsch, tidligere souschef på opholdsstedet Hestehøje, udtrykker det: »Det er interessant at se, hvem det er, der nu vender sig mod Solhaven. Gennem årene har socialrådgivere, pædagoger og i sidste ende politikere – til trods for prisen for et ophold på Solhaven – været særdeles begejstrede for opholdsstedet. Det har løst opgaver, som ingen andre magtede – nøjagtigt hvad det også er sat i verden til.«

Magtanvendelse

Benny Lihme, der har skrevet to bøger om Solhaven, mener, at magtanvendelse kan være nødvendig. Men understreger, at vold naturligvis ikke er acceptabel. Et af Lihmes eksempler på, hvornår magtanvendelse kan komme på tale, er et tænkt eksempel, hvor en stærk ung, et der altid er et koldt og beregnende røvhul over for andre, især de svage, tager sådan en svag ungs knallert. Den svage vil have knallerten, men den stærke nægter. Der kommer en pædagog og forsøger flere gange at overtale den stærke til at stige af knallerten, hvortil den unge svarer: »Du må da ikke røre mig, tror du ikke, jeg kender loven.« Hvorefter pædagogen hiver ham ned af knallerten med magt. Måske kommer der et knæ op i skridtet. Det kan være et uheld, men det kan også være en lille svinestreg som i fodbold.

»Hvad gør man i sådan en situation, når man finder det kontraproduktivt at ringe efter politiet og melde den pågældende for knallerttyveri. Fysisk magtanvendelse skal være sidste udvej. Men magt er uundgåelig i pædagogisk arbejde, og pædagoger er tit bange for at bruge magt,« siger han.

Christian Øst er en af de tidligere anbragte. Han tilskriver Solhaven æren for, at han i dag har uddannelse og arbejde. Han har selv prøvet at blive holdt fast på gulvet af flere af de ansatte på Solhaven.

»Jo vildere det bliver, jo flere voksne mennesker kommer der. Når man så stopper, er de voksne der stadigvæk, og de snakker med en. Og så kommer man måske ikke så langt ud næste gang. Man har fået en fornemmelse af, at der er en grænse. Den slags lærte jeg jo ikke af min mor,« siger Christian Øst, der boede på Solhaven, fra han var cirka 17, til han var 23. I dag er han 31. Han husker, hvordan de unge ofte kunne tirre de voksne for at få en konflikt op at køre, og han forstår godt de ansattes pres. Men han er lykkelig for den relation, han fik til dem:

»De fem, seks år på Solhaven har rettet mig op. De andre opholdssteder, jeg var blevet smidt ud af, havde været 10 år om ikke at kunne løfte den opgave.«

I denne uge fik Solhaven også en digter og samfundsdebattør. Den 18-årige Yahya Hassan fortalte i Politiken om at være svigtet af sine forældre og blive fjernet som 13-årig på grund af kriminalitet. Yahya Hassan går nu på Forfatterskolen og debuterer snart med en digtsamling.

»Solhaven var et sted, hvor der var en masse voksne mænd, som ikke havde noget med pædagogik at gøre, og som kom fra landsbyer rundtomkring i Nordjylland. Der var en masse gode mennesker, i hvert fald på min afdeling, som ville de unge det bedste. Men der var også rigtig mange, som bare mente, de skulle bestemme det hele og være dørmænd. De voldsepisoder, som er kommet frem, de har fundet sted. Det har været en metode, som man gjorde tingene på. Det var også et sted med rigtig, rigtig mange penge. Så man fik, hvad man pegede på, hvis man opførte sig ordentligt,« fortæller Yahya Hassan, der husker, at en pædagog blandt andet arrangerede en tur til Norge, fordi Yahya gerne ville se Munch-museet.

Solhavens leder, Søren Virenfeldt, har forsvaret bostedets metoder med, at det var en særlig gruppe unge, man tog sig af. Meget ofte havde de været igennem det psykiatriske system, eller havde en ADHD-diagnose. Flere havde voldsdomme og lignende bag sig.

Lektor Karin Kildedal, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet, har et indgående kendskab til Solhaven. Hun skriver i en mail til Information:

»Den gruppe unge, der er anbragt på Solhaven og andre lignende steder, er unge, der oftest er opgivet og smidt ud af mange andre institutioner. Derfor er man nødt til at arbejde med andre metoder, end de traditionelle pædagogiske, som ikke har hjulpet dem.«

Men var det bare sidste udvej, når de ansatte på Solhaven brugte magt, i hvert fald 75 gange – ifølge anklageskriftet – i løbet af en periode på syv år?

Det stiller formanden for Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen, sig tvivlende over for.

»Man kan ikke undgå at bruge magt i de situationer, hvor den unge kan blive til skade for sig selv og andre. Det har vi et cirkulære, der regulerer. Det afgørende er tænkningen omkring magtanvendelse. Det må ikke blive en fast del af det pædagogiske arbejde, men noget, vi tyr til, når der ikke er andre muligheder. Jeg ved ikke, om de bliver dømt eller frifundet på Solhaven. Men de eksempler, der er kommet frem, tyder efter min mening på, at de socialpædagogiske kompetencer er sluppet op. Det er muligt, der er nogle gråzoner, men det er ikke det, jeg tænker om Solhaven. Jeg mener, der har været noget galt med fagligheden,« siger Benny Andersen.

Karen Elmegaard, som er uddannet jurist og lektor ved Institut for Socialt Arbejde, Professionshøjskolen Metropol, har en lignende betragtning.

»Diskussionen om Solhaven handler i højere grad om socialpædagogik end om jura,« siger hun.

Ingen læring

Lisbeth Zornig er ikke enig i, at Solhavens konsekvenspædagogik som i Christian Østs tilfælde kan være med til at gøre de unge til kapable voksne.

»Jeg kalder det ikke pædagogik, for jeg anerkender ikke, at det er pædagogik, eftersom meget få af Solhavens ansatte var uddannede. De lavede deres egen uddannelse. Det, der sker, er, at nogle af børnene finder ud af at fungere i det magtspil. Altså, gør jeg sådan her, gør det ondt; gør jeg sådan her, gør det ikke. Nogle bliver så skræmte, at de makker ret. Men ingen af de børn bliver jo kloge på, hvordan de skal håndtere de situationer fremadrettet i deres voksenliv: Skal jeg også lægge mine børn i benlås, når de ikke arter sig? Der er ingen lære i fysisk magt, der er bare en placering i et fysisk hierarki,« siger hun og fremhæver, at den belønning/straf- eller vingummipædagogik for længst er forladt som opdragelsesmetode blandt forældre i dag.

»Man bliver ikke klogere af den. Man kommer bare til at navigere efter, hvad der udløser det ene og det andet, og ikke en viden om, hvorfor det er, jeg skal fungere her? Hvorfor det er, jeg skal passe min skole, hvorfor jeg ikke skal banke folk ned.«

— Men er det ikke en anden gruppe børn end den, almindelige forældre står over for?

»Lederen, Søren Virenfeldt, fremhæver, at de har en helt særlig gruppe børn, som nogle ville kalde de uanbringelige. Men det er ikke tilfældet. Det er ikke en anden gruppe børn, end den, så mange andre institutioner står med, der ikke bruger magtanvendelse.«

Til Benny Lihmes eksempel med knallerten lyder Lisbeth Zornigs kommentar:

»Allerede i det eksempel er der begået en ulovlighed. En magtanvendelse er tilladt, hvis man er til skade for sig selv eller andre. Det er man ikke, når ikke vil stige af en knallert.«

Menneskesyn

Det er sidst i 1990’erne og først i 00’erne, at de meget ekstreme unge, som dem der bliver sendt til Solhaven, begynder at fylde i mediernes dækning og den politiske debat.

Specielt er der en sag om en gruppevoldtægt på Gammel Torv i København, hvor en kvinde presses ind på et pissoir, som får sindene i kog. Og gruppevoldtægten er ikke den første af slagsen i Danmark. To lignende sager fra Aarhus har før skabt hidsig debat, rapporterer BT. Her blev to 14-årige piger udsat for voldtægt af unge indvandrerdrenge. Billederne af, hvordan de jublende unge mænd kunne forlade retten med forholdsvis milde domme, skaber forargelse, hedder det i avisens reportage.

Senere indfører politikerne blandt andet den såkaldte ungdomssanktion, der skal slå hårdt ned på de unge, der vurderes at være ’uden for pædagogisk rækkevidde’.

På det tidspunkt er der et stort pres på politikerne for at finde en passende straf, der modsvarer befolkningens retsfølelse i forhold til, at de unge mennesker skal straffes.

Lisbeth Zornig mener, at hele tænkningen om konsekvens og straf i form af ungdomssanktioner, sikrede institutioner og senere sænkelse af den kriminelle lavalder har en direkte forbindelse til de metoder, Solhaven var helt åben om.

Også menneskesynet, der ligger bag den meget hårde og konsekvente tilgang til anbragte børn og unge, er under anklage, mener Lisbeth Zornig.

Hun var også en »fucked up unge«, som hun siger. En anbragt pige, der var hård og utilnærmelig, hvilket hun siden har beskrevet i både bogform og i en tv-dokumentar. Hun fortæller om pædagogen Karen, der fik den unge, misbrugte Lisbeth til at blive som smør:

»Dengang var det den relationsskabende, kærlige tilgang til børn, der var dominerende. Den nød jeg stor glæde af, og der kan jeg mærke, at menneskesynet og tilgangen har ændret sig blandt fagpersoner, der har med anbragte børn at gøre.«

Zornig fortæller om en aktuel sag fra Odense, hvor en plejemor overfuser et plejebarn, ligger ind over ham og skriger ind i hovedet på ham. Han trygler om at komme væk, og det hele bliver ved i flere minutter.

»Det er lige blevet godkendt som en lovlig magtanvendelse, og man har valgt ikke at sigte plejemoren for vold. Så siger jeg til folk, som jeg talte til på en konference for nylig: ’Hvordan ville I have det, hvis jeres børn fik sådan en tur af en SFO-ansat; hvor mange sekunder ville der gå, før han eller hun var fyret?’

»Vi ville aldrig tillade overgreb, hvor en voksen ligger oven på et barn og skriger det ind i hovedet, inden for normalområdet. Men fordi det handler om anbragte børn, så har vi fået en anden holdning til, hvad man må, hvad der virker på dem, og hvad det er for en slags børn. Der er kommet en tendens i tiden til, at vi kan skelne mellem, hvad slags børn man har med at gøre,« siger Lisbeth Zornig.

De, der arbejder imod

Men på Solhaven var der noget andet og mere end konsekvenspædagogikken. Den såkaldte relationspædagogik, var stedet berømt for, og det er den, der er omdrejningspunktet i Karin Kildedals rapport, Pædagogik fra Farsø. En af Solhavens samarbejdspartnere i Nordjylland, som Information taler med, og som ikke ønsker sit navn i avisen, kalder Søren Virenfeldt »den bedste relationspædagog«, han som fagperson nogen sinde har mødt.

Karin Kildedal forklarer: »Disse unge er ofte trætte af pædagoger og pædagogsprog – og har brug for en anden type med- og modspil fra andre faggrupper end kun pædagoger. Man kan lære meget ved at stå sammen med en mekaniker og reparere en bil eller sammen med en murer og mure en væg. Det er ikke kun ’pædagogik’ i form af opdragelse og ord, der er brug for her – men ofte rollemodeller, der kan noget håndværksmæssigt. Det er dog vigtigt, at man på et givent opholdssted har et fælles værdigrundlag – det vil sige en fælles opfattelse af, hvad der udvikler mennesket. Men der er også brug for andre typer af mennesker end pædagoger – det har netop altid været ideen med de såkaldte private opholdssteder.«

Lisbeth Zornig Andersen er heller ikke i tvivl om, at drenge som Christian Øst og andre har haft stor glæde af relationsarbejdet og Solhavens evne til at få bogligt meget svage igennem en uddannelse.

»Mange af de unge, der har haft nytte af Solhaven, har fået det, fordi der har været en skidegod relation. Jeg siger jo ikke, at de er onde mennesker på Solhaven. De har udviklet en fremragende uddannelse af bogligt svage elever til en slags håndværkerassistenter. Der er foregået mange gode ting for at hjælpe de unge, der arbejder med. Jeg taler om dem, der arbejder imod. Der er så mange andre gode greb, man kan tage fat i for at få fat i de unger, inden vi opgiver og siger, at så må vi banke dem på plads.«

Kommuner står for tur

En anbringelse på Solhaven har kostet flere hundrede tusind kroner for de anbringende kommuner. Ifølge Ekstra Bladets referat fra retsmøderne tjente Solhaven i sin storhedstid hen ved 4,5 millioner kroner om måneden på at have 30-35 anbragte. Lisbeth Zornig Andersen mener, at de store beløb har bevirket, at alle, både pædagoger og kommune har haft en stærk interesse i, at anbringelserne skulle give resultater.

»Hvis der falder dom, så er de næste, der skal have en tur i maskinen, kommunerne og dem, der skulle føre tilsyn. Det har eksisteret i 24 år. Solhaven er blevet hyldet, og hele landet har anbragt børn der, og der har været tilsyn. Hvordan kunne Børnerådets interviewere, vildfremmede mennesker, udløse det her? Der er to forklaringer: Enten er man så farvet af, at Solhaven er så fantastisk et sted, at man ikke hører eller tror på børnene. Eller også evner man ikke at have en god børnesamtale.«

Christian Øst er til gengæld bekymret for de unge, der som han selv har brug for at få vendt tilværelsen på et sted som Solhaven:

»Jeg frygter, at de unge, som havde brug for det samme som mig, går til bunds, fordi ingen vil turde binde an med dem mere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ulla Blok Kristensen
Ulla Blok Kristensen anbefalede denne artikel

Kommentarer