Læsetid: 5 min.

Feminismen har et ideologisk medansvar for nyliberalismen

Kvindebevægelsen, der startede som en kritik af den kapitalistiske udbytning, er endt med i stedet at levere centrale ideer til den seneste nyliberale fase. Hvis vi vil have retfærdighed, må vi erobre ideerne tilbage, skriver den amerikanske filosof Nancy Fraser
Ideologi. Det er ikke en passiv feminisme, der er blevet forført af markedsliberalisterne. Vi har selv aktivt bidraget til udviklingen, skriver Nancy Fraser.

Ideologi. Det er ikke en passiv feminisme, der er blevet forført af markedsliberalisterne. Vi har selv aktivt bidraget til udviklingen, skriver Nancy Fraser.

Sigrid Nygaard

26. oktober 2013

Som feminist regnede jeg længe det følgende for en selvfølge: at jeg ved at kæmpe for kvinders frigørelse, også var med til at med at skabe en bedre verden – en mere lige, mere retfærdig og mere fri verden. Men på det seneste er jeg begyndt at tvivle på, at den antagelse nu også er korrekt. For hvad nu hvis de idealer, som feministerne kæmper for, i virkeligheden bliver brugt til at tjene helt andre formål?

Jeg frygter, at kvindesagen som udslag af en grum skæbnes ironi er blevet viklet ind i en farlig alliance med de vedvarende nyliberale bestræbelser på at opbygge et samfund helt på frimarkedfundamentalismens grundlag. Dette ville kunne forklare, hvorfor de feministiske ideer, der oprindeligt var en integreret del af et venstreorienteret emancipatorisk verdensbillede, nu i stigende grad bliver anvendt, som om de udelukkende handler om individers problemer. Hvor feminister tidligere kritiserede et borgerligt samfund, der overfokuserede på karrieremageri, råder de nu i stedet kvinder til med Facebook-chefen Sheryl Sandbergs udtryk at »læne sig fremover« og tage fat. Den samme bevægelse, der engang lagde vægt på den sociale solidaritet, fejrer nu hellere kvindelige iværksættere. Et livssyn, der engang værdsatte ’omsorg’ og indbyrdes afhængighed, tilskynder nu til individuel fremgang.

Bag kursskiftet ligger en forandring, som selve kapitalismens karakter har undergået. De første efterkrigsårtiers statsstyrede kapitalisme er for længst blevet afløst af en ny form for kapitalisme – den ’ikkestyrede’, globaliserede og nyliberale kapitalisme. Den feminisme, der voksede frem som en kritik af den første kapitalisme, er nu blevet tjenerinde for den nye kapitalistiske verdensorden.

To mulige udviklinger

I bagklogskabens lys kan vi se, at bevægelsen for kvindefrigørelse på én gang pegede hen imod to forskellige mulige udviklinger. Som et første scenario forestillede den sig en verden, hvor frigørelsen fra de stereotype kønsroller skulle gå hånd i hånd med deltagerdemokrati og social solidaritet; i det andet indvarslede den en ny form for liberalisme, som skulle give både kvinder og mænd nogle goder, nemlig en større individuel autonomi, en udvidet valgfrihed og bedre chancer for meritokratisk fremgang i livet. På den måde var feminismens anden bølge faktisk ambivalent. I og med at den var kompatibel med begge disse visioner for samfundet, var den også modtagelig for to ret så forskellige historiske konkretiseringer.

Så vidt jeg kan se, er denne tvetydighed nu blevet opløst og afløst af det andet, liberalistiske og individualistiske scenario. Det er ikke sket, fordi vi er blevet passive ofre for en nyliberalistisk forførelse. Det er tværtimod en udvikling, vi selv har bidraget til – med tre afgørende ideer.

Tre bidrag til nyliberalismen

Det ene bidrag var vores kritik af ’familielønnen’, altså idealet om den mandlige forsørger/kvindelige husmor-familie, der var så centralt i den statsstyrede kapitalisme. Den feministiske kritik af dette ideal er nu kommet til at legitimere en ’fleksibel kapitalisme’. Denne form for kapitalisme er stærkt afhængig af kvinders lønarbejde, især den lavtlønnede arbejdskraft inden for service og produktion, der ikke blot varetages af unge enlige kvinder, men også af kvinder med børn. Efterhånden som kvinderne er strømmet ud på arbejdsmarkederne verden over, er den statsorganiserede kapitalismes traditionelle forsørger/husmor-familieideal blevet erstattet af den nyere og mere moderne norm: at en familie har brug for to indtægter. Alt dette er øjensynligt sket med feminismens velsignelse. Så pyt med, at resultatet er et stadigt lavere lønniveau, dårligere jobsikkerhed, faldende levestandard, kraftig stigning i antallet af lønarbejdstimer pr. husstand, mere skifteholdsarbejde, og voksende fattigdom. Nyliberalismen syr et griseøre om til en silkepung ved at udbrede sin fortælling om kvindelig selvstændiggørelse. Ved at påkalde sig den feministiske kritik af familielønnen retfærdiggør den udbytningen. Den bruger drømmen om kvindefrigørelse som brændstof for kapitalens akkumulationsmotor.

Feminismen har også ydet et andet bidrag til den nyliberale etos: I den statsorganiserede kapitalismes epoke kritiserede vi med rette en politisk vision, der var så intenst fokuseret på klasseulighed, at den var blind for ’ikke-økonomiske’ uretfærdigheder såsom vold i hjemmet, seksuelle overgreb og reproduktiv undertrykkelse. Ved at afvise ’økonomismen’ og politisere det personlige, udvidede feministerne den politiske dagsorden til også at udfordre de statushierarkier, der byggede på kulturelle definitioner af kønsforskellen. Resultatet skulle have været en udvidelse af kampen for retfærdighed til at omfatte både kultur og økonomi. Men det faktiske resultat blev en ensidig fokusering på ’kønsidentitet’ på bekostning af spørgsmålet om sociale levevilkår. Hvad værre er, kom den feministiske fokusering på identitetspolitik til at harmonere alt for smukt med den stadig stærkere nyliberalisme, der inderligt ønskede at undertrykke alle forestillinger om social lighed. I realiteten gjorde vi kritikken af den kulturelle sexisme til noget absolut, netop på et tidspunkt hvor omstændighederne nødvendiggjorde en forstærket opmærksomhed på kritikken af den politiske økonomi.

Endelig bidrog feminismen med en tredje idé til nyliberalismens dominans: kritikken af velfærdsstatens paternalisme. Skønt denne kritik unægtelig var progressiv i den statsorganiserede kapitalismes æra, er den siden vokset sammen med nyliberalismens krig mod ’barnepigestaten’ og siden hen også med dens kyniske omfavnelse af ngo’er. Et illustrativt eksempel er ’mikrolånene’, programmerne for små banklån til fattige kvinder i det globale Syden. Mikrolånene blev præsenteret som et alternativ, der kunne frisætte bunden af samfundet fra bureaukratiske, statslige projekter, og hyldet som den feministiske modgift mod kvinders fattigdom og underkastelse. Men ingen bemærkede et bekymrende sammenfald: Mikrolånene blomstrede op, præcis samtidig med at staterne gik bort fra den makrostrukturelle indsats for at bekæmpe fattigdom – en indsats, som smålån umuligt vil kunne erstatte. Et feministisk perspektiv, der oprindeligt ville demokratisere statens magt og selvstændiggøre borgerne, bliver nu brugt til at legitimere markedsgørelse.

Generobring

I alle disse tilfælde er feminismen ambivalens blevet afklaret til fordel for den (ny)liberale individualisme. Men det andet scenario, det solidariske, kan stadig være levedygtigt. Den aktuelle krise giver mulighed for igen at tage tråden op og genskabe forbindelsen mellem drømmen om kvinders frigørelse og visionen om et mere solidarisk samfund. Hvis det projekt skal lykkes, må vi feminister generobre vores tre ’bidrag’ og bruge dem til vores egne formål.

For det første må vi påpege det fejlagtige i at sammenkæde vores kritik af familielønnen med den fleksible kapitalisme ved at kæmpe for en livsform, som fjerne fokus fra lønarbejdet og i stedet opvurderer ulønnede aktiviteter, herunder – men ikke kun – omsorgsarbejde.

For det andet må vi sørge for at vores vores kritik af økonomismen ikke bliver til identitetspolitik, ved at forene kampen for at forandre en statusorden, der bygger på mandlige kulturelle værdier, med en kamp for økonomisk retfærdighed.

Endelig kan vi bryde det falske bånd mellem vores kritik af bureaukratiet og frimarkeds-fundamentalismen ved igen at engagere os i at skabe et deltagerdemokrati som middel til at styrke offentlighedens nødvendige beføjelser og derigennem tæmme kapitalen for retfærdighedens skyld.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Ole Kvint
  • Johannes Lund
  • Maria Jensen
  • Ervin Lazar
  • Henrik Rude Hvid
  • Claus Jensen
  • John Mortensen
  • Kristine Skøtt-Jensen
  • Mihail Larsen
  • ulrik mortensen
  • Jan Weis
Peter Ole Kvint, Johannes Lund, Maria Jensen, Ervin Lazar, Henrik Rude Hvid, Claus Jensen, John Mortensen, Kristine Skøtt-Jensen, Mihail Larsen, ulrik mortensen og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kritik og kærlighed

Her er det forenet.

Men det er desværre åbenbart sådan, at selv om artiklen har været på Informations menukort i en del dage, har endnu ikke én af vores manifeste feminister villet kommentere.

Peter Ole Kvint, John Mortensen, Jan Weis, ulrik mortensen og Kristine Skøtt-Jensen anbefalede denne kommentar

Var pudsigt nok selv i gang med at skrive et mindre essay om det samme emne - da jeg læste denne artikel weekend-udgaven - en fortræffelig analyse - som rammer noget meget centralt - nemlig at disse selektive selvudnævnte feminister er blevet brugt og misbrugt af reaktionen - uden at de selv har opdaget voldførelsen - fordi de har haft og nogle stadig har - så fandens travlt med at rette deres mere eller mindre berettigede frustrationer forkerte steder hen - når 70+- feminister skælder mænd ud nærmer det sig topmålet af komik ...

Niels Engelsted

I et liberalistisk samfund kan man ikke bebrejde det ene køn, at det vil have samme 'retfærdige og frie' adgang til goder og positioner, som det andet køn. Og dermed at kønskampen tager denne retning. Dette kan ikke være et problem. Problemet er at vi lever i et liberalistisk samfund, der hylder den individuelle frihed på bekostning af fællesskab og ansvar. Selvfølgelig kan vi bebrejde kvinderne, hvis de ikke kæmper for et sådant solidarisk samfund, men kun fordi vi kan bebrejde alle, der ikke kæmper herfor.

randi christiansen, Helene Nørgaard Knudsen, Mihail Larsen, Anne Eriksen, Henning Pedersen, Lilli Wendt, Brian Pietersen, Torben Kjeldsen, Anders Kristensen, Hanne Ribens og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Dekonstruktionen har med sin kritik uden løsninger, sine pointeløse rebel-roller og sin ansvarsløse pædagogik, selv åbnet den neo-liberale motorvej, der hele tiden bliver mere og mere trafikeret af rodløse narcissister.

Tak gudinden og Nancy Fraser for at minde os om, at nogle afkroge af feminismen stadig er intellektuelt og ideologisk intakt, og at alle ikke helt er degeneret til Sanne Søndergårds umorsomme niveau.

Jeg tilslutter mig Mihail Larsens ærgrelse over, at ingen "manifeste feminister" af en yngre generation end Frasers ser ud til at have interessen i eller evnen til kunne følge med.

Lotte Folke Kaarsholm

Altså Sanne Søndergaards kronik var jo, som det også fremgik af teksten, et svar til denne tekst af Nancy Fraser.

Ja sørgeligt nok. Jeg skal komme med et enkelt eksempel, men det glder omtrent hvert ord i Søndergaards "svar" til Nancy Fraser:

Drop den bollerumsdrøm

Nu bliver jeg muligvis nok anklaget for kystbanefeminisme, men alle feminister er efterhånden dødtrætte af de antifeminister, der håndterer reel kritik af ulighed i vores samfund med en henvisning til, at de stakkels undertrykte kvinder i Indien har det værre. Bare fordi andre bliver sparket i hovedet, må jeg godt brokke mig over et spark i fissen!
Og det her gælder altså også internt i feminismen. Vi er moderne, vestlige kvinder, der forsøger at begå os i en moderne, vestlig verden – med de luksusforhold og problemer, der følger med.

Hvad er disse vulgariteter svar på? Ovenfor bruger Fraser et eksempel fra det "globale Syden" til at illustrere hvordan kritikken af velfærdsstatens paternalisme.er vokset sammen med den neoliberale krig mod det den kalder "barnepigestaten" - altså det der siden 2008 uigenkaldeligt har vist sig i virkeligheden har vist sig at være et krav om mere barnepigestat til den i forvejen overforkælede 1 pct. på bekostning af alle andre. Er det denne svage association til det "globale Syden", der får Søndergaard til at fare i flint over, at det hele ikke drejer sig om en vis overforkælet del af hendes egen anatomi?

Ironisk nok.

Glemte kursiveringen under overskriften. Det er selvfølgelig også Søndergård i paragraffen under bollerumsoverskriften, derefter mig.

Morten Sørensen

Således retfærdiggjort af flommefede verbaleskapader med vældige, oratoriske meningsudvekslinger i et holdnings- og kritikløst univers fortsætter debatten på et vist nok sprogintelligent niveau, hvor ingen - eller kun de mest indforståede krabater aner, hvad den anden taler om.
Hvordan og hvornår er det er gået hen og blevet særlig smart øvelse i moderne tid at udtrykke sig så arrogant kompliceret om så simple spørgsmål, at ingen, uden en lille klub af selvtilfredse, har nogen nævneværdig nytte at det.
Man er godt nok stadig i de skriftkloges (politisk/taktiske) nyprimitivisters magtudøvelse midt i massernes krav om simpel fornuft og en vis form for logik.
Er det dog ikke på tide, at disse akademiske, fyldordslærde, tanketomme, konfliktsky og pragmatiske tosser lærer at formulere sig intelligent og rationelt af hensyn til alles ve og vel?
Drop verbal-arrogancens tomhed og kom ned på jorden.
Den klogeste 2% del af befolkningen siger mindst og har aldrig gidet ytre en stemme, fordi de ikke orker at kæmpe imod det, som er så enkelt, men bliver gjort så absolut 98% kompliceret af hensyn til private overlevelsesstrategier på alle planer, at... etc.etc.

fremragende analyse, blot lidt svag i de foreslåede tiltag, men sådan er det ofte.

man kunne gerne investere lidt tid i at undersøge hvordan liberalismen eller andre rigmandsstøttende institutioner og samfunds- og samværsformer har overtaget noget som havde et vist samfundskritisk eller -forandrende potentiale, eller er kommet dem i forkøbet.
Blot et par (urelaterede, men med samme undertone) eksempler. Det var den ærkekonservative Bismarck der indførte de første sociale programmer - fordi han indså, at hvis man ikke tilfredsstillede den lavere middelklasses værste behov, så ville de ende i revolutionens lejr.
Arron Russo forklarer hvordan Rockefeller støttede kvindernes frigørelse så de kunne komme ud på arbejdsmarkedet, fordi alle de kvinder som hidtil havde udført nødvendigt arbejde i hjemmet ikke kunne beskattes, og det ikke var godt at man ikke kunne beskatte halvdelen af befolkningen.
Frigørelsen, som den udfoldede sig i 60'ernes påklædning blev meget hurtigt overtaget af modedesignere
Den seksuelle frigørelse blev til at kvinder nu også skulle have mulighed for uhæmmet konsumption af det andet køn, helt i tråd med neoliberalismens fremmelse af livet som konsumption uden andre værdier.