Læsetid: 6 min.

Fogh greb en flig af Guds kappe

Han lavede store armbevægelser og heroisk politik, der syntes af meget, men i det store billede formåede Anders Fogh Rasmussen som statsminister mest af alt at understrege historiens bevægelser, mener historikeren Søren Mørch
Prisen. De døde eller invaliderede soldater er en meget høj pris at betale for en statsministers store armbevægelser, siger Søren Mørch om Anders Fogh Rasmussens største projekt.

Prisen. De døde eller invaliderede soldater er en meget høj pris at betale for en statsministers store armbevægelser, siger Søren Mørch om Anders Fogh Rasmussens største projekt.

Tor Birk Trads

26. oktober 2013

»Når, eller hvis, Anders Fogh Rasmussen tager sig ud som en stærk statsminister, er det, fordi han falder ind i historien som et tidens tegn. Han var, som Bismarck udtrykte det, i stand til at høre Guds gang gennem historien og gribe fat i en flig af hans kappe, da han gik forbi,« skriver Søren Mørch i sin nye biografi Anders Fogh Rasmussen – en dansk statsminister fra det 21. århundrede.

»Han bedrev heroisk politik,« forklarer Søren Mørch om sin poetiske beskrivelse af den danske statsminister fra 2001 til 2009.

»En politik, der lægger vægt på de store armbevægelser, men ikke tager meget hensyn til de kendsgerninger, der omgiver ham,« konstaterer historikeren i sit hjem tæt på den nordvestsjællandske by Kirke Eskilstrup. I gangen hænger et sort-hvidt billede af en ny regering foran Amalienborg, og på en opslagstavle er der hænger der emblemer med kyrilliske bogstaver.

Krigen til forskel

Selv om Anders Fogh nok vil gå over i historien som en stærk statsminister, vil det ikke ske på grund af hans stærke ideologiske tanker, mener Søren Mørch, for Anders Fogh skiftede nemlig ideologi efter omstændighederne.

Alligevel skal beskrivelsen af Anders Fogh Rasmussen, der greb en »flig af Guds kappe«, ikke læses som nedsættende eller affejende.

»Det er der mange, der slet ikke når. Man ville da aldrig sige det om Helle Thorning-Schmidt. Det formår hun da slet ikke,« siger Søren Mørch.

Anders Fogh Rasmussen adskiller sig fra andre danske statsministre i de seneste 150 år ved at føre angrebskrige i fremmede lande. Det var i høj grad hans kendetegnende bud på det at være statsminister, siger Søren Mørch.

— Er det ikke betydningsfuldt?

»Jo, for Foghs manifestation af sin samtid: At danskerne er blevet et folk, der føler, at de kan føre krig i andre lande. Og bombe i Libyen og deltage i borgerkrige,« siger han.

»På den måde artikulerer han en fornemmelse for nationen og for folket,« siger Søren Mørch.

»Men når Danmark fører krig i Afghanistan, er det med 750 soldater ud af 125.000 i alt. Det er jo ikke det, der omvælter Afghanistan – og i realiteten er det jo betydningsløst, om de er der eller ej. Men det er langtfra lige meget for de soldater, der deltager og tager skade af det.«

— Men det må vel nødvendigvis gælde for et land så lille som Danmark?

»Ja, men så er det jo også noget mærkeligt noget at give sig til. For de døde soldater og de, der er invaliderede resten af deres liv, er det en meget høj menneskelig pris at skulle betale for armbevægelser.«

Den symbolske sæl

Som eksempel på, hvor ringe forskel de danske bidrag har gjort i de militære indsatser, beskriver Søren Mørch en aften i 2003. Her ringer Anders Fogh og orienterer Mogens Lykketoft om, hvordan han har tænkt sig at benytte den danske ubåd Sælen mod Iraks Saddam Hussein.

Lykketoft noterer i sin kalender fra samtalen: »Mere tid til inspektørerne. Vigtigt at opretholde pres. Sælen forlægges til Golfen, det tager fire uger. Den er stadig under dansk kommando …«

Men manøvren er ifølge Mørch helt til grin.

»Hvordan og hvorledes og i hvilket omfang en 38 år gammel undervandsbåd, konstrueret til sejlads i nordatlantiske farvande, deltog i ørkenkrigen mod Saddam Hussein, må man prøve, om man har fantasi til at forestille sig. Rapporterne om dens eventuelle bedrifter er nemlig klassificeret som hemmelige,« skriver Mørch i bogen.

Ubåden var heller ikke i stand til at vende hjem til Danmark af sig selv. Et tysk heavy-lift-skib måtte chartres til at hejse ubåden op som last, så den kunne sejles hjem og sænkes ned igen. Dog ikke til flådestationen i Frederikshavn – den blev afsat ved færgehavnen og sejlede selv det sidste lille stykke, så den kunne modtages ved festligheder på flådestationen.

Ved efterfølgende forsvarsforlig blev ubåden afhændet – og kom senere på museum – som første og sidste danske ubåd, der havde været i krig.

»Kan man lære noget af den historie?« spørger Søren Mørch retorisk i bogen, og giver selv svaret: »Ja, det kan man faktisk: Krigsudstyr, der er ældre end det mandskab, der skal betjene det, er ikke praktisk anvendeligt i moderne krig.«

Den slags hensyn var imidlertid ikke moderne i den ideologiske tidsånd, som Anders Fogh ifølge Søren Mørch var eminent til at afkode.

Exit Fogh

Det var denne evne til at afkode, snarere end de langsigtede visioner, der gjorde, at Anders Fogh excellerede som realpolitiker i den nære og kortsigtede politiske drejebog. Og så det, at han havde magtviljen, mener Søren Mørch.

»Det var den, der holdt sammen på Anders Fogh Rasmussens image, selv om han skiftede ideologi og holdninger,« skriver han i bogen og placerer Fogh i liga med Thorvald Stauning.

Men Foghs magtvilje var særlig ved, at han ikke var synderligt interesseret i at være dansk statsminister, mener Søren Mørch.

»Han ville jo meget hurtig gerne væk til EU og NATO,« siger han.

Da Anders Fogh Rasmussen med Statsministeriet i ryggen de facto overtager posten som udenrigsminister, er det en almen europæisk tendens, han følger, mener Søren Mørch.

»Nationalstaterne har efter Anden Verdenskrig svært ved at overleve som nationalstater, og de kan kun gøre det ved at samvirke i EU. I den sammenhæng er nationalstaterne repræsenterede ved deres statsministre og præsidenter, mens udenrigsministeren spiller en meget lille rolle,« siger Søren Mørch.

»Sådan er det også i Danmark: Nyrup lagde op til det så småt, og Fogh var i stand til at overtage det fuldstændigt.«

Hvor skal det ende?

Hvad bliver den endelige dom? Søren Mørch vurderer, at politologen Tim Knudsen godt kan have ret i, at Anders Fogh Rasmussen var Danmarks »måske stærkeste statsminister«.

Men en ting, som Fogh ikke beskæftigede sig med, var det lange stræk. Hvornår skulle skattestoppet egentlig stoppe? Eller hvordan skulle man egentlig komme ud af krigene. Og hvordan de offentlige udgifter, som jo steg, bemærker Mørch, på lang sigt skulle hænge sammen.

»Det er vel meget realistisk. Der er ingen, der kan spå om fremtiden, og at lave planer for 2020 er jo futilt. Det er ikke til at tage alvorligt, hvis man tænker på, hvor hurtigt Sovjetunionen forsvandt. Der er ingen realpolitiker, der vil spilde sin tid med planer om en fremtid, som ingen kender til.«

»Det kommer tydeligst til udtryk i den økonomiske politik. Sådan en som Nyrup var meget interesseret i den økonomiske politik. Han lagde vægt på det som en embedsmand. Han var økonom på posten,« siger Søren Mørch og tilføjer: »Men Fogh tager slet ikke den slags ting op. Det gik jo meget godt. De kunne købe hele verden, og der var ikke noget at være ked af,« siger han.

I alt var statsministerens politiske dispositioner kortsigtede.

»Han er heller ikke en ideologisk type. Kort sagt var han ikke mere liberal, end det kan passe sig. Det giver jo så også ballade i Venstre, hvor Pind og lignende typer følte sig ilde tilpas,« siger han og nævner, da Søren Pind som københavnsk borgmester 2003 er med til at opstille 10 liberale teser som forslag til Venstres landsmøde.

»Fogh har jo selv skrevet et liberalt manifest, før han blev statsminister – og der er da sikkert nogen, der har troet, at det var det, han ville. Men det var det jo slet ikke. Det er jo helt væk.«

»Tværtimod arbejder han på at bevare velfærdsstaten, og det bliver Socialdemokraterne ligefrem fornærmede over. Han render med deres politik, siger de, hvad der jo også er ret ubehjælpsomt,« siger Søren Mørch og slår en latter op.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Kongshøj
  • Flemming Scheel Andersen
  • Stig Bøg
  • Bill Atkins
Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Stig Bøg og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fogh vil gå over i historien som den mest inkompetente, uansvarlige og usympatiske danske statsminister nogensinde.

Listen over de områder hvor hans stupide dispositioner direkte har svækket eller undergravet dansk retstilstand, demokrati, miljø eller økonomi, er så lang at han forhåbentlig en dag bliver holdt ansvarlig.

Desværre tyder intet på at vores juridiske system er i stand til at sikre retfærdighed for den slags forbrydelser. Dette er ikke acceptabelt !!

I stedet må vi håbe at en eller anden privatperson eller gruppe af privatpersoner en dag får fingrene i fjolset og får ham afsluttet.

Peter princippet personificeret.

Fogh får sin personlige straf, hver gang han på sit ubehjælpelige stakato engelsk må formulere fraværet af logik i Vestens udenrigspolitik. Hans sproglige mangler gør at de mange diskrepanser i NATOs politik fremstår uendelig tydeligt for enhver.

…hvis ikke det var så sørgeligt så havde man kunnet få sig en sund latter... men det er altså kun NATO-staben forundt.

Rasmus Kongshøj, Malan Helge, Karsten Aaen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Artiklens beskrivelse af Fogh-regeringens fejltagelser og resultater er fin og præsis, men ikke fuldkommen.
Noget af det værste var den helt bevidste og vellykkede manipulation af "folkesjælen", fra det socialt ansvarlige til det egocentriske.
Et tab der vil tage årtier at genoprette.......i bedste fald.

Rasmus Kongshøj, Malan Helge og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Jens Frederiksen

Toke Andersen:
"I stedet må vi håbe at en eller anden privatperson eller gruppe af privatpersoner en dag får fingrene i fjolset og får ham afsluttet."

Direkte dødstrusler har intet at gøre her. Det indlæg burde for længst have været slettet.

Søren Mørch mener, at Fogh reddede velfærdsstaten. Vel gjorde han da ej, Mørch! I hans bog fra Socialstat til Minimalstat påviser han, at man skal have ændret folks tanker først i retning af mere frihed, mere grådighed til og for den enkelte, og man skal gøre sådan, at folk også økonomisk for frihed til at vælge (mellem privat og offentlig).

Fogh og Bent Bentsen m.fl viste skam udmærket hvad de gjorde, da de lavede de afdragsfrie lån i 2003. De vidste skam godt, at middelklassen, både den øvre og den mellemste middelklasse samt måske også den lavere, ville finde ud af at nu ejede de deres eget hus. Og så kunne de bruge den friværdi som derved fremkom til forskellige ting, bl.a. dyre biler, dyre ferierejser, og (på den tid) dyre fladskærme. Og nok så vigtigt var også gennemførslen af frit valgs ordninger, hvor middelklassen kunne vælge at lave egne børnehaver mv. til netop deres børn. Netop det at middelklassen fik mulighed for det, gjorde at de skyndte sig væk fra - lad os kalde det for - underklassen/arbejderklassens børn. I børnehaverne. Et eksempel fra min kommune:

Jeg husker et referat fra et møde i en børnehave heromkring hvor jeg bor. Middelklassen var dybt forargede over de nedskæringer, der skulle ske. Ligeså snart de fik at vide at de kunne lave en fribørnehave (som det hedder) var middelklassen væk. Og lavede den fribørnehave for deres børn. Og det var altså i 2008-2009; så kort tid tog fra 2002/2003 at ændre folks bevidsthed fra solidarisk til egoistisk. Hvad får jeg ud af det? Og hvis ikke samfundet/staten giver mig det jeg har ret til, ja så klager jeg altså. Det er nemlig kun MIG, det handler om, ikke længere OS. Og hele Foghs dagsorden med "Noget for Noget" mentaliteten er taget direkte ud af en jysk kræmmermentalitet; du gør noget for mig og så gør jeg noget for dig. Eller endnu værre endnu: den jyske storbondementalitet overfor daglejerne og de fattige i sognet, som er denne her: "Nu får I vores aflagte tøj og daggammelt mad. Og så skal I være taknemmelige for det." eller denne her, som også kommer fra den jyske storbondementalitet: "Nogle er værdige til at få hjælp, andre er ikke værdige til at få hjælp, de er uværdige, å det er maj, æ stårbånd, som også er formand for æ såkneråd, der a bestemmer hvem der er hvem."

Den fremmeste fortaler for dette er Liberal Alliances Joachim B. OIsen, og Liberal Alliance generelt. Men også Venstre, og efterhånden Socialdemokraterne er godt med.

Og det selvom Svend Auken har sagt at socialdemokraternes fremmeste idé var opgøret med Almuesindet: "Det andet opgør med almuesindet var den socialdemokratiske arbejderbevægelses tro på, at mennesker uden magt og privilegier kunne ændre deres vilkår ved at organisere sig, udvise solidaritet og dygtiggøre sig – parret med visionen om, at det retfærdige samfund havde plads til alle og brug for alle, og at arbejdsløshed og klasseskel ikke var en forudsætning for en økonomis dynamik." kilde. http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE796332/svend-auken-mit-politiske-t...

Og hvem var almuen da:
"Almuen – danmarkshistoriens underklasse af småbønder, daglejere, håndværkere og tjenestefolk – var uden håb om at kunne forbedre forholdene. Var man skomager, var det klogeste, man kunne gøre, at ’blive ved sin læst’. Almuens sønner var soldater i magthavernes krige og arbejdede som karle, svende og tjenere. Døtrene vartede op, fødte børn og holdt hus. Det egentlige liv med muligheder for velstand, lærdom og drama var forbeholdt de besiddende og magtfulde klasser. Derfor var almuen dømt til tilskuerens rolle."

Og netop dette har Venstre altid hadet, Venstres storbønder har altid hadet, at almuen skulle have politisk magt. Derfor var Venstre imod udvidelsen af skolegangen fra 7.klasse til 9.klasse, derfor var Venstre imod, at børn på landet skulle gå i skole hver dag, fra cirka 1960. Fordi så kunne Venstrebønderne ikke længere bruge denm som billig arbejdskraft på deres gårde. Fogh, uanset, hvad Mørch mener, førte altså klassekamp på vegne af sin klasse, storbønderne, godsejerne, den globale kapital (altså de globale korporationer som Bestseller, H&M mv). Alt det som social-demokraterne havde vundet gennem deres opgør med klassesamfundet og almuesindet, skulle nu afskaffes igen; det bedste eksempel er vel nok Foghs begyndende opgør med den efterløn, som Svend Auken fik gennemført i 1979.

Venstre har altid været storbøndernes og ja, også storkapitalens parti. Og Venstre har altid hadet arbejderklassens og dermed Socialdemokrateres forsøg på at forbedre vilkårene for de små i samfundet; og måske især socialdemokraternes opgør med almuesindet; det almuesind som fik småfolk til at stå med hatten i hånden og spørge de velnærede bønder om der mon ikke var arbejde i dag eller om de mon ikke kunne få noget (daggammelt) brød. Ofte sagde bønderne 'nej' - eller de sagde kun ja, hvis de lige udførte det og det arbejde eller det og det arbejde. Og når de så kom og skulle have deres mad sagde bonden ofte som trolden i eventyret: Ingen mad i dag - måske i morgen.

Socialdemokraterne synes desværre at have overtaget Venstres holdning til de små i samfundet; almuesindet skal tilbage synes socialdemokraterne at mene. Og det er det så kommet, folk tigger og beder de kommunale embedsmænd om førtidspension mv. Og de siger bare 'nej' - præcist som storbønderne gjorde i forne tider.

Rasmus Knus, Espen Bøgh, Poul Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Bill Atkins, Rasmus Kongshøj og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Karsten Aaen

Glimrende og rigtigt indlæg 27. oktober, 2013 - 11:22

Tak for det.

Karsten Aaen Fogh og Bent Bentsen m.fl viste skam udmærket hvad de gjorde, da de lavede de afdragsfrie lån i 2003.

Alt peger på at det var resultatet af en global beslutning koordineret af verdens finanselite. Gøg og Gogge udførte kun den manipulerende del af kommandoen.

Henrik Darlie, Poul Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Søren Mørch har begået endnu en biografi, denne gang som polemiker, tydeligvis ikke som historiker, ellers ville han have vidst, hvad Sælen var, nemlig en helt speciel ubåd, der kunne gå længere ind under land end nogen anden i de allieredes arsenal - og den var spækket med state-of-the-art spionudstyr, brugt med stor succes i Østersøen. Russerne, polakkerne og østtyskerne kunne ikke foretage sig ret meget uden vi vidste det. En ubåd er hurtig og også hurtigt dyr i drift, så derfor sejler den derud for egen kraft, for der er der en tidsfaktor, der er vigtig, men hjem kommer den på billigste, og mindst belastende måde som fragt, for der betyder tiden jo ikke noget. Se det kunne den lille Søren jo have fundet ud af ved at ringe lidt rundt, og det havde han gjort , hvis han var historiker.
I en artikel som Søren Mørch selv har skrevet om det, han kalder en biografi, får han knyttet Macchiavelli til Anders Fogh Rasmussen og hans regeringstid. Det virker lettere besynderligt, Søren Mørch burde vide bedre og kunne sammenligne med tidligere statsministre. Har han glemt, at en regeringschef i Danmark altid er det for en mindretalsregering? Alene det medfører jo et "beskidt" spil med handlen og sjakren i porten, med alle mulige former for lusk og snyd og bedrag. Krag satte sig for at kramme livet ud af SF og lykkedes med det, SF blev delt i en ligegyldig VS-fraktion og en tandløs SF-rest, Schlüter fyrede på det mest ufikse CD til fordel for de radikale, mistede masser af konservative stemmer på det, men reddede regeringen, Poul Nyrup begik kongemord for at tækkes de radikale og fik så regeringsmagten efter Schlüter havde kvajet sig. Med sådanne sammenligninger fremstår AFR jo engleblid og under alle omstændigheder havde han jo en tradition at leve op til. Man må håbe at Søren Mørch har fattet videreførelsen under AFR af Nyrup/Lykketoft's økonomiske politik, med planen for afviklingen af statsgælden i et endda endnu hurtigere tempo, så vi faktisk nåede at opleve et gældfrit Danmark, der utroligt nok nåede at blive nettoudlåner.

Michael Kongstad Nielsen

Man må ikke glemme, at det var vælgerne, der holdt Fogh Rasmussen ved magten. Valgte ham, genvalgte ham, og genvalgte ham én gang til. Helle - "Jeg kan slå Anders Fogh" kunne jo ikke slå ham alligevel. Måske var det ikke Gud, der gik forbi, men danskernes inderste sjæl, som Anders Fogh havde fat i. Til danskernes forsvar taler, at det kun var et flertal af dem, han havde fat i, men det flertal var til gengæld til fals for penge, luksus og friværdistigninger i en så ufattelig grad, at hverken Anders Fogh eller Søren Mørch kunne forudse det, - det blev alligevel Foghs væsentligste bidrag til hjemlig politik, at efterkomme flertallets grådige krav til luksusliv.

Michael Kongstad Nielsen, jeg ved ikke hvor langt tilbage din hukommelse rækker, men som jeg husker det, fremstår Fogh som den der holdt igen, og alle andre, oppositionen i særdeleshed, som de der gerne ville have Foghs spenderbukser i dobbelt størrelse. Der var ingen, der stod op og krævede mådehold, besparelser og grå kedelig fornuft. I den situation er det imponerende, at statsgælden blev fjernet, og Danmark kunne møde krisen som et af de bedst rustede lande i Europa. Det kræver hår på brystet at modstå kravene om penge til alt mellem himmel og jord, ikke så meget kravene fra oppositionen, det var jo ligesom deres opgave at kvaje sig på den måde, kravene fra egne rækker var nok værre. Fogh var dog heldig med et klogere støtteparti DF, end den nuværende regering. DF kunne finde ud af at komme med spektakulære, populære og billige krav. EL har meget at lære.

Michael Kongstad Nielsen

Tom Sietam.
Det er fuldstændig rigtigt, at han holdt igen på statsbudgettet - han var jo også oprindeligt minimalstatsmand - og han fik nedbragt statsgælden, og det var med til at polstre os mod krisesammenbrud i slut 00-erne. Det jeg taler om, er det private forbrug, som Fogh hellere end gerne så eskaleret, derfor friværdi, skattestop, skattesænkninger osv.

Om Fogh var heldig med sit støtteparti, ved jeg nu ikke rigtig. Jeg tror, som Søren Mørch, at det var et nødvendigt onde, han helst havde været foruden, men DF spillede rollen fremragende som stærk allieret, der samtidig stillede alvorlige detailkrav, som ikke kunne afslås. EL har ikke fundet samme harmoni endnu, og jeg håber heller ikke de finder den, jf. en anden tråd om´, at EL skulle være blevet ansvarlig og voksen.

Tom Sietam@

Det kræver specielle kognitive talenter at påstå, at Fogh fjernede statsgælden.

Statsgælden voksede overnight med 100 mia. i 2009, og samtidig måtte der stilles statsgarantier på 4,5 bio. kr. til den "private" finanssektor. En billion er tusind milliarder, by the way.

"Møde krisen som et af de bedst rustede lande i Europa" ... min bare. Fogh og de andre gadedrenge fra VU skabte vores del af krisen. De gravede det hul, vi nu er i, med hovedløse skattelettelser, erhvervsvenlig deregulering og pengeskabelse (kreditekspansion) uden sidestykke, så vi nu har verdens mest forgældede husholdninger og en modstående astronomisk falleret "finanssektor". Sådan afvikler man en velfærdsstat efter den neoliberale grønspættebog.

Men hils derhjemme alligevel ;)

Michael Kongstad Nielsen, du glemte lige, at det mere var fortsættelsen af Nyrup/Lykketofts plan der var gældende, og i den plan indgik der også et stop for skattetrykkets himmelflugt. Skattestoppet har en noget overset side, nemlig en kontrol med kommunernes uhæmmede forbrug, et problem Fogh kæmpede med alle årene, og skattestoppet var kun et af redskaberne i de forgæves forsøg. Her på det sidste synes det som om der endelig er kommet orden på det område. Jeg tror ikke, at Nyrup/Lykketoft ville have været kede af det, hvis det havde været dem, der havde sat en stopper for kommunernes snabel ned i alles lommer. Det er som at sende Nutella-elskere syd for grænsen at lade kommunerne sætte skatten op uden kontrol. Det er korruption på dansk manér, når kommuner får lov til at bruge løs på alt mellem himmel og jord, glemme det der er under jorden, f.eks. kloakker, og sende regningen videre til borgerne. Endelig siges der intet om arbejdsløsheden, der forsvandt. Nyrup/Lykketoft ville have givet deres højre arme for at komme længere ned i arbejdsløshedsprocent, end nogen havde troet muligt.

Michael Kongstad Nielsen

Tom Sietam - "skattestoppet" gik ud på, at en given indtægt eller værdi ikke måtte beskattes højere end hidtil. Men den definition gjaldt ikke ejendomme. For ejendomme var det sådan, at skatten var lagt fast efter et bestemt tidspunkt. Derefter måtte den ikke stige. Da ejendommes værdi så steg med ekspresfart, blev den forøgede værdi ikke beskattet, hvilket ellers ville have været det logiske ud fra skattestoppets definition. Nej, det stigende beskatningsgrundlag skulle negligeres, for Anders Fogh elskede, ligesom Bush i USA, at ejendommene steg og steg i værdi, indtil boblen sprang, og verdensøkonomien måtte have kunstigt åndedræt af staterne, dvs. skatteyderne.

Janus Leth, det kræver såmænd ikke særlige talenter af den ene eller anden art, det kræver bare, at du har fulgt med.
De 100 mia., staten blev forgældet med i 2009, var set i international sammenligning ikke ret meget, og har gjort det relativt let for den nuværende regering at videreføre den økonomiske politik så godt som uændret. Kan du se den store afgørende forskel? Og så kan du jo spekulere over, hvordan det kan være. Det skulle jo ellers være den meget højtråbende opposition der er kommet til.
De mest forgældede husholdninger - den er en af de mere morsomme. Det er de samme husholdninger, der er de rigeste (og lykkeligste) i verden. Det hænger på en opgørelsesmæssig teknikalitet på realkreditlån. Regner man det der skyldes på et 30-årigt realkreditlån for en almindelig husejer, har man en stor gæld, regner man husets værdi som formue, er man rig. Det der skulle regnes ud,. er selvfølgelig differencen, mellem gæld og husets realistiske salgsværdi, men mig bekendt er det ikke gjort, nok fordi i internationale sammenligninger har man ikke det apparat.
Astronomisk falleret finanssektor, hvor har du det fra? Den danske banksektor havde i krisen alvorlige problemer, blev understøttet af staten med garantier (som staten i øvrigt har tjent mere end ti mia. på, tage ikke fejl, den danske stat gør aldrig noget gratis), og er nu på vej ud af krisen, med store tab, også af en del mindre banker, men intakt og fungerende, også til den nuværende regerings lettelse. Sådan fastholder og redder man en af verdens bedst fungerende velfærdsstater.

Michael Kongstad Nielsen, jeg tror såmænd ikke at AFR elskede ret meget og ejendommenes værdistigninger har næppe været en del af det. Hvad han, og Nyrup før ham og Helle efter, frygtede, og stadig frygter, er et ukontrollabelt forbrug i kommunerne. Skattestoppet var et led i kampen mellem regering/folketing, KL og de mere uregerlige kommuner. Har du ikke lagt mærke til de årlige kampe? Det var fuldstændig uacceptabelt for regeringen at kommuner kunne have selvstændig skatteudskrivning. Måderne at standse det på har så været alle mulige og umulige krumspring, herunder skattestop, krav om samlet nulvækst med modregning osv.
Øget forbrug finansieret ved friværdi er da isoleret set en ønskedrøm for enhver regering, Nyrup/Lykketoft ville da have taget imod det med kyshånd. Det skabte masser af jobs, omsætning, glade borgere, der købte nye biler, samtalekøkkener, fladskærme, gjorde Thailand til naboland og den økonomiske udvikling gjorde det muligt at sparke gang i et stivnet og forældet hospitalssystem. 100000'vis af nye operationer, der sikrede langt bedre livskvalitet for masser af borgere, der havde ventet invaliderende længe på endda ret så banale operationer.
Hvornår var det lige, at AFR skulle have sagt stop for det, og hvem havde takket ham for det?