Læsetid: 4 min.

Fredsmægling har givet Norge diplomatisk kapital

Selv om Danmark og Norge ligner hinanden meget, har de to lande over de seneste tyve år valgt helt forskellige veje på den udenrigspolitiske scene. Norges vej har givet landet en helt unik international status
26. oktober 2013

På pressebillederne fra Colombias regering og oprørsgruppen FARC’s historiske fredsforhandlinger i sommer på Cuba og i Bogotá lyser en stor, gravid, skandinavisk kvinde op mellem de hærgede guerillaledere, trætte magtmænd og brune mahognimøbler. Kvinden, viceudenrigsminister Gry Larsen, er leder af det norske team, som stædigt, metodisk over en årrække har støttet de colombianske fredsforhandlinger.

»Det her er en værdibaseret, moralsk sag for os,« siger Gry Larsen til de udsendte reportere om den satsning på fredsarbejde, som betyder, at Norge lige nu er involveret i omkring 20 fredsprocesser verden over og derfor også er medansvarlig for succeser som fredsaftalen mellem Sudan og Sydsudan og afslutningen på Guatemalas borgerkrig.

Pragmatisme

Fire måneder senere har Norges nye højreregering allerede slået fast, at regeringsskiftet ikke vil ændre Norges fokus på rollen som global fredsmægler.

Den har nemlig tjent landet utrolig godt, forklarer Henrik Thune.

Han er seniorforsker ved Norges udenrigspolitiske institut NUPI og har i en årrække arbejdet som norsk diplomat og deltager i mæglingsarbejdet.

»Norges satsning på fredsarbejde er en konsensuspolitik, der rækker fra venstre til højre,« siger han. »Den har nemlig to nationale forankringer. For det første en national identitet, som også på grund af Nobels Fredspris ser Norge som et lille, fredeligt land, som hellere vil være tredjepart end tage stilling, og som gør en stor forskel i arbejdet for fred. For det andet en pragmatisk, realpolitisk, som er at Norge ad denne vej har købt sig diplomatisk stormagtskapital, selv om vi er et lille land.«

— I Danmark har det været et stærkt argument for en militært orienteret udenrigspolitik, at det gav morgenmad i Washington – altså adgang til USA’s regering?

»Norge har jo også været med militært, for eksempel i Afghanistan, og også ligesom Danmark forsøgt f.eks. at opbygge en kompetence på specialstyrker. Men opfattelsen i norske diplomatiske kredse er, at det, der har givet størst adgang i Washington, er fredspolitikken.«

Begyndte med Mellemøsten

Et vigtigt princip for det norske mæglingsarbejde er, at Norge som lille og uafhængigt land kan tale med alle. Derved er opstået en slags arbejdsdeling, hvor Norge også kan tale med parter, som USA på grund af sin udenrigspolitik ikke kan tale med.

»Der er for eksempel folk i Hamas, som det er ulovligt for amerikanske embedsmænd at tale med. Der har det passet USA godt, at Norge har kunnet tale med nogle af disse mennesker.«

I begyndelsen af 1990’erne var både Danmark og Norge geopolitiske småstater, men humanitære stormagter med stærke netværk i udviklingsarbejde og civilsamfund verden over.Den norske satsning på fredsforhandlinger tog fart i 1993-94, da landet var vært for Oslo-forhandlingerne mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre.

Over de følgende år oparbejdede nordmændene en tilgang til fredsprocesser, som tog udgangspunkt i det humanitære netværk til sammen med Norges tætte samarbejde med FN, som landet ifølge Henrik Thune har en næsten absolutistisk tiltro til. Derfor var det også utænkeligt at deltage i militære aktioner uden FNs mandat.

Omkring samme tid spirede den danske såkaldte aktivistiske udenrigspolitik, som skiftende politikere så som et opgør med småstatsmentaliteten gennem deltagelse i militære aktioner, der skulle gøre verden til et bedre sted. Også uden om FN.Men det er Norge, som det nyeste nummer af tidsskriftet Monocle udråber til »verdens fredsskaber«.

»Tænk på en fredsproces, en hvilken som helst fredsproces hvor som helst i verden, og Norge er sandsynligvis involveret,« skriver Monocle.

En række af processerne er hemmelige, fordi offentlighed vil kunne skade dem. Derfor er det heller ikke altid, at Norge kan prale med den forskel, landet gør.

Henrik Thune påpeger, at forskellen mellem Danmarks og Norges veje nok handler mindre om aktivisme end om ideologi:

»Hvis man forstår ’aktivistisk’ som ’ideologisk’, er Danmark gået længere end Norge, ikke mindst efter terrorangrebet i New York i 2001. Her har vi prioriteret freds- og forsoningspolitikken, som nødvendiggør en nedtoning af landets stillingtagen, så man kan være en tredjepart,« siger han.

Tre forudsætninger

Der er dog også tre forudsætninger, der har været afgørende for, at den norske profilering er lykkedes.

»Vi har få erhvervsmæssige, økonomiske og energiinteresser i konfliktområder. Vi har kunnet arbejde langsigtet: Alt, hvad vi har opnået, er kommet ud af politikker, som er blevet drevet frem over 10-årige perioder. Og endelig er der den brede konsensus. Hvis man ikke har den, forsvinder fokus med skiftende regeringer.«

— Kan Danmark lære noget af det norske eksempel?

»I skal overveje de forudsætninger. Men I skal også vide, at freds- og forsoningspolitikken er en vældig billig politik i forhold til, at potentialet for at gøre verden bedre er vældig stort – ligesom den realpolitiske gevinst også har været det. Og der er et kæmpe rum internationalt til at tage fat på arbejdet. Men I kan blive begrænset af, at I er medlem af EU, fordi I er forpligtet på EU’s terrorliste. Den kan vanskeliggøre dialogen,« påpeger Henrik Thune.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
  • Holger Madsen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Stig Bøg
  • Bill Atkins
Tom Paamand, Holger Madsen, Flemming Scheel Andersen, Stig Bøg og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

"En række af processerne er hemmelige, fordi offentlighed vil kunne skade dem. Derfor er det heller ikke altid, at Norge kan prale med den forskel, landet gør."

Pointen er vel heller ikke at Norge skal kunne prale med noget som helst; Norge bidrager vel fordi det er en nødvendig dyd. Dette burde i hvert fald være udgangspunktet. Hvis fredsbestræbelser og mæglingsindsatser baserer sig på en efterfølgende belønning i form af status, diplomatisk kapital etc. - så får vi jo blot en utilitaristisk forvrængning af hvad det handler om, nemlig at skabe samarbejde og fredelig sameksistens mellem konfliktende parter. Det handler ikke om hvilke samtidige/efterfølgende fordele en mæglende eller hjælpende part kan drage af ulykkerne.

Lars R. Hansen, Tina Skivild og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Tabet af den danske præstige der muliggjorde en fredelig påvirkning af omstændighederne i verden, kan ikke kun beklages af danskere, men af alle de der nu bliver ramt af en langt grummere skæbne, på grund af dette tab.

Vor tidligere præstige, der langt oversteg vor reelle magt, kunne gøre indflydelse gældende i et omfang der kunne gavne mennesker langt ud over landets grænser.

Denne mulighed er sat overstyr i årtier, måske for altid.

De resultater vi har opnået i modsætning hertil taler for sig selv ved en udfarende og krigsorienteret udenrigspolitik , bør stå som anskuelsesundervisning for alle om hvordan vi ikke skal gebærde os frem over, hvis det er indflydelse vi søger.

Med EU's terrorliste og USA's udenrigspolitik i kufferten, har dansk diplomati ikke meget at gøre godt med i freds- og forsoningspolitikken i dag.

jan henrik wegener

Der er så vidt jeg kan se ricici ikke alene ved "den danske*", men også den "norske" måde at gå til spørgsmålet på.
Den "norske" risikerer at ende med noget der på overfladen ser godt ud, men ikke reelt giver de implicerede i en konflikt en rimelig løsning. Og for de norske eller mere abstrakt "mægleren" kan alt jo se fint ud, selvom en "løsning" går ud over de implicerede. Sidst det var Norge selv der var ramt var jo for omkring 70 år siden, og det er da vist ikke alle norske der ser andres "forsoningsvilje" med deres daværende besættelsesmagt som noget positivt.