Ellen Tønnesen havde en simpel metode til at holde dårligdomme væk. Først svingede hun højre arm 10 gange rundt i den ene retning, så 10 gange rundt i den anden retning. Hun gjorde det samme med venstre arm, og til sidst svingede hun begge arme 10 gange rundt, frem og tilbage. Det satte gang i blodomløbet og opløste tiltræk til influenza, mente hun.
Hendes to drenge, Steen og Jan, kunne af og til klage over mave- eller hovedpine, men der skulle mere til, førend deres mor lod dem blive hjemme fra skole. Ellen Tønnesen havde ikke megen tolerance for slaphed. Af samme årsag satte hun pris på den ro og orden, som den tyske besættelse førte med sig. Ikke at hun var tyskervenlig, men under krigen kunne man i det mindste færdes i tryghed på gader og stræder, fri for de unge bøller, der senere kom til at fylde så meget.
Selv voksede Ellen Tønnesen op i mellemkrigstiden på en gård på Fredericia Nørremark som den fjerde i en søskendeflok på seks. Hun lærte hurtigt at hjælpe til i marken, hvor hun fra en tidlig alder traskede ud og malkede køer. Det var sådan det var, og det var afstressende.
Skilsmissen talte man ikke om
Efter at have været ung pige i huset hos en lægefamilie i Fredericia med ti børn giftede Ellen Tønnesen sig med Richard Grunnet, der arbejdede ved statsbanerne. De købte et parcelhus i udkanten af byen og fik kort efter, i 1946, en søn, Steen, der fik en lillebror, Jan, fem år senere. Ellen gik, som de fleste af kvinderne på vejen, hjemme med børnene, men tjente lidt ekstra som kogekone ved konfirmationer. Det blev der for alvor brug for, da Richard og Ellen blev skilt. Hun blev boende i huset alene med Steen og Jan på ti og fem år, så Ellen intensiverede kogekonegerningen og fik tillige arbejde som ekspeditrice i Bogøs Bageri. Det nød de godt af hjemme på villavejen, hvor hun med jævne mellemrum bragte kager og brød med hjem. En dag stod den på flødeskumskager, og Ellen havde fået lidt for mange med hjem til den lille familie, så hun gav en af æskerne til naboen. Uheldigvis var det lønningsdag, og pengene var blevet udbetalt i kontanter, som Ellen Tønnesen havde lagt ned i den kageæske, som nu var givet til naboen. Heldigvis var det ærlige folk. De spiste flødeskumskagerne og gav pengene retur.
Richard Grunnet så hverken Ellen eller børnene mere til, og spurgte man hende, hvad der i grunden var gået skævt, skiftede hun hurtigt samtaleemne. Skilsmissen var ikke noget, man snakkede om. Ellen Tønnesen havde kærester og boede også sammen med mænd et par gange, men hun giftede sig aldrig igen.
Folk i nød skulle have hjælp
Til gengæld dedikerede hun en stor del af sin tid til det lokale forenings- og byliv. Efter et længere ophold i Herning, hvor Ellen Tønnesen fra midten af 60’erne stod for rengøringen på Herning sygehus, blev hun pensioneret og flyttede tilbage til trekantområdet. Hun bosatte sig i Vejle, så hun kunne passe sine børne- og oldebørn, ligesom hun underviste i yoga og arrangerede busture til Folketinget for andre pensionister og oprettede studiekredsen ’Livet som pensionist’.
Nedskæringerne på ældreområdet frustrerede hende gevaldigt. Lige så hård hun var over for dovenskab og ugidelighed, lige så insisterende var hun på, at folk der var i nød, skulle have hjælp. Det meste af sit liv stemte hun på Venstre (afbrudt af en korterevarende flirt med S under et kæresteforhold med en socialdemokrat), men forholdene for de ældre borgere gav Ellen Tønnesen sympati for Dansk Folkeparti. Hun fnyste af den mad, de blev budt. Hendes motto lød: Krop, kost og kondi. Hun var selv en mester i for simple midler at lave festlig mad. Grøntsager var vigtige, og en overgang levede Ellen Tønnesen som vegetar. Det hed sig, at hendes salater var så indbydende, at også mændene spiste lystigt af dem.
Hun arrangerede pensionistlejre om sommeren og bedstemor-børnebørn-lejre i efterårsferien, og det blev hun ved med helt frem til 2012, hvilket hun – nu 87 år gammel – måske skulle have ladet være med, for det begyndte at knibe med at holde styr på økonomien, ligesom fysikken efterhånden skrantede. Men sådan var Ellen Tønnesen: Hun så ingen begrænsninger.
Den 1. oktober 2012 fik hun konstateret akut leukæmi. Fire måneder senere sov hun ind på Vejle Sygehus.
Ellen Tønnesen
Født 21. september 1924 i Fredericia
Død 24. januar 2013 i Vejle
Mor til Steen og Jan Grunnet
