Læsetid: 8 min.

’Min mor forsøgte at opdrage mig, som hun selv er blevet opdraget‘

Det vakte vild debat, vrede og afstedkom endda dødstrusler, at den unge digter Yahya Hassan i sidste weekend anklagede sine indvandrerforældres generation for at have forsømt deres rolle som forbilleder og for at have svigtet deres børn. Men på Nørrebro kan mange af dem, der er indvandret eller vokset op hos indvandrede forældre, godt genkende meget af det, Yahya Hassan siger
To systemer. Moussa al Malla taler ofte om børneopdragelse med sine kunder i Alladine Frisør på Nørrebrogade. Eftersom der er store forskelle på arabisk og vestlig opdragelse, mener han, at livet tit bliver svært for indvandrernes børn.

To systemer. Moussa al Malla taler ofte om børneopdragelse med sine kunder i Alladine Frisør på Nørrebrogade. Eftersom der er store forskelle på arabisk og vestlig opdragelse, mener han, at livet tit bliver svært for indvandrernes børn.

Tor Birk Trads

12. oktober 2013

På hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdsgade ligger Beyti, en af de større shawarmabarer på indre Nørrebro. Iført sort T-shirt med Just Eat-logo og forklæde står 23-årige Omar Nawzad bag kassen. Han tager imod en bestilling på en falafel, skriver ned på en seddel og stikker den til en kollega, som former kugler af lysegrøn kikærtedej, inden de sænkes ned i sydende fritureolie. Den høje, unge mand ser veltilpas ud bag disken, mens han betjener restaurantens shawarmasultne kunder. Omar Nawzads forældre er tyrkere fra Irak, men da han var otte måneder gammel, måtte de flygte og bosætte sig i Danmark.

Omar Nawzad har fulgt med i den debat, som den debuterende digter Yahya Hassan satte i gang sidste lørdag på forsiden af Politikens debatsektion. Den 18-årige mand med palæstinensisk baggrund er blevet systematisk tæsket af sin far og har bevæget sig ind og ud af institutioner igennem sit relativt korte liv. I interviewet fortalte han, at han var »fucking vred« og følte sig svigtet – ikke af systemet eller samfundet, men af sine forældre.

Generationen af forældre, der er indvandret til Danmark har efter Hassans mening forsømt deres ansvar og rettet øjnene stift mod den danske stats velfærdsydelser uden nogen vilje til i øvrigt at blive en del af samfundet. Yahya Hassan kritiserede også unge fra sin egen generation for ikke at have taget et opgør med deres forældre. Det førte til voldsom debat på de sociale medier, en optræden i Deadline og regulære trusler mod både Yahya Hassan og forlaget Gyldendal, som udgiver hans digtsamling senere på måneden.

I mellemtiden har Yahya Hassans budskab om problemerne i de indvandrede familier fortonet sig lidt i larmen. Information er taget til Nørrebro i København for at tale med mennesker, der selv eller hvis forældre er kommet til Danmark fra et andet land. Hvordan er det at opdrage børn i Danmark, og hvordan er det at blive opdraget af forældre, som selv er opdraget i en anden kultur?

Omar Nawzad kan godt følge dele af det, Yahya Hassan påpeger. Absolut ikke det hele, skynder han sig at slå fast, for han har selv haft en god barndom, og det har de fleste med indvandrerbaggrund, han kender, også.

»Men der er ikke så mange forældre, der har været gode til at integrere sig. Mange er jo kommet til Danmark i en alder, hvor livet ligesom er kørt. De har måske tre-fire børn og nok at se til i forvejen. At starte livet helt forfra er svært. Jeg synes, Yahya Hassan har undladt at sige en masse ting. Han siger bare tingene lige på og hårdt, men alt det, der gemmer sig bag ved situationen, mangler lidt,« siger han.

Omar Nawzad kan godt se, at han i forhold til de børn, han gik i folkeskoleklasse med, er blevet opdraget anderledes. Ikke dårligere eller bedre, bare på en anden måde, men måske en smule mere fast.

»Jeg kunne for eksempel se mine danske klassekammerater råbe og skrige ad deres forældre og kalde dem alle mulige grimme navne, som jeg ikke vil sige her. Jeg stod bare og tænkte, at hvis jeg havde sagt sådan noget derhjemme, så havde jeg fået en røvfuld,« siger Omar Nawzad og hæver øjenbrynene.

»Jeg kan ikke sige, at jeg er blevet opdraget strengere, for jeg kender ikke til andet, men vores baggrundskultur kan vi ikke komme uden om. Men min generation har måske fået en større viden inden for opdragelse, så vi kommer nok til at gøre det lidt anderledes, end vores forældre gjorde,« siger Omar Nawzad. Snart bliver køen ved kassen så lang, at han må koncentrere sig om sit arbejde bag disken.

Lang snor eller kort snor

I Alladine Frisør holder ejer Moussa Al Malla en lille pause mellem sine kunder. Kaffemaskinen bobler, og den 49-årige libanesiske frisør skænker friskbrygget kaffe i en lille mørkebrun plastikkop, mens han nusser rundt, rydder op og fejer afklippede lokker sammen i en bunke på gulvet. Moussa Al Malla rejste fra Libanon til Danmark i 1989, da han sammen med sin kone og etårige datter flygtede fra borgerkrigen. I dag har han fem børn og driver den lille frisørsalon på Nørrebrogade. Han fortæller med stolthed i stemmen, at han for et par måneder siden kunne fejre 20-års-jubilæum, mens han nikker mod vinduet, som er klistret til med store bogstaver, der markerer jubilæet.

Moussa Al Mallas egen barndom beskriver han som »uhyggelig og hård«. Ikke på grund af hans forældre, men fordi krigen gav ham voldsomme oplevelser. Allerede i 5. klasse forlod han skolen for at hjælpe sin mor med at skaffe penge til familien, og derfor har han selv haft en markant anderledes opvækst end den, han har ønsket at give sine egne børn. Moussa Al Malla sludrer tit om børneopdragelse med sine kunder, når han klipper dem. De er ofte enige om, at der er kæmpestor forskel på det, han kalder opdragelsessystemet, i et arabisk samfund og i et vestligt samfund som det danske. Det kan være svært for nogle familier, mener han.

»Man opdrager sine børn, som man selv er blevet opdraget. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at gøre det bedste for mine børn, men jeg kan kun opdrage ud fra de oplevelser og den viden, jeg selv har,« siger han og tilføjer, at han straks, da han kom til Danmark, satte sig for at lære dansk og i det hele taget ihærdigt forsøgte at integrere sig i samfundet.

»Mange indvandrere opdrager deres børn en tand hårdere her i Danmark, fordi de pludselig befinder sig i et samfund, som er 100 procent fremmed. Her er alt tilladt, for eksempel i forhold til natteliv, spiritus, kærester og så videre. Det er svært for forældre at finde ud af, om man skal give frie tøjler, og eller om man skal stramme tøjlerne helt ind over for sine børn. Tvivlen ligger også i, at man frygter at miste sin ære, sine børn og sin kultur, og derfor giver man sine børn forbud,« forklarer Moussa Al Malla, mens han indimellem med muntert smil og store armbevægelser hilser på de stamkunder, der kommer ind ad døren. Bagefter fortsætter han sin talestrøm:

»Børnene oplever præcis det samme. De ved ikke, hvor de skal placere sig. I skolen bliver de opdraget på én måde, taler dansk og tilpasser sig det danske samfunds normer, mens de ser, at andre børn må alt for deres forældre. Derhjemme skal de forholde sig til en anden kultur og et andet sprog, og pludselig kan det måske føles, som om man ikke er velkommen nogen steder,« siger han.

Ikke langt fra frisørsalonen ligger en lille biks, som reparerer mobiltelefoner til en billig penge. Osman sidder i baglokalet, som er indrettet med store, bløde kontorstole i sort læder. Der lugter en smule af cigaretrøg, og på bordet ligger værktøj, skruer og mobiltelefoner skilt ad i flere dele i noget, der ligner et organiseret rod. Osman ønsker ikke at få sit efternavn i avisen med den begrundelse, at han risikerer at sige noget, som nogle måske ikke bryder sig om. »Se bare ham Yahya Hassan. Han har jo egentlig bare sagt, hvad han mener. Sådan noget vil jeg ikke risikere, derfor vil jeg godt have, at du lader være med at skrive mit efternavn,« forklarer han. Osman er i slutningen af trediverne og har to børn. Han kan godt lide at opdrage dem i Danmark, fordi han er glad for de danske institutioner og skoler, hvor lærerne har en helt anden respekt for børnene, end han selv oplevede i skolen i Libanon. »Lærerne slog. Med pinde,« forklarer han, mens han i luften viser, hvordan han blev slået over fingrene.

»De fleste forældre opdrager jo deres børn på den måde, de selv er blevet opdraget på, og derfor kan det være lidt svært at være forældre i Danmark. Der er nogle, som ikke gør det godt nok og vil have, at deres børn skal følge de regler, de selv har haft, og de forstår ikke, at deres børn vokser op i en anden kultur,« siger han.

»Mange børn oplever, at der er stor forskel på at være i skole og på at være hjemme. De må meget færre ting derhjemme, og hvis de laver en lille fejl, så kan forældrene blive totalt sure. Det kan man blive forvirret over.«

Mange forbud hjemmefra

Amani Abdallah er 22 år og opvokset på Nørrebro. Hun er mor til to – en pige på fire år og en lille dreng på fem måneder. Amani Abdallah er palæstinenser fra Libanon, men født og opvokset i Danmark. Hendes forældre flygtede i slutningen af 80’erne. »Min mor forsøgte at opdrage mig, som hun selv er blevet opdraget. Men det var en kamp med mig, for jeg gjorde voldsomt oprør. Det var mest, fordi jeg følte mig meget splittet. Det var svært at finde ud af, hvor jeg hørte til, og jeg fik mange forbud hjemmefra. For eksempel måtte jeg ikke tage på lejrskole eller sove ude. Jeg måtte heller ikke være med til religionstimerne i skolen, men det var jo, fordi mine forældre ikke vidste, hvad det var,« siger hun og tilføjer:

»Jeg tror, de var bange for at miste deres børn til samfundet.«

Amani Abdallah er den ældste af fire søskende, og det er mest hendes mor, der har stået for opdragelsen, fordi hendes forældre ikke længere er sammen.

»Jeg mener ikke, at samfundet gjorde nok. Mine forældre fik lov til at være derhjemme på kontanthjælp, og man glemte alt det, de havde oplevet i Libanon. De havde set børn blive dræbt og var meget bange for at miste deres egne børn. Jeg mener, at samfundet har svigtet mine forældres generation. De har fået penge og lejlighed, men de fik ikke bearbejdet de problemer og oplevelser, de har været igennem,« forklarer hun.

»Jeg har ondt af Yahya, og jeg synes, det er ærgerligt, at han føler sig svigtet. Jeg kender selv til familier, hvor forholdene har været på den måde, som han har oplevet. Men der er også mange forældre, der opdrager på en helt andet måde end hans forældre. Jeg tror, de fleste forældre vil det bedste for deres børn.«

Som årene gik, fik Amani Abdallahs forældre større forståelse for det samfund, de var flyttet til. Det betyder, at Amanis yngre søskende er blevet opdraget langt mere frit, end hun selv er blevet. »Mine forældre forstod det selv med tiden. Efter den måde jeg gjorde oprør på, fandt de ud af, at det ikke var den måde, de skulle opdrage mig på. De indså, at man sagtens kan være integreret i Danmark uden at miste sin kultur. Mine egne børn skal opdrages islamisk, men jeg vil opdrage dem til, at de skal tage deres egne valg. Jeg kan ikke gå deres vej, men jeg kan være med til at få dem på rette vej. De vil få lov til meget mere, end jeg fik lov til. Jeg kan kun hjælpe dem på vej. Uden at være for hård og uden at være for blid.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
  • lars abildgaard
  • randi christiansen
  • Viggo Okholm
  • Niels Mosbak
  • Christel Gruner-Olesen
  • Carsten Munk
  • Heinrich R. Jørgensen
Allan Ⓐ Anarchos, lars abildgaard, randi christiansen, Viggo Okholm, Niels Mosbak, Christel Gruner-Olesen, Carsten Munk og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Generaliserings-postulatet" plejer at markere punktet inden de skallesmækkende mimoser for alvor begynder at pludre om "tonen", "italesættelsen" og andet politiseret, amatør-lingvistisk tågesnak. (Sidste skanse plejer at være nazi-beskyldningen).

Yahya generaliserer ikke. Han digter om den arbejdsløse, småkriminelle etniske underklasse i ghettoerne, med en udtalt foragt for Danmark. Og, ikke mindst, førnævntes forældre. Det siger han selv, og hvem har modsagt dette?

Alligevel er denne plantede, fiktive debat-stopper, "generaliserings-postulatet", åbenbart kommet til at fylde så meget, at Information finder det nødvendigt at mane en falsk præmis i jorden, ved at interviewe lige præcis de medborgere Yahya IKKE skrev om.

Naturligvis garneret med et par over nakken til etnisk danske forældre og "systemet" ved samme lejlighed.

Knaldende godt feel good-håndværk. Kritikkens objekt henstår uanfægtet, og Idyllen er genoprettet.

Carsten Hansen

Er der overhovedet nogen der har tvivlet på, at hensigten IKKE er at slå alle over én kam?.

Skulle der findes enkelte der tror at kritik mod manglende evne og vilje til integration er rettet mod samtlige indvandrere, så bør man ikke tage disse personer alvorligt.

De er ganske enkelt ikke værd at spilde tid på.

Michael Madsen, Victor Christopher Olsen, Nils Brakchi, Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen og Jesper Frandsen anbefalede denne kommentar

Carsten Hansen:

"Er der overhovedet nogen der har tvivlet på, at hensigten IKKE er at slå alle over én kam?."

Ja, det kan man vist roligt konkludere, kommentarerne i andre tråde og medier, taget i betragtning.

Rationalet for nærværende artikel må nødvendigvis også være udtryk for samme tvivl. Ellers kan jeg slet ikke se pointen med den.

Thomas Borghus

Et broget tæppe af virkelighed kan være svært at rumme kognitivt - så når en frustreret 18-årig dreng melder ud på en måde der bekræfter alle ens fordomme, må det da også være frustrerende at nogle insisterer på en nuancering..

lars abildgaard, Niels Duus Nielsen, Niels Mosbak, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

"»Jeg mener ikke, at samfundet gjorde nok. Mine forældre fik lov til at være derhjemme på kontanthjælp, og man glemte alt det, de havde oplevet i Libanon. De havde set børn blive dræbt og var meget bange for at miste deres egne børn. Jeg mener, at samfundet har svigtet mine forældres generation. De har fået penge og lejlighed, men de fik ikke bearbejdet de problemer og oplevelser, de har været igennem,« forklarer hun."

Kom med spanden !!

Hvis det er samfundets ansvar at ungerne ikke har fået en ordentlig opdragelse, efter at have forsørget familien og givet den tag over hovedet, så hører det jo aldrig op.

Jeg kan efterhånden ikke tage de beskyldninger alvorligt længere.

Steffen Gliese

Undskyld, Egon Maltzon, du ved det måske ikke, men vi har faktisk et socialt system i Danmark, hvor det er meningen, at sygdomme og psykiske skader behandles. Når det ikke sker, er der tale om, at rammerne ikke i tilstrækkelig grad rummer de problemer, de skulle afhjælpe.

Michael Madsen, Ellen Chakir, Majbritt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Claus G. Jørgensen, randi christiansen og Lone Christensen anbefalede denne kommentar

Egon Maltzon:
ja vi oplever så disse linjer forskelligt, det du skal bruge en brækspand til sad jeg og nikkede til og tænkte: problematikken i al sin enkelthed og dog dybt alvorligt.
Artiklen her er da vist noget af det bedste jeg længe har læst taget ud fra den daglige virkelighed uden store forkromede intellektuelle fraser.
Jeg er ud fra de interviews slet ikke så bange for fremtiden. Indsigt og forståelse som jeg læser det. Det passer så også fint ind i mine oplevelser som pædagog,hvor antallet af børn med anden baggrund blev mere almindeligt fra firserne og op til i dag.Vi famlede omkring krav og omsorg og kendskabet til en anden kulturs opdragelsesnormer.

Ellen Chakir, Niels Duus Nielsen, randi christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lone Christensen

Jeg synes også det kunne være interesant, at høre fra netop de mennesker, som Yahya beskrev. Det er ikke interesant for mig, at høre om hvor godt integreret muslimer har klaret sig. Lad os høre fra dem, som blev efterladt på kontanthjælp/førtidspension med ar på sjælen fra deres hjemlande. Hvordan oplever de Yahya's oprør?

Ellen Chakir, Henrik Nielsen, randi christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Som Viggo Okholm siger det, 'der blev famlet' - men at man kunne ignorere et behov for terapeutisk bistand for bearbejdning af krigstraumer o.l. må betegnes som grov uagtsomhed - især børnene har betalt en uacceptabel pris - men i høj grad også resten af samfundet.

Yahans bog er et væsentligt partsindlæg og en gave til hans medborgere - hvordan kan nogen kræve eller blot forvente, at det burde have været en akademisk afhandling.

Ellen Chakir, Steffen Gliese og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Det er børneopdragelsen som skaber et lands rigdom. Når de i de fattige flytter fra de fattige lande og til Danmark, så flytter fattigdommen og den dårlige børneopdragelse med.

Jørn Andersen

Informations læsere har det åbenbart med med Yahya Hassan´s sandheder,som i sin tid hin venstrepolitiker der udtalte : Hvis dette er fakta,benægter a fakta.

Lise Lotte Rahbek

Heh
Informations læsere er allesammen ens.
Hvis nogen skulle være i tvivl.
Det er lettest på den måde.

Thomas Borghus, Niels Mosbak og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Fakta ifølge Danmarks statistik er:

- 60 procent af indvandrere fra mellemøsten uden for arbejdsmarkedet.

- 20 procent af indvandrere fra Thailand, Vietnam og Kina uden for arbejdsmarkedet.

- 5 procent som anmelder en psykisk arbejdsskade for den anerkendt.

Yahya Hassan:

"Generationen af forældre, der er indvandret til Danmark har efter Hassans mening forsømt deres ansvar og rettet øjnene stift mod den danske stats velfærdsydelser uden nogen vilje til i øvrigt at blive en del af samfundet"

randi christiansen

Uha Keld - nu stiller du virkelig op til bøllebank

Enig med dig i at globaliseringen foregår uhensigtsmæssigt og ukontrolleret, men den tjener de besiddende og herskende klassers interesser - bare mærkeligt at de foretrækker ussel mammon og udpining af fællesskabets naturgrundlag frem for fred og trivsel for verdens folk.

Kjeld,

Lidt klamt at sammenligne indvandring fra MØ som 5 kolonne virksomhed ik'? Bør jeg minde dig om 1930'ernes retorik?
Er dette seriøst alt hvad du kan byde på?

@ Kjeld Hansen - og andre.

Mennesker fra Mellemøsten er aldeles ikke indvandrere; de er flygtninge! Og de er flygtninge fra diktaturstater som Pakistan, Afghanistan, Iran, Irak, Jordan, Bahrain, og en masse andre (små og store) diktaturstater! Og en del somaliere er også flygtninge!
Og ja, den ældre generation fra f.eks. Pakistan eller Irak eller Bahrain, eller Afghanistan har ikke noget job, fordi de er blevet tæsket af politiet, er blevet slået under fødderne, eller har fået at vide, at hvis du ikke slår din kone ihjel, slår vi dig ihjel. Eller som nogle af mine bosniske flygtninge fortalte mig for mange år siden: deres serbiske naboer blev tvunget til at gøre det, de skulle, f.eks. sætte ild på en lagerhal hvor fædrene var forsamlet, ellers ville de selv dø. Flygtninge fra Irak kan fortælle den samme historie...

Folk fra Kina, Vietnam og Thailand er indvandrere.....de er nemlig ofte familiesammenførte indvandrere, ofte er de kvinder, som er blevet gift med danske mænd. Og som har et netværk her i landet, som kan hjælpe dem med at finde arbejde. For her i landet får man næsten kun arbejde, hvis man har et netværk.

Hver morgen kører jeg i tog på vej til arbejde, og jeg ser ofte unge somaliere, som taler perfekt dansk tale dansk med hinanden. Og de går på sosu-skolen i den by, hvor jeg arbejder. Og forleden dag var jeg ude i storcentret i min by og gik ind i Jack og Jones eller var det Tøjeksperten? Nå, pointen er denne her: Jeg så mindst en, hvis ikke to somaliske familier der. Og de købte tøj til deres store dreng, den ældste sikkert. Og når almindelige danskere vænner sig til at se somaliere, tyrkere, pakistanere mv. i de her butikker kan de bedre vænne sig til at somaliere, tyrkere mv. er lærere, pædagoger, advokater, jurister, socialrådgivere mv. både med og uden tørklæde.