Baggrund
Læsetid: 11 min.

Så legede vi, at jeg var manden

Det kan være sjovt at flirte, men kan det også være progressivt? To bogudgivelser skildrer den heteroseksuelle parringsleg i pinefulde detaljer. Den handler forbløffende lidt om det modsatte køn
Moderne Tider
5. oktober 2013
Der er bestemte regler der skal følges. Der går ganske enkelt kuk i det hele, hvis det ikke er ham, der tager kontakt – eller hvis hun betaler regningen. Tegning: Katrine Bælum
	 

Der er bestemte regler der skal følges. Der går ganske enkelt kuk i det hele, hvis det ikke er ham, der tager kontakt – eller hvis hun betaler regningen. Tegning: Katrine Bælum
 

Det er en populær fortælling, at heteroseksualitet er en konsekvens af forskellen mellem kønnene. At mænd og kvinder er tiltrukket af hinanden, fordi de er forskellige, draget mod hinanden som forskelligt ladede. Det bliver sagt og gentaget, at der er forskel, og heldigvis for det, for det er jo netop forskellen, som skaber den særlige spænding, gør os nysgerrige – hvem er disse kvinder fra Venus, spørger mændene fra Mars på udkig efter deres modstykke, ivrige efter at blive komplementeret, det maskuline og det feminine i fuldendt forening. Og så videre.

Det kan, om ikke andet, være et sjovt tankeeksperiment at vende regnestykket på hovedet. Så er heteroseksualitet ikke længere resultatet af kønsforskellen, men årsag til den. Det kræver, at man for en stund ser bort fra det heteroseksuelle som et personligt oplevet begær og i stedet betragter det som en ramme for ens liv, en slags samfundets tavse forventning. En institution.

For eksempel husker jeg at begynde i 2. klasse og konstatere, at pigerne nu skulle bade i et andet omklædningsrum end os drenge. Det var tilsyneladende problematisk at være nøgne sammen. Der blev indført eller i hvert fald påstået en mystik, som formodedes ikke at gælde drengene imellem, pigerne imellem.

Kønnet fik betydning. Vores kroppe blev gjort hemmelige for hinanden, utilgængelige, indtil vi en dag skulle have sex sammen, forstod vi på seksualundervisningen, der mere havde form af genitalundervisning med fokus på forplantning, kondomer og kønssygdomme – den (især for pigerne) farlige, men uomgængelige heterosex.

Internt i drengelejren lærte man hurtigt, at 1) bøsse var et skældsord, og 2) sex i øvrigt var noget, der med fordel skulle opsøges og fortælles om. Det var sejt, når Tim onanerede så ofte, at hans mor til sidst bad ham om selv at vaske sine sokker. Det var noget nær den sociale død for Susan i 7. b, da der opstod et rygte om, at hun havde tilfredsstillet sig selv med en banan.

Kongens erfaringer

Samme logik kommer til udtryk i Morten Wagners nyligt udkomne selvbiografi, Datingkongen. Han var 14 år, da han første gang havde sex, og det var ikke spor rart. Han var til fest, han var fuld, han lå i soveværelset med Anne, to jomfruer i mørket, »nu skulle det prøves!«, så han trængte op i hende, kom kort efter og mærkede til sin skræk noget klistret stads imellem dem, blod over det hele, så Anne løb ud på badeværelset, og snart stod vennerne i dørkarmen og grinede af Morten, der chokeret begyndte at rense madrassen, mens han drømte om at leve resten af sit liv i cølibat.

Omgivelserne tilbød ham hurtigt en anden og anderledes positiv måde at fortolke begivenheden på. »Trods,« som han skriver, »den i grunden dårlige oplevelse blev jeg tilfreds med, at jeg havde overstået et uskrevet manddomsritual. Jeg var den anden fyr i klassen, der havde haft sex! Det gav en vis status.«

Godt 10 år senere køber Morten Wagner sammen med et par venner domænenavnet www.dating.dk og indleder dels en succesrig karriere, dels hvad han kalder en trofæindsamling af scorede kvinder, sådan at han på bogens bagside – under et billede af ham siddende på køleren af sin hvide Bentley med matchende privatjet i baggrunden – præsenteres som »Danmarks svar på Hugh ’Playboy’ Hefner«, der »via sit eget site [har] scoret cirka 500 kvinder!«

I bogen beskriver Wagner det som »et blodtørstigt storvildtjægeri«, der blandt andet indebar, at han »ondulerede tre piger på nogle dage« og på et tidspunkt indgår et væddemål med sin fætter om, hvorvidt han kan være sammen med 10 forskellige kvinder på 10 dage. Der er et udtalt kammeratskab omkring scoringerne. Vennegruppen skriver løs til utallige kvinder, giver frække dates videre til andre af gutterne, hvis de selv er optaget, arrangerer trekanter med high five-håndslag hen over en pige, der får den forfra og bagfra, underholder hinanden med historier om seksuelle eskapader og samles foran computeren, når der sker noget frækt.

»Hey, kom lige og se, hvad jeg har fået hende til,« råber Thomas til kollegerne en aften på dating.dk-kontoret. Han har chattet med en skolelærer fra Søllerød, der nu har tændt sit webkamera og onanerer med en agurk. Thomas har samtidig skrevet med en anden kvinde, som er frisk på, at han kommer på besøg her og nu, så han smutter af sted og overlader skolelæreren til Wagner.

Bogen er fuld af begær, men begæret efter sex med kvinder har ofte sekundær betydning. De heteroseksuelle sammenstød fungerer som anledning til et intenst mandefællesskab, hvor scoringer giver status. Det er dating som maskulin afstiver.

Sex er midlet, ikke målet

Sociologerne Ariane Prohaska og Jeannine A. Gailey beskrev i 2010 sammenhængen i artiklen Achieving Masculinity Through Sexual Predation med udgangspunkt i fænomenet hogging (afledt af det engelske ord for svin, hog), der går ud på, at mænd på bar eller til fest udser sig den mest overvægtige og ifølge dem selv mindst attraktive kvinde og forsøger at komme i seng med hende ud fra en forestilling om, at hun på grund af sit udseendes afvigelse fra skønhedsidealerne vil være ualmindelig taknemmelig over opmærksomheden og således et nemt offer, der er ’med på den værste’. Optakten er homosocial, en højstemt forsamling fyre, der i fællesskab udpeger the hog og typisk indgår væddemål om, hvorvidt det vil lykkes. Efterspillet tager gerne form af en detaljeret afrapportering, hvor svinefangeren underholder gruppen med grafiske genfortællinger. Prohaska og Gaileys interviewundersøgelse beskriver, hvordan mænd, der aldrig selv kunne finde på at forføre en hog og måske endda finder det etisk problematisk, alligevel bakker op om bedriften gennem deltagelse i væddemålene og morskaben. Jeg husker selv fra mine sene teenageår i Frederiksværk, hvordan et par af vennerne begyndte målrettet at score meget kraftige piger, og hvordan vi andre – når de efterfølgende fortalte om, at de for eksempel havde bedt hende om at beholde blusen på, mens de knaldede – grinede højlydt og let hovedrystende, fordi det var så groft, at det på en måde blev sejt, ligesom det blev opfattet som imponerende, at de overhovedet kunne gennemføre samlejet, der på den måde blev et bevis på deres virilitet.

Sex er ikke i sig selv det primære mål, men, som Prohaska og Gailey skriver, »et middel, hvorigennem mænd i en social sammenhæng kan bevise over for andre mænd, at de i sandhed er rigtige mænd«.

Det er de selvfølgelig også nødt til at bevise over for de kvinder, de ønsker at score. Morten Wagner var ikke den fødte charmør. Han blev mobbet i skolen, han kiggede i billedbøger om fisk og hajer, mens de andre drenge spillede fodbold, han var en enspænder. Senere lærte han at spille spillet.

»Det er en myte, at man skal være 1,95 meter høj, have masser af muskler og penge for at score piger,« som han skriver.

Mand er ikke noget, man er, det er noget man gør, og Wagner gjorde det godt, da først dating-eventyret begyndte.

»Vi lærte at kæle for den feminine fantasi,« skriver han.

Det betød i nogle sammenhænge at »give den som den dominerende og kontante machomand«, og i andre at spille en mere ydmyg rolle:

»Faktisk er jeg ikke så god til at lytte, men det lærte jeg, for det er det sikre scoretrick.«

God plads til kynisme

Det viser sig, at der er videnskabeligt belæg for Wagners erfaringer. Et par dage før udgivelsen af Datingkongen sendte Pure Paper Press Datingens psykologi på gaden. Bogen er baseret på 50 års psykologisk forskning og forfattet af cand.merc.psyk og ekspert i kropssprog Jacob de Lichtenberg. Han lærer os mænd, at det er vigtigt at give kvinder vores fulde opmærksomhed – »du er mere attraktiv, hvis du fastholder kvindens blik og smiler venligt« – men først skal vi have deres, og det skal gøres ved at promovere vores såkaldt sociale værdi.

»Det gør ikke noget, at du fylder i verden. Når du sidder på en bar eller i en klub, så fyld rummet: Tal kraftigt. Stil dig bredt. Tag plads i baren. Gestikuler og dramatiser dine bevægelser. Hvis du vil virke maskulin, skal du ikke være bange for verden,« skriver Lichtenberg.

Bogen tilbyder, som undertitlen lyder, »hemmeligheden til succes med kvinder« og lægger sig i forlængelse af Neil Strauss’ bestseller fra 2005, The Game, der udførligt beskrev en række scoreteknikker, der i den bredere offentlighed blev kritiseret for at være manipulerende og kvindefjendske, men som på et praktisk plan måtte siges at levere resultater.

Lichtenberg forsøger i introduktionen at tage forbehold for den kynisme og det kvindesyn, hans metodiske tilgang til flirt og forførelse kan give indtryk af. Det lykkes knap så godt.

»Det kan virke lidt ufølsomt og hardcore at snakke om psykologi og dating. Kvinder kan komme til at fremstå som genstande, du skal undersøge med en stor lup. (...) Men kvinder er ikke genstande. Kvinder er fantastiske, smukke og bløde at røre ved – glem aldrig det.«

Lichtenberg opfinder begrebet ’evidating’ med reference til den evidens, bogen bygger på. Der er for eksempel dokumentation for, at kvinder spiser mindre på en date, end når de er sammen med deres veninder. Appetit er ikke feminint. På den måde fungerer bogen som et manuskript for den heteroseksuelle parringsleg, der tager sit udgangspunkt i en uudtalt overenskomst: Så legede vi, at jeg var manden, og du var kvinden ...

Opskriftssamling

Hele vejen igennem er det hendes opgave at gøre sig til kvinde, at gøre sig til som kvinde, og det er hans opgave at hjælpe hende med at fremstå og føle sig som sådan.

»Åbn døren for hende, så hun ikke skal kæmpe med den. Tag hendes jakke, så hun kan rette sit tøj, mens du hænger den op. Sæt dig på den beskidte stol. Skænk op til hende, så hun ikke risikerer at spilde.«

Det handler om i fællesskab at skabe den følelse af forskel, der skal til for at kunne finde sammen. Også senere, når det bliver intimt:

»Tag godt fat om hende, klem hende ind til dig og vis eventuelt, at du er stærkere end hende ved at flytte hende rundt.« Han må blive den handlekraftige, tryghedsskabende mand, hun i sin forestilling om egen skrøbelighed har lært indledningsvis at være på vagt over for, men dybest set længes efter at give sig hen til.

For en mand med erfaring fra den heteroseksuelle datingscene er læsningen forbundet med en ubehagelig blanding af foragt og genkendelse. Tag for eksempel følgende instruktion fra kapitlet »Åbningsudspil«:

»Hvis kvinden har et højt energiniveau, og du i overensstemmelse med lighedsprincippet leverer dine åbningsreplikker på samme høje energiniveau, så er det vigtigt, at du samtidig smiler for at skabe den grundlæggende tryghed. Når du først har smilet, og hun har set, at du ikke er truende, behøver du ikke fortsætte med at smile. Nu skal du i stedet reagere på det, der sker i samtalen.«

Det fremstår som en opskriftsbog for socialt handicappede. Formuleringer som »integritet skaber succes«, opfordringer til »at lave ’undskyldelige berøringer’« og »assertiv føring frem mod sex« efterlader et indtryk af dating som den mest livløse og mennesketomme begivenhed. Der er noget uhyggeligt ved tanken om, at hvert smil, hvert blik, hver kompliment og berøring ikke så meget udtrykker et humør eller en impuls, men snarere er resultatet af en nøje indstuderet taktik.

Samtidig – og det er her, ubehaget sniger sig ind – leverer bogen en rammende beskrivelse af de forventninger, der knytter sig til ens køn, når man står der på baren, til festen, på restauranten og som mand erfarer, at der vitterlig intet sker, hvis man ikke tager kontakt, og at der går kuk i rollefordelingen, hvis hun betaler regningen.

Lichtenbergs instruktioner fremstår usympatiske som instruktioner. Som skildring af, hvad der som oftest finder sted, er de ubehageligt præcise. Da man kort strejfede hendes albue, var det måske ikke med bevidst intention om »gradvist at eskalere den fysiske kontakt«. Men man strejfede sjovt nok den albue. Det føltes spontant – ikke som en planlagt manøvre for at demonstrere styrke – da man flyttede hende rundt i sengen, men man gjorde det ikke desto mindre. Her gik man og troede, man var sin egen, og så viste det sig, at handlingen nærmest var skrevet på forhånd.

Hvis der er en kritisk pointe i at udstille skuespillet, så er det ikke at nedgøre det som ’falsk’ eller ’uægte’. Til dels knalder alle vel en fiktion. Potentialet for nydelse er ikke nødvendigvis mindre af den grund.

Kan heterosex være progressivt?

Udfordringen er snarere, at de selvsamme mennesker, hvis heteroseksuelle begærsmønstre er bygget op omkring kønnede modsætningspar – aktiv/passiv, stor/lille, hård/blød, stærk/svag – sidder over for hinanden ved jobsamtaler, bestyrelsesmøder og lønforhandlinger, hvor de helst skulle opfatte hinanden som jævnbyrdige. Især hvis ens begær opleves som noget, der giver sig selv, som udtryk for noget grundlæggende, noget inderst inde, noget særlig ægte og sandsigende om ens karakter, om mænd og kvinders karakter, kan man måske forestille sig, at assymetrien sniger sig fra dansegulvet og soveværelset og med ind på arbejdspladsen og ud i det offentlige rum, hvor den diskret påvirker ens opfattelse af, hvilke kroppe der bør tage initiativ og tage plads, og hvilke der forventes at repræsentere såkaldt bløde værdier.

På den måde viser det sig, at de førnævnte ’socialt handicappede’ ikke behøver være så håbløse endda – dem, for hvem den institutionaliserede heteroseksualitets ritualer netop ikke giver sig selv, dem, som påstås at have brug for at læse Datingkongen og Datingens psykologi, og som netop derfor burde lade være med at gøre det, fordi deres uformåen rummer et potentiale for forandring. En forandring inde fra centrum. Normbrud på det seksualpolitiske område behøver vel ikke altid komme fra marginen. Efter en årrække, hvor homoer, transkønnede og andre seksuelle minoriteter har stået for at føre modstandskamp, er det måske på tide at spørge: Kan heterosex være undergravende? Kan det være progressivt? Kan det være queer?

Morten Wagner: Datingkongen, 256 sider.

Jacob de Lichtenberg: Datingens psykologi – hemmeligheden til succes med kvinder, 336 sider.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

"Hvad betyder det, hvis hun stryger håret let over øret flere gange?"

Det betyder ikke noget særligt, eller måske at hun genert, og gør et eller andet med hænderne, ligesom når nogen retter på brillerne. På tv ser man ofte alle mulige gøre det, også selvom de ikke har specielt langt hår at flytte om bag ørerne :-)

Jakob Silberbrandt

Just præcis ...

Inger Sundsvald

Men der er jo tusindvis af måder at misforstå hinanden på. Når Fredsted f.eks. skriver:

”At føle sig ked af det er i mine øjne helt ok.”

Så kan jeg vælge at være venlig og opfatte det som ”ja, selvfølgelig, der er vel ok for enhver”.

Jeg kan også blive mistroisk og tro, at han synes det er helt ok, at jeg bliver ked af det, i den situation vi taler om, når han nu har travlt med at sidde på sin indre trone. - At så må jeg finde mig i at blive ked af det.

HVIS det forholdt sig som sidstnævnte, så er det decideret usympatisk, og i så fald har man ikke lov til selv at kræve hensyn eller stille krav om noget hensyn fra andre.

Lise Lotte Rahbek

""Hvad betyder det, hvis hun stryger håret let over øret flere gange?"

Hvis hun har fe-hår, er det et tegn på at håret kildrer hende i ansigtet. :)

Michael Kongstad Nielsen

Moderne fehår er sat op i en lækker frisure, så det ikke kildrer ansigtet.
Bortset fra det, er der henvist til artiklen i dagens "leder" af Yde, hvor man opfordres til at dyrke det, der ikke er heteroseksuelt, og i den forbindelse påvirke sine unger (børn) til at tænke queer. Groft sagt.

Inger Sundsvald

Ja, meget groft sagt.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, meget groft sagt, men læs det selv. "Heteronormer er alles hovedpine".
http://www.information.dk/474718

Inger Sundsvald

Har læst OG anbefalet, men gider ikke kommentere der. Jeg synes der må være en del mistrivsel hos alle de børe der forsøger selvmord - muligvis fordi de bliver påtvunget et bestemt køn.

Michael Kongstad Nielsen

Det er ok, at du ikke gider, selvom du gider alligevel.

Har også altid ment, at kønnet er en institution – men det blev længe holdt hemmeligt for andre – lige indtil – og dér har vi så fænomenet igen – parret Ariane Prohaska og Jeannine A. Gailey - amerikanske middelklassedamer, der sandelig kan fortælle nogle hårrejsende historier – f.eks. “Cybersex and Men who Kill: An Analysis of Deviant Men, Prostitution, and the Internet.”- mageløst uinteressant emne lige til nærmeste dameblad …

Hermed nedlægges der forbud mod at læse alt dette junk 'from over there' – der må oprettes et index – ligesom pavens - over den uvidenskabelige og suspekte litteratur, som ukritisk hentes her til landet – og foregøgles at være seriøs – men som på mange måder kan sammenlignes med Scientology’s fordummende kulturimperialisme – herhjemme labber folk det i sig ligesom Big Whopper – og den mentale dimension bliver lige så overfodret som den fysiske fremtoning - med fare for alvorlige symptomer på knald i låget med tilhørende overvægt …

Det er påfaldende, at denne slags sex-fixerede litteratur kommer ud af den kønsforskrækkede og intellektuelt infantile anglo-amerikanske kulturkreds - fra den tyske kulturkreds vil man ikke kunne opleve noget tilsvarende i den retning - derovre, hvor misbrug og misfortolkning af europæisk filosofi, psykologi, sociologi og andre akademiske discipliner er en indbygget systemfejl - emigrantbørnene vil gerne tale med, og det bliver også derefter - her i det tysksprogede og frankofile Europa er man mere nøgterne og forfatterne ikke underlagt helt de samme kommercielle bindinger og præstationskrav - som ovre i kapitalismens hjemland …

Inger Sundsvald

Jeg gider ikke DER.

Det er en kæmpe forskel på single og forhold. I forhold kender begge hinanden rigtig godt og forstår hinandens signaler godt.

For 2 singler, som møder hinanden, er der alle muligheder for, at misforstå hinandens signaler.
Selv om begge har interesse for hinanden, afventer de fleste kvinder manden tager initiativet. Gør han det på den rigtige måde udvikler det sig i en mere intim retning. Ellers falder hendes interesse for ham.

Hvorfor kan man ikke sige direkte til hinanden, hvad begge vil og har lyst til?

Der er en ”Score-karl” i de fleste mænd. Nogle bruger den kun over for en enkelt kvinde i livet. Det meste ligger instinktivt og kan derfor være svært at gennemskue.
Så længe flere kvinder ikke selv tager initiativet, ændres kønsrollemønsteret ikke.
Manden bevares, som den dominerende part, som scorer kvinder.

Begyndte flere kvinder at tage initiativet, vil det smitte af på andre områder af kønsrollemønsteret og skabe mere ligestilling. Det vil kræve kvinder er mere direkte, da mænd sikkert ikke er lige så gode til, at sende signaler.

De sidste 50 år, er der sket meget. Måske når vi dertil om 50 år. Det kunne også hjælpe dem, som ikke er heteroseksuelle.

Når jeg ser tilbage, var det gensidig initiativ, efter det intime første gang. Før det, var initiativet mit.

@Inger Sundsvald: "Jeg kan også blive mistroisk og tro, at han synes det er helt ok, at jeg bliver ked af det, i den situation vi taler om, når han nu har travlt med at sidde på sin indre trone. - At så må jeg finde mig i at blive ked af det."

Jeg har på intet tidspunkt talt om, at jeg har travlt med at sidde på min indre trone, og det er heller ikke det, som hverken Knud Hansen eller William Blake taler om. Rent faktisk så fortsætter citatet i Knud Hansens bog som følger:

"Navnlig må du ikke selv sætte dig derpå. Derved går virkeligheden tabt. Du mister sansen for hvad der er virkeligt og hvad ikke er det. Du mister evnen til at være opmærksom på andet end dig selv og den indbildning at du sidder på en trone."

Ligeledes har jeg på intet tidspunkt talt om, at jeg mener, at et andet menneske så bare må finde sig i at blive ked af det. Det, jeg taler om, er følgende: Hvis jeg ikke har lyst til et eller andet, så skal jeg have lov til at give udtryk for det (for ellers mister jeg rent faktisk evnen til være kærlig!). Hvis det medfører at et andet menneske bliver ked af det, så er dette menneske ligeledes fri til at give udtryk for netop det. Og så må jeg forholde mig til det, etc.

Inger Sundsvald

@Fredsted
Jeg taler også kun om, at der er mange måder og lejligheder til at misforstå hinanden på, når man er i et parforhold og især hvis man er meget sart.

Ingen har lov til at overskride andres grænser, og man skulle helst kunne spore sig ind på, hvor en partners grænser er. Men jeg vil alligevel sige, at hvis man bliver afvist i at udvise en kærlig handling, som f.eks. et kys på kinden så personen føler sig afvist og bliver ked af det, så er det en brutal måde at overskride den elskedes grænse på.

Grethe Preisler

Wham bam thank you ma'am!

Han var 14 år, da han for første gang i sit teenageliv havde gang i noget med en pige på lagenerne. Og det var så frustrerende en oplevelse, at han var nødt til at gøre noget for at komme over det.

Ti år senere blev han iværksætter og købte sammen med par ligesindede computerfreaks, som heller ikke kunne finde ud af det med pigerne, domænenavnet www.dating.dk og indledte sin succesrige karriere som Danmarks svar på Huch 'Playboy' Hefner.

And lo and behold - nu gik det bare derudaf! Ikke alene vrimlede det med brune piger på stranden i cyberspace, det viste sig også, at der var masser af penge i skidtet.

Og har du penge, så kan du få, og har du ingen, må du betale ved kasse 1, hvis du vil have 'noget på den dumme'.

For penge lugter ikke, så længe man har nok af dem. Eller gør de mon alligevel?

Karsten Aaen, Inger Sundsvald og John Fredsted anbefalede denne kommentar

@Inger Sundsvald: "Men jeg vil alligevel sige, at hvis man bliver afvist i at udvise en kærlig handling, ... , så er det en brutal måde at overskride den elskedes grænse på."

Jamen da, naturligvis. Det er jo heller ikke det, jeg siger, for pokker. Hvis handlingen er kærlig, altså oprigtigt frit givet som en gave uden medfølgende enten bevidste eller ubevidste krav om, at få noget igen, så ville det selvsagt være modtageren, der har knald i låget, hvis vedkommende afviser det.

Inger Sundsvald

Jamen så er jeg beroliget, Fredsted.

Godt at høre, Sundsvald.

Jacob de Lichtenberg

INFORMATION OFRER GERNE KÆRLIGHED PÅ LIGESTILLINGENS BÅL
I sin kamp mod heteronormativitet ignorerer Information både de biologiske elementer i samspillet mellem kønnene og latterliggør 50 års videnskabelig forskning i dating og psykologi. Sådan går det, når anmelderen har skrevet bundlinjen, før bogen er læst.

I ovenstående artikel anmeldte Anders Haahr Rasmussen i lørdags to datingbøger i Information. Jeg er glad for at Datingens Psykologi var den ene. Men jeg er ked af, at min bog blev taget som gidsel i et socialkonstruktivistisk kønsrollekorstog.
Forudsigeligheden i det journalistiske arbejde og de rent faktuelle fejl – som at bogen skulle lægge sig i forlængelse af The Game, når den nu faktisk tager afstand fra den amerikanske pick up-kultur – vil jeg ikke gå dybere ind i. Dog er jeg nødt til at påpege, at artiklen indledes med en konstatering af, hvor forbløffende lidt bogen handler om det modsatte køn, skønt den stort set ikke handler om andet.

Bogens fokus er – som for de fleste mennesker ude i den virkelige verden – et andet end de professionelle kønsdebattørers. Den tager udgangspunkt i de psykologiske mekanismer, der aktiveres, når mænd og kvinder møder hinanden i et datingforløb. Der er ikke tale om et ideologikritisk værk, men om en bog der skal gøre mænd klogere på kvinder med henblik på at skabe et kærligt og ligeværdigt forhold. I al beskedenhed.

Hvis manden forstår, at de fleste kvinder faktisk synes, det er rart at blive mødt med opmærksomhed og overskud, og at manden gerne må yde en form for fysisk og psykisk tryghed, er det ifølge Haahr Rasmussen et spil. Endda et skuespil. Han indtager den position, at man ved at forstå hinanden narrer hinanden.

ANMELDERENS EGEN AGENDA
Det kan selvfølgelig føles ubehageligt, når kærlighed og nærvær udsættes for videnskabelig analyse, men ikke desto mindre er det en effektiv metode til at blive klogere. Når Haahr Rasmussen forarges over, at man faktisk kan få bedre oplevelser på dates ved at anvende videnskabelig forskning, er det i virkeligheden en romantisk forankret forargelse over psykologisk metode. Og i sin iver efter at fremstille bogen som kynisk undlader Haahr Rasmussen bevidst at fortælle om bogens centrale psykologiske principper og forudsætninger for kærlige følelser: intimitet, lighed, åbenhed og forståelse.

Det hele kulminerer i en opfordring til at bryde med forskernes viden – også fordi socialkonstruktivismen ikke anerkender de biologiske elementer i samspillet mellem kønnene. Når Haahr Rasmussen eksempelvis ønsker, at mænd skal bryde initiativmønstret, vil han bryde med et princip, som gælder for alle arter – at det køn med den største forældreinvestering (parental investment) er mest selektiv og ofte tilbageholdende. I bedste fald bliver dating sværere for mænd. I værste fald får en lang række mænd dårligere mulighed for at finde kærlighed. De ofres på Haahr Rasmussens ligestillingsbål.

Til formålet opfinder han frygten for, at soveværelsets dagsorden flyttes ud i det offentlige rum: » ... hvis heteroseksuelle begærsmønstre er bygget op omkring kønnede modsætningspar (…) kan man måske forestille sig, at assymetrien sniger sig fra dansegulvet og soveværelset og med ind på arbejdspladsen.« Det er en urimelig ekskurs fjernt fra bogens præmisser.

DEN UBEKVEMME HETERO-KÆRLIGHED
Jeg er klar over, at i queer-perspektivet er samtlige heteronormative bidrag præget af konservatisme, undertrykkelse og falsk bevidsthed, og egentlig er det jo samfundet, der gør Haahr Rasmussen så utilpas.

Ude i virkeligheden har flere boghandlere faktisk tøvet med at tage bogen hjem. De centrale indkøbere i landets største boghandlerkæder er kvinder, og i dialog med den ene måtte vi konstatere, at hun – uden at have læst bogen – ikke fandt den appellerende. Forsiden var frastødende – »den kunne kun være valgt af en mand.« Set i en kønspolitisk magtdiskurs er det da lidt fascinerende. Manden dømmes på omslaget.

Haahr Rasmussens manglende evne til at afkode selvironien i citatet om, at kvinder er bløde at røre ved (som stammer fra tv•2’s Steffen Brandt), er et symptom på et fastlåst tankesæt.

Det er fint, at Haahr Rasmussen sætter fokus på samfundsindretninger og kulturelle koder.

Men Anders: De fleste mennesker vil bare gerne have en at dele livet med. Og det er min bogs ærinde. Bogen skulle gerne hjælpe folk til at blive glade og finde, elske og forstå en kæreste. Jeg har blot skrevet, hvordan psykologien kan hjælpe en til at blive bedre til at date. Jeg er ikke ude i et revolutionært togt, for det er svært både at have lyst til at møde kærligheden og omstyrte samfundsordenen uden for romantikken.

Jacob de Lichtenberg
Forfatter til bogen ’Datingens Psykologi’

Sider